Verdensdagene Martin Hall Udgivet: Marts 1996 Forlag: Borgens Forlag ISBN-nummer: 87-21-00406-4 Coverdesign: Martin Hall, Robin Skjoldborg Anmeldelser: Læs uddrag af anmeldelser Noter: Verdensdagene var MH's debutroman, og bogens skrivestil er farvet af en sær, uforklarlig form for humor - en romantisk patos underkastet et poetisk overdrev. Bogen blev modtaget ganske positivt af pressen, og der dukkede sammenligninger op med både Franz Kafka og Boris Vian i enkelte anmeldelser. På bogens omslag kunne man læse følgende om udgivelsen: "Verdensdagene er en vildt fabulerende fortælling, en absurd farce om venskab, kærlighed og drømmen om det umulige. Handlingen udspiller sig i et tidløst Europa, hvor myte og virkelighed ikke længere synes at kunne adskilles - hverken for læseren eller for de involverede parter - og hjælpes godt på vej af profetien om Verdensdagenes komme, en periode på éthundrede dage, hvor englene siges at ville stige ned fra himlen og blande sig i livet på jorden. Verdensdagene er en fortælling fra det store åbne og et stykke underholdende læsning for både misantrop og fantast, poet og romantiker." Bogen blev i øvrigt foreslået som kandidat til Politikens liste over de 100 bedste danske bøger i det tyvende århundrede.

Uddrag:

En scene fra fjerde kapitel Jeg fik bugtet mig over til vinduet, hvorfra jeg frygtløst klatrede ud på husets gesims. I min omtumlede tilstand forekom førstesalshøjden mig at være en afgrund uden sidestykke, et bundløst hul, der ledte direkte ned til Belzebubs helvedeshær; gaden løb som en vild flod under mig, og blot ét forkert trin eller greb ville uden tvivl have kastet mig ud i dette dyb af summende død. Min svimmelhed forstærkede oplevelsen af forskudte proportioner, og mit hoveds dunkende blodårer overdøvede og isolerede mig fra al udefrakommende støj. Jeg var kolossen fra Rhodos på vej mod sit fald, Ikaros med smeltende vinger, en faldende engel på vej mod sit endeligt, og mens sveden brændte i mine åbne furer som salt i et gladiatorsår, hastede jeg som et andet forskræmt rottevæsen hen ad den arkitektoniske redningsplanke, mit liv så barmhjertigt var blevet tildelt. Puds og forstenet mørtel stod som flammer efter mine negles ridser i husfacaden, mens jeg desperat forsøgte at finde et sikkert opholdssted langt væk fra vinduets afslørende udsigt, og som en fordrukken linedanser over Niagara-vandfaldets frådende vandmasser forsøgte jeg gispende at holde balancen, alt imens jeg panisk bad til en Gud i himlene om nåde og tilgivelse. Mit blod kogte og brændte i min hjernes ødemark ... det var dødens iskolde øjne, jeg stirrede ind i nu, og det gyste langt ned i min elendige sjæl.