Sygdommen Martin Hall   Udgivet: Januar 1998 Forlag: Mind and Media ISBN-nummer: Ingen Coverdesign: Martin Hall Noter: Begrundelsen for at udgive oplæsningsceremonien Sygdommen beskrives i de indledende noter til udgivelsen således: " SYGDOMMEN er en moderne fabel om en verden for enden af logikkens rækkevidde. Bogen er bygget op i 44 scener, hvor læseren langsomt bliver introduceret til en række skæbner, hvis veje alle krydses, efterhånden som romanen tager form. Figurer som Djævlen, Toreadoren, Fuglemanden og Den Spedalske er alle med til at tegne billedet af en grotesk virkelighed, hvori den evige kamp mellem godt og ondt endnu engang må tage sin tørn. SYGDOMMEN er en teaterforestilling, en historie om tro, håb og kærlighed i sine mest abstrakte former. Det er fortællingen om en grusom smitte, en plage der spreder sig fra bevidsthed til bevidsthed i et verdensbillede lige så afsporet som karaktererne, der optræder i det. Det er en bog om den menneskelige naturs arketyper, om grådighed og fortabelse, men også om sjælehøjde og dødsforagt. SYGDOMMEN er skrevet i direkte forlængelse af Martin Hall's roste romandebut VERDENSDAGENE og samtidig en foreløbig afslutning på hans arbejde med den rendyrkede farcegenre. SYGDOMMEN er stillet til rådighed for de tilstedeværende gæster ved MH's spoken word-arrangement i Vega mandag den 9. november 1998, hvor det i en voldsomt forkortet form blev læst op og 'offentliggjort' for første og eneste gang. Manuskriptet udgives i 50 nummererede og signerede eksemplarer til de af de tilstedeværende gæster ved det udsolgte arrangement, der på aftenen selv lod sig skrive op til det. Indehaverne af disse eksemplarer må betragte deres kopi som et privat klenodie, og manuskriptet må ikke offentliggøres i nogen form, hverken viderekopieres eller lægges ud på Internet eller andre fremtidige massekommunikationssystemer. Det anses som en æressag for indehavernes vedkommende at overholde denne aftale på samme måde, som MH holdt sit ord med hensyn til at gøre det tilgængeligt for aftenens gæster. SYGDOMMEN er et råmanuskript uden anden korrektur end den under indskrivningen foretagne, dvs. at det sprogligt på ingen måde skal anses som gennemarbejdet, hvilket MH af ren og skær intellektuel forfængelighed har bedt os gøre læseren opmærksom på. På forfatterens vegne, Dennis Jørgensen / Mind And Media. "

Uddrag:

Scene 7 Det begyndte med et lille hul i væggen. Faktisk var det næsten ikke til at få øje på, men lidt puds på gulvet fik Monseigneur Garibaldi til at notere sig det. - 'Det var dog et fabelagtigt lille hul', kom det verdensfjernt fra ham, mens han opmærksomt studerede det på tæt hold. Det var åbenbart et af disse fænomener, der var opstået helt af sig selv, for så vidt han vidste, havde der hverken været håndværkere eller bygmestre i nærheden af denne væg de sidste mange år. - 'De uransagelige veje', afsluttede han stille sin første observation af hullet, hvorefter han gik videre til andre gøremål. Der var ikke meget andet at gøre. Opmærksomhed er uden tvivl enhver visdoms ophav, men kan så sandelig også drive en mand til vanvid, hvis han ikke disponerer ordentligt over sin del af den. - 'Et fabelagtigt lille hul...', gentog han på vej ud værelset. Dagen efter var det blevet en anelse større. Monseigneur Garibaldi betragtede det med en vis forundring. - 'Dette er et større hul end det, jeg så i går', konstaterede han tonløst for sig selv. - 'Besynderligt...' Hans tanker kredsede om, hvorvidt det vitterligt var det samme hul, han havde set dagen inden, eller om det nu var et helt andet et af slagsen; dette hul var jo trods alt betydeligt større, og fordi der havde været et lille hul i væggen i går, var det jo ikke ensbetydende med, at det var det, der var vokset. - 'Ikke lige til at finde svar på'. Han fejede pudset op fra gulvet og efterlod sig sine spekulationer for nu. Han havde vigtigere ting at se til. Den tredje dag var hullet i væggen tiltaget betydeligt i omfang. Dette irriterede Monseigneur Garibaldi. Han besluttede sig for at hente hjælp. - 'Hvor kommer det hul dog fra?', spurgte han sine tre gejstlige bekendtskaber. De betragtede én efter én hullet i væggen, uden dog hverken at drage forhastede konklusioner eller på anden måde gøre sig selv til grin. - 'Det er ikke til at sige', kom det tøvende fra den højeste af dem. Han pillede lidt ved det med fingeren. - 'Ingen grund til at gøre det større end det er', kommenterede Monseigneur Garibaldi reserveret handlingen. Den gejstlige tog fingeren til sig og lod den næste i rækken betragte hullet. - 'Det er godt nok af en anseelig størrelse', bekræftede nummer to. Monseigneur Garibaldi forholdt sig tavs. Ingen af dem vidste, hvad de skulle gøre. - 'Et besynderligt hul', opsummerede den tredje gæst undersøgelsen. Dagen efter de fire mænds inspektion var hullet blevet endnu større. Monseigneur Garibaldi vågnede ganske enkelt ved, at det trak så gevaldigt fra det, at han måtte stå op før normal tid og hænge et tæppe for hullet i væggen. Da han senere på eftermiddagen kom tilbage til sit værelse, var tæppet forsvundet. - 'Det var pokkers', kom det overrasket fra ham. Han kiggede nysgerrigt ind i hullet, men der var ikke noget at se. Så stillede han sin lænestol op foran det for på denne måde at komme udenom trækken. Han var væk i nogle timer i andet ærinde, og da han kom tilbage til rummet, var både lænestol og bogreol væk. - 'Nej, nej, nej...', udbrød han bittert ved synet af sin manglende bogreol: - 'Nu kan det være nok!' Han fór ud på gårdspladsen for at tilkalde sig hjælp i kampen mod dette ukendte onde og fik hurtigt samlet sig en mindre hær af kommende præster og bønder med høtyve. Sammen marcherede de tilbage til Monseigneur Garibaldis værelse. - 'Dér er det', råbte han ophidset ved synet af hullet i væggen, der i mellemtiden tilsyneladende også havde fortæret hans seng, siden sovestykket intetsteds var at se. - 'Dér er tyveknægten...' En modig bonde stak truende sin høtyv ind i hullet, men intet skete. Dernæst stak han hovedet ind i det. Så forsvandt han. Alle stirrede lamslåede på hinanden. Derefter løb de skrigende ud af det lille rum. Døren blev smækket og boltet bag dem, og rummet forseglet for al foreløbig evighed. Monseigneur Garibaldi og vidnerne til eftermiddagens besynderlige hændelse fulgte lettere skrækslagne tingenes gang på sikker afstand, mens de blev ajourført af en yngre munk, der metodisk fulgte hullets vækst gennem et nøglehul ind til værelset. Sent om aftenen havde det tømt hele rummet. - 'Det må være Djævelens værk', spredte rygtet sig i det gudsfrygtige kloster, men det var umuligt at drage en endelig konklusion. - 'Det er Den store Tomhed selv', kommenterede smeden episoden, men ingen lyttede til ham, da han på grund af sit hverv blev anset som et mindre betydningsfuldt menneske end munkene. Angsten havde spredt sig blandt de gejstlige og afslørede adskillige af deres mindre charmerende sider. Nogle dage senere kunne ikke engang billedet af det tomme værelse ses gennem nøglehullet. Værelset var blevet det tommeste rum i verden.