|
|

| Format: | CD | | Udgivet: | September 2003 | Pladeselskab: | Panoptikon | Katalognummer: | OPTIK 01 |
| Musikere: | Martin Hall: vokal, treatments, violin, båndmateriale
|
| Indspillet i Radiohuset, København, den 5. september 1983. |
| Noter: | Sideløbende med Halls 'Music Hall'-udgivelse udsendte Panoptikon september 2003 - i samarbejde med Danmarks Radio - også MH's legendariske Radiohus koncert fra 1983, 'Inskription', et værk der havde 20 års-jubilæum den 5. september 2003 og stadig betragtes som et af 80'ernes voldsomste danske værker. Et sted mellem Else Marie Pades indledende pioner-aktiviteter indenfor dansk elektronisk musik og den seneste generation af laptop-musikere påvirkede Martin Hall i en ganske ung alder et helt hold af kommende kunstnere og electronica-musikere ved at være den første af start-80'ernes undergrundsikoner, der seriøst arbejdede med at udvikle sit elektroniske udtryk.
MH's 40-minutter lange værk blev som sagt uropført mandag den 5. september 1983 i Radiohusets Koncertsal i forbindelse med Statens Kunstfonds præsentation af dette års (1983) nye, unge legatmodtagere indenfor den klassiske og elektro-akustiske musik. I denne sammenhæng var den dengang kun 20-årige Hall én ud af fire ellers udelukkende klassisk uddannede musikere og komponister (for sit vedkommende tildelt legatet i kraft af sit arbejde med og udviklingen af sit elektro-akustiske udtryk). På dette tidspunkt chokerede værket og dens komponist det meste af salen ved at præsentere publikum for det mest kompromisløse støjhelvede, det nogensinde havde oplevet, hvilket bl.a. fik dagbladet Informations udsendte journalist til fire dage senere at anmelde koncerten under overskriften "Lydspanking" (se ovenstående dokument). Siden hen har optagelsen som allerede nævnt opnået en næsten kultagtig status blandt unge, eksperimenterende komponister i kraft af dets status som det måske mest ekstreme lydbillede på tidsånden og den tidlige danske, elektroniske 80'er-avantgarde. Som et symptom på værkets bæredygtighed kan f.eks. nævnes, at det århusianske industrial-band Wäldchengarten genopførte det ved en koncert i Århus ugen efter 20-års jubilæet, den 11. september 2003.
CD-udgivelsen af 'Inskription' inkluderer et ganske omfattende tekstmateriale, bl.a. den omtalte Information-anmeldelse såvel som længere essays af både Henrik Marstal (forfatteren bag den danske bog om elektronisk musik, "Filtreringer" fra 2001) og Steffen B. Pedersen fra musikbladet Geiger, indlæg som begge er gengivet i dokumentform på denne side. Sidst men ikke mindst indeholder tekststykkerne også MH's egen programskrivelse, der blev nedfældet inden uropførelsen af værket i august 1983. Udgivelsen blev præsenteret af musikbladet Geiger og støttet af både ROSA, Statens Kunstfond og DMF. |
|
|
|
 |