Kommunikaze Martin Hall Udgivet: Marts 2001 Forlag: Lindhardt og Ringhof ISBN-nummer: 87-595-1661-5 Coverdesign: Kenneth Schultz med foto af Casper Sejersen Anmeldelser: Læs uddrag af anmeldelser Noter: Bogen Kommunikaze - med undertitlen '1000 dage i cockpittet' - er en treårig dagbog, indledt den 1. januar 1998 og afsluttet den 31. december 2000. Man følger MH under indspilningen af plader og under arbejdet med hans lyrik, man indvies i hans samarbejde med teaterinstruktører som Ole Bornedal og Flemming Enevold og er med, når han opnår sin første guldplade i forbindelse med Boel & Hall-udgivelsen. Man følger ham også på rejser til Berlin, Stockholm og London, bliver vidne til både film- og videooptagelser, hører om hans bidrag til internationale udstillinger og om hans medvirken i diverse tv- og radioshows. Der er ligeledes kommentarer til hans omgang med diverse personager fra 80'ernes kulturelle inderkreds, referencer til Ballet Mécanique og mange andre af hans tidligere projekter samt refleksioner over hans mors selvmord - alt sammen kædet sammen af ét centralt tema, nemlig en konstant søgen efter balance i tilværelsen. Som læser deltager man på godt og ondt i de mange kaotiske oplevelser: man følger slagets gang fra sidelinien, hvorfra det er både bizart, underholdende og dybt foruroligende at være tilskuer. Bogen blev ved sin udgivelse mødt med stor medie-interesse og modtaget meget rosende. Der var sammenligninger med både Søren Kierkegaard og Oscar Wilde, og det var især MH's mod der udløste kritikernes begejstring. Også blandt sine forfatterkolleger modtog Hall stor ros: Man kunne bl.a. finde Kommunikaze på Kirsten Thorups liste over sine fem bogfavoritter på Opasias hjemmeside (hvor MH befandt sig i selskab med Elsa Morante, Klaus Mann, Olive Schreiner og John le Carré). Bogen blev udgivet af Lindhardt og Ringhof, der i 1998 også udgav kortprosasamlingen Uden titel. Læs i øvrigt uddrag af dagbogen fra perioden omkring indspilningen af Adapter og dagene omkring Irma Victorias død.

Uddrag:

Torsdag den 1. januar 1998, morgen Besluttede mig i nat for at begynde at føre en slags protokol over dagene. Har aldrig ført dagbog før. Vil nok også foretrække at kalde det noget andet. I tre år. Lære mig selv bedre at kende. Onsdag den 28. januar 1998, morgen Håndværkere overalt, der uopfordret bruger stakken af gamle aviser til at dække gulvet af med. Symbolsk i al sin uendelighed. Op fra gulvet stirrer en artikel om Jack Kerouac, en historie, der svælger i splittelsen mellem det moderne menneskes higen efter en personlig religion og dets alkoholisme (den intellektuelle "elites" forkærlighed for en spiritualitet med skrumpelever). Intelligens i vore dage er referencer. Ikke selvstændighed, men veltalenhed inden for diktatet. Torsdag den 29. januar 1998, eftermiddag Måske er det hykleri, det dobbeltliv, jeg fører. Kunstneren og mennesket. Navnet og essensen, "poeten" og "musikeren". Føler mig ikke hjemme i musikmiljøet længere. Ved ikke om jeg nogensinde har gjort det. Ikke fordi jeg ville føle mig mere hjemme et andet sted: De årlige åbne huse på forlagene med pindemadder og rødvin forekommer mig heller ikke specielt attraktive: "Vil du ikke med ind og høre en digtoplæsning i lyrikteltet?" Den store forskel på forlagsbranchen og musikbranchen er dog, at checken oftere er med posten i førstnævnte kategori end i den anden, om end den andens noget sjældnere checks er betydelig større. Fører mig så alligevel en sjælden gang imellem frem til en reception eller to med smil på læben og champagneglas i hånden, på toppen af verden og med en sand verdensmands veltalenhed. Minder mig om Richard Burtons selvbiografi, hvor han konstant sviner de bedre cirkler til og alligevel valfarter til den ene cocktailfest efter den anden, omgivet af de selv samme individer, han så grueligt foragter. Elsker ham for hans evne til at forlade Hollywood selv i lyset af de mest svimlende summers lokken, udelukkende for at vende tilbage til London-teateret Old Vic og en løn på 27 pund om ugen for at spille Shakespeare-forestillinger igen (og i øvrigt recitere rollerne perfekt på trods af en daglig indtagelse af to flasker gin). A man's gotta do what a man's gotta do. Og så lige en gang imellem indspille en krigsfilm i Sahara for de lettjente penges skyld: "Don't you just love a man in a uniform"? Det er stil! Men så står man altså der til receptionerne og morer sig over mediets selvforelskelse og incestuøse fordummelsesproces, fuld af overskud og improvisationsevne når det gælder substansløse meninger om dit og dat og ingenting: "Sov blot roligt, alle hader alle". Størstedelen af klientellet virker sært alkoholiske, især herrerne, der med rustne stemmer konstant snakker om at realisere sig selv med en sjælevolumen nær nul. For nylig blev jeg introduceret til en af min tidlige ungdoms helte, Ian McCulloch fra Echo And The Bunnymen, der efter at have komplimenteret min jakke spurgte mig, om jeg havde noget coke. Det havde jeg ikke, men vandt efter sigende stor respekt hos ham ved min fraværende måde at besvare det efterfølgende spørgsmål om, hvad man lavede i København på en aften som denne med et "på en onsdag?" Det viste sig at være mandag, og manageren livede totalt op og gav promoteren, der havde introduceret mig til hans klient, ret i at, at jeg var virkelig underground. Torsdag den 29. januar 1998, nat Ville Jesus Kristus have været homoseksuel, hvis han dukkede op i dette århundrede? Ville ecstasy have erstattet papmedaljonerne i den katolske kirke, hvis han havde sat sine fodspor i halvfemsernes ungdomskultur? Har der været stakkevis af frelsere, der gik mere ubemærkede hen, pint til døde under kinesiske forhør, jagtet i Cambodias jungle eller sultet ihjel i Somalia? "Remain cheerful and die trying", som de ville have udtrykt det østpå. Enhver sand helt bør huske brækspandene til sit publikum ... overdrivelse fremmer forståelsen, som en temmelig militant kørelærer engang forsøgte at banke ind i mig, når jeg med mit geléagtige kropssprog gjorde gaderne en tand for abstrakte for hans smag. Nogle mennesker ville have trådt ud af bilen og fundet en anden, men jeg har altid opsøgt modsætningerne, sat pris på det overraskende, det anderledes, det, der bestemt ikke var som mig selv. Faktisk brugte jeg syv sammenhængende år af mit liv på at omgive mig med folk, jeg ikke nødvendigvis personligt brød mig om. Det var en befriende oplevelse: at træde ud af firsermiljøets selvfokuserede rammer og pludselig sidde og holde juleaften med sikherne på Nørrebro, iført turban og hvide gevandter og drikke yogi-thé og synge mantraer (de var nu i øvrigt en samling overordentlig rare mennesker). Absolut ingen vidste, hvem Martin Hall var. En vidunderlig følelse. Fredag den 30. januar 1998, eftermiddag Perfect paranoia is perfect awareness. Smerten er en del af perfektionen. C.S. Lewis sammenligner smerten med billedhuggerens arbejde med sin skulptur; hvert eneste stød i stenen er nødvendigt for at forme helheden, for at fuldende skønheden. Lørdag den 31. januar 1998, formiddag Ti tanker kommet og gået inden næste sætning er nedskrevet. Måske skulle jeg bare forsvinde, flytte til Israel eller Rusland. Tarkovskijs film fyldte mig altid med denne sære længsel efter bare at vandre rundt i nogle af hans gudsforladte landskaber (længe leve den romantiske forestilling om alt fjernt). Theo Angelopoulos' film Odysseus' Blik var faktisk den første film, jeg havde set i mange år, der formåede at indkredse samme slags længsel. Eleni Karaindrous musik til filmen er i øvrigt guddommelig! Jeg tror, at det er sjælestyrken i både lyd og billede, der rører mig så dybt. Følelsen af udholdenhed. Filmens handling om en græsk instruktør, der rejser gennem Balkan-landene for at finde tre ufremkaldte filmruller fra den første halvdel af århundredet, blænder konstant op for disse ukristeligt ensomme billeder af en alt for medtaget verdensdel. Talte for nyligt med en journalist, der under den værste del af borgerkrigen i eks-Jugoslavien havde besøgt Sarajevo med en fotograf, som på ingen måde havde indset faren ved projektet. Han var dukket op i lufthavnen iført vindjakke og uden nogen egentlig bagage; "den klarer jeg", havde han med højt humør affejet kommentaren om, at det var vinter og krig, de skulle ned at dække, ikke en skønhedskonkurrence på Mallorca. I løbet af de første dage havde fotografen så brugt alle sine dollars på den i forvejen både dårlige og alt for dyre mad i det eneste bare nogenlunde normalt fungerende hotel i byen, da han var overbevist om, at hans plastikkort ville kunne dække resten af opholdet. Hvilket selvfølgelig ikke var tilfældet; en krigszone er ikke helt så servilt orienteret som Las Vegas. Historien ender så med, at manden på en reportage nede i en parkeringskælder, der blev brugt som bosted for i hundredvis af mennesker, frysende og grædende bryder sammen og må overlade al fotografering til journalisten selv. Det, jeg egentlig ville frem til, var eksemplet på det modsatte af filmens essens, den manglende sjælestyrke og virkelighedsans, der alt for ofte er konsekvensen af at bo i en beskyttet kultur som vores. Torsdag den 1. juli 1999, eftermiddag Genså Liliana Cavanis Natportieren i går for første gang siden 18-19 års alderen. En helt igennem bizar film. Erindrede mig Dirk Bogardes beskrivelser af perioden og indspilningerne fra en af hans (mange) selvbiografier, især detaljerne omkring filmens sidste scene, hvor han iført fuldt nazi-ornat eskorterer Charlotte Rampling ud fra deres skjulested - vel at mærke on location et eller andet sted i Sydtyskland med en voksende folkemængde omkring sig. Bogarde er efter eget udsagn overbevist om, at de vil lynche ham, men da parret langsomt kører væk i den ventende bil, opdager han til sin store forbløffelse, at adskillige af tilskuerne lige så stille begynder at heile. Så meget for den frygt! At tænke på at filmen er lavet i 1973 er ret utroligt. Fredag den 3. september 1999, eftermiddag Masser af møder med forskellige mennesker og masser af fedtede håndtryk. Sidder altid og ser frem til at vaske hænder bagefter. Efterårssæsonen i fuld gang. Har endnu en gang rodet mig ud i for mange ting på én gang. Købte en lille bog, der hedder Giv dig tid, hvor en trold med et brændende stearinlys i sin hat giver gode råd om, hvordan man kan leve et mere ustresset liv. Stor livsvisdom. Holder især meget af tegningerne. En titel, der fortjener en placering mellem Shelley og Dante på min ueksisterende bogreol (foretrækker rækker og stakke). Føler man suset af Det Uforanderlige? En stående udfordring. Ånder bedst under åbne himmelstrøg og i evigt overførte betydninger. Lørdag den 11. september 1999, morgen Var til et oplæsningsarrangement i Den Anden Opera i går aftes i anledning af udgivelsen af Kortprosa 1999-bogen. Kom lidt for sent på trods af mit væsens punktlighed, men blev venligt modtaget af forlagsmanden Simon Pasternak, over hvem der hviler en umiskendelig karakter af en sand litterat. Efter en indledende Højholt-inspireret dronen omkring partering af kød ved Hans-Erik Larsen gik turen så videre til mere "professionelle" leverandører som Camilla Christensen og Pia Tafdrup, hvor især sidstnævnte kom til at lide under den ærværdige, men også voldberusede F.P. Jac, der fra bagerste række - hængende ind over Jan Sonnergaards skulder som en anden krigsveteran - blev ophavsmand til sporadiske udbrud som "er der ikke nogen, vi kan trække bukserne af?" og "vis os fjamsen, moster" (denne kommentar faldt, da den unge digterinde Ursula Andkjær Olsen gjorde sin entré på scenen iført en fiks lille nederdel). Hver eneste gang jeg har mødt ham - helt tilbage til 1983 - har han været lige så rallende beruset. Hvilket forekommer mig ganske utroligt, ja, nærmest beundringsværdigt. Manden må have en vikings konstitution! Aftenens højdepunkt var så helt klart, da han selv indledte anden halvdel af arrangementet med at falde ned fra scenen af druk efter at have fremført en temmelig ubehjælpsom udgave af en gammel Ray Davies-sang. Lørdag den 4. december 1999, formiddag Inde at se Under Byen i Vega i går. Meget fin aften. Levede helt og aldeles op til forventningerne efter deres fremragende debutalbum. Og så blev det generelle kulturhykleri samtidig endnu en gang (ubarmhjertigt) skåret ud i pap; efter 6-stjerners anmeldelser og rosende ord overalt var der ikke en eneste journalist til stede til koncerten. Hvis undskyldningen skulle være den smule orkan, der hærgede DK i går aftes og nat, er der ikke meget vikingeånd tilbage i dette land. De ca. 60 mennesker, hvoraf det meste vist var Århus-venner og familie, fik sig dog en storslået oplevelse. Har fascineret brugt morgenen til at læse i Susan Blackmores nye bog The Meme Machine, hvor Richard Dawkins' teori om memer udsættes for en yderst tilbundsgående undersøgelse. Memer er idéen om selvstændige bevidsthedsimitatorer, der ligesom gener udelukkende arbejder for deres egen overlevelse. Ifølge postulatet er kultur en virus, noget, der udelukkende er til for sin egen skyld ... hvilket giver perfekt mening, især når man tager vores tidsbillede i betragtning (undersøgelsen af "skellet" mellem informations- og genteknologien). Massesuggestion er ikke en svær ting at få øje på, slet ikke hvis man zoomer ind på et lokalt fokus som diverse lister over halvfemsernes bedste bøger, plader, kokke, hvad som helst. Lørdag den 1. januar 2000, eftermiddag Meget opløftet. En tung byrde synes at være lettet fra mit hjerte, (the burden of perfection og alt det der). Mens verden slumrer i efterdønningerne af sit energispild, er tusindårsfesten først lige begyndt her. En hyldest til alt og alle, selv den moralske pluralisme. Er min generøsitet ved at løbe af med mig? En hyldest til "aktionister" som Otto Mühl, Gunter Brus, Rudolf Schwarzkogler og Herman Nitsch. "Vaguely conscious of that great suspense in which we live, we find our escape from its sterile, annihilating reality in many dreams, in religion, passion, art" (Arthur Symons 1899). En hyldest til Georg Trakl og Gottfried Benn, Chet Baker og Orson Welles, Anton LaVey og György Ligeti. Skylder uden tvivl mine fjender den største tak for mit livs opdrift og sjælehøjde, disse statister, der lærte mig at sætte hårdt mod hårdt. Man siger, at ethvert atom i ens krop engang var en del af en stjerne. En smuk tanke. Jeg forbliver kropsliggørelsen af spørgsmålstegnet. Mandag den 10. januar 2000, morgen Underholdningsbranchen: Et sted hvor alle prøver at overbevise hinanden om, at de er udødelige. Mandag den 24. januar 2000, sen aften Befinder mig i værelse 505 på Hotel Lydmar i Stockholm efter en lang dags rejse med tog grundet min sygelige flyskræk. Har ikke været i denne by siden Ballet Mécanique-dagene. Værelset er et jazz-værelse med fotoer af alskens legendariske solister. Boel er blevet indlogeret på 504, der er holdt i victoriansk blomsteridyl. Portieren hørte forkert, så mit rumkort blev skrevet ud til Martin Hell. Et kunstnernavn in mente? Ellers falder hotellet fint i smag; elevatoren udstyret med lysende grønne knapper, der styrer musikken: vælg acid jazz, soul, jungle, ambient, latin eller drum'n'bass. Dog ingen knap til at styre volumen, der forekommer mig alt for høj - demonstrativt hip. Gangene smagfuldt belyst og elegant dekoreret. Meget svensk. Ligesom receptionens fem ure med samme tid og navnet Stockholm under dem alle. Godt jeg har kufferten fuld af Prada-trøjer, Comme des Garcons skjorter og Helmut Lang-jakkesæt! Føler mig altid skidt tilpas i nye byer den første dags tid. Har brug for tid til at falde ind, falde til ro. Stadig også temmelig bekymret over et pladeselskabsmøde i formiddags inden afrejsen, hvor der blev talt om ugelange presseture til Norge og Sverige ved pladens udgivelse. Har meget svært ved at overskue, hvad jeg har indledt mig på med denne plade. Kan ikke rigtig overskue pressefronten på dette område. Torsdag den 27. januar 2000, sen aften Læste i Dagens Nyheter, at Henrik Nordbrandt havde fået Nordisk Råds Litteraturpris. Jawohl. Et tillykke fra udenlandsdanskeren. Derefter i studiet. Nåede på Moderna Museet om eftermiddagen og blev mødt af Emese Benczürs The Changes Render Visible The Foundation-værk. Jamen altså! Næsten lige så godt som Nietzsches "bevidsthed er en overflade" udbrud i Ecce Homo. Senere så jeg et Rodtjenko-slips og oppustelige Edvard Munch-dukker af Skriget i deres – ellers glimrende – boghandel. Bagefter svenske EMI-folk i studiet, der kunne lide, hvad de hørte. Alle mænd er sultne! Søndag den 30. januar 2000, aften Hjemme igen efter at have deltaget i Copenhagen Session 1 med Malcolm McLaren på Plaza Hotel. En veloplagt formand for Kulturministeriets Udviklingsfond, Uffe Elbæk, bød velkommen, hvilket var en god begyndelse på et ellers farligt arrangement (en grum sætning i stil med "eliten i dansk kulturliv" sneg sig da vist også ind på et tidspunkt). Så tog Klaus Lynggaard over som vært, hvilket vel var et meget oplagt valg; jeg går ud fra, at man forestiller sig, at hans oftest lidt bralrende facon kan holde eventuelle tomrum for døren. McLaren selv startede med at beskrive sig selv som en "dysfunktionel figur", en romantiker mere end noget andet. Han arbejdede med begreberne autenticitet og karaoke - sidstnævnte som en reference til den slags mennesker, der udelukkende imiterer andres udsagn og bedrifter: "Tony Blair is our first karaoke prime minister", som det meget underholdende lød omkring dagens politiske situation. Forståeligt/forudsigeligt nok kom han også ind på nettets muligheder, men "anti-establishment via the Internet" er efterhånden et temmelig kedeligt tema. Eftermiddagens højdepunkt var utvivlsomt McLarens svar på spørgsmålet om, hvad han ville foretage sig i løbet af de næste 20 år: "Well, I'll probably die". Helt personligt var dagens største tilfredsstillelse min egen entré i en fyldt sal ti sekunder inden, arrangementet begyndte (vidunderlig timing) samt evnen til at undgå et specielt ækelt bord med firserfossiler. Alt er et spørgsmål om koreografi! Lagde hårdt ud med kindkys, filmsmil og politisk velplacerede håndtryk. Undervejs i seancen var det selvfølgelig de diskussionslystne elementer, der prægede debatten, hovedsageligt uforløste reklamemænd og aktualitetsliderlige zeitgeist-typer, der aldrig formår at løsrive sig fra opinionens slaveri: De skal bare have en mening om alting. Hvad kan man sige? Nogle gange er det nok blot at dvæle ved tingenes tilstand. På den måde var en eftermiddag i selskab med mister Malcolm en fornøjelse; føltes nærmest som et kort ophold i et England, man ellers kun kender fra Upstairs/Downstairs. Min konklusion må dog lyde, at hvis det indbudte klientel vitterlig var eliten, ser det lidt mørkt ud for dansk kulturliv. Søndag den 27. februar 2000, aften "Deeply the human knows, shallowly it lives": min kynisme er ved at æde mig op i øjeblikket. Min skarphed bliver min råhed, mit ønske om klare linier bliver skæringslinier, mit ideal bliver en guillotine for både mig selv og resten af verden. Ved at blive en affaldscontainer for skuffelser og had. Bliver nødt til at revidere mit udgangspunkt. Vil ikke ende som et giftstof ved navn utopi-kontra-realitet. Jeg er ved at blive et dyr, en voldsmand, en slave af mine egne idealer og ambitioner. Mandag den 6. marts 2000, aften Morgenmad på The Orangery ved Kensington Palace (i London), der bestod af pragtfulde scones med dertilhørende flødeskum og hjemmelavet marmelade samt den foreløbig mest velsmagende kop thé, jeg endnu har fået herovre. Masser af indkøb (igen), bl.a. Rilkes Diaries of a Young Poet og en Yeats-samling. Fandt også den legendariske TV-serie Brideshead Revisited samlet i én videopakke: ikke nok med at Waughs bog i sin tid rørte mig dybt, men når man så ligeledes pludselig erindrer indtrykket fra sine teenage-års oplevelse af tv-filmatiseringen med Jeremy Irons og Anthony Andrews - for slet ikke at tale om aktøren, der gør sig som Anthony Blanche! - hvad kan man så gøre andet end fluks at gribe til sølvstykkerne i sine lommer? Efter undertegnede havde prøvet et hav af originale swinger suits hos William Hunt i Neal Street, spiste vi aftensmad på Ten Ten Tei, en japansk restaurant på Brewer Street i Soho, hvor vi var de eneste europæiske gæster. Sluttede aftenen af med at lægge vejen forbi Pints, Poets and Piss-Artists på The Foundry, hvilket jeg sagtens kunne have undværet - en grusom form for "fri poesi"-performance. Lørdag den 8. april 2000, aften Der er dem, der mener, at litteraturen er en for alvorlig sag til at lægge i hænderne på forfatterne selv. For disse mennesker er traditionen et sidste desperat kyskhedsbælte: Shakespeares innovation af det engelske sprog og Karen Blixens noget abstrakte kommasætning ville være utilladeligt i deres bakteriefrie lyrik. Man burde næsten udbede sig en urinprøve fra disse "hårdtslående realister", hvis eneste arbejdsmål tilsyneladende er at tilføre alt levende en formaliseret umenneskelighed (al menneskelighed er per definition dødelig og af samme grund uattraktiv). Alle deres krige ligger uden for dem selv, og alle deres sejre har brug for synlige ofre. Disse mennesker har ikke brug for nogen grund til at udøve deres monstrøse overbevisning; de har bare brug for en undskyldning. Onsdag den 19. april 2000, nat Fuldmåneklarhed. Byerne smuldrer i dette lys. Spiste på KGB sammen med brødrene M. Aperitiffen var en White Nights In St. Petersburg, og maden var som formodet meget russisk (masser af rodfrugter og kartoffelmos). Den største oplevelse ved besøget var afspilningen af et bånd fra en dansk/russisk sprogskole ude på toilettet; under det korte ophold nåede jeg bl.a. at lære at sige, "jeg vil gerne se en tenniskamp" på russisk. Bagefter gik vi på JazzHouse, da jeg tænkte, at vi var rimelig sikre på at være i fred i dér, men blev ikke desto mindre øjeblikkelig overfaldet af et hold af de uden tvivl mest tåbelige piger, jeg nogensinde har kommunikeret med. Deres anfører var iklædt en cowboyhat i leopardskind og dertilhørende trøje og bukser og bar sin mobiltelefon som den moderne kulturs seksløber; hver gang hun åbnede munden, nåede ordet "indholdsløshed" nye, truende højder ... har vitterligt aldrig set eller hørt noget lignende på så nært hold. Når indskrænketheden er så udtalt, bliver dens talsmand – lige meget hvor prægtig eller velekviperet denne så end måtte være - ultimativt aseksuel. Til sidst blev vi så gudskelov reddet af et nyt kvindeligt regiment, der gjorde deres entré under bestillingen af den tredje flaske cava (bekendte af brødrene). På det tidspunkt var jeg træt, og aftenen havde allerede været en foreløbig triumf i overvindelsen af periodens uoplagthed, så jeg gik hjem og lod biologi-filmene bag mig. Mandag den 24. april 2000, eftermiddag Bliver ved med at kredse om ordene "at arrangere sig selv for at modtage". Om ledeevne og definition. Om det overhovedet at være i stand til at være åben, en kvalitet langt de fleste mennesker - inklusive undertegnede - alt for ofte tager for givet. Jeg ser ikke længere ansigter, når jeg kigger mig omkring; jeg ser lys eller slet ingenting. Verden er blevet en infrarød gengivelse, et termostatbillede, der kun gengiver varmelegemer, organiske processer, ikke passive doktriner. Jeg ser forsøg, ikke perfektion. Disse betragtninger søger at indramme en mentalgeografi, der hylder lyset frem for mørket, hylder reaktionsevnen frem for bedriften, hylder vovemodet frem for den dresserede udstillingsgenstand. Det er luften, jeg ånder, nødvendigheden, jeg presses frem af, rastløsheden, der hjemsøger mig, motivet, der giver livet mening. Her er der ingen helte, ingen gudebilleder, ingen selvtilfredshed - blot en fortæller, et vidne, en spejling. Onsdag den 3. maj 2000, formiddag Dagens citat: "Døden afsoner man, mens man lever" (Giuseppe Ungaretti). Vågnede op med sætningen klingende i mit hovede på denne grålige forårs- eller sommerdag ... kan ikke længere adskille årstiderne, inddelingerne, grænserne mellem kold og varm. Læste først hans Glæde ved Skibbrud her for nogle måneder siden, en bog, der ramte mig meget direkte ("sansningens forkontorer" havde ikke en chance for nu at citere den gode hr. Lyngsø). Elskede titeldigtets lethed i lyset af samlingens tyngde. Det korte af det lange forbliver som altid "memento en-to-tre" og fortsættelsen, der ikke følger. Hvoraf mange hæderkronede opråb. Slutteligt: Har måttet opgive idéen om at opbygge mig en formue. Hvis dette bliver en prioritet, bliver jeg tilsvarende en slave, et blokeret udsyn, et ufrit forløb, en ligegyldighed. Jeg må satse. Intet andet at gøre med et væsen som mit. Skiftet, der er ved at ske, er tydeligt og genkendeligt nok til ikke at stille flere spørgsmål. Tiden er løbet tør for tomme spørgsmål og svar, og enhver af mine klager forbliver retoriske formaliteter. Jeg er en mand på en mission. Ved bare endnu ikke hvilken. Lørdag den 20. maj 2000, eftermiddag Dyret i mig lader til at være bragt til ro. I hvert fald et stykke tid. Det skal åbenbart stadig trues på livet for at give én ånderum. Bruger nætterne til at gå igennem detaljerne i mit liv, dagene til at dvæle ved kædens svage led. Jeg underkaster mig for mange unødvendige belastninger, påtager mig for meget skyld: Kan ikke længere ignorere omstændighederne, de påvirker mig alt for voldsomt, og udsvingene bliver som bekendt kun større og større, sværere og sværere at komme tilbage fra, hvad enten det drejer sig om industrien omkring mig eller mine personlige forhold. Jeg har været inde på det tidligere, hvordan den manglende evne til at kunne tilgive sig selv langsomt kan æde én op. Synes hverken jeg kan tilgive mig selv eller andre længere. Ens bevidsthed kan blive et lukket kredsløb, hvis tyranni over kroppen forvolder den ene lidelse efter den anden. Tilstanden, jeg selv befinder mig i i øjeblikket, skyldes i allerhøjeste grad dette, min hjernes urimelige krav til sine omstændigheder, til min krop og til min omverden. At eliminere de skadelige indflydelser er én ting, en anden er at omprogrammere sin egen væremåde, sin livsanskuelse, sit forhold til livet. "Det er kun en kliché, fordi alle ved, det er rigtigt", som en eller anden sanger engang udtrykte det. Det synes så svært at behandle de væsentligste temaer i det skrevne ord; så bliver det for poetisk, så bliver det for selvfølgeligt, men endestation mord forbliver den moderne livsanskuelses rodløse bønnestage. Hvad hjælper det at kritisere noget, fordi det ikke matcher ens intellektuelle forfængelighed, når det er så fundamentalt indlysende, at ens retning i tilværelsen kun isolerer én mere og mere fra tingenes helhed? I nat lå jeg så og lyttede til mit hjerte. Hvordan mine hjerteslags blide eksplosioner pumpede blodet rundt i min krop, hvordan højtrykket i min krop langsomt faldt til ro under nattens dække, til lyden af regnen, til billederne for mine øjne. Man er et skrøbeligt væsen. En uforklarlig blanding af brusk og energi. En gudsmaskine. Lå og tænkte på de mange tusind mennesker, der befandt sig i landet omkring mig, mennesker, der alle sammen lå og sov, hvis hjerter bankede, hvis lunger trak vejret for dem, hvis blod cirkulerede i deres systemer, alt sammen uden deres medvirken. Fik disse billeder af en gigantisk biocelle, et gigantisk væv, der lå og åndede og pulserede, spredt ud over umådelige arealer, jordens samlede overflade, styret af ukendte kræfter og lige så ukendte mål. Min forestilling om alting syntes endelig at begynde at vende tilbage til en mere fundamental værdsættelse af livet i sig selv - det var som om jeg endelig kunne begynde at slippe tvangsgrebet om min egen følelse af isolation, denne selvforstærkende paranoia og tvivl omkring alting. Jeg begyndte at glide ind i en tilstand af instinktiv logik og sammenhæng, der var meget overraskende for mig at opleve på dette tidspunkt. Jeg har kæmpet med idéen om Gud lige siden min tidligste ungdom, kæmpet med mit had til andre menneskers dogmatiske og følelseskolde fremstilling af en sådan autoritet, nægtet at anerkende anden overbevisning end den følelsesmæssigt håndgribelige, været splittet mellem længslen i min sjæl og mit sinds videnskabelige chauvinisme, og nu lå jeg pludselig dér, overgivet til nattens sære ro i en krop, der pligtskyldigt arbejdede for mig, en gudsmaskine, der havde eksisteret i tusinder af år, i et eksemplar, som i denne periode stod til min disposition, og som jeg i det sidste år havde skamredet i blind ambition. Jeg følte mig både skyldig og taknemmelig, nok mest taknemmelig, fordi jeg endelig var blevet tilladt at få hovedet op over den giftige tåge, som omstændighederne og mine egne processer havde genereret i så lang tid. Efter så mange anfald, udfald og tilbagefald, som jeg har været igennem det sidste stykke tid, følte jeg endelig en vis ro ved at være, den jeg var, i den tilstand, jeg var - det var som om, jeg endelig følte en vis tillid til livets kurs, at det var på tide at lade det styre tingenes gang snarere end at kaste mig ud i flere sindssyge diktater af tilværelsen. Skulle jeg være sovet ind der, alene i dette hvide rum denne nat, havde det været uden angst, uden behov for selskab, i en slags tavs tillid til tingenes orden, til min gudsmaskines formål, til altings uforståelighed. Jeg var alene, som så mange gange før, men ikke længere afhængig af nogen tilgivelse eller forståelse. Alting føltes - i sin egen besynderlige skrøbelighed - integreret. Da jeg vågnede i morges, kunne jeg ikke rigtig orientere mig. Jeg var stadig lidt svimmel og nedskrev øjeblikkeligt et par ængstelige noter, men kom meget hurtigt tilbage til tilstanden af altings nattens tilstand. Sad og kiggede ud af vinduet herude på landet og betragtede skovbrynet, som lige så godt kunne ligge et sted i Montana eller Norditalien; jeg havde i hvert fald aldrig set det på den måde før. Hestene græssede, selv mens det pludselig væltede ned med hagl. De var ligeglade. Fuldstændig ligesom mig. Jeg tænkte på alle mulige store forfattere og kunstnere og ukendte bønder, der alle sammen havde betragtet tilsvarende skovbryn andre steder i verden, hvordan de havde levet og været forelskede og havde endt deres dage, og over at en stor del af dem sikkert havde været nogle værre svin over for både sig selv og deres omgivelser. Men mest af alt tænkte jeg på tidens gang, på mit eget liv og på de mennesker, der har været med til at farve det, gøre det til den grandiose oplevelse, det vitterligt er og har været, på godt og ondt. Counting my blessings som udtrykket lyder. Uden hverken melodramatiske undertoner eller opspilede øjne, mere i nøgtern værdsættelse af tåberne og elskerne, de betroede og de inficerede, af alle dem, der krydsede ens vej. Et øjebliks stilhed for de faldne og for de ukuelige, for de ødelagte og for de ophøjede, for ofrene og for de besatte. Om jeg så blev tildelt tusind år til, vil det være forkert at klage, hvis dette øjeblik var det sidste. Den unge sjæl i vanviddets teater, i sansernes vold, i det guddommeliges varetægt; inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke nødvendigvis har brug for mere, men snarere for at bruge den akkumulerede sjæleenergi mere rigtigt. Jeg kan huske, da jeg var lille og regnede ud, at jeg ville være 37 år i år 2000, så ville jeg være en voksen mand, en gammel mand, en viis mand. I hvert fald en mand, der kunne stå til ansvar for sig selv og sine handlinger. Det er nok det sidste, jeg på nuværende tidspunkt skal fokusere mest på. At kunne stå til ansvar for brugen af sin gudsmaskine. At tvinge sig selv til at bruge sine mentale faciliteter i et mere overordnet skær. At overgå vanen, svagheden. At leve i lyset af det uforståelige, det uhåndgribelige, det uundgåelige. At blive en mand. Lørdag den 27. maj 2000, eftermiddag Har sovet i tolv timer og føler mig for første gang i lang tid veludhvilet! Dårligt vejr og masser af deprimerende kendsgerninger at forholde sig til, men mig går det ikke på. I hvert fald ikke i dag. Sjovt at holde disse journalers karakterbeskrivelse op imod mit ellers meget diplomatiske og (rimelig) velartikulerede væsen. Hvem er hvem og ingen svar på tiltale? Fortaleren for de tavse ofre, der ufrivilligt ofrede deres sensitivitet for en gold og steril intellektualisme? For allergikerne, der aldrig mere kan ånde den fælles luft, og for de ugudelige, der ved de aldrig nogensinde vil finde hjem? Et let trofæ at få ram på for udenadslærens marionetdukker: Jeg er en sumobryder i balletsko, en korsridder i trikot, et spejlbillede af alt det, den akademiske berøringsangst prøver at holde på afstand. Hovedpointen i alle mine notater er at undgå det uorganisk indlærte, det sjælløse. Ismerne. Prioriterer væsen anytime, tilstedeværelse. En af heltene forbliver da så ganske vist Wittgenstein, der først fik skrevet Tractatus Logico-Philosophicus færdig, mens kuglerne fløj om ørerne på ham på den yderste flanke af fronten under 1. verdenskrig: han havde meldt sig som frivillig til udkigsposten "i håbet om at blive et bedre menneske". Afskrev sig i øvrigt senere en millionarv for at blive skolelærer. Hail-hail. Dejligt at have et par heltebilleder i behold. Lørdag den 3. juni 2000, eftermiddag Jeg er nervøst anlagt, andet er der vist ikke at sige. "Et rystende nervevrag"; prisen for at kræve så meget af tilværelsen eller blot endnu et forkælet drengebarn? Åbn vinduet og stik hovedet ud i en verden af mandehørm og vrangforestillinger - luften er tyk som fløde og umulig at indånde. Længe leve den indre munk; jeg er en zen-buddhist i Las Vegas. Tirsdag den 8. august 2000, aften Nogle gange bliver man nødt til at miste sig selv, før man kan finde noget som helst. At udvise mod (mod i betydningen at forblive en sitrende sensor på kanten af det (u)tænkelige). Stakåndede tanker i et fangenskab af petitesser. Onsdag den 9. august 2000, eftermiddag Nogle mennesker har ikke fortjent indrømmelser; de fortærer dem på lige fod med sjofelheder. Men selv har jeg det fortsat fantastisk. Jeg er hønen med guldægget, uafhængig af min egen værdi. I en verden af ældre damer af begge køn paraderer jeg min tabte uskyld. Jeg er renselse på to ben, sjælelig skideolie, en udfordring for enhver gigtsyg mentalitet. Torsdag den 10. august 2000, morgen Alle mine ejendele flyder rundt som vraggods i skibets kølvand, og jeg er den lykkelige indehaver af ingenting. Den berømte Stalker. En flygtning uden nationalitet. Et mellemværende, der nu er blevet afsluttet. Bedre fås livet ikke. Fredag den 11. august 2000, morgen Tidens mørke drukner mig ikke længere. Jeg krydser Atlanten som den første svømmer uden badedragt. Torsdag den 17. august 2000, formiddag Under læsningen af Virginia Woolfs Mrs. Dalloway er sætningen "religious ecstasy made people callous" blevet ved med at klinge i mit hovede. Kan sagtens se pointen. Den måde, mange "omvendte" doserer deres generøsitet på. Parodi eller patos? Buddha forbliver den store fysiolog. Religion er først og fremmest ensbetydende med hygiejne, følelsesmæssig og mental. Torsdag den 17. august 2000, eftermiddag Mange mener, at jeg skulle forsøge at forklare mig selv bedre. Hvorfor dog det? For at bevise at jeg inderst inde er et godt menneske? Min fingerspidsfølelse for dekadence vil alligevel næppe finde den store værdsættelse blandt et bredere publikum. Håndelaget for at omlægge perspektiver kræver stor snilde (så meget for den genfundne ligevægt og overbærenhed, hr. Hall ... ). Søndag den 17. september 2000, aften Overdådige dage, overbelyste og gennemsigtige. Sommerens sidste krampetrækninger farver overgangstiden gylden af længsel, gennemstrømmer hvert øjeblik af den åbne dag med en forsigtighed, der føles som elskendes afskedskys. Midnatstogene venter allerede på stationerne, men der er lang tid, til de kører, flere timer, flere evigheder for landflygtige som os, vildfarne børn, der alligevel ikke kender noget til hverken traditioner eller savn. Vi er de hjemløse beboere af et nyt kontinent, af tidens frostbrud, et smeltende Europas grænseløse dække. Hvad kan vi tillade os at kræve, vi der har overlevet de usynlige krige, de bevægende grænser, de slidte kærtegns kvælende berøring? Vi har ingen ret til overfloden, ingen ret til landene, ingen anden ret til hinanden end den, vi formår at puste i live ved vores forsigtighed. Det er det, sommerens forlængede kærtegn formår at minde os om, og det er det, vi genkender i september måneds dybe aftenglød. Tisrdag den 10. oktober 2000, formiddag Til københavnsk premiere på Digter-filmen i går, i Den Sorte Diamants flotte, men noget sterile Dronningesal. En meget æstetisk film. På mine egne og de musikalske vegne ganske tilfreds med instruktørens valg af temaerne. Filmen indeholdt lidt flere postulater fra de medvirkendes side, end jeg huskede det, og det var måske lidt for let at genkende spørgsmålsrækken bag digternes udtalelser i den endelige klipning (alle svarede pligtskyldigt på stikord såsom rytmik, skønhed og religiøsitet), men filmens seriøsitet var uanfægtelig. En meget homogent produkt. Oplæsningerne havde det med at blive lidt kantede, men det forekommer mig nu desværre at være et generelt problem for mange lyrikere. Claus Bohm og Neil Ashley Conrad ville ifølge eget udsagn gerne strække sig "helt derop, hvor vi ikke kan nå", hvilket jo altid er meget tiltalende, men til gengæld måtte de så i panelet bagefter understrege, "at det også havde været sjovt at lave filmen", en udtalelse, der meget godt understregede en mulig kritik af filmen, nemlig dens lidt pastorale sendefrekvens. Men der var meget få udvandringer fra den i øvrigt propfyldte sal. Paneldebatten led forudsigeligt nok under en vis stivhed, det at de indbudte gæster mere holdt små taler for hinanden og publikummet, end de egentlig talte sammen. Hvilket omvendt næsten var uundgåeligt: Hver deltager havde to minutter til at fremlægge deres kommentarer til diverse spørgsmål som "hvorfor skrives der digte?". Bum. Time out. At det så også er et typisk kritikerproblem, at man altid skal finde en tendens i alting, forstærkede kun problematikken. Snakken gik om "pavarottiseringen" af digterkunsten, og om hvor vidt filmen var et gruppeportræt eller en generationsrapport, et tema, der kan blive ved med at overraske mig ved sin stædighed alene. Problemet med analysen af poesi er, at man alt for hurtigt overmættes af mening: At den stiller ens sult alt for tidligt. At den reducerer oplevelsen til et koncentrat. Man er efterladt med følelsen af at have slugt en bouillon-terning snarere end at have spist suppe. Jo større spørgsmål, desto lettere synes de at blive bevaret. Et digt burde - som Ingmar Lemhagen refererede det - hellere lyde: "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare dette for dig". Slut. Punktum. Værst var det, når nogle af paneldeltagerne bare begyndte at læse op af noget, de havde med hjemmefra. Efter forevisningen blev vi så kørt ud til forlaget Spring, der står bag "bogen om filmen", til noget mad og vin. Indsuget i en konvoj af taxaer endte jeg side om side med en af filmens kvindelige medvirkende, hvis affekterede sensitivitet nærmede sig det komiske. Får konceptet philosophy in the flesh nogle klokker til at ringe? Mindede mig om udsagnet "kvinden er lyrisk, manden er episk, og ægteskabet er dramatisk". Hvor finder de den slags henne? Benyttede i stedet tiden til at samtale med Tomas Thøfner fra Øverste Kirurgiske, der var lettet over filmens manglende sekvenser med præster og billeder af hav m/ himmel og dertilhørende digtoplæsninger til traurig klassisk musik. I løbet af aftenen blev stemningen selvfølgelig mere og mere kåd, men jeg formåede at holde mig skjult et pænt stykke tid i et hjørne med Bjørn Bredal, der viste sig at have en skjult kærlighed til harmonikaspillets stolte tradition. Faldt senere i en længere snak med hr. Stochholm om både dogmer, Galway og spiritualitet, en samtale vi har ført over flere år med jævne mellemrum, inden han blev hi-jacket af arrangørerne til at læse et Tom Kristensen-digt op for resten af forsamlingen. På dette tidspunkt manglede der faktisk kun en akustisk guitar og en sombrero for at understrege festens højder. Benyttede det efterfølgende ånderum til ubemærket at forsvinde ud på de omgivende og for mig ukendte Hellerup-veje i silende regn, hvor jeg vandrede diverse højloftede rødvinstemaer af mig. Onsdag den 11. oktober 2000, aften Holdt et utroligt vellykket foredrag på Frederiksberg Daghøjskole i dag: vellykket i den forstand at det virkelig ramte folk - at ånden hvori det blev afviklet vitterligt materialiserede sig som et ekstremt frugtbart felt af inspiration for alle tilstedeværende. Det at arbejde med andre mennesker på denne måde får virkelig det bedste frem i mig. Måske skulle jeg blive lærer? Ved bare ikke om jeg ville kunne holde ensartetheden ud. Alting har sin pris, og livet har sine omkostninger. I alle henseender. Hørte lige at Lady Diana brugte en kvart million om året på sminke, mens hun var i live. Er det ikke ret meget at bruge for en helgen af hendes kaliber? Moder Teresa kan umuligt have brugt det samme. Så skulle hun da i hvert fald have haft sine penge tilbage. Søndag den 15. oktober 2000, eftermiddag Genså Delacroix-udstillingen Maleriets Musik på Ordrupgaard i går, hvilket bragte mig i et umanerligt godt humør. Havde fået sat mig en anelse bedre ind i kunstnerens virke siden sidst og tillod mig denne gang en mere umiddelbar oplevelse af malerierne. Dvælede især ved En Frugtkurv i en Blomsterhave fra 1848, hvis frodighed aktiverede samtlige forhåndenværende sanser. Hans jagtscener er nok de umiddelbart mest inciterende billeder med deres skummende drama, men jeg fandt omvendt ny vej ind til hans senere periode denne gang, blomstermalerierne og havebillederne. Havde tænkt en del over hans egne kommentarer omkring "det at forveksle kolorering med farve" og begrebet "auditive reflekser", hans sammenligning mellem maleriets farvetoner og musikkens lyde (hans venskab med Chopin har tydeligvis sat sine spor i hans musikforståelse). Når han talte om, at der ikke fandtes skygger i almindelig forstand - "der er kun reflekser" - er parallellen til musikkens verden logisk. Jeg begyndte straks at tænke på, hvordan man kunne overføre maleriets clairobscur begreb til en musikkomposition ... ikke ved at "utydeliggøre" nogle passager, men ved helt konkret at "belyse" dem anderledes, opstille en helt anden definition på et musikalsk fokus. Under mit første møde med Delacroix var jeg temmelig overrasket over hans Shakespeare-fascination, af hans skildringer af Hamlet og Horatio, Othello og Desdemona. Denne gang var jeg så efterladt med en forfærdelig appetit på at få lyttet noget mere til Rossini. Især i lyset af den tilstødende fløjs Hammershøi-billeder, der forekom mig noget forstemmende "på en dag som denne": ved denne lejlighed måtte jeg afskrive mig min ellers uafrystelige forkærlighed for nordisk tungsind. Frugtfade og blomstrende haver vandt i dagens anledning over altings tyngde, og Ordrupgaards efterårsgyldne park overtog på fineste manér stemningen fra både Delacroixs maleri af George Sands magiske have samt hans billeder fra Marokko. Der manglede faktisk kun et par araberhingste. Hvem ved, hvad morgendagen bringer? Lord Byrons Sardanapal i Dante-båden? Søndag den 22. oktober 2000, eftermiddag Tilfældigheder på en snorlige linie? "Vi, der har smagt alt, har desværre ikke længere nogen smag". Vi er de udstødte, civilisationens værste fjender, ofre for en premature enlightenment, der skadede mere, end den gavnede. Improvisér over Kierkegaard-tematikken "kun den sandhed, som opbygger, er sandhed for dig". Hvad skal vi med alle disse løse tråde, der kun kvæler, aldrig sammenfatter? Skjuler vi ikke længere vores spor godt nok? Har vi mistet hundens instinkt for at gruse sin egen afføring til, dyrenes renlighed? Er det et udtryk for god hygiejne, når diverse forfattere udelukker deres tidligste udgivelser fra værkoversigten, eller er det angsten for at blive taget i ødipal omgang med de litterære forfædre, der styrer handlingen? Lidelseshistorier i kød og blod a la Gaugains dobbeltgængerbyrde og Van Goghs "jeg er Helligånden, jeg er hel i ånden" ... kød er kød, ånd er ånd, og vi er slægten, der strandede midtvejs mellem destinationerne. Fornedrelse eller transcendens? I dette tilfælde kan man kun håbe på det værste. Onsdag den 25. oktober 2000, eftermiddag Som sjæl fungerer jeg åbenbart bedst i stiv kuling, som en gladiator kastet i ringen under de mest urimelige forhold: Det holder mit udsyn frit og åbent. Jeg må sige, at det på trods af alle komplikationer og problemer af den mere praktiske art er længe siden, jeg har følt mig så sikker på min "sag", som jeg gør i disse dage. Det er længe siden, jeg som menneske har følt mit "kald" og mit liv så tæt forbundet som i øjeblikket. Helt fysiologisk reagerer jeg stadig på visse mennesker som det rene giftstof, et reaktionsmønster, der i sig selv sørger for at tage en perlerække af klare afgørelser for mig. Der er ingen grund til at kritisere ting i dem selv, udelukkende den menneskelige uhæderlighed, der spøger i kredsløbene. Jeg er på trods af alle rygter om det modsatte meget let at have med at gøre i både menneskelige og arbejdsmæssige sammenhænge, så længe der er rent mel i poserne og klar snak om tingene, hvilket ikke forekommer mig at være et fuldstændig urimeligt krav til min omverden. Dér, hvor balladen begynder, er, når der lyves eller på anden måde tilbageholdes information. Jeg hader fordækt spil og har været meget rystet over den inkompetence og decideret bedrageriske holdning, der præger store dele af den branche, jeg har ladet mig nære af. Nu er tiden igen kommet til en hovedrengøring, og jeg gider ikke længere prøve at holde hånden over mennesker, der tydeligvis ikke ønsker at lave om på den måde, de er og arbejder på. Enhver må stå til ansvar for sine egne handlinger, og selvom jeg ganske sikkert skal lægge øre til alskens piben og klynken over min klart definerede holdning til disse gråzoner i den nære fremtid, så føler jeg mig næsten kun forfrisket af udfordringens salte skumsprøjt. Jeg er en sejler på de syv verdenshave, og intet imaginært sømonster skal skille mig og min samvittighed ad. Mandag den 30. oktober 2000, aften Vintermørket omslutter alt i en storm af hagl og regn. Hvem var det, der lærte os at skelne mellem os selv og verden ("når jeg er trist, er verden trist")? Alle er bange for det elitære, men samtidig også for det totalitære. Alle er bange for ekstremerne. Alle er bange for ulven. Alle er bare bange. Tirsdag den 21. november 2000, aften Fandt et billede af Eigil og Beth som nygifte (min far og min mor) blandt de sidste af Irma Victorias ting. The age of innocence. Ud over det fandt jeg så også Beths begravelsesannonce med formuleringen "eventuelle blomster frabedes; send i stedet beløbet til steder, der er for fred i verden". Et smuk sidste gestus, glemt i mylderet af følelser dengang. "Desire holds the moment still". Søndag den 3. december 2000, eftermiddag Første skabte Gud rejsen. Så skabte "Han" tvivlen. Og til sidst hjemlængslen. Nu er vi så fanget et sted mellem alle punkterne - et sted, hvor jeg personligt ikke længere er i stand til at afgøre, om jeg er båret af en meget stærk, uoversat tro, eller bare af desperation. Imens indhyller en tyk tåge den del af byen, jeg befinder mig i. Tirsdag den 12. december 2000, aften Praktiske gøremål fra morgen til aften. Startede dagen med at deltage i Zentropas net-tv, TVropa, der som en anden radiostation Mercur sender hver dag mellem 12.00 og 12.l5. Programmet blev kyndigt ledt af de to værter Charles M og Jim J, der maskeret med nisseskæg og briller agerede Walt Disney-terrorister i et fuldstændig bombet pakhuslokale. Mindede mere om et RAF-forhørslokale end om noget egentligt tv-studie (hvem husker ikke billederne af den forpinte Hanns-Martin Schleyer?). Og så hed programmet oven i købet "Nisseskæg og Blå Briller". Tisrdag den 19. december 2000, tidlig morgen På vej til Hamburg i tog. Endte i falsk beskedenhed med at købe en 2. klasses billet, da jeg fra adskillige andre rejser til Tyskland havde en erindring om, at den eneste forskel på kupéerne var sædebetrækket. Jeg havde glemt klientellet. Især her i juletiden. Ved afgangen kl. 7.52 var manden over for mig allerede besvimet af druk, og tanken om at skulle befinde mig i hans alkoplasmatiske udstråling fire stive timer i træk bekymrer mig noget (kan kun beklage, hvis min nærtagenhed forekommer nogle læsere "udemokratisk", men ånden fra de fedtede halvfjerdserkollektiver har aldrig været min stærke side). Og ja, jeg siger læsere, da jeg i sidste uge have møde med Lindhardt og Ringhof omkring udgivelsen af disse journaler: der har allerede hersket stor interesse for indholdet, både fra "professionelle observatørers" side såvel som mere alment interesserede. Rygtet er et skånselsløst selvpromoverende reklamebureau. Alle de forbipasserende passagerer stirrer mistroisk på min sovende rejsekammerat (snorker nu højlydt). Han har sikkert alverdens gode grunde til at være den, han er, hvilket dog ikke gør ham særlig meget smukkere. På den anden side af mellemgangen sidder der en ung mand med et fuldstændig blankt udtryk i ansigtet ved siden af en forretningsmand, der på gebrokkent tysk diskuterer marmeladepriser med sin grossist over en mobiltelefon. Over for dem en ældre dame, der læser dødsannoncer i en svensk avis, og en ung kvindelig student med et - ifølge konduktøren - ugyldigt (gennem)rejsevisa. Hver især har de alle sammen på hver deres måde tilkendegivet deres sympati over for undertegnede pga. min rejsefælle. Vi er blevet en stamme, og jeg er blevet høvdingen, alle sætter deres lid til, hvis det skulle blive nødvendigt at straffe forbryderen. De øde byer, vi kører igennem, understreger tydeligt behovet for lidt styring. Tirsdag den 19. december 2000, formiddag Spændende oplevelser om bord på skibet til Tyskland, et sejlende forbrugsgode for udskiftelige statister. På toilettet mødte jeg en étbenet mand, der sammen med en mexicansk udseende kønsfælle åbenbart havde slået lejr dér. Da førstnævnte begyndte at tilbyde mig kaffe fra sin medbragte termokande, skyndte jeg mig videre. Skulle måske alligevel se at få bugt med den flyskræk. Udenfor havde en tredje mandsperson indkøbt et mindre bjerg af juleøl, som han territorialt bevogtede, mens hans bedre halvdel bragte ham smørrebrød fra caféteriet; han havde valgt at afskrække eventuelle landevejsrøvere ved på en temmelig truende facon at sidde på skrævs hen over stakken som en anden John Wayne til hesteryg. Der er noget med mænd og toldfri dåseøl. Jeg følte det lidt som om, jeg havde medvirket i en film, da jeg kom tilbage til togkupéen, hvor julebranderten var vågnet op og nu prøvede at orientere sig om, hvor han befandt sig. Jeg fortalte ham, hvor vi var, hvilket tilsyneladende lettede ham, for i løbet af nogle få sekunder sov han trygt videre. De andre i stammen var tilfredse med min indsats. Forretningsmanden med marmeladeprodukterne konsumerede glubsk en blomme i madeira, højst sandsynlig på samme måde som han kørte sin forretning, nemlig uden anden synlig nydelse end fornøjelsen ved at fortære ting. Han og jeg var i hans øjne blevet gode venner. Han satte tydeligvis pris på min foretagsomhed. Søndag den 31. december 2000, eftermiddag I dag er det så sidste dag i notatserien, forsættet om at forevige tre års strabadser. En lidt sær følelse at se 36 måneder kulminere på denne side. Jeg vil (klogeligt?) afholde mig fra at konkludere for store ting, derimod blot gladeligt minde læseren om mit fænomenale velbefindende, om min sejr over både egen nærtagenhed og omstændighedernes tyranni, og om min genfundne og nu nærmest ukuelige tro på det bedste fremover. Efter en klassisk sæson i helvede stråler fremtiden mig i øjnene med større pragt end nogensinde. Som en anden Caravaggio har jeg boltret mig blandt prostituerede og tyveknægte, rejekællinger og kujoner, men må i modsætning til maleren konstatere, at såvel min psyke som min fysik ikke er egnet til denne form for omgang med livet. Jeg har savnet mit bjerg og mine idealer, savnet de tynde luftlag og de åbne vidders berusende perspektiver, og nu hiver mit bedre selv så endnu engang af sted med mig i en retning uden endestation, udelukkende draget af færten af bloddryppende eventyr og isnende alvor. Jeg er en nomade, en vandringsmand. En flygtig skygge mod en væg af lys. "Hvad jeg skrev, det skrev jeg", som Pilatus formulerede det, og ingen anden at bebrejde mine periodevise udsving end mig selv. Skønt mine skuffelser over både mennesker og tilstande nok aldrig har været større end her det sidste år, er jeg jo ikke blevet svækket, tværtimod ... allergisk, ja, men på ingen måde begrænset (jeg vil snarere betragte denne erhvervsskade som en frihed end som en gene). Et dyr kan aldrig vende sig mod sin egen natur, og Deres udsendte kæmper kun (dum?)dristigt videre med både åben pande og ukontrollabelt instinkt. Jeg er en blomsterbuket af margueritter, sværdliljer, valmuer og roser, toreadoren og tyren i den støvede arena, den klassiske tragedie og den guddommelige komedie muteret til en fortælling uden ende. Født på en årsdag, der har lagt dato til Guernicas folkemord og Tjernobyls reaktorsammenbrud, til både Wittgensteins og Delacroixs fødsel, hvad andet er der at konkludere, end at skæbnen forbliver en skøge, et varsel, en forbrændingsproces? Jeg kaster håndklædet i ringen for denne gang, kysser både dommere og tilbedere farvel for nu, og vandrer hvileløst videre på min vej mod stormens midte. Glæder mig til at se, hvordan landskabet ser ud, når uvejret har lagt sig. Indtil da, au revoir og godspeed til alle rejsende.