Kontinuum Martin Hall Udgivet: Oktober 1989 Forlag: Borgens Forlag ISBN-nummer: 87-418-8863-4 Coverdesign: Martin Hall Anmeldelser: Læs uddrag af anmeldelser Noter: Kontinuum var MH's tredje bog, en udgivelse der kom fem år efter dens forgænger, Fremmedgørelsens identitet. Den består af en serie fortættede refleksioner og er skrevet i et kontinuum på en 24-dages rejse gennem "disse dages Europa", som det er udtrykt i introduktionen til bogen. Udgivelsen er dog på ingen måde nogen rejsebeskrivelse, snarere - som dens undertitel indikerer - en række "skitser af en virkelighed". Bogens billedverden er meget skygget og dobbelttydig, om end tonen er betydelig mere afklaret end i MH's tidligere bogudgivelser.

Uddrag:

Kode En stupid person får lidt ud af meget. En intelligent person får meget ud af meget. En viis person får meget ud af lidt. Det forklarer vel alt. Triptykon Bliver opmærksom på lyden af vandet, der falder mod håndvaskens marmorflader. Et hotelværelses spejl viser mig et ansigt. Senere vasker jeg hænder – betragter vandet løbe gennem mine fingre, som tiden gør det. Jeg går tilbage, hvor jeg kom fra – ind i scenografien af stuen; en erindring allerede mens det opleves. I dette rum har alt engang været en forestilling, en tanke i en eller andens hoved - sengen, stolene, bordet, malerierne; alt sammen af en anden verden. Det gør mig til en del af en forestilling; et teater, hvor tid er arkitektur. For enden af rummet er værelsets vinduer arrangeret som et triptykon, en levende gengivelse af den bevægende verden uden for. Indrammet ligger havet nederst, mørket øverst. Dybden af det kender ingen; det skjuler sig selv. Bølgerne rejser sig for dernæst at falde; alt der bevæges, forandres. Senere den nat sover jeg en drømmeløs søvn. Intermezzo Enhver ting har sin tid, og sit altid. Disse dage er, som alle dage, mellemtiden. Felt Over havet, under himlen, i stilheden af menneskeløsheden. Havets stenagtige flader brydes igen og igen, som bristepunkt indefra, som bevægende tyngde udefra. I disse øjeblikke hersker ingen adskillelse mellem virkelighed og mulighed; dette er havet, ophavet, dybt som mørket, og stille som det ufødte. Dette er blevet kaldt englenes land, og jeg befinder mig ved lands ende, på en platform af forstenet jord. Klipperne udgør grænselandskabet mellem vandet og luften, mod hvilket bølgernes fald lyder som pulsslaget af disse verdener; et requiem for alt der har været, en messe for alt der endnu må komme. I silhouetter fremstår landskabets forladte miner som ufuldstændige katedraler, rejst af mennesker, men nægtet fuldendelse af jordens og havets kræfter. Morgenlyset fremkalder langsomt tætheden af billedet, og mens alt endnu ligger indhyllet i et skær af usket, skærer vinden gennem mig som en hvisken og et råb – et skrig endnu uforløst, inderst inde. Tanker her, er ikke mere, ikke mindre, end ekkoer i tomrummet. Bliktromme Dødedans på knivens æg, mens tidsrummet ”sig” forløber. Jeg og mig og kært-barn-har-mange-navne, men hvad bliver der af min næve, når jeg åbner min hånd? Vidne eller vidende? ”Frihed, frihed” lyder råbet, men ingen holder dem fanget. Sindet er en glimrende tjener, men en forfærdelig herre. Frostglød Denne rejse er alene. Disse dage er ét. Som det begyndes, må det ændre sig. Alt ændrer sig i rytmen af modstand, dør eller bliver stærkere. Metal mod metal, ton mod ton, i en hast hvor kun det der ligger på afstand kan ses. Sol blænder, brænder frost hvidglødende, mens mure af lyd resonerer i mig. Øjne omkring mig stirrer dødt ud i togkupeen, i håbet om næring. Bevæges ind i landet, mens landskaber efterlades som en skygge kastet. I flader af tid fornemmes jordens grænser, såvel som mine egne. Mørket sænker sig udenfor, stilheden indeni; skovene står som silhouetter mod eftergløden af dagens lys, mens billedet ændrer sig fra syn til en fornemmelse af dybde. Fragmenter af tid og sted danner verdensbilleder uden sammenligning, en mosaik af nerve, hvor enhver fornemmelse bliver en prisme for alt uset. Som frostglød i vinternats krystal, overskrides punktet for tilbagevenden, i en ændring næsten for svag til at bemærke. Mens mørket fortætter sig til nat, omskrives et tyngdepunkt. Af mørket formes modstanden, der ingen trussel kender, da den er skabt af intetheden selv. Signal brænder stigma i sin transformation af spild. Spejlsal Summa summarum; virkeligheden underkastet kulturens forhørsmetoder. Alt er enkelt, set enkelt; alt er kompliceret, set kompliceret – ting er hvad de er, hverken mere eller mindre. Lille tænkning skaber stort problem, og ”hvad er vi her for” er for at holde De Ti Tusinde Ting rene. Hvorfor kaste med sten, når ”man” selv bor i papkasser over hovedet, og tælle-tælle-tælle fingre for at finde frem til vores sansers fulde fem. Fra de selvfortolkede læresætningers asyl kigger øjne tomt ud i spejlsalen, hvor alle ser sig selv i ansigterne på de andre; hvor ordet ”bare” er blevet en sindssygdom, en besættelse i eksklusivitetens identitetsteater. En omvej om dagen holder fedtet fra hagen, og nej, intet nyt i hovedhøjde, men masser af fodnoter for enhver levende, derude og derinde. At man aldrig er alene med en skizofren, er ikke ensbetydende med at man er i godt sel(v)skab, så se nu at komme ned fra det der besatte Babelstårn, inden det styrter i fata morgana. Arena I verdensarenaen er overlevelse den stærkestes privilegium. Men at forblive intakt, kræver mere end styrke. Som styrke er det fastes kvalitet, er skønhed det bevægeliges – rummet, den overordnede tilladelse. I dette jorden, vandet og luften – og som flamme tærer stof, falder skygge anderledes. Modermærket, men ukendt i oprindelse, det er silhouetten enhver skinner, i nat mod dag. Kontinuum Det siges, at det stille vand har den dybe grund. Hvor overfladen reflekterer, er dybden af en anden dimension. Når vandet bevæges, og der opstår en bølge, taler vi om ”en bølge”. Men i sig selv findes den ikke. Der er ikke ”et stykke bølge” at gribe ud efter – der er en bevægelse i vandet, der forårsager dette fænomen, som for os præsenterer sig som ”en bølge”. Hændelser opleves som genstande, og som stoffet hvoraf drømme skabes, bevæges vi i disse foranderligste verdener. Som et bevægende diagram udspiller verdensteatret sig i bølge på bølge – som en symfoni, hvori kaskader af forskellige toner, instrumenter, rytmer og intensiteter alle sammen forbindes af pulsslagets røde tråd, hvis farve er mange. I netværket af i hinanden indgribende processer, er et menneske sin egen mediumistiske kontakt med alt, det må blive. Pulsslaget er som en rejse, retningsbestemt, men aldrig endeligt defineret, og at overgive sig til denne ”den største historie nogensinde fortalt”, er bevægende, i alle ordets betydninger - ikke længere at være, men at blive, og ikke længere at lede, men at blive ledt. Alt forgår – mens øjeblikket forbliver – i dette ”virkelighedens kontinuum”. Ligevægt Universet er i ligevægt. Derfor kan enhver sætte sit over styr, ved at adskille sig fra det. Europa Fra guldskæret til metalstøvet. I rytmen af byernes timeløse døgn, hvileløshedens forbandelse; et ekko af Europa. I dette skiftende lys af brændende horisonter, i disse syntetiske landskaber af det 20nde århundredes degeneration, ligger jorden gold og død under mine fødder. Jordens salt føles forgiftet i denne de levende dødes civilisation, den eneste afgrøde er en hede tæt som metal, og asken af sceneriet udgør en platform af livløshed, et alter af denne verdens støv. I pulsslaget af dette panorama, er der en undertone, undergravende som det natteløse mørke, der forgifter både sjæl og krop i sin altætsende indadvendthed – koldt som bly, hedt som cancer; børnene af det sofistikerede mareridt balancerer mangel med den inderste vold. En hvisken i vildnisset rejser i ekkoerne af natten, mens regnen falder som en hinde. Af mørket brydes lys, af stilheden lyd. Efterskrift Blødt som blod, der spredes i vand – en hvisken brydes i tusind stykker, regner gennem mig som en støv af ånd. Ethvert brudstykke af dig, indeholder alt af dig. Skarp som knivens æg; slangens æg – en flygtning krydser sit spor. Urets visere bevæger sig i cirkler, til de samme punkter i forskellige døgn. Alt der bevæges, vender tilbage; fra l til O i en cirkel af alle tal. I et rum mellem himmel og jord, under kuplen af det mørke lys; billedet stilnes, mens åndedrag finder rytmen af natten. Det eneste, der er vigtigt, du ved, er at jeg ikke ønsker at være noget andet sted.