Uden Titel Martin Hall Udgivet: September 1998 Forlag: Lindhardt og Ringhof ISBN-nummer: 87-595-1053-6 Coverdesign: Jens Kruse Anmeldelser: Læs uddrag af anmeldelser Noter: Med udgivelsen af sin femte bog Uden titel markerede MH et skift i sin karriere som forfatter, ikke bare ved at skifte forlag (fra Borgens Forlag til Lindhardt og Ringhof), men ved at skrive sin på det tidspunkt mest sammenhængende og stilistisk set reneste bog. Af tidligere MH-udgivelser ligger 'Uden Titel' umiddelbart klarest i forlængelse af Kontinuum fra 1989, men adskiller sig indholdsmæssigt fra denne ved sin langt mere dekadente og temperamentsfulde natur. I L&R's efterårskatalog lød beskrivelsen af bogen som følger: " I 1989 udsendte Martin Hall tekstsamlingen Kontinuum, der var hans personlige farvel til firserne. Med sin nye tekstsamling Uden titel gør han atter status over et årti. Uden titel indeholder en række personlige tekster, der gør op med tidsånden i halvfemserne. Tidskritikken er ofte både aggressiv og åndsaristokratisk i tonen, men hele tiden båret af en søgen mod harmoni og helhed. " Bogen blev modtaget meget positivt af pressen. Ifølge en senere anmeldelse i Weekendavisen udgjorde den "Martin Halls litterære gennembrud".

Uddrag:

Valmuebly Som en film, der ridses af muren, den vises på, eller som vand, der ikke længere fortynder; sådan føles fladerne i dit liv. Enten medtagede eller uden virkning. l stk. sjæl i en pantelåners vindue. Der ligger den udstillet, falbudt og omringet af mere interessante kuriosa, en porcelænsbjørn og en sølvlighter. Især sølvlighteren tiltrækker sig din interesse. Hvem der havde en sådan sølvlighter. En sjæl kan man altid være foruden, men en sølvlighter ... Tyveriet falder heldigt ud. Du lader sjælen ligge. Slutninger Jeg holder meget af slutninger. Fiktive punkter, hvor der pludselig blændes ned for lyset. Et øjebliks stilhed, værdsat og betragtet fra alle tænkelige vinkler, og så applausen; bruset hvoraf heltene rejser sig, genfødes, hyldes og tiljubles, som børn af en ny og bedre verden. Her føjer ingen stykkets tristesse. Her tildeles tragedien ingen opmærksomhed. Her er ingen nåde, kun en blind overflod, der drukner folkets halvguder i laurbær. Endnu har jeg ikke set disse forførere bløde. Eller græde. De nøjes med at deltage, hvilket altid føles som et lille stik i siden. Martyr Krig er forførende. Især billederne af døde børn i sneen - verdenshistorier skrevet i størknet blod, der får dig til at glemme al anden gru. Tidligere levede du som en tæge, sugede ynde og skrøbelighed til dig og lod dine ofre forbløde. Nu betragter du det med afsky; for årene har gjort dig klogere, vist dig, hvad der forventes af en person i din alder. Vægtløs Mange skammer sig over deres fortid, andre er stolte over den. Jeg har glemt min. Jeg er heldig. Jeg bærer ikke byrden af at skulle forklare mig. Ting forklarer sig selv; kærligheden undskylder altid sine ofre, hvad end deres handlinger måtte være. Muterede eller ej, stadig lige smukke i mine øjne. Jeg ældes ikke med tyngde. Jeg forsvinder bare. Dette gør alting langt lettere, mere ubesværet. Kun verden falder. Jeg forsvinder i et enkelt blik. Ingen skjulte hentydninger Du har været talsmand for mange afsporede meninger, er blevet sparket og hængt ud af samme grund, men har altid afsonet hånen med mandsmod og løvehjerte, rejst dig som Fugl Fønix, lutret og renset, stolt over grobunden for alle dine menneskelige fejl, dit ukuelige vovemod. Du har lidt mange nederlag, mange dødsstød, men hver gang er du vendt tilbage, forstærket, forædlet, og med et betydeligt bedre udseende, hvilket kun har næret dine fjenders had og misundelse. Forståeligt nok. Berømte sidste ord Fordelen ved at dø er det legendariske ved handlingen, myten, der udvindes af falmet kød og blod. Lyt engang; selv den mindste fortalelse gør sig pludselig bedre i helhedsbilledet. Alverdens talentløse køtere, gør jer selv uundværlige. Realisér jer selv. Improvisér. Hæv jer over middelmådighedens forbandelse. Slå jer selv ihjel. Vægelsind Man kunne sige så meget, foregive så meget, oven i købet slippe af sted med det meste af det, hvis man ville. Jeg er mere dovent anlagt. Jeg har intet ønske om at fjerne mig fra idealforestillingen. Kujonen Jeg har skåret mig selv til blods, ædt min egen afføring, parret mig på den mest afsporede facon og anklaget Gud for al min ulykke. Jeg var en kujon. En tynd hinde Nogle mennesker er en tynd hinde, spundet omkring en rungende tomhed, ganske uden sidestykke. Jeg har prøvet med nåle og cigaretter, men intet hjælper. Disse mennesker er de sværeste at knække. Forbehold Jeg har sat mig ned for at skrive. For at være sikker på, det, jeg gør, er rigtigt, rejser jeg mig igen. Houdini Verden set ovenfra. Kvindedræber. Slaveholder. Alt formår du at se ned på, fra dit syns tyranni. Du kræver ansigter fulde af indlevelse, hænder, der griber om dig og nægter at slippe, men intet holder dig tilbage. Ægløsning Jeg tiltrækkes af ynk. Inseminerer den med en stærkere vilje end den selv råder over; ophøjer den, knuser den, efterlader den ... lader den næres af min ensomhed. Verden ejer intet stærkere bindemiddel end min ensomhed. Panoptikon Jeg har ingen erindring om dette sted. Alligevel kender alle mit navn og ansigt. Måske forveksler de mig med en anden. Ikke at det gør nogen forskel. Tyrefægtning Sælger had og andet affald til ågerpriser på det sorte marked, et voksende publikum til repertoiret af indstuderede udfald, transformationen af spild, et størknet energimonster fra spidsbelastningens mørkeste sæsoner. Hvem kunne ikke tænke sig at opleve, hvad de ikke kan, aldrig vil komme i nærheden af; røre de døde helte, Liberace, Nietzsche, hvem som helst i nærheden, skæbnens toreadorer, dem selv i forklædning. Ikke et øje tørt når tyren falder, bløder sandet mørkt og klumpet. Værelse uden udsigt Venteværelser er dit eneste hjem, en overgang mellem to tilstande; fri for dem begge, et stykke tid, så længe opholdet varer. Du er en turist. En hjemsøgt person. En pause i kød og blod, omgivet af krydsede fingre, lånte læber, der aldrig byder velkommen, men altid tager afsked. Ikke desto mindre beundrer jeg din konstans; jeg er langt mere svingende. Udholdenhed Tvivlens element forskønner, tegner alting ekstra omhyggeligt op; placerer jernlodder på rispapir og lader det uforstyrret blive betragtet, så lang tid øjet magter. Glorie Le af dine faldne, pis på deres grave, latterliggør deres minde. Dette er, hvad du gør bedst; skaber en ny verden af ingenting, for alle os andre. Gæstfrihed Stilheden svinder langsomt ind, erstattes af denne rastløse undertone, du kun kender alt for godt, frostmusikken du er efterladt med hver gang, en sær ubeboelig skønhed, der aldrig opvarter eller forandrer sig, kun udelukker hvad der er upassende. Svind Sehnsucht 1946 og intet overladt til tilfældighederne. Gemt i skyggerne, i silhouetterne, i en forrådnende romantisk nostalgi for de billigste længsler. En skjult tilstedeværelse, med tal indgraveret i sjælen, navne i erindringen, lys, der brænder for hadets engle, Gudspres, vrangflade, den sidste conquistador. Svindende lidt er nok. Godt selskab Jeg har tilbragt det meste af mit liv for mig selv, i godt selskab, med stilhed, hvirvelstrømme og store højder, men modtager nu glædeligt gæster fra nær og fjern, folk, der mener, vi har ting til fælles, hvilket sjældent er tilfældet, og efterlader alle desorienterede, undtagen mig, der nyder mangelen på et fikspunkts forudsigelighed. Faktisk føler jeg mig bedst tilpas i denne tilstand, i en fællesmængde uden tilhørsforhold til sine elementer. Jeg modtager verden med åbne arme og drukner den i min ligegyldighed; jeg er en stående invitation. Cirkus Nero De fleste mennesker prøver at indgå ikke-angrebspagter, med verden, med deres nærmeste, med sig selv, uden held, og efterlades derfor altid forkrøblede, ydmygede af skæbnen og til grin, fordi de ikke kæmpede, men kun håbede, en finesseløshed, der giver mit konversationstalent krampe. Selv er jeg stupid og arrogant, et blændværk af pragt, aldeles uden fornemmelse for min samtids slidte og ukønne definitionsværdier. Min humor finder ingen respons, min selvhøjtidelighed intet ståsted, min foragt intet sidestykke. Verden må misunde mig min udødelighed. Historien genfortalt Saltet i tårebetændelsen svier omkring hendes mundvige, tegner omridset af de hævede læber ekstra tydeligt op, inden de sidste ord forlader dem, inden de efterlader sig det ufærdige arbejde og tager afsked med endnu en kandidat til eftertidens kongerække; vender sig bort fra den hævede brusk og forsvinder i sig selv, tager afsked med ryggen til gerningsstedet. Billeder undervejs. Ansigtstræk på et lærred. Skønhed på vej mod fuldendelse. Træthed Kun gentagelsen keder dig ikke, sikrer dig din fejlfri fremtræden, hvilket de fleste af gæsterne stiller sig tilfredse med. Jeg klapper sammen med de andre, af dine evner og af din præcision, for du har lagt stor flid i dit arbejde, slået ihjel for det, ført krig og dræbt og brændt din sjæl til ukendelighed. Ingen sejr er dig for lille. Nu byder du selskabet velkommen og lukker dørene bag os. Vi kunne ikke være i bedre hænder. De små glæder En sidste centerløs sjæl slider jorden under sig op og falder, opsluges af afgrunden, der åbner sig foran ham, lykønsker sig selv, fordi det endelig lykkedes ham at fange sin Guds opmærksomhed. Tid og sted Intet værre end en tilfældig stjerne; ydmygende for både aktør og publikum. Hellere brændt på kætterbålet end udsat for glemselens nåde. Frostbrud Byer et sted i mørket. Gdansk, Skopje, Bukarest. Varierende billeder af de samme motiver, set gennem dine rastløse øjnes evige søgen; føler dig kun hjemme undervejs, i omridset af kupéernes duggede vinduer, ellers ingen steder. Svært at forestille sig andet, hvis dit omrids stadig gløder med denne sære kølige ild, stadig stråler af samme ukendte oprindelse, som du altid har ledt efter, altid nærmet dig, som altid har splittet dig, delt dig som småpenge i gadeporte, en æresgæld, du ikke kunne andet end at betale tilbage. Landskaberne vil altid være de samme, hvor end du rejser hen; forsvinder sporløst i dit syns spild og efterlader sig kun en eneste forskel - pausernes ro, steder, jeg ved, du har været ... steder, hvor tågen stadig bærer dit aftryk. Grimme guder Dine guder er grimme, skabt i dit eget billede. Hvad vil du med den slags guder? Mine guder har for længst forladt mig, men de var i det mindste smukke. Atleten Jeg er en atlet. Århundredets sportsmand. Sluger ild og går på vand; en stjerne for krævende for sit publikum. Udstødt. Hadet. Beundret. Hvorfor jeg ikke drager flere fordele af mine talenter? Det ville forringe min kondition. Et kort besøg Når jeg kigger på dit ansigt nu, sker det uden anden medfølelse end den, jeg ville tildele en fremmed, mig selv, i din situation; en verden, hvor kød og blod er blevet det skrøbeligste eje. Det var dig, der engang sagde til mig, at kærlighed aldrig dør, kun bliver stille, noget jeg ikke har glemt, blot værnet om på en afstand som min, for at lade det være efterladt, uberørt, lade stederne forblive utilgængelige, ordene delvist usagte. Det er svært at forestille sig, du ville have noget imod min tavshed, især nu, hvor du igen synes at have overgået min tidligste tøven, igen har efterladt mig med vægten af år, der aldrig vil blive indløst. Din mangel er misundelsesværdig; frastøder sig mit savn, lige meget hvor langt væk jeg befinder mig. Intet glemmes i en søvn som din. Døren, der nu lukkes, er den sidste i en række. Som et billedløst kort, der endelig bliver vendt. Søn af ingen generation April bryder min tavshed, af sig selv, på min bekostning; som en viljeløs drømmer, som en søn af ingen generation. Der er ikke længere nogen rejse at fuldende, ingen tid at indhente. Jeg har for længst gjort ordene til grin, og taler nu kun til mig selv; skiftevis opløftet, skiftevis skødesløst, desværre alt for ofte det sidste. Hvem skal jeg undskylde min opførsel over for?