Vægtløs Mand Under Truende Sky Martin Hall Udgivet: December 2008 Forlag: Lindhardt og Ringhof ISBN-nummer: 9788711431184 Coverdesign: Kenneth Schultz/Territorium Anmeldelser: Læs uddrag af anmeldelser Noter: Vægtløs mand under truende sky er Martin Halls dagbogsnotater skrevet i forbindelse med hans rolle som dommer i DR1’s store tv-konkurrence Talent 2008. Forløbet i bogen strækker sig fra maj til oktober samme år, hvor han fredag den 24. befinder sig i DR-byen for at overvære finalen. Sidste punktum i dagbogen blev sat i dagene efter, hvorpå manuskriptet gik direkte i trykken. Fra det køligt registrerende til det ødselt fabulerende beskriver Hall processen fra den forårsdag, han modtager tilbuddet om at deltage, til den omtalte finale – et samlet forløb der bringer læseren både med bag showets kulisser samt dybt ind i skribentens til tider mere end almindeligt ængstelige sind. Bogen er en stærkt subjektiv skildring af et projekt, Hall fra begyndelsen betragter som ét stort socialt eksperiment, en både diplomatisk og diplomanisk skildring af en medieverden, der er lige så skånselsløs, som den er fascinerende. Bogen blev ved sin udgivelse tildelt stor mediemæssig bevågenhed pga. sin lettere skandaløse karakter. Ud over at modtage adskillige 5-stjerners anmeldelser samt rydde forsiden på flere af de store dagsblade blev den også genstand for en ganske ophedet debat. Bl.a. fordømte Jyllands-Postens litteraturredaktør den for åben skærm i DR2's Deadline, idet han mente, der her var tale om årets værste bog (da tv-værten efterfølgende spurgte ham, hvad seerne så alternativt skulle købe som julegave, faldt hans bud på en netop udgiven kriminalroman!). I den anden ende af skalaen valgte Politiken i deres begejstring over bogen at rydde forsiden af kultursektionen for at bringe følgende tresiders-uddrag fra den:

Uddrag:

Mandag den 11. august, 20.56 Willkommen, bienvenue, welcome! Så løb pressemødet for Talent 2008 af stablen ude i DR-byen. Det skulle hurtigt vise sig at være en ganske fornuftig disposition at tage en nervepille på vej derud i taxaen – alene chokvirkningen af omkring ét hundrede blitzlys under præsentationen kan tage pusten fra enhver. Entrede the mothership, DR-byen med alle dens bankende håndværkere, og røg direkte i sminken med Svend, verdens bedste makeupartist (manden er, så vidt jeg kan regne mig frem til, næsten 60, men ligner stadig en knøs på 30; hatten af og trompetfanfarer hele vejen rundt!). Så skulle Politiken have taget et særbillede af mig til deres ”Ugens zapper”-tillæg. Pga. pillen lykkedes det mig sågar at undgå at blive irriteret over fotografens forslag om, at jeg skulle simulere brilleglas med hænderne foran øjnene og se lidt Oasis-agtig ud. Oasis? Vi prøvede i stedet nogle andre opstillede positurer, hvad fanden, den slags er efterhånden alt sammen en del af en normal arbejdsdag. Herefter blev dommerne samlet og gennet ind i et mixerrum, mens pressen ankom og fik serveret pindemadder og mineralvand for dernæst at få et kort preview af det første af programmerne. Værterne Felix og Mikkel bød velkommen, og så blev vi, dommerne, sendt ind til klapsalver. Jeg ved ikke, hvad de klappede af, de havde endnu ikke set noget som helst, men vi har ganske givet virket utroligt selvsikre. Dernæst tændte DR for storskærmene, og vanviddet begyndte. Folk fik kun lov til at se omkring ti minutter, men de var til gengæld ret godt klippet, sådan MTV-agtigt og ganske hurtigt som i ”hurtigt videre så der ikke er noget, der bliver for pinligt”. Jeg fik ikke lov til at sige forfærdelig meget i klippet. Det siges, at man sparer mig, sådan at jeg gennem episoderne langsomt nærmer mig folket. Gift skal som bekendt gives i små doser. Nåede dog lige at genere en ung fyr, der lavede kolbøtter, og komme med seksuelle kommentarer til et par mimere. Utroligt hvad man kan få klippet ud af sådan en lang dags optagelser. Så slukkede DR for videoskærmen igen. Mens vi så tv, blev fotograferne ved med at blitze løs i hovederne på os. Rimeligt uhæmmet. Det må ikke have været sjovt at være prinsesse Diana. Da filmforevisningen holdt op, tog de endnu flere. Nu ville de oven i købet gerne have, at de tre dommere i fælles front sad og dunkede løs på den famøse røde buzzer, men gu’ gad jeg da ej gøre det, jeg havde det helt fint med bare at sidde og stirre blankt ud over masserne, mens de andre tærskede løs på den forbandede knap. Sådan blev vi siddende i fem-ti minutter. Bagefter stod folk i kø for at spørge os om ting. Nåede faktisk aldrig at finde ud af, hvem jeg talte med – det var bare én lang strøm af journalister med notesblokke og båndoptagere og spørgsmål om, hvem der var den onde af dommerne, der væltede ind over én. Pga. de beroligende midler gik ingenting mig heldigvis synderligt på længere. Da det hele langt om længe var overstået, spiste jeg pindemadsrester, mens jeg tilbagelænet bladrede gennem det katalogmateriale, som DR havde udleveret. Fuck for en blind sejler! Mine bekymringer om de mange dårlige billeder, der netop var blevet taget, blev øjeblikkeligt gjort til skamme, der var tydeligvis ingen grund, whatsoever, til at bekymre sig det mindste om dem, for her var gudhjælpeme et helt hæfte fuld af dem, endda publiceret af den selv samme central, jeg var ansat af: Billeder af dommerne som grinende evnesvage, fanget i de mest uanstændige haha-positurer, med de kærligste hilsener fra alle os til hele socialgruppe 5-segmentet. Her hjalp end ikke nervepillen længere ... Tirsdag den 12. august, 17.37 Netop hjemvendt fra et (noget nær) heldagslangt ”medietræningsseminar”, arrangeret af DR og ledet af Trine Gregorius. Og lad det være sagt med det samme, Mama Greg is my kind of woman: No bull, no nonsense, all in your face and wiping her shoes off in it. Til gengæld var selve arrangementet ikke lige min kop te. Alene tanken om at skulle deltage i den slags begivenhed havde fra starten fået det til at vende sig i mig, men jeg tænkte, at det måtte være oplevelsen værd – hvis ikke for andet så set som en del af det samlede lidelsesforløb. Så der sad jeg altså, kl. 10.30, i det varme sæde, klar til at lære at sige ”hej medie” på den rigtige måde. På kurset deltog der også to DR-medarbejdere – som observatører. Der bliver gået i detaljer i denne her sag, det må man sige. Yderst dedikerede og primo mennesker. Ligesom resten af DR-holdet for den sags skyld, dette nye segment af medieherskere i sneakers og med lommerne fulde af evalueringsrapporter; individer der ikke bare forstår tidens krav, men, hvad langt vigtigere er, også forstår nødvendigheden af at give det hele et menneskeligt ansigt. Den mandlige udsending var i godt humør, idet stort set samtlige aviser havde dækning af pressemødet i går: Dommertrioen var på forsiden af både Urban, MetroXPress, Berlingske Tidende og fyldte yderligere dobbeltopslag i både BT og EB. Helt utroligt. Jeg skimmede opslagene, men efter at have læst to headline-citater af mig selv, som jeg overhovedet ikke kunne genkende at have sagt, droppede jeg læsningen og lænede mig tilbage, i det mindste nogenlunde tilfreds med billederne. De korte træk omkring Mama Greg-seancen var, at der først blev holdt en lille tale om pressen i al dens forskelligartede væsen, fuld af gode punchlines og relevante pointer. Bl.a. kunne jeg godt lide formuleringen omkring brugen af sarkasme og ironi i interviews – at den slags var ”spildte Guds ord på Balle-Lars”. Man kom vidt omkring. Fra Kurt Thorsen/Rasmus Trads-sagen til Karen Jespersens ”ø”-metafor, men så gik den heller ikke længere, for nu var det bare ind med mig i et lille sort kammer, hvor The Greg fandt torturinstrumenterne frem, mens en tavs herre filmede seancen. Uden for kunne DR-holdet og meddommer Julie så sidde og følge med i miseren på en storskærm. Nu var det den Gregorius, som jeg erindrer hende fra diverse skærmbilleder, der med ét stirrede ondt på mig, alt imens hun pirkede løs med spidstangen: ”Hvad mener du med det?”, ”det vil sige, at du ikke synes, de to andre dommere er lige så gode?”, ”så det er altså okay at gøre grin med børnene” etc. ... kort fortalt en fornem opvisning af hendes strubetiltrukkede blodhundsinstinkt for at finde ethvert svagt led eller åbning i sit offers svar. Fornøjeligt hvis man er masochist i femte potens. Dernæst ind med Julie, der om muligt kæmpede endnu hårdere imod end mig. Ikke videre festligt, men i det mindste kunne jeg kortvarigt læne mig lidt tilbage i stolen, flygtigt hvilende i et svagt håb om, at den hellige grav dermed var blot en anelse velbevaret. Det skulle dog hurtigt vise sig at være en forkert antagelse: Ikke mere end nogle sekunder efter at en synligt medtaget Julie, skarpt forfulgt af sin bøddel, trådte ud af det lille overvågningsrum, begyndte Mama Greg nemlig at afspille sekvenserne for os, videoindspilningerne af hver vores ”interview”, alt imens hun veloplagt udpegede fadæser, huller og svagheder ... vel at mærke samtidig med at hun konstant trykkede på pauseknappen, sådan at man, med kritikken haglende ned over sig, kunne sidde og stirre ind i det ene mere rådne, grimme, dårligt optagede billede af sig selv og sit tærskede morgenansigt efter det andet. Og netop som man så langt om længe troede, at nu måtte det værste da være overstået, jamen, så viste det sig skam, at forhørslederen havde tænkt sig at køre hele møllen igennem en gang til – faktisk adskillige skulle det vise sig. ”Der er jo lang tid til kl. 14.30,” lød irettesættelsen, hvorefter det bare var ind i rummet igen for at tage turen én gang til, lige indtil man, nødtørftigt og pisse modstræbende, fik tændt for sin indre funkknap og fundet ”jeg har netop besteget Mount Everest”-looket frem. ”I’m in complete control, folkens.” Det handler om tryghed det her. Alle 21 gange. Fed dag. Ved ikke, hvorfor jeg ikke tænkte på de beroligende midler i denne sammenhæng. Onsdag den 13. august, 18.17 Kører konstant rundt i taxa i øjeblikket. Undrer mig lidt over, hvorfor DR ikke bare opretter deres egen limousineservice med den mængde kørsler. Ser virkelig frem til at se den første udsendelse af programmet (læs: produktionsselskabets redigerede virkelighed). Primært for at finde ud af hvor vidt man skal tilbringe de næste seks måneder på nervemedicin og forklædt, hver eneste gang man skal ned på gaden. Den eventuelle genopbyggelse af en karriere tager jeg umiddelbart noget lettere på – der har jo alligevel aldrig været det store schwung over den danske målestok ... jeg mener, tyve såkaldte kendere der skændes i et lukket rum, og så skal man oven i købet være taknemmelig for at klare alting selv? Nu hvor vi er ved det, skal jeg så ikke også lige komme forbi og male jeres lejligheder for jer? Jeg tror, at rigtig meget af min nervøsitet skyldes mine bekendtes nervøsitet for mig. Kan han nu holde til eksponeringen? und so weiter, men hvad havde de regnet med? Selvfølgelig kan jeg da ikke det – det er vel en del af hele pointen: Det transmitterede og rigt publicerede sammenbrud. Onsdag den 13. august, 19.08 Måske skuffer jeg bare. Det ”blå segment” vil givetvis være efterladt en anelse tøvende mht. min lettere fragmenterede, til tider ligeud fraværende optræden i programmet (det blå segment kan som livsstilsgruppe karakteriseres med følgende værdier: Individualistisk, moderne værdiorientering med vægt på at realisere alment accepterede, sociale mål som vækst, prestige, indflydelse og synlig succes). Især hvis klipperne vælger at fremstille mig i den slags korte sekvenser, som man havde valgt at benytte sig af ved pressekonferenceklippet, små teasere der gør sig rigtig godt i reklamefilmsgenren, men som aldrig kommer bare i nærheden af noget egentligt sammenhængsforløb. 30 års dødskamp på vej mod den store druknescene? Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Torsdag den 14. august, 12.56 Kære alle jer, der hader og foragter mig, I har vundet. Jeg er en knækket mand. Et nedbrudt menneske. Et skælvende gespenst. En smertelig meningsløshed betrukket med et tyndt lag kløende og eksemplaget hud. Plager som Flanderns mudder og Mesopotamiens fluer er intet at sammenligne mod de lidelser, min sjæl i disse dage er ved at flyde over med. Jeg er en gejl kloak i færd med at ejakulere. Dødsformateret afmagt i metermål. Fortabelse i flaskeform. Hvad er det for en beslutning, jeg har taget? Har jeg mistet al sund fornuft, herredømmet over mit liv? Hvad er det for en diskurs, jeg har bevæget mig ud på? Min kommende offentlige persona ler allerede ad mig i spejlet, håner mig for min svaghed og lemfældige dumdristighed. Afløbsrens og afføringsmidler – som en tavs billedserie af hjertegribende motiver knuser dagens tanker og indtryk mig gradvist. Min beslutning om at medvirke i det aktuelle tv-program kan vel bedst sammenlignes med den performance, jeg lavede med The Body Art Ensemble of Copenhagen i 1984, en opførsel ved navn Parade. Man planlægger at opføre et multimedieteaterstykke, hvor man vil skære sine arme og brystkasse til blods, mens to usynkroniserede filmoptagelser af min mandlige modspiller og jeg i færd med at give hinanden fellatio flimrer hen over scenen på hver sin snuskede og slørede 8-mm celluloidstrimmel. Man planlægger at gå ind og påføre sig selv smerte, men først i det øjeblik, hvor planen effektueres, realiserer man intentionerne og konsekvenserne af éns tankeverden. Man ved, at aftenen nærmer sig, og man kender alt til både forløbet og rollefordelingen, og alligevel er det først i det sekund, hvor hobbykniven flænser éns hud, momentet hvor den skærende, sydende smerte gennemborer éns krop, at man erfarer, hvad man for længst har accepteret og beredt sig på vil ske. I morgen aften, når programmet bølger ud af tv-skærme over det ganske land, og når ugernes aktiviteter brækkes op af de digitale bankers depoter, så vil en anden slags smerte og fornedrelse ganske givet vælte ind over mig, nemlig fornedrelsen og ydmygelsen ved at den offentlige eksponerings groteske plastikmaske trækkes hen over ansigtet på mig og en gang for alle sætter en stopper for det frie åndedrags hyldest til livet og evigheden ... trækkes hen over ens ansigt bagfra, mens man penetreres på den voldsomste og mest ydmygende facon fra samme vinkel. Da er det slut med papirhatte og konfetti, rekvisitter og plastikfrugter. Da går man for alvor en mørk og skændig tid i møde. Selvportræt, august 2008: Vægtløs mand under truende sky. Knappenålskampen om luftballonens fortælling. Dødskampens formalia og den manglende diskretion som pure æressag. Torsdag den 14. august, 23.47 Netop vendt tilbage efter præsentationsaften af udsendelse # 1. Hvad min bærende følelse er? I mangel af bedre: Lettelse. At det ikke er gået værre, end tilfældet er. Programmet er blevet skånselsløst underholdende. Om man så er til den slags, det er en ganske anden historie. Men effektivt og medrivende, det er det. Klippet hjerteløst optimalt. Brutalt. Man har ikke en chance for at forblive upåvirket, ja, selv Aalbæk måtte knibe en tåre over en af sine egne afgørelser. Det er ”in your face”-tv, hvor vinderne jubler, og taberne fortvivler, hvor hele familier græder af skiftevis lykke og fortvivlelse, alt efter om deres små guldklumper eller partnere klarer skærene eller ej. Man følger sceneoptrædenerne og zoomer ind på, hvordan aktørerne efterfølgende bryder sammen i tårer, mens James Blunts ”You're Beautiful” vælder ud af højttalerne. Perverst, skånselsløst og medrivende. Julie er fuldkommen over the top, nærmest hele tiden, mens Aalbæk høvler og filer menneskesjæle til ukendelighed. For første gang i min efterhånden 30-årige karriere er det mig, der fremstår som den balancerede i panelet – som den rationelle. Den tilbageholdende. Lidt af en bedrift. Hvem i alverden skulle nu have troet det, da alt det her blev sat i gang? Aftenens screening har dog for så vidt kun gjort formiddagens trængsler endnu mere præsente, idet tv-udsendelserne ganske givet bliver en succes ... det må de jo næsten blive, så driftsikkert formatet behandles. Men i det mindste er der da dermed tale om et styrt ud i offentligheden, som foregår med manér. Det begynder pludselig at give mening, at DR’s pr-afdeling bliver ved med at understrege, at de står til rådighed 24 timer i døgnet. Hvis det omvendt først slår klik, hvad i alverden skulle det så hjælpe at ringe til dem? Bag samtlige slemt sympatiske producere, klippere, castere og tilrettelæggere gemmer der sig vilde dyr. Bag DR’s fint nuancerede talsmænd gemmer der sig brutale, forbryderiske sindelag. Disse mennesker kan deres kram. Vi taler om forførere af menneskesjæle, diplomaniacs in the flesh, hårdt slebne dagjobselskere med poserne fulde af stålskruer og glidecreme: ”Der er to måder, vi kan gøre dette på, den lette og den svære, men ind skal vi nok komme.” Nu skal jeg sove. Måske uden sovepiller for første gang i ugevis. Jeg er udmattet. Fredag den 15. august, 15.20 Har ikke særlig mange penge mellem hænderne disse dage, så det blev ved at stå og smuglæse lidt i Niels Franks nye digtsamling, Små guder, der netop er kommet på gaden: ”Med en erindring på størrelse med et pollenanfald”. Jeg letter på min hat og går frygtløst videre ud i dagen, hvor mit liv efter sigende skulle blive ændret for evigt. Fredag den 15. august, 22.32 Så programmet igen, da det blev sendt for nationen. Hvad lyder så min nuværende opsummering? Jeg tror, jeg må ty til en reference fra Joyce Carol Oates’ netop oversatte Graverens datter, det indledende citat fra kapitel 11: ”Det bliver vi nødt til at leve med, indtil videre” (i romanen drejer det sig om det faktum, at graverfamiliens brønd ligger længere nede ad bakken end kirkegården, og at vandet fra den derfor er påvirket af lækager fra gravene. ”Døden sivede nedad,” som der står). Ved gensynet lagde jeg mærke til, at man havde klippet ordlyden, af hvad jeg sagde, væk under et klip, hvor man skulle bruge meddommer Julies kommentar. Ganske bizart. Talende mand uden lyd. Sæt en mundlæser på, og alting er ændret. Skift ét tegn ud, og meningen vendes fuldkommen på hovedet. Yderligere er samtlige dommerkommentarer klippet så hårdt, at man nærmest kan høre åndedrættet blive cuttet; klip en hæl og hug en tå, hvis vi lige står og mangler en redigeret mening et sted. Godt at der ikke er tale om kirurgi her. Flot er det iøvrigt editeret, den sekvens hvor Julie bryder sammen i tårer, mens en kvinde fremfører en sang til sin døde søn. Julie kan slet ikke standse sin gråd, og af samme grund klæber kameraet til hende, lænket til det potente øjeblik. Den efterfølgende sekvens hvor makeupartisten må træde til for at pudre den kvindelige dommer frisk igen er bestemt at gå langt over stregen, næsten værre end de beskidte følelser i sig selv, men sand smerte har mange facetter, og showet må jo fortsætte. Ind og ud og op og ned. Et andet rigtigt flot sted i programmet er der, hvor man udbygger scenen med ham den mandlige stripper med en række slowmotion-, David Hamilton-agtige (læs: vaselineindsmurte) indklipsbilleder af samme Julie i færd med at smøre den nu næsten nøgne mand ind i kropsolie. Selvfølgelig er stort set alle de mere højpandede indsigelser, som jeg kommer med i løbet af audition-indspilningerne, gået fløjten. Goes without saying. Faktisk er det kun en enkel reprimande omkring det at være for eksplicit i sit kunstneriske udtryk, der foreløbig har overlevet censuren (en kommentar til netop kvinden med den døde søn omkring det at sublimere éns erfaringsmateriale hvad angår videreformidlingen i det offentlige rum), og den kom ifølge postproduceren udelukkende med, fordi klipperne fandt udtalelsen så tilpas sort, at udtalelsen i sig selv kunne betragtes som underholdende. Iøvrigt genbrugte man adskillige grin og ansigtsudtryk i løbet af udsendelsen, hvis man havde brug for at understrege, at noget var sjovt. Det var åbenbart nødvendigt nogle steder. Og så har jeg slet ikke fået kommenteret indledningen til programmet, vel? Allerede her lyder hornene: Sort skærm, guldrandede bogstaver der materialiserer sig ud af intetheden, mens en Ringenes herre-agtig new age Wagner-musik pulserende strømmer ind over én. Herefter pauker og strygersektioner: Da-da! Så fuld skrue og powershots af dommerne hvor den sekvens, jeg allerede under optagelserne udmærket vidste, at jeg ikke skulle være gået med til, forventeligt nok er blevet brugt, nemlig skuddet af ”den tænksomme dommer der seriøst lægger sin knyttede næve op under hagen” ... giv agt folkens, her tænkes! Lørdag den 16. august, 15.41 Turde nærmest ikke gå ned på gaden i dag, men the mortal coil skal jo holdes ernæret. Der gik såmænd heller ikke mere end et par minutter, inden den første (venlige, tak for det!) børnefamilie komplimenterede mig for mine anstrengelser i aftes, ja, selv henne i Landbohøjskolens park kunne en pensionist på en bænk ikke dy sig for at lykønske mig. Normalt plejer den slags uopfordrede kommentarer at stamme fra den minoritet i nattelivet, som ønsker at sætte ild til én, men med ét er jeg altså elsket og afholdt af både børnefamilier og pensionister. Afholder mig nok alligevel fra at læse blogs om eller google på emnet her de næste par dage. Ude foran kioskerne flagrede flyvebladene. Forsiderne var ryddet med billeder af og historier om de deltagende. Ekstra Bladet havde dedikeret stort set alle kvadratcentimeter til et foto af moren, der sang en sang til sin døde søn, samt en overskrift der henviste til på hvilken facon, barnet var dødt, mens BT kunne fortælle alt om, hvordan sangeren Søren havde ernæret sig som trækkerdreng inden konkurrencen. Resten var Julie og Aalbæk. Overalt faktisk. Jeg åndede lettet op og drog skyndsomst hjem. Da jeg tændte for mobiltelefonen, væltede sms’erne ind. En pæn portion af dem følte trang til at oplyse mig om, at de fandt Julie henholdsvis ”fuldkommen sindssyg”, ”ulidelig” og ”decideret utålelig”. Mailene var i samme dur. På trods af et hav af forbehold vedr. programmets semi-slash-omni-perverse natur følte alle sig dog rigtig godt underholdt. Sjovest var en mail fra et ungt indie-musikerpar, der aldrig så den slags normalt, men kun havde kigget med pga. min medvirken. Her var fyren helt oppe i det røde af jubel over udsendelsen: ”Sikke en gang sindssygt flødeporno-tv, er du sindssyg, hvor bliver man kastet rundt i manegen til sådan et show. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det. Altså jo, det er jo afskyeligt, men også nyt i en eller anden form. Hende du sad ved siden af, Julie et eller andet, hende kunne jeg slet, slet, slet ikke udstå, det var faktisk det værste ved hele showet. Hah. Jeg aner ikke, om jeg skal se det igen, jo, det skal jeg sgu nok. Psycho!”