Prosa

”Martin Hall er tilbage som kulturkritiker i det, han selv kalder for ”overoplysningens tidsalder” … handler om evnen til konstant at forsøge at udvide grænserne for, hvad der kan lade sig gøre.”
Deadline – DR2 (23. marts)

”Det er en samling essays og bidske, direkte karakteristikker af danskere og deres måde at leve på. En stor del af kommentarerne er tidligere offentliggjort i dagblade som Jyllandsposten og Dagen, og hele essaysamlingen begynder med et citat af Andy Warhol: “Det er svært at se ind i et spejl. Der er ingenting der.” Så er tonen ligesom slået an.”
Kulturnyt – P2 (26. marts 2008)

”Magelighedens fjende og multikunstner med stort M … med blik for alting og en meget spids pen.”
Go’morgen Danmark – TV2 (27. marts 2008)

”Hall er det som bedst udtrykkes med en haikulang bogtitel af Peter Laugesen Helt alene i hele verden og hip som ind i helvede … Martin Hall skriver om, hvordan det er at være ikonet Martin Hall, og her er der grund til at synge ‘halleluja’, for det her med at skrive om sig selv inde- og udefra, det kan krukken bare.”
Information – Kamilla Löfström (27. marts 2008)

”Euromans månedlige anbefaling: Infodemens hedder Martin Halls nye bog, der bærer undertitlen ’Notater og essays – en sæson’. Sæsonen inkluderer bl.a. den periode, hvor Hall bidrog med klummer om kulturen til den afdøde gratisavis Dato forrige og sidste år. Andre tekster har været bragt i Jyllands-Posten, deriblandt ’Det evige 1864-kompleks’, hvor det særegne danske kompleks – en blanding af mindreværd og storhedsvanvid – behandles på underholdende vis.”
Euroman – Tonny Vorm (27. marts 2008)

”Multikunstneren med et af Danmarks mest omfangsrige bagkataloger, det intellektuelle dampbarn Martin Hall, nedkommer i dag med essay-, klumme- og notatbogen Infodemens. Bogen revser og spidder på en både humoristisk og dybsindig måde dansk middelmådighed, bøvethed, fordrukkenhed og den bredt anerkendte stræben efter plat folkelighed … Jeg vil klinke på glasset med en teske, ønske tillykke med det litterære sølvbryllup og hive endnu et herligt citat fra bogen frem, nemlig fra klummen om danske intellektuelle, der fører an i en form for primitiv anti-dannet opførsel: ”Der er ikke den mindste grund til at skamme sig over sine instinkter. Som der stod på et skilt, en fyr gik rundt med på Roskilde Festival i sommer: Haves: Stiv pik. Ønskes: Stiv kælling”.”
Gaffa – Peter Grønlund (27. marts 2008)

”Martin Halls hang til stort svunget selviscenesættelse er tiltalende … hans uforbeholdent prætentiøse selviscenesættelse som dekadent dandy fra et sted mellem cirka 1880 og 1930 er ret charmerende.”
Jyllands-Posten – Jakob Levinsen (27. marts 2008)

”Der er noget beundringsværdigt ved kunstnere, som pendulerer ubesværet mellem avantgarde og mainstream. Mellem det satte og det søgende, det slørede og det transparente, det simple og det komplekse. Og den disciplin mestrer Martin Hall …”
Berlingske Tidende – Jeppe Krogsgaard Christensen (28. marts 2008)

”Begavet, stilfuld, kritisk.”
Brunch – TV2-Lorry (31. marts 2008)

”Som kulturkritiker er Hall både en skarp og vittig iagttager … en fornøjelse at læse fordi Halls personlighed stadig er hans stærkeste brand.”
Downtown – Louise Steiwer (1. april 2008)

”Martin Hall viser sit komplet udanske mod ved at krukke uhæmmet … forsynet med en som bedst egenartet stemmeføring, der når, om ikke Baudelaires højder, så dog i hvert fald noget hinsides den trivielle misantrops sigtefelt.”
Politiken – Mikkel Bruun Zangenberg (5. april 2008)

“Den hyperproduktive kunstner Martin Hall, der figurerede på Geigers liste over årets albums i 2007 med det grandiose monument over hans musikalske karriere, Catalogue, udgav sidst i marts bogen Infodemens: notater og essays – en sæson. Bogen er, som titlen antyder, en samling kortere tekster, klummer og essays, der bl.a. kredser om dannelse, dandyisme og kulturlivet i al almindelighed; gerne med hang til skarpe, sarkastiske hug.“
Geiger (9. april 2008)

”Slugte den i en ruf. Det er en samling essays, klummer og dagbogsnotater, og det er både hvinende arrogant og klogt. Titler som Sorgen som cumshot, Dannelse, er det ikke noget, man dør af? og Nyrige proletarer fortæller, at vi befinder os betryggende langt fra malstrømmen af plidderpladder-klummer.”
Politiken – Martin Kongstad (1. maj 2008)

”Med humor, sarkasme og bidende ironi forsøger han i denne notat- og essaysamling at tage pulsen på tiden, hvor mantraet er kulturkritik. Godt, at der er nogen som tør … Martin Hall er en veloplagt skribent, som gavmildt, lader al sin dannelse vælte ud over den, som har øjne at se med og øre at høre med. Tak, for det alt sammen. Han krydrer det sanselige, samfundskritiske univers med en serie tegninger og collager, som har fokus på kroppe og ansigter i mere eller mindre veloplagte positioner. Kom ikke og sig, at Martin Hall ikke har set, hørt og læst meget.”
Kulturkapellet – Maria Stensgård (27. maj 2008)

EN EUROPÆER I BUENOS AIRES

2/12/07 (formiddag)

Netop ankommet til Buenos Aires efter en 16-timers flyvetur via Paris. 11.000 kilometers rejse så vidt jeg er informeret. Det moderne menneske anser den slags som selvfølger, men jeg finder det stadig sjæleforskubbende at flyve over Atlanterhavet i tæt mørke. Alting suger, intet er sikkert, forsamlingen af mennesker i et flyskrog foruroligende tilfældig.

Bagende varmt i Buenos Aires. Turen i taxa fra lufthavnen og ind til byen var det rene flashback tilbage til dengang, jeg som dreng boede i Spanien: Fiat-bilerne, den trykkende varme, de medtagne husfacader og halvfærdige bygningskonstruktioner, de røde, hule mursten og ølreklamerne på spansk, det brune terræn.

Jeg var blevet lovet en internetforbindelse i den lejlighed, jeg har lejet, men det var der ikke. Mobiltelefonen duer i øvrigt heller ikke hernede. Gik ned på en café, der efter sigende skulle have netværksforbindelse, men i samme øjeblik jeg var kommet på, gik al elektriciteten i området.

Føler mig en anelse malplaceret hernede. Kunne ikke undgå at blive mindet om det ellers så smukke åbningscitat i Kiran Desais Det tabte land taget fra nationalsymbolet Jorge Luis Borges’ Ord i tiden:

”Mit navn er hvad som helst. Jeg færdes tøvende, som én der kommer så langt borte fra, at han ikke håber at nå frem”.

3/12/07 (aften)

Fandt langt om længe et sted, hvor jeg følte mig lidt hjemme, Boutique del Libro, en kombineret bog- og pladehandel med et cafésegment installeret i et lille atelierområde. Fantastisk sted med trådløst net. Butikken ligger på Thames, lige omkring hjørnet ved Costa Rica i Palermo-bydelen. Fik en frokost, der udelukkende bestod af frugt samt sort kaffe.

I Buenos Aires dumper man bare sit affald på gaderne, op og ned ad de mange træer på vejene – så kommer posefolket ud efter mørkets frembrud og sorterer det for brugbare elementer. Resten napper hundene, og hvis der så ellers er mere tilbage, er der vist også en renovationsafdeling, der samler ind en gang imellem. Detaljerne omkring den kommunale del af servicen henstår lidt i det uvisse.

Byen har i øvrigt et af de største antal plastikkirurger i verden målt i forhold til andre storbyer. Og så husker argentinerne ikke deres helte via deres fødselsdag, men via deres dødsdag. De virker umiddelbart nærmest besat af døden: Tjek eksempelvis kirkegården Cementerio de la Recoleta ud, her er alt hvad ethvert heart of darkness måtte ønske sig: Ligkapeller med ventilation og vinduer ud til stedets små gader og stræder – det er en hel lille by af private gravkapeller i marmor og kupler.

Buenos Aires har også en af de højeste koncentrationer af psykologer i verden. En del af Palermo har endda fået kælenavnet ”Villa Freud” pga. dens mange praktiserende åndsarbejdere. Terapien indgår vist nok som en del af forfængeligheden – en smuk sjæl i et smukt legeme etc.

I det hele taget er disse storbyargentinere pure europæiske i deres væremåde. Skønhedsidealet er præget af formiddagenes glam-tv-serier, og selvopfattelsen er nærmest græsk i sine olympiske proportioner. Faktisk var den første joke, jeg hørte om folkefærdet, følgende: Hvordan begår en argentiner selvmord? Han klatrer op på toppen af sit ego og springer ud.

Det økonomiske kollaps i 2001 styrkede kun behovet for stil og identitet. Tingenes facadeværdi står meget højt hernede. Jeg kom i tanke om en historie, jeg læste om fotografen Richard Avedons opvækst; han blev født i New York i 1923 af russisk-jødiske forældre, der ejede en dametøjsforretning, men mistede alt under depressionen og dernæst måtte starte forfra. Den stædige afvisning af social deroute var dog massiv, hvilket bl.a. kom til udtryk via iscenesættelsen i familiealbummet. Som Avedon selv forklarede det: ”Vi klædte os fint på. Vi poserede foran dyre biler, der ikke var vores egne, huse, der ikke var vores egne. Vi lånte hunde. Næsten ethvert familiebillede, der er taget af os, mens jeg var barn, havde forskellige lånte hunde med”.

Det er meget italiensk i mange henseender, disse vilde gestikulationer, bravadoens store armbevægelser – men nu er en stor del af de oprindelige immigranter jo netop også hhv. italienske og spanske. Den bedste beskrivelse af folkefærdet, jeg indtil videre har hørt, er, at ”argentinere er italienere, der tror, de er franske, men opfører sig, som om de var engelske”. Så er stilen ligesom kredset ind.

Nede omkring Piaza Italia går folk rundt med horder af hunde. Vi taler om kobler på seks-otte-ti stykker, af forskellige racer og dermed vidt forskellige størrelser. Først troede jeg, at det var folks egne, men det viste sig, at langt de fleste var hyrede hænder for ejerne, der ikke selv orkede at lufte deres kæledyr. Pladsen ligger i øvrigt ved byens botaniske have, hvor det vrimler med herreløse katte.

Anyway, jeg skulle op og besøge en gammel bekendt, der i bedste kolonial stil bor i en rustik, fuldt møbleret lejlighed ved netop samme (botaniske) have, et sted med en indgang støbt i guld og bronze samt med dørmand og elevator, alt sammen mere eller mindre standard i den del af byen. Lejligheden er i øvrigt ejet af den forhenværende amerikanske flådeattaché.

Men det var klart horderne af hunde, der gjorde størst indtryk. Det virkede så forrykt. Selv den afdøde skotske sanger Billy Mackenzie, der opdrættede whippet-hunde (lille engelsk mynde) og gerne lod sig afbilde med dem i al slags vind og vejr, ville have skammet sig over at omgive sig med de mængder.

4/12/07 (eftermiddag)

Ny dag, flere iagttagelser hen over eftermiddagsteen. Dedikerede formiddagen til en tur ud ad Avenida Alvear, den gade hvor f.eks. Emporio Armani og Ralph Lauren begge har deres residenser i byen. Ikke meget hep for modeaspektet, men sjovt at se Lauren-paladsets indgang, en smuk trappe dekoreret med ridesports-memorabilia, dvs. hestebidsler, sadler, jockeyhjelme og ridepiske.

Det bedste ved kvarteret var luksushotellet Alvear Palace Hotel, et gigantisk og guldornamentdryppende monster af et palads, engelsk hele vejen ned til syningerne i tæpperne (en tesalon med navnet Tealosophy siger vel det hele). I hotellets vestibule vejrede et gigantisk juletræ, fuldt pyntet og glitrende, smukt som i et eventyr … og husk nu, man er lige kommet tumlende ind ude fra gadens ca. 30 graders varme.

I det hele taget er juleoplevelsen hernede et af de særere indslag på dagsordenen. Butikkerne sælger oppustelige julemænd i plastik og komplette juledragter, og langt de fleste butikker har juledekorationer, der ville få selv Charles Dickens til at savle. Problemet er at have dragterne på her i heden: ”Don’t touch me, I’m new wave”, som art rock/new wave-bandet Art engang sang.

Faktisk er der rigtig meget new wave-stemning i gaderne. Én ting er børnenes (især pigernes) skoleuniformer – hvide skjorter, knæstrømper og skotskternede nederdele – en anden overfloden af unge kvinder med Runaways-frisure og hård, sort eyeliner. At der så oven i købet også hænger enorme Police-plakater overalt pga. bandets forestående koncert hernede, det gør jo ikke sagen meget bedre.

Der er også rigtig meget new wave over de gamle damer i Buenos Aires. Vi snakker om 80-årige, der render rundt i teenagetøj, gamacher og gummisko, plastikopererede røve der kækt vrikker derudad, mens resten af kroppen er ved at knække sammen af alderdom og alt for mange middelmådige kirurgiske indgreb. Det er pensionistsegmentet af en bestemt hårdfør slags carmen curler-piger, der åbenbart selv er af den opfattelse, at de kun lige er begyndt at varme op, lig i slacks og malede læber, der blafrer i gadevinden. En enkelt repræsentant i leopardbukser, skrigende lyserøde tånegle samt knaldsort hår med hvide striber foran tog nok førsteprisen denne formiddag.

Passerede også en transvestit, der sendte mig ”blikket”. Var af gammel refleks lige ved at tage med ham, men helt ærligt, been there, done that. Det mest interessante ved indskydelsen var vel tanken om, hvilken klub han ville have inviteret mig med på i denne by – især tidspunktet på dagen taget i betragtning.

Apropos seksualitet må Buenos Aires være det sted på jorden, der sidst bliver muslimsk. Hernede er kvindernes eksplicitte seksualitet intet mindre end en æressag: At dække sig til ville blive anset som det pure forræderi mod det seksuelle overlevelsesinstinkt. Ikke at det vælter ud af alle åbninger, men der bliver ikke lagt slør imellem virkeligheden og gengivelsen af den. Måske af samme grund er alt toiletpapir hernede enkeltlagspapirruller.

Har ved nærmere eftertanke ikke set en eneste burka i byen. Har i øvrigt heller ikke set det store til hiphoppen hernede. Til gengæld er der butikker, hvor man kan gå ind og købe sig både en kalashnikov og dertilhørende ammunition; det eneste det kræver, er et pas og en stak pesos. Tankevækkende.

5/12/07 (formiddag)

Hvad angår tangoen, har min research nu lært mig, at den i sin tidligste form opstod som en dans mellem mænd – fattige mænd – i horehusene … en aktivitet de praktiserede, mens de ventede på at komme til hos luderne. De første dansetrin var derfor en stærk mikstur af machismo, længsler og begær skabt af fattige europæiske indvandrere, los porteños, som et udtryk for det savn, de følte, efter deres respektive hjemlande og de mødre, koner og elskerinder, de havde efterladt. Af samme grund var dansen ganske hårdhændet, nærmest voldelig – en illustration af mændenes kamp om kvinderne.

1913 var gennembruddet for genren og springet fra at være en arbejderklasseting til at blive en craze blandt såvel aristokrati som bourgeoisi. Her begyndte tangoens gyldne år.

Først hen ad vejen integrerede tangoen sang og tekst. Genren var primært instrumental indtil 1917, hvor en ung sanger ved navn Carlos Gardel indspillede den poetiske ”Mi noche triste”, der betragtes som tangoens første tango canción, den første tangosang. Dette nummer ændrede scenen for evigt. Gardels croonerstemme og knockoutkarisma – og vel at mærke hans sørgende sange om tabt kærlighed, fjerne mødre og konstant muterende nabokvarterer – ramte bredt og dybt i hjerterne på folk … især kvinderne. Da sangeren i 1935 døde i et flystyrt i Colombia, begik en cubansk kvinde f.eks. selvmord i Havana, ligesom en kvinde i hhv. New York og Puerto Rico forsøgte at slå sig selv ihjel med gift.

Som man siger hernede: ”Gardel synger bedre for hver dag, der går”.

5/12/07 (eftermiddag)

På shoppinggaden Avenida Santa Fe kan man købe stakkevis af forskellige 2008-kalendere med Che Guevara som pinup. 12 frontals af manden i action, én for hver måned (motiverne er ikke overraskende fint afstemt med årstidernes gang, dvs. fint accentueret i forhold til gennemsnitstemperaturer og sæsonmood). De hænger selvfølgelig side om side med glittede blade fulde af fake-blonde babes, hvis negle kun lige akkurat dækker brystvorterne, mens deres ”oops”-udtryk gør det svært at aflæse, om de er ved at nulre dem stive eller beskytte dem.

Intet nyt under nogle sole. Imens søger de udsultede nomader stadig mod nye græsgange, drevet af den evige sult, den ældste af alle forbandelser.

5/12/07 (nat)

Om natten skinner selv lydene i denne by. Rummenes fortættede varme, det skarpe lys der med ét bryder gennem persiennerne i éns soveværelse, når nogen tænder lyset i køkkenet i en femte sals lejlighed på den anden side af gården, de tunge, afsluttende brøl fra to hørbart midaldrende mennesker, der har sex. Alting lyder som samples i denne blender af høje temperaturer, skarpe lugte og skyggeportrættet af den summende vifte over sengen.

Sidst på natten begynder fuglene at påkalde morgenlyset. Varmen befinder sig på sit lavpunkt. Kigger man ud ad vinduet, kan man se radiotårnenes røde tårne lyse i det flimrende halvmørke. Bygningerne våger over gaderne som triste dyr, der ingen hvile finder i natten. Overalt ligger der glemte steder spredt, glemte replikker.

Når lyset endelig kommer, er det et lys, der trænger ind i både hud og hår … et lys der langsomt nærmer sig for til sidst, uden yderligere tøven, at skære sig gennem himlens hudfarvede forhæng.

6/12/07 (formiddag)

En vidunderlig morgen – selv på trods af søvnmanglen. Jeg har vænnet mig til den; har lidt af søvnløshed det meste af mit liv, så man lærer at gribe dagene på hver deres måde. Går ned på Boutique del Libro og spiser sen morgenmad, frugt og kaffe. På vejen læner en faldefærdig, hullet bygning sig ud over gaden i krydset mellem vejene Jorge Luis Borges og Guatemala, nærmest påtrængende i sin hældning mod det andet hjørnes blomstrende rosentræ, jaloux på dets skrøbelige skønhed.

Overalt på disse gader, avenuer og boulevarder, er der træer på begge sider af vejene, jævnt fordelt i skyggefyldte klynger af sitrende ro. Sug lyden ud af billedet, og alt er bølgende bevægelser – varme flader der søger de solbeskyttede felter under kronerne, gader lyst op så skarpt, som var man omringet af enorme projektører.

Det er svært at forklare, hvad der gør disse kryds smukke; de knastørre mure og deres afskallede, afbrændte rækkevidde, hamburgerbarerne med de gamle Coca-Cola-reklamer og resten af bydelens rodede ro. Alene navnene på gaderne hér: Costa Rica, Honduras, Nicaragua, El Salvador kontra zonernes kaldenavne, Palermo Soho og Palermo Hollywood. Det virker som en joke. Ikke desto mindre løber det alt sammen ind over kortene som et vildt rhizomnet af tilfældige indflydelser, Thames, Armenia, Plaza Italia, República Arabe Siria, Plaza Alemania, Plaza República del Peru, Avenida Presidente Figuero Alcorta, Avenida del Libertador, Castilla, Sevilla, engelsk, tysk, jødisk, spansk, fransk, italiensk, armensk vævet ind i hinandens traditioner og blodskam.

6/12/07 (eftermiddag)

Morgenmaden hjalp. Back in the flesh, selvlysende af træthed.

Hernede kan alle mekanikere lave din bil. Der er ingen elektronik involveret, udelukkende mekanik – ren håndkraft. Bilværksteder overalt, der stinker af olie og benzin.

Tog en taxa mod downtown Buenos Aires. Kørte en tur, der svarer til fra Rådhuspladsen til Svanemøllen for det, en busbillet koster i København. Så undervejs en mand ved en lille park skure gadens vejskilte manuelt. Klædt i en grå uniform sæbede han dem ind, vaskede dem grundigt og tørrede dem dernæst sågar også af. En detaljernes mand. At overlade dem til at tørre i solen ville nok blive opfattet som skødesløst. Så gik han videre til den næste i rækken – en række jeg ikke kunne se enden på.

Stod af ved Calle Florida, et gågadeinferno af tøj- og skobutikker hvor jeg øjeblikkeligt forsvandt ind i en passage for at finde ly for solen. Det første jeg stødte ind i, var en antikvitetsbutik for gamle militæruniformer og våben, en butik proppet med militaristisk regalia en masse: Adolfo Martinez Armas Antiguas. Der var matroshuer fra skibe, der var blevet sunket uden for den argentinske kyst under Anden Verdenskrig, kanonkugler fra Første Verdenskrig, våben i hobetal samt prøjserhjelme fra begge krige. Man kunne eksempelvis købe en original Wehrmacht-hjelm for 215 pesos (ca. 350 kr.).

Der er rigtig mange tyske gener i Argentina. Alene de overlevende soldater fra krigsskibet Graf Spee, der blev skudt i sænk uden for landets kyst under Anden Verdenskrig, udgjorde en god lille enklave, men landet har nu altid været et yndet fristed for eksnazister. Hvilket måske også kan være med til at forklare legetøjsdukkerne af Adolf Hitler i en af Buenos Aires’ vinduesudstillinger. Ud over det er byen en af de storbyer i verden med den største koncentration af jøder. Et mønstereksempel på integration me guess.

6/12/07 (aften)

Spiste på en fortryllende restaurant her til aften, Lelé de Troja. Stedet ligger på et gadehjørne i Palermo-kvarteret og er inddelt i en række forskellige farvede rum, hvor det første er et karmoisinrødt, det næste gult, herefter følger et grønt og til sidst kommer et lille azurblåt. Lige om hjørnet ved restauranten holdt der en gammel engelsk bus parkeret – rute #11, Islington-forbindelsen.

Da jeg kom hjem fra restaurantbesøget var lyset atter gået i nabolaget. Gaden henlå i en krigslignende, mørk zone, og da elevatoren af gode grunde ikke kunne bruges under disse forhold, var det noget med bare at føle sig frem op ad den kulsorte bagtrappe. Et helt kontinents nattemørke samlet på en håndfuld kvadratmeter.

8/12/07 (eftermiddag)

Bevæger man sig virkelig kun i ét personlighedsrum ad gangen? Jeg tvivler mere og mere. I denne varme synes væggene mellem alting at bryde sammen. Vandrer konstant op og ned ad enorme avenuer og gennem afsvedne parker, mens skæbner slynges rundt omkring mig af byens kolossale centrifugale kraft. Alt virker, som om det kun lige akkurat balancerer på kanten af sammenbruddet.

En mand med stærkt behårede arme og brun kasket roder rundt i de kasserede kødrester i en affaldscontainer bag et slagteri; stanken står mig i hovedet som kilen fra en varmluftstørrer. En gammel pukkelrygget dame med uglet, gråt hår følger sin handicappede søn ned ad gaden, mens han spastisk slingrende spjætter og savler. Ved et fortov er en taxachauffør faldet i søvn bag rattet i sin bil, stadig med libre-skiltet tændt. Overalt i bydelen er fortovene smadrede, knuste og misligholdte, ligesom hørmen af de tusindvis af affaldsposer konstant skærer i éns næsebor. Træerne skaller på solsvedne gader, mens en ensom ildsluger varmer op til aftenmørkets teaterforestilling. De billige små transistorradioer, hvis levende kæder af lyd konstant knitrer løs omkring én, udgør et komplekst metafysisk blodåresystem i en by, der ikke længere kan omslutte sig selv; knasende, evigt brudte morselyde binder billederne sammen, fragmenterne fra hvert gadehjørne, som en rumklangs helende efterklang af et alt for pludseligt stop.

8/12/07 (aften)

Den bedste plade jeg har købt hernede, må være Apenas la doce med Ernesto Jodos Cambio de Celda, en jazztrio baseret på hhv. flygel, cello og percussion. Der er tale om en næsten sublim grad af musiceren, et udtryk jeg ellers altid har foragtet, men som i dette tilfælde giver perfekt mening; her mødes netværk af nodeforståelse og intuition gennem de respektive musikeres noget nær seismografiske registrering og indbyrdes afstemning. Det er både elegant og eklektisk, godt gammeldags underspillet swingende og nærmest barokt futuristisk i sit kontrollerede amokløb mod sammenhængenes grænser.

I det hele taget er der adskillige super bog- og musikhandler i mit kvarter. Ud over Boutique del Libro er der også Prometeo Libros/Miles Discos samt Crack Up. Jeg fandt sågar en tegneserieudgave af Prousts På sporet efter den tabte tid i førstnævnte shop.

9/12/07 (morgen)

Var ude at spise med manuskriptforfatteren Lars K. Andersen, der er permanent bosiddende i byen, i går aftes. Vi indledte med at tage ned til en stor udendørs operakoncert på Plaza Seeber, en parklignende plads der ligger lige op og ned ad den amerikanske ambassade, hvilket desværre viste sig at være ulideligt. Gratisfordelen havde omdannet pladsen til det rene Roskilde Festival, et kaos af børn, hunde, festende mennesker og gadesælgere. I det fjerne kunne man svagt skimte en sopran, der kæmpede med områdets ekkoende lydforhold, så selvom idéen med at være til udendørsopera i byen var god, var realiteterne ubærlige. Vi hastede videre.

Vejret var fantastisk. Aftenerne hernede er vidunderlige … når de svage briser puffer til træerne og fordeler varmebankerne, lysene blinker i det arkitektonisk storslåede rod, og byen atter giver sig tid til at ånde. Vi befinder os trods alt syd for Cape Town i Afrika.

Spiste på en peruviansk restaurant ved navn Zadvarie: rå, marineret, stærkt krydret fisk – blæksprutte, rejer, hvidfisk m.m. Lækkert. Vi drak negra modelo-øl til maden. Dernæst gik vi i byen.

Det bedste sted var det første, et übercool etablissement ved navn 878 i Villa Crespo-området. Nede langs den døde ende af Thames, på en del af vejen hvor alt henligger lukket, i brak og noget nær kriminelt ynkeligt, ringer man på på en stor, smadret, på ingen måde istandsat egetræsdør, hvorefter en dørmand lukker én ind i et tiptop-restaureret klub/lounge-lokale med bar, sofaer og restaurant. Herinde sidder velplejede mennesker smukt fordelt i interiøret og nipper til farvestrålende cocktails.

Herfra gik turen til det mere upbeatede Congo i Palermo Viejo-området, et scorested hvis lokaliteter fortsatte ind i bygningen i det nærmest uendelige, indtil man med ét befandt sig under åben, stjernedækket himmel. En pigetrio bestående af bl.a. en tilsyneladende nyligt plastikopereret sluttrediversag (mistænkeligt opretstående bryster) begyndte at kredse om os, men natten var endnu ung, og vi havde både Kim Y Novak (et cocktail-homo-hangout place opkaldt efter den berømmelige Hollywood vixen med ”come hither”-attituden) samt aftenens finalested til gode.

Udmattelsen indtraf dog langt inden da, på den lettere absurde Mundo Bizarro-klub, et æstetisk mash-up af en Cramps-video og en parisisk stripbar. Udenfor blinkede en masse lyserøde Moulin Rouge-lamper, og indenfor var alt meget gennemført holdt i rødt og sort, enkelte steder dekoreret med en Betty Page-plakat eller to samt lidt rockabilly-memorabiliaer. Musikken var dog ikke videre independent, og et ekstremt hæsligt par, der sad og snavede i en af de røde lædersofaer, trak helhedsindtrykket gevaldigt ned ad skalaen.

9/12/07 (eftermiddag)

Det sner praktisk taget aldrig i Buenos Aires. Ifølge de lokale sneede det for første gang i 90 år en smule i vinters, men ellers ikke. Hvad gør det ved en indbygger? Savner man nærværet uden at vide det? Opretholdes fodboldfanatismen af varmen, eller er det den anden vej rundt?

Byens store fodboldhold, Boca Juniors, sætter i hvert fald ting i kog hernede. Ved min ankomst i søndags spillede de kamp, og fra hver eneste café på hvert eneste gadehjørne fossede indfølte suk og rasende skrig ud. Klubbens præsident, Mauricio Macri (nu Buenos Aires’ borgmester), har i øvrigt sørget for at få åbnet en kirkegård for klubbens tidligere spillere og trænere, sådan at de ved at lade sig bisætte her kan forlænge karrieren ind i al evighed. Gratis. For klubbens fans koster en gravplads i nærheden af 5.000 amerikanske dollars.

10/12/07 (formiddag)

Spiste på en italiensk restaurant i lokalområdet i går aftes, elegant og delikat. Blev betjent af en ung tjener, en fyr med piercing i det ene øjenbryn og pomadiseret hairdo, der tog mig med storm ved først at spørge mig, hvordan jeg ønskede, han skulle hælde min Bavaria-øl op – om den skulle skumme eller ej – og dernæst overrække mig min storserviet med en tang.

Tager i øvrigt tilbage til Europa på onsdag. Jeg er ved at være træt og mættet.

10/12/07 (eftermiddag)

I begyndelsen troede jeg, at der blot var rigtig mange ensrettede gader i byen, men det er nu gået op for mig, at der kun er ensrettede gader og veje hernede; ifølge onde tunger ville bilisterne ellers hele tiden køre ind i hinanden (hvilket for så vidt giver fin mening i forhold til den måde, der køres på). Måske er jeg blot ved at degradere til en conquistador, men det er efterhånden svært at opretholde overblikket.

Ure er heller ikke videre udbredt. Har faktisk ikke set et eneste på nogen gade eller avenue. Til gengæld er der private vagtværn og politi overalt, hvor der er noget, der bare minder om værdi. Måske forståeligt nok. Kan huske, at jeg engang hørte om, hvordan det var at bo i hovedstaden Caracas i Venezuela: Her var de bedrestillede nærmest desperate, når strømmen gik (hvilket som bekendt ikke er nogen sjældenhed i Sydamerika), for når den slags skete i Caracas, var der dømt mayhem and disorder – i samme øjeblik alarmerne stod af, kom tusindvis af fattige stormende ned fra højdedragene og bakkerne omkring byen for at plyndre hvad som helst, de kunne komme i nærheden af.

Det er virkelig de små marginaler, der holder tingene kørende. Et kredsløb, en blinkende lampe, en mand i en uniform.

10/12/07 (aften)

Selvfølgelig flyder det med rusmidler hernede. Ikke i lige så grelle mængder som i Sao Paolo, men Buenos Aires er godt med. De store ting er kokain og marihuana (eller pot på dansk: hash som vi kender det, findes praktisk taget ikke). Marihuana er den helt store ting til fodboldkampe, hvor der er spiritusforbud; konsekvensen af dette er, at der altid er en tåge af potrøg over stadion til de store kampe, og at folk – efter spiritusforbudet trådte i kraft – er holdt op med at skyde hinanden.

Kokain er der logisk nok meget af (25 procent af middelklasseungdommen er regelmæssigt på coke), ikke af samme fine slags som i Sao Paolo, men absolut anstændigt samt både bedre og billigere end i København. Et gram koster omkring 70 pesos (ca. 115 kr.). Det er selvfølgelig godt at have sin egen forbindelse, men som udlænding kan man bruge det trick at sætte sig ind i taxa med en peruviansk chauffør og diskret spørge til, hvorvidt han kan skaffe noget. Det letter altid proceduren, hvis man er i selskab med en lokal skønhed.

Herefter kører chaufføren én ind til en af sidegaderne omkring Tribunales (Højesteret, jovist), hvor man i bedste koloniale stil typisk sender den stakkels djævel op for at hente stoffet; man skulle jo nødigt selv blive taget. Når han efterfølgende så kommer ned og afleverer sagerne, stikker éns kvindelige ledsager – hvis hun vel at mærke besidder nok hårdkogt stamina – de små plasticposer op i sit køn, og så er man ellers godt kørende hjem til bopælen til lige dele sex og stofindtag.

11/12/07 (morgen)

Havde den ultimative spiseoplevelse hernede i går aftes. Havde opstøvet rygtet om Little Rose, en sushirestaurant der ligger på gaden Armenia (#1672), og sikke et sted, hallowed be thy name!

Restauranten ligger på første sal, og fra det øjeblik man ringer på dørklokken med det soniske ”ding-dong” klimprende ned ad trappen, ved man, at dette er et sted, der bryder med standarden. Ned kom en storsmilende 120-kilo tung, japansk-udseende herre med tatoveringer over det meste af kroppen, som dernæst fulgte én op i gemakkerne, et fuldkommen sortmalet lokale med en åben fransk altandør, hvor et sæt hvide silkegardiner malerisk blafrede svagt i brisen. Overalt på væggene hang der enorme spejle og ellers udelukkende billeder af hårdt sminkede, dødblege præ-pubertære piger. Den sorte maling på væggene var mat, mens den var holdt i blank på samtlige karme og diverse accessoirer, og på alle lokalets borde stod smukt arrangerede små buketter af farvestrålende hyacinter og orkidéer. Levende lys fuldendte indtrykket af noget nærmest berusende poetisk, ligesom de broderede stofservietter gjorde deres til at understrege, at man var trådt ind i en atmosfære, der udtrykte mere klub end åbenhed.

Også musikken var tempereret, udelukkende (for mig ukendt) lo-fi akustisk singer-songwriter-materiale. På bagvæggen kørte Kurosawas De syv samuraier, og ud over den eksemplariske service må den elegante servering ligeledes fremhæves, bl.a. et nigiri-arrangement hvor de enkelte stykker laks var smukt adskilt af friske limeskiver, og hvor kongerejerne var farvet stribede med en svag sojastreg. Den indledende tempura-ret var straight, men både fyldig og smagfuld, og titlen på den øl jeg faldt for, var denne gang Patagonia (ond for the country and one for Bruce), en fyldig ”amber lager” (ravpilsner) hvis changerende farve levede helt op til undertitlen.

11/12/07 (nat)

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er en ren sydlandsk skik, eller om det er Armani’sk tradition – eller om jeg blot udstråler en eller anden slags undertrykt storhed? – i al fald blev et habitindkøb afsluttet med faste håndtryk fra samtlige mandlige ekspedienter i butikken. Herefter gik turen som allerede skitseret over til hotellet på den anden side af gaden, hvor jeg da ellers lige skal love for, at min logobeplastrede indkøbspose åbnede døre i den helt store stil; man nærmest kastede sig i støvet for mig, for slet ikke at tale om detaljen med dørmanden, der koket smilende lettede på sin tophat for mig.

Omkring Første Verdenskrig var Argentina en af verdens ti rigeste lande; man kalder perioden fra 1889 til 1939 for los años dorados, de gyldne år. Rigdommen skyldtes naturligvis oksekød – det myldrede efter sigende med hovedrige argentinske kødgrosserere i Paris under Første Verdenskrig, hvor de lavede kassen og ellers fordrev tiden med at gå til ludere (jfr. Célines beskrivelser af samme slags herrer på bordel i Rejse til nattens ende). Til sammenligning tjener en nyuddannet læge på et offentligt hospital nu om stunder, hvad der svarer til 2.000 kr. Tror slet ikke, at Armani-butikken ligger inde med noget i den ende af prisskalaen.

Alvear Palace Hotel er et fantastisk sted. Slog mig ned i en smuk rokokosofa holdt i guldnuancer i venstre side af vestibulen, lige op og ned af stedets enorme og sirligt pyntede juletræ, et hav af stjerner, farvede glaskugler samt rensdyr af siv. På væggen over for mig hang et maleri af tre kvinder overlæsset med fade fulde af frugt, vin og brød.

Omgivet af oplyste glasmontrer med poloudstyr og antikke bøger om kolonialiseringen af Sydamerika gav jeg mig til at studere klientellet. Især en rødhåret kvinde i halvtredsårsalderen med tiara fangede min opmærksomhed; man måtte nødvendigvis spørge sig selv, hvad hun så, når hun betragtede sig selv i et spejl. Men der er selvfølgelig en grund til, at Richard Clayderman stadig ligger på hitlisterne i dette land.

12/12/07 (eftermiddag)

Befinder mig i Buenos Aires’ lufthavn, hvor en levende model som fast del af Biotherm-afdelingens udstillingsdisplay sidder og motionerer på en kondicykel i det toldfrie område. Ikke meget af mig selv tilbage længere.

Sætter mig i en stolerække ved siden af en nonne, der er i færd med at løse en krydsogtværs. Jeg indtager en halv flaske champagne og tre alopamer, i alt 45 mg, inden flyrejsen hjem til Europa – en 13 timers flytur til Paris. Det meste af tiden over dybt, sort vand.

“Det store 80’er-testamente: Martin Halls nye mammutværk gør status over 80’er-generationen og ham selv; to fænomener hvis indvikling i hinanden er uendelig … Det er nu engang det storladne, megalomanien og det sindssygt irriterende, der gør Martin Hall til sådan en fantastisk personlighed, en udansk, utidig og altid upassende stjerne i et Danmark af middelmådige hyldester til stegt flæsk med persillesovs. Hans 25-årige karriere som punkprofet, new wave-ikon, avantgarde- og pop-komponist, og lige så konstant tilstedeværende som demonstrativt modvillig mediepersonlighed har aldrig fremtrådt som mindre end original. Det er derfor en begivenhed, når Hall nu udgiver sit manifest over ”80’ernes børn, the sons of no generation” og deres opvækst gennem 80’erne og 90’erne og langt ind i fremtiden.”
Information – Lotte Folke Kaarsholm (4. august 2005)

”En rus af en roman: Et vildt dannelsesridt i jagten på identitet gennem dryppende dekadence og et festfyrværkeri af et obskurt persongalleri. Den Sidste Romantiker er en højtravende fortælling om det unge sind i en tid, der bevæger sig i hvirvelvindsretning. Romanen driver af fortælleiver og syder af sprogligt overskud.”
( * * * * * )
Costume (4. august 2005)

”Sjældent fængslende portræt af 80’erne og 90’erne: Det er en fascinerende og på mange måder enestående roman, fordi Hall litterært set er en af de tunge drenge, men samtidig forstår at levere den gode historie krystalklart og fængslende. Det er en underholdende, men dybt alvorlig roman om den generation, som fortsat har ufattelig svært ved at blive voksen.”
( * * * * )
Femina – Sissel-Jo Gazan (18. august 2005)

”Dobbeltgængermotivet er et klassisk kunstgreb i den romantiske tradition, og multimennesket Martin Hall – Danmarks bedste bud på en opdateret version af Oscar Wilde – benytter det da også i sin på alle måder monumentale generationsroman Den Sidste Romantiker … Bogen er en både sarkastisk, underholdende, højpandet, humoristisk og ofte tankevækkende blanding af nøgleroman, smædeskrift, selvterapi, essay og god, gammeldags medrivende historie. Hall er nået til et punkt, hvor han ikke længere har behov for at holde hverken sig selv eller læseren ud i krukket armslængde. Og derfor rammer han renere end nogensinde … En intellektuel kraftpræstation, hvis nærmeste åndelige slægtninge, om ikke i indhold så i form, er Aksel Sandemoses store romaner.”
( * * * * * )
Ekstra Bladet – Henrik Queitsch (25. august 2005)

”En pragtfuld skælmsk og overskudsbugnende fantasi …
I modsætning til Flauberts Fréderic Moreau, der i slutningen af ’Følelsernes Opdragelse’ sidder tilbage med sit ”et ce fut tout”, ”og det var alt”, en tom skal mellem ungdommens forvildelser og alderdommens imbecilitet, som Flaubert med vanlig satanisk præcision spidder miserere – så er Halls voksne og uforbederlige romantiker flabet og næsten from: ikke resigneret, ikke kynisk, ikke desillusioneret – men ej heller skingert forblindet og kronisk i sine hormoners vold. Voksen, med andre ord. Og besynderligt nok er denne detaljespækkede moppedreng af en selvfikseret generationsroman over store stræk medrivende og morsom, begavet og jeg havde nær sagt: opbyggelig. Måske anviser Halls uefterlignelige, die-hard romantiske eksempel alligevel en slags vej væk fra de 40-åriges på skift forbrugsobskøne og nykonservativt satte vildvej? Om ikke andet stråler Halls dæmpede stjerne ikke helt tosset på sin færd hen over livets midterskel: En moden romantiker.”
Politiken – Mikkel Bruun Zangenberg (25. august 2005)

”Et kapitel for sig selv i historien om 80’er-generationen: Sex, drugs and rock’n’roll blandet op med højtravende eksistensfilosofi og spiddende kulturkritik … Der er i det hele taget mange sjove karikeringer af medie-, litteratur- og musikfolk på den lange vandring fra 80’ernes sortromantiske himmelstorm over de mediehysteriske og pornoficerede 90’ere til i dag. Og detaljer en masse. Klubber, caféer, bøger og plader nævnes i et væk, og romanen tager ind i mellem form af at være en registrant over de sidste 25 års progressive såvel som populære kulturliv.”
Berlingske Tidende – Per Krogh Hansen (25. august 2005)

”Den er en nydelse at læse, præcis og rammende i sine øjebliksbilleder, og det vil ikke overraske, hvis den går hen og bliver en kultroman.”
Fyens Stiftstidende – Anne Sophie Hermansen (25. august 2005)

”Den Sidste Romantiker er den bedste bog, jeg har læst om ”the sons of no generation”, som Hall kalder den. Den er hudløst ærlig, den gør op, og den fortæller om en selvudfoldelse, der alligevel ikke var fuld plads til.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende — Jens Henneberg (25. august 2005)

”Bogens selvbiografiske projekt handler i sin kerne om, hvorvidt man som menneske og som kunstner kan slippe en ungdommeligt romantisk hang til skibskatastrofer, hærværk og pludselig død uden at sælge ud og falde til patten i forstæderne eller konvertere længslen til endnu en midaldrende teenager i teenagetøj. Der er en del faser i vor helts modningsprocedure, men ved vejs ende får han dels skrevet den tekst, læseren sidder med – ”genfortællingen af mit eget livs fiktion” – dels tager han tyren ved hornene og bliver hos den, han senest har forelsket sig i. Selvom fortælleren er endog meget håndfast fortolker af fortiden, er der her en sympatisk åbenhed eller uafsluttelighed i hans forsøg på både at blive ved noget og dog bevæge sig videre … Der er gods i hans selvbiografi …”
Jyllands-Posten – Jon Helt Haarder (26. august 2005)

“Storværk: Intens fortælling om det københavnske musik- og litteraturmiljø … spidsfindig og fornøjelig, og der er også et stænk af tungsind og filosofi. Det er et stort epos, der opsummerer kendetegnene for 80’er-generationen.”
( * * * * )
Jydske Vestkysten – Lise Joern (28. august 2005)

”Udsendelsen af Den Sidste Romantiker kunne ikke have været timet bedre. Lip gloss og superstramme jeans er en del af efterårsmoden, flere og flere nye bands lyder som punken og avantgarden gjorde i 1882, og som om det ikke var nok, så er der såmænd også kommet sortklædte punkere i gadebilledet igen … Bogen giver et indblik i en verden, en tid og en subkultur, som hidtil har været lukket land for de fleste. Og selv om der er tale om en roman, kommer man næppe tættere på virkeligheden, end vi gør her. I romanens righoldige persongalleri er det således heller ikke svært at udpege nulevende såvel som afdøde ”berømtheder” bag de fiktive navne. Det gør læsningen ualmindelig underholdende.”
Urban – Michael C.G. Iversen (29. august 2005)

”Martin Hall er en arrogant, skarp og selviscenesættende skiderik af en forfatter. Heldigvis. For den slags dygtige, ophøjede og selvhøjtidelige vækster har vi alt for få af i det pæne litteraturlandskab. Og fra den hævede position har Martin Hall tydeligvis et godt udsyn! … Med en syrligt sarkastisk humor, et sprudlende billedsprog og endda selvironisk distance stiller observante Martin Hall den ene præcise diagnose efter den anden og skaber alt i alt et af de bedste signalementer af det danske kulturliv (eller mangel på samme) i de seneste 25 år … Vi andre kan bare nyde det hele vejen frem til den svimlende og flabede slutning og grinende hikke: Tak for turen!”
( * * * * * )
Citadel – Simon Lund Andersen (september 2005)

“Alt i alt må Den Sidste Romantiker siges at være en temmelig vellykket bog, som ud over at være en yderst troværdig beskrivelse af en “vred ung mands” modning som menneske og den generation, han repræsenterer, og en til tider hylende morsom satire over det ikke altid for begavede danske musik- og kunstnerliv, også er skrevet med en særdeles veldrejet pen. Hall har et større ordforråd end de fleste andre danske forfattere, og man fornemmer, at hver eneste sætning er blevet vendt, indtil den rummer lige præcis den rigtige kombination af tankemæssig tyngde og elegant lethed … Den kan bestemt anbefales – ikke mindst, nu vi snart går de lange efterårsaftener i møde.”
Gaffa – Ole Rosenstand Svidt (september 2005)

“Punkens optagethed af den romantiske figur beskrives og begrundes præcist, netop fordi Hall selv har været der, og bogen giver et så godt billede af 80’ernes undergrundsmiljø, at man næsten kan lugte det. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når han i bind et beskriver tydeligt genkendelige personer som Adam Bruun alias Michael Strunge, Walter Nymann alias Poul Borum og Birger Johannesen, forsanger i kongepunkbandet Black Sun (gæt selv), eller når han i bind to gennemhegler den fordummende reklameverden. Og det er netop det centrale i bogen, at verden ses fra den romantiske flanørs synspunkt, hvor alle, der ikke som ham selv stræber efter den ultimative sandhed, i bedste tilfælde er sell-outs (så har de dog udført noget af værdi på et tidspunkt!). Men at der også er en pris at betale, hvis man ikke ønsker at deltage i den helt almindelige virkelighed, som konstant presser sig på.”
Romeo + Juliet – Else Skjold (september 2005)

“Det er en bidende og medrivende fortælling om en ung forfatters hæsblæsende dannelsesrejse gennem designerdrugs, spirituel søgen og overfladisk underholdningsindustri. En intelligent roman i et originalt sprog …”
( * * * * )
Woman – Lene Kjældgaard (september 2005)

“Den Sidste Romantiker er et højpandet, vittigt, bombastisk, satirisk, rørende og sine steder pragtfuldt epos skabt af en søgende sjæl … en kultbog er født – skrevet af en ildsjæl, der stadig blusser. ”
LineOut – Anders Houmøller Thomsen (september 2005)

“Den Sidste Romantiker tog mig totalt med storm, jeg læste døgnet rundt i hvert frie øjeblik, jeg havde … Det står lysende klart for mig, at Martin Hall har skrevet den roman, jeg som læser og anmelder har sukket efter i mange år, nemlig 80´er-generationens testamente, deres udråb, deres oplevelser, deres glæde og smerte, det hele er samlet her i små og store oplevelses-metamorfoser, sprogbomber og den ene mere vanvittige og skøre personage end den forrige. Det er guddommeligt og en ren litterær kæmpeæske af chokolade-bogstavs-godbidder! ”
( * * * * * )
Bookworm – Grith Lygum (november 2005)

”705 sider om hvorfor 80’er-generationen styrer for vildt, og så måske alligevel ikke gør det. Martin Hall har skrevet et generationsepos … spændende og underholdende. Selvom Martin Hall selv må tænkes at tilhøre den intellektuelle elite, er han heldigvis ikke bleg for at tage tykt pis på den og få sig selv og andre til at fremstå som rimeligt latterlige. Herligt, da man godt kan komme til at føle sig forholdsvis intellektmæssigt underlegen, når man læser bogen. Bogen er lang. Men det føles den dog ikke, da man sluger store dele af den råt. En rigtig god bog, det eneste minus er, at man kommer til at føle, at man selv har haft et forholdsvis uinteressant liv sammenlignet med Martin Halls.”
Litteratursiden – Allan Thomsen Volhøj (november 2005)

KAPITEL 63: THE MILLENNIUM BUG

Sex var blevet noget med at trykke på knapper og trække i håndtag – en mekanisk glæde, der blev udspillet i fremmede menneskers hjem efter at have mistet så godt som al lyst i samme øjeblik, man tog tøjet af. Jeg følte mig som en slidt halvtredser, der blev ved med at skifte hænder i en endeløs række af bestikkelser, men min elendighed fandt ikke den mindste genklang hos nogen af mine bekendte. Heine Munch havde for eksempel lige fået sig en mindre ansigtsløftning af fornøjelse over erotikkens “merchandise”, som han kaldte det, efter en noget barok oplevelse med en lam pige ude til et af Damhuskroens lørdagsballer.

“Jeg ved ikke, hvad det var, men dér sad hun altså i sin rullestol og så smaddersød ud,” og da det så havde vist sig, at man kunne byde hende op til dans ved at køre lidt rundt med hende til musikken, måtte Heine selvfølgelig over og prøve lykken. Det ene havde ledt til det andet, og efter at de erhvervskunder, han havde været ude med, langt om længe var taget hjem, var parret endt med at sidde og kysse ovre i et hjørne. “Det har jeg sgu aldrig prøvet før” – en efter alt at dømme inciterende omgang, eftersom Heine efterfølgende havde tilbudt at køre hende hjem. Da det var en mild nat i slutningen af april, havde han på pigens opfordring rullet hende en tur rundt om Damhussøen, hvorefter hun til hans store overraskelse var endt med at spørge, om han kunne tænke sig at have sex med hende. “Først vidste jeg ærligt talt ikke, hvordan jeg skulle gribe det an,” men så var han alligevel gået med på idéen. Pigen forklarede ham i praktiske vendinger, hvordan de skulle gøre det. Eftersom det var umuligt at komme til i stolen, måtte han hænge hende op i et træ med de remme, hun ellers brugte til at spænde sig fast i rullestolen med, “og det var altså vildt, det kan jeg godt sige dig.”

Med dansende munter stemme gav Heine sig nu til at forklare mig om alle detaljerne ved denne penible sag og det i så utilslørede vendinger, at jeg var lige ved at få røde ører. Omgivet af søens fløjlsagtige, for ham næsten landlige stilhed, havde de fundet et solidt egetræ, og ved hjælp af pigens instruktioner fik Heine så klynget hende op i en stilling, der var operationel for dem begge. Herefter gik min foretagsomme ven sporenstrengs i gang med at udføre sin del af aftalen, og det havde ifølge kilden selv været en oplevelse for livet: “Har man ikke haft sex med en lam pige, så har man ikke haft sex overhovedet!” Da han bagefter glad og galant havde kørt hende hjem til hendes bopæl på Rødovrevej, bemærkede han dog pludselig en skikkelse, der ventede ude foran hoveddøren. “Det var hendes far, mand, og jeg tænkte bare, åh nej, nu falder der brænde ned, men han var helt cool,” og havde mod forventning udelukkende haft tak til overs til Heine for at have kørt datteren hjem. “De fleste lod hende nemlig bare hænge.”

Så vidt jeg kunne forstå, havde Heine tænkt sig at se hende igen, men som tingene udviklede sig, kom jeg ikke til at have forfærdelig meget mere med ham at gøre. Folk kommer og går i éns liv, dukker op for atter at forsvinde, og enkelte af dem løber man så måske ind i senere … For eksempel Folke Kastrup og et par af de andre resterende Omega-medlemmer, som jeg i efteråret 1999 mødte i færd med at hamstre massive mængder dåsetun i en Netto-forretning. De var lige så febrilske, som sidst jeg havde set dem, denne gang overbeviste om at verden kortsluttede nytårsaften, hvis ikke på grund af computerne – den på det tidspunkt meget omtalte “millennium bug” – så af andre, mere overordnede årsager.

“Det kan jo ikke blive ved på den hér måde,” lød ræsonnementet fra den noget ældre, men stadig storsmilende Folke. Det var helt rart at møde holdet igen. Bag dommedagstvivlen var de stadig de samme hjerteligt skøre individer, jeg engang havde delt så mange drømme og længsler med, og selvom de havde travlt, blev der lige tid til at genopfriske et par af de bedste historier fra dengang, alting virkede så langt mere enkelt end nu. Omkring en fjerdedel af vokabulariet Folke slyngede om sig med, var stadig på engelsk, men hvor det tidligere altid havde slået mig som så påtaget imperialistisk, forekom det mig nu blot at være en naturlig del af tidens tiltagende globalisering. Venter man lang tid nok, kommer alting på mode igen, og alt imens Omega-folkene gav sig til at læsse folkevognsrugbrødet fuld af tun og torskerogn og dåsetomater, tog jeg ind til byen for at købe Tvivl om sporvogne og andre digte af østrigeren Peter Waterhouse.

Sommeren var fløjet af sted med at føre dagbog og notater, vedligeholde min form og i det hele taget bare leve et så regelmæssigt liv som overhovedet muligt. Jeg var ikke blevet nogen munk endnu, men 1999 var og blev året, hvor jeg lagde verden på køl. Det var ikke sådan, at jeg følte, at tiden var ved at løbe fra mig, jeg havde aldrig rigtig haft noget kapløb kørende med den, det var mere det, at jeg hverken var ung eller gammel, hverken romantiker eller atlet, bare en midaldrende mand, med alle de frustrationer den position indebærer. Det var helt underligt at opdage, hvordan det meste af den vestlige verden med ét syntes at være ved at blive det, jeg ellers altid kun havde betragtet mig selv og mine ligesindede som, nemlig romantikere! Tidens grænseoverskridende behov for selvforsikring var ved at skabe en hel religion baseret på netop fortabelsen i den enkelte, et scenarium, hvor alle ville alt, ville være alt og opnå alt, ja, faktisk tegnede det 21. århundrede snarere til at blive en renæssance for romantikken end den begravelse, jeg ville have svoret, vi stod over for. Det at være romantiker var blevet en karriere, en postmoderne tilstand, hvor romantikkens oprindelige åbenhed var degenereret til en komplet ligegyldighed over for alt andet end sig selv, selv og mere selv, og skønt visionerne for længst var blevet hældt ud med badevandet, var grebet i det mindste bevaret – om end med nok så mange omvendte fortegn! Det at være individualist var efterhånden mere et medfødt handicap end et valg. Tidens nye hybridart af romantikere, disse rastløshedens nomader, refererede i al fald ikke længere til nogen tradition, det var en kultur af zappere, shoppere, kneppere og kneppersker, et folkeslag, der mere næredes af følelsen af valgfrihed end af behovet for at gøre op med realiteten af det fangenskab, de var født ind i … en fornemmelse, der blev bekræftet til fulde, da år 2000 eksploderede i et massivt postmodernistisk delirium af en kultur, hvor individets personlige frihed og næsten grænseløse ret til selvrealisering var blevet fuldkommen uantastelige størrelser.

Fra den ene dag til den anden hamrede overoplysningens tidsalder foden ind gennem tidligere tiders “vejledende opførsel”, for “dannelse, var det ikke noget, man døde af?” Mens en god tredjedel af den vestlige verden allerede fyldte sig med designerdrugs som pcp, ketamin, quaalude og ecstacy til tidens inflatorisk udbredte VIP-parties, måtte resten af klodens festdeltagere også snart finde sig i at vågne op til det 20. århundredes tømmermænd, til nødvendigheden af at skulle forholde sig til den bottomlinegeneration, der allerede var godt i gang med at digitalisere virkeligheden, reducere alt til ettaller og nuller for at simplificere og ultimativt udradere alle unødvendige abstraktioner. I en håndevending omskrev man de syv dødssynder, hovmod, gerrighed, vrede, misundelse, utugt, frådseri og ladhed, til epokens kardinaldyder, og vups, så var tidens største helte med ét voldtægtsdømte boksere, seriemordere og udkneppede pornomodeller. Havde 90’erne forsøgt at skabe en mindeværdig exit for et horribelt århundrede, var mærkesagerne ved årtusindskiftet blevet forsimplet til noget med afskaffelsen af hverdagen, evig ungdom og en sms-bonus til alle nyfødte, det var ikke længere et spørgsmål om “hvad”, man kunne blive, men derimod udelukkende “hvem”, og ligesom staten havde fået skabt et nyt adelssystem gennem de mange nye akademiske titler, så fik folket hurtigt skabt sig en ny intelligentsia, nemlig trivial pursuit-mennesket, folk, der vidste en masse uden på nogen måde at være påvirket af det. I et Danmark, der i den ældre generations øjne efterhånden primært bestod af “150-kilo tunge, kronragede bodybuildere og indvandrere” (citat slut), udstillede klubkatedralernes pulekød helst sig selv som kælne slaver i cigaretrøgsfyldte postsexscenerier, og strakte 140-bpm’ets lyriske kvaliteter sig en sjælden gang hinsides lip sync-moduler som “blow my whistle” og ”I wanna fuck you in the ass”, blev der pludselig lidt for højt til loftet ude på dansegulvet … et chok, der åbenbart fik alle unge mænd til at tabe håret på en enkelt nat, for hvor de glatbarberede hoveder i 70’erne var bøsser, i 80’erne fascister og i 90’erne intellektuelle, så var de i år 2000 blot nytatoveret muskelkraft i dopet dildoformat.

I et verdensbillede, hvor fængsler og afvænningsklinikker havde erstattet sommerhusene og herregårdene, og hvor selv pensionerede sømænd snart havde et bedre sprog end den gennemsnitlige radiovært, var tv-reklamerne ikke andet end maskerede cum shots, semierotiske billedverdener, hvor digert proportionerede modeller proppede fedtfunklende mozarellasandwiches ind i lipglossmalede munde. Alt blev seksualiseret, og alle intimsfærer krænket i det liberale fremskridts hellige navn, for hvem havde måske lyst til at stille sig op og virke gammeldags under banneret med de tre nye nuller?, i hvert fald ikke de hjemmegående papmænd og sæsonens kortvarige it-millionærer, det var da helt sikkert, de fik jo endelig serveret kvindelige Chippendales til morgenkaffen og talkshows med strippere, der viste optagelser med sig selv under deres brystoperationer. Det var med Milan Kunderas ord ikke længere en generation af fædre, men derimod blot et hold farmænd uden autoritet, der hér legede vikinger med zipguns og remotecontrols, og havde man nogensinde undret sig over, hvorfor danske mænd havde verdens dårligste sædkvalitet, blev årsagen nu én gang for alle tværet ud i enhver flække af mediebilledets dækkeevne: De havde ingen nosser.

Der var også en god grund til, at den gennemsnitlige levealder i Danmark var den næstlaveste i hele Europa, for hvis folk ikke kedede sig selv ihjel, døde de af skærmstråling eller vægelsind. På samme måde som æsler sulter ihjel, når de bliver stillet over for valget mellem to fyldte foderskåle, så var alle livets muligheder simpelthen bare ved at være for meget for den i forvejen velbjærgede dansker – virkelighedens manglende kommentatorer gjorde det at have med andre mennesker at gøre til noget ubehageligt og usikkert, og på mange måder blev det 21. århundredes manglende fællesskab den perfekte ækvivalent til John Miltons tabte paradis (fællesnævneren værende det totale fravær af vished, sikkerhed og tryghed). I år 2000 anslog WHO, at 340 millioner mennesker på verdensplan led af depression, alene over there blev 19 millioner amerikanere deprimeret hvert år, og hvor der i England i 1991 blev udskrevet ni millioner recepter på lykkepiller, var antallet i år 2000 vokset til 22 millioner. I 1996 spiste 185.950 danskere de samme piller, mens antallet ifølge lægemiddelstyrelsen i 2000 steg til 264.984 … et år, hvor danskerne tilsammen brugte 682 millioner kr. på antidepressiv medicin. Husholdningsbudgetternes spidsbelastning lå ikke længere i forbruget selv, men derimod i alle renterne og afdragene, og mens den fortabte generation skiftede bogreolerne ud med videosamlinger og sendte deres børn til psykolog i stedet for at tage dem med på stranden, var det efterhånden kun den handlekraftige småpsykopati, man kunne tage rigtig alvorligt, når det gjaldt om at finde nye lederskikkelser. Med Det Brune Punktum som absolut højkultur og Ekstra Bladets svimlende lixtal som eneste reference gik Generation Shithead forståeligt nok ikke videre op i fremtiden, de levede deres liv som en dårlig roadmovie, for geografi og historie, det var da det, man fandt i alle de livsstilsmagasiner, der blev redigeret af trendy tøser på tredive, som alligevel ikke havde andet at proppe i dem end orgasmeguider og “hot or not”-lister allerede uddaterede inden deadline. Flavour of the week-folket var desperate og havde konstant brug for nye ansigter til at interviewe deres egen selvforståelse gennem, og mens chicks nu blev stavet tjix, og ordet piercing røg i den nudanske ordbog, så var alt i det mindste endnu ved det gode-for-fem-minutter-siden-gamle i MTV, hvor guldkædesvingende negere stadig bare ville kneppe hinanden i swimmingpools, og skaldede white trailer trash-fyre hamrede æggehoveder og guitarer ind i væggene på gummicellerne i deres lækkert stylede videoer. Til Danish Music Awards var scenen i fuld sympati med al fortrængt virkelighedsfornemmelse proppet med popstjerner, der alle sammen var på socialhjælp, nye navne fremavlet af radiohits uden noget salg, mens syngende bryggerheste og sanglærkemulatter ikke anede, hvad de skulle sige, når de fik statuetten – ikke andet end “hvor’n har I det derude?”, men hvordan fanden skulle publikum snart vide det? Det var jo derfor, de havde købt en billet … for at få svar på netop det spørgsmål. Oppe på de dyre sæder delte geriatriske ægtemænd rundhåndet Dom Pérignon-champagne ud til pigerne fra det lette kavaleri, dem, der med lidt held sagtens kunne udvikle sig til at blive rigtig fine bingoværter en dag, for hey!, gik man efter nobelprisen i disse tider, handlede det om at bruge kroppen, verdenshistorien var jo aldrig blevet ændret af store tænkere, den var udelukkende blevet ændret af ting som opfindelsen af p-pillen og aids og kneppesyge præsidenter.

Det var svært at følge med, men i løbet af et par måneder havde autoerotisk asfyksi (iltmangel under sex) allerede gjort analsex til old news, så yo, motherfucker! , ungdommen tålte stadig alt, alt andet end tid. Det skulle nu ikke holde lille Vadmels-Danmark tilbage fra at triumfere sig gennem resten af året over Brødrene Olsens Melodi Grand Prix-sejr i foråret, for se lige engang hvordan verden for første gang siden Maastricht-nej’et og EM-sejren i 1992 atter fattede interesse for dette reservat fuld af Arne Jacobsen-stole designet i 50’erne, PH-lamper udtænkt i 20’erne og kongeligt porcelæn fra før Første Verdenskrig. På trods af at de fleste af os måske troede, at vi endelig var ved at blive lidt “moderne”, forholdt det sig desværre snarere sådan, at udlandet nok blot så på os med en vis nostalgisk længsel efter at være i stand til at sætte tiden i stå dagen inden JFK-attentatet. Uskylden var stadig vores, og fuck!, der var sågar endnu steder, hvor det rent faktisk virkede, som om ekspedienterne fandt bare en smule fornøjelse i deres arbejde. På et kaffested i Gothersgade blev jeg for eksempel mødt med den helt rigtige forbrugerånd, da bestyrerinden i takt med stereoanlæggets Lisa Stansfield-sang ikke spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig, men derimod med hviskende stemme ønskede at vide, “hvad hun kunne friste mig med?” og dernæst “om jeg ville nyde min caffe latte her?” Vi var næsten oppe i samme klasse af iscenesat forførelse, som da en headset armeret tjener på restaurant Etcetera bød holdet af de før omtalte karrierekørende midttredivertøser velkommen med et friskt “hey piger, jeg hedder Frederik, og det er mig, der skal have fornøjelsen af at servere for jer her i aften” … jeg kan love jer for, at tøjterne fnisede, så det rislede hele vejen ned i trusseindlægget, og der var da heller ikke én af dem, der ikke forsøgte sig med et par slingrende moves over for ham i løbet af aftenen. I hans selskab kunne hverken vuf, villa, barn eller mand snige sig tilbage i kalkulen, for livet, det var og blev en engangsforestilling, et spørgsmål om at få hevet løs i den enarmede tyveknægts frynsegoder, så længe der endnu var mønter i lommen.

Imens stirrede ægtemændene og jeg os så blinde på et sommer-EM i fodbold, hvor Louis Figo fra Portugal i ugevis rendte rundt og lignede en omløbende Old Spice-reklame, og tro det eller ej, inden sommeren var ovre, havde han gudhjælpeme overhalet stadionmessiasen selv, Hans Kongelige Højhed give-the-dog-a-Bono, på listen over tidens bedst betalte superstjerner (også selvom han slet ikke vandt noget). Jeg havde aldrig fulgt med i fodboldkampe før og holdt også allerede op med det igen i løbet af efteråret, da det var mig komplet umuligt at finde ud af, hvem der spillede på hvilke hold, så hurtigt spillerne skiftede klubber. Jeg gav mig i stedet til at læse Octavia Paz, Pentti Saarikoski, Jean Rhys og Giuseppe Ungaretti, fulgte med i radiomontager på P1 om amerikansk kulturhistorie fra Watergate til Lewinsky-sagen og lyttede i lange intervaller udelukkende til Silo. Perecs Livet forblev ulæst, men prydede smukt arbejdsbordet foran mig på grund af dens undertitel (“en brugsanvisning”), alt imens jeg ihærdigt forsøgte at få gjort min nye notatbog færdig … hvilket den så endelig blev i efteråret, en 300-siders gyroskopisk selvreflekterende afhandling med titlen Koncentrat. Med omdrejningspunktet henlagt til enhver papmaché-Mefistofeles’ alter ego-postulat om, “at forskellen på mig og en sindssyg er, at jeg ikke er sindssyg”, var jeg sådan set bare fortsat i samme dur som Titel, det vil sige ved at orientere mig om alle ømme punkter og indre vabler langs den moderne livsførelses kollektive hjernebark og derefter slippe min indre Doktor Faustus løs med sin reductio ad absurdum-skalpel. Jeg havde tydeligvis talent for at irritere, og nu skulle der festes! Ved metodisk at pløje mig gennem tidens meningsorgier og idéhor, avlede jeg i løbet af rekordtid nok tankevækkende pointer og analyser til, at ikke bare Vivian fandt resultatet befordrende at rode rundt i, men sågar også mit forlag, der satte Koncentrat til udgivelse i slutningen af marts 2001.

For første gang nogensinde var jeg nervøs i ugerne op til udgivelsesdagen, og så kunne min redaktør ellers komme med alle de kloge udsagn, han ville, floromvundne sager a la “at den hånd, man rækker andre, skal være éns egen,” for hvad hjælper det, hvis det er Edward Saksehånd, der sidder på lur i kviksandsmosen? Hvad i alverden ved en redaktør måske om, hvordan det føles at blive dissekeret offentligt? Denne gang var det et ”autentisk” jeg, der kastede sig ud i åben kamp med sin omverden, et “konkret” jeg frem for endnu et fradragsberettiget tredjepersonsliv. Alle tror, det er noget, man kan forestille sig, presseautodaféens kombinerede messe og cirkus, men ingen kender for alvor følelsen af at blive inficeret med dagbladsjournalistikkens spot, før man selv har været en tur gennem ilden. Det var den moralske tænknings rene og skære seksualitet, der havde drevet min skriftstrøm denne gang, og af samme grund følte jeg mig betydelig mere udsat, end jeg plejede. Men det var nødvendigt. Den gennemsnitlige forfatters golde, analytisk intellektuelle leg havde altid forekommet mig meningsløs, der skulle være noget på spil, nogen hjemme, ellers var det hele nøjagtigt så rystende ligegyldigt, at man lige så godt kunne give op med det samme. Man blev nødt til at satse sig selv – så længe emnet bare ligger og spjætter mellem én selv og omverdenen, forbliver projektet harmløst, hjerteløst, i bedste fald uvedkommende. Jo mere jeg tænkte over det, des mere overrasket blev jeg: Hvad end jeg ville det eller ej, var jeg ved at vende tilbage til mit udgangspunkt som romantiker, og tanken sendte kuldegysninger ned langs min rygrad.

Forvirringens mange trækninger skyldtes hovedsagelig den aktuelle samtid. Som tiderne var, burde man vel næsten skamme sig lidt over at have propaganderet så kraftigt for den individualisme, der for nylig havde søsat en hel generation af jeg-monstre uden hverken pli, dannelse eller sensibilitet, men hvem i alverden ville have forestillet sig, at nogen kunne finde på at tage et så ædelt kald som romantikerens og realisere det så perspektivløst? I en tidsalder, der stressede folk med ligegyldigheder, men lod alle væsentlige afgørelser vente til efter næste folketingsvalg, var man tvunget til at pakke al strenghed ind i ironiske spøgefuldheder for ikke at skræmme ”folket” væk … tvunget til at acceptere gigapopulismens konversationslignende sarkasmer for overhovedet at være i stand til at føre en almindelig samtale. Sagt på ”nydansk” var det slet ikke sproget, der var det svære at lære, men ironien. Livets understrøm var ved at føre mig ud på åbent hav igen, men var jeg i virkeligheden blevet for gammel til at prioritere romantikerens risikovillighed på den måde, jeg gjorde? Var jeg allerede ved at blive senil? Alene det at stille spørgsmålene understregede, at jeg var ved at være på afveje, så der var kun én ting at gøre, og det var at knuge sig til sit instinkt og blot kaste sig ud i det. Hvad var det nu, man sagde? “Intelligens er det, du bruger, når du ikke ved, hvad du skal gøre”. Det måtte man håbe. Bogen kunne i hvert fald ikke trækkes tilbage.

“Martin Hall går med en stejl og direkte knækprosa løs på de magtrelationer – ikke mindst mediemæssige – der præger 90’ernes virkelighed … Det er en mærkelig lille samling prosalyrik, Martin Hall har skrevet. Selvhøjtidelig som ind i helvede, men samtidig bidsk ironisk og temmelig morsom.”
Jyllands-Posten – Jon Helt Haarder (15. september 1998)

“Uden Titel er en bidsk og humoristisk kommentar til ”det kulturelle u-land Danmark” og en terapeutisk tour de force i menneskesindets sygeste afkroge på kanten af et nyt årtusinde.”
Aktuelt – Kim Serup Rasmussen (15. september 1998)

“Al ære værd. Martin Halls monstrøse selviscenesættelse finder sted med humor.”
Information – Erik Skyum-Nielsen (15. september 1998)

“Martin Halls små hånske opblæstheder fornøjer. Jeg synes simpelthen, at det er et trip af en verden … Jeg vil give det gamle flapcitat af Poul Borum fuldstændig ret: ”Martin Hall er et fænomen. Han er enestående”.”
Weekendavisen – Lars Bukdahl (18. september 1998)

“Martin Hall kan både som musiker og skribent være visionær, voldsom og fascinerende, og han forfølger stædigt mål, der ligger uden for den kunstneriske alfarvej.”
Aarhus Stiftstidende – Camilla Christensen (15. september 1998)

“… befriende at læse tekster, der ikke er bange for at være politisk ukorrekte; der ikke på forhånd gør deres yderste for at ligne en pandekage, hvis det nu skulle begynde at blæse. Der er stor sproglig energi og myndighed i de korte sætninger, hvormed teksterne hugger sig vej gennem betydningerne … Bedst er det, når det også formmæssigt står ved sin egen hensynsløse udstansning, som i den næsten aforismeagtige ”Forbehold”, der i sin helhed lyder: ”Jeg har sat mig ned for at skrive. For at være sikker på, at det, jeg gør, er rigtigt, rejser jeg mig igen.” Sådan er der mange perler, også onde, træffende, urimelige, unuancerede. Heldigvis, kunne man sige. For, som der står et sted, verden er fuld af ikke-angrebspagter. Uden Titeler så afgjort en ren krigserklæring. Her må enhver sødladen pandekage springe for livet.”
Standart – Morten Kyndrup (december 1998)

VALMUEBLY

Som en film, der ridses af muren, den vises på, eller som vand, der ikke længere fortynder; sådan føles fladerne i dit liv. Enten medtagede eller uden virkning.

l stk. sjæl i en pantelåners vindue. Der ligger den udstillet, falbudt og omringet af mere interessante kuriosa, en porcelænsbjørn og en sølvlighter. Især sølvlighteren tiltrækker sig din interesse. Hvem der havde en sådan sølvlighter. En sjæl kan man altid være foruden, men en sølvlighter …

Tyveriet falder heldigt ud. Du lader sjælen ligge.

SLUTNINGER

Jeg holder meget af slutninger. Fiktive punkter, hvor der pludselig blændes ned for lyset. Et øjebliks stilhed, værdsat og betragtet fra alle tænkelige vinkler, og så applausen; bruset hvoraf heltene rejser sig, genfødes, hyldes og tiljubles, som børn af en ny og bedre verden. Her føjer ingen stykkets tristesse. Her tildeles tragedien ingen opmærksomhed. Her er ingen nåde, kun en blind overflod, der drukner folkets halvguder i laurbær.

Endnu har jeg ikke set disse forførere bløde. Eller græde. De nøjes med at deltage, hvilket altid føles som et lille stik i siden.

MARTYR

Krig er forførende. Især billederne af døde børn i sneen – verdenshistorier skrevet i størknet blod, der får dig til at glemme al anden gru.

Tidligere levede du som en tæge, sugede ynde og skrøbelighed til dig og lod dine ofre forbløde. Nu betragter du det med afsky; for årene har gjort dig klogere, vist dig, hvad der forventes af en person i din alder.

VÆGTLØS

Mange skammer sig over deres fortid, andre er stolte over den. Jeg har glemt min. Jeg er heldig. Jeg bærer ikke byrden af at skulle forklare mig. Ting forklarer sig selv; kærligheden undskylder altid sine ofre, hvad end deres handlinger måtte være. Muterede eller ej, stadig lige smukke i mine øjne. Jeg ældes ikke med tyngde. Jeg forsvinder bare. Dette gør alting langt lettere, mere ubesværet. Kun verden falder. Jeg forsvinder i et enkelt blik.

INGEN SKJULTE HENTYDNINGER

Du har været talsmand for mange afsporede meninger, er blevet sparket og hængt ud af samme grund, men har altid afsonet hånen med mandsmod og løvehjerte, rejst dig som Fugl Fønix, lutret og renset, stolt over grobunden for alle dine menneskelige fejl, dit ukuelige vovemod. Du har lidt mange nederlag, mange dødsstød, men hver gang er du vendt tilbage, forstærket, forædlet, og med et betydeligt bedre udseende, hvilket kun har næret dine fjenders had og misundelse. Forståeligt nok.

VÆGELSIND

Man kunne sige så meget, foregive så meget, oven i købet slippe af sted med det meste af det, hvis man ville. Jeg er mere dovent anlagt. Jeg har intet ønske om at fjerne mig fra idealforestillingen.

KUJONEN

Jeg har skåret mig selv til blods, ædt min egen afføring, parret mig på den mest afsporede facon og anklaget Gud for al min ulykke. Jeg var en kujon.

EN TYND HINDE

Nogle mennesker er en tynd hinde, spundet omkring en rungende tomhed, ganske uden sidestykke. Jeg har prøvet med nåle og cigaretter, men intet hjælper. Disse mennesker er de sværeste at knække.

FORBEHOLD

Jeg har sat mig ned for at skrive. For at være sikker på, det, jeg gør, er rigtigt, rejser jeg mig igen.

HOUDINI

Verden set ovenfra. Kvindedræber. Slaveholder. Alt formår du at se ned på, fra dit syns tyranni.

Du kræver ansigter fulde af indlevelse, hænder, der griber om dig og nægter at slippe, men intet holder dig tilbage.

ÆGLØSNING

Jeg tiltrækkes af ynk. Inseminerer den med en stærkere vilje end den selv råder over; ophøjer den, knuser den, efterlader den … lader den næres af min ensomhed.

Verden ejer intet stærkere bindemiddel end min ensomhed.

PANOPTIKON

Jeg har ingen erindring om dette sted. Alligevel kender alle mit navn og ansigt. Måske forveksler de mig med en anden. Ikke at det gør nogen forskel.

TYREFÆGTNING

Sælger had og andet affald til ågerpriser på det sorte marked, et voksende publikum til repertoiret af indstuderede udfald, transformationen af spild, et størknet energimonster fra spidsbelastningens mørkeste sæsoner. Hvem kunne ikke tænke sig at opleve, hvad de ikke kan, aldrig vil komme i nærheden af; røre de døde helte, Liberace, Nietzsche, hvem som helst i nærheden, skæbnens toreadorer, dem selv i forklædning.

Ikke et øje tørt når tyren falder, bløder sandet mørkt og klumpet.

VÆRELSE UDEN UDSIGT

Venteværelser er dit eneste hjem, en overgang mellem to tilstande; fri for dem begge, et stykke tid, så længe opholdet varer.

Du er en turist. En hjemsøgt person. En pause i kød og blod, omgivet af krydsede fingre, lånte læber, der aldrig byder velkommen, men altid tager afsked.

Ikke desto mindre beundrer jeg din konstans; jeg er langt mere svingende.

UDHOLDENHED

Tvivlens element forskønner, tegner alting ekstra omhyggeligt op; placerer jernlodder på rispapir og lader det uforstyrret blive betragtet, så lang tid øjet magter.

SVIND

Sehnsucht 1946 og intet overladt til tilfældighederne. Gemt i skyggerne, i silhouetterne, i en forrådnende romantisk nostalgi for de billigste længsler. En skjult tilstedeværelse, med tal indgraveret i sjælen, navne i erindringen, lys, der brænder for hadets engle, Gudspres, vrangflade, den sidste conquistador.

Svindende lidt er nok.

GODT SELSKAB

Jeg har tilbragt det meste af mit liv for mig selv, i godt selskab, med stilhed, hvirvelstrømme og store højder, men modtager nu glædeligt gæster fra nær og fjern, folk, der mener, vi har ting til fælles, hvilket sjældent er tilfældet, og efterlader alle desorienterede, undtagen mig, der nyder mangelen på et fikspunkts forudsigelighed. Faktisk føler jeg mig bedst tilpas i denne tilstand, i en fællesmængde uden tilhørsforhold til sine elementer. Jeg modtager verden med åbne arme og drukner den i min ligegyldighed; jeg er en stående invitation.

TRÆTHED

Kun gentagelsen keder dig ikke, sikrer dig din fejlfri fremtræden, hvilket de fleste af gæsterne stiller sig tilfredse med. Jeg klapper sammen med de andre, af dine evner og af din præcision, for du har lagt stor flid i dit arbejde, slået ihjel for det, ført krig og dræbt og brændt din sjæl til ukendelighed. Ingen sejr er dig for lille.

Nu byder du selskabet velkommen og lukker dørene bag os. Vi kunne ikke være i bedre hænder.

DE SMÅ GLÆDER

En sidste centerløs sjæl slider jorden under sig op og falder, opsluges af afgrunden, der åbner sig foran ham, lykønsker sig selv, fordi det endelig lykkedes ham at fange sin Guds opmærksomhed.

ATLETEN

Jeg er en atlet. Århundredets sportsmand. Sluger ild og går på vand; en stjerne for krævende for sit publikum. Udstødt. Hadet. Beundret.

Hvorfor jeg ikke drager flere fordele af mine talenter? Det ville forringe min kondition.

“Moderne mikrotavler. Smukke og skræmmende digte fra Martin Hall … meget, meget autentisk: Man tror på, at han har været der, for han kan give oplevelsen videre.”
Politiken – Thomas Bredsdorff (29. september 1989)

“En nervespændt mosaik, der i lysende øjeblikke samler sig om det væsentlige kunstneriske forhold mellem sprog, verden og identitet … Martin Halls fint slyngede ordranker bliver ”som frostglød i vinternats krystal”. Svalt poetiske kræfter, hvormed han møder livet, og det der er større end ham selv. Hans billeddannende evne er original og sproget ”blødt som blod, der spredes i vand”, ja, så ejendommeligt nærværende kan han bruge det.”
Berlingske Tidende – Henrik Wivel (26. september 1989)

“Tiden går svanger med de digte, som Martin Hall nu præsenterer offentligheden for – eller rettere: med drømme og tendenser, som på mange måder kan have glæde af hans digtes spidsformuleringer. I de sidste årtier har det ikke været god tone at skrive filosofisk og med læresætninger, der kan streges under. Virkeligheden har været under lup, er blevet dissekeret og endevendt. Nu er den moden til en gensamling, men på bevægelsens præmisser, og det er, hvad Martin Hall kredser omkring.”
Fyens Stiftstidende – Jørgen Gleerup (oktober 1989)

TRIPTYKON

Bliver opmærksom på lyden af vandet, der falder mod håndvaskens marmorflader. Et hotelværelses spejl viser mig et ansigt. Senere vasker jeg hænder – betragter vandet løbe gennem mine fingre, som tiden gør det.

Jeg går tilbage, hvor jeg kom fra – ind i scenografien af stuen; en erindring allerede mens det opleves. I dette rum har alt engang været en forestilling, en tanke i en eller andens hoved – sengen, stolene, bordet, malerierne; alt sammen af en anden verden. Det gør mig til en del af en forestilling; et teater, hvor tid er arkitektur.

For enden af rummet er værelsets vinduer arrangeret som et triptykon, en levende gengivelse af den bevægende verden uden for. Indrammet ligger havet nederst, mørket øverst. Dybden af det kender ingen, det skjuler sig selv. Bølgerne rejser sig for dernæst at falde; alt der bevæges, forandres.

Senere den nat sover jeg en drømmeløs søvn.

FELT

Over havet, under himlen, i stilheden af menneskeløsheden. Havets stenagtige flader brydes igen og igen, som bristepunkt indefra, som bevægende tyngde udefra. I disse øjeblikke hersker ingen adskillelse mellem virkelighed og mulighed; dette er havet, ophavet, dybt som mørket, og stille som det ufødte.

Dette er blevet kaldt englenes land, og jeg befinder mig ved lands ende, på en platform af forstenet jord. Klipperne udgør grænselandskabet mellem vandet og luften, mod hvilket bølgernes fald lyder som pulsslaget af disse verdener; et requiem for alt der har været, en messe for alt der endnu må komme.

I silhouetter fremstår landskabets forladte miner som ufuldstændige katedraler, rejst af mennesker, men nægtet fuldendelse af jordens og havets kræfter. Morgenlyset fremkalder langsomt tætheden af billedet, og mens alt endnu ligger indhyllet i et skær af usket, skærer vinden gennem mig som en hvisken og et råb – et skrig endnu uforløst, inderst inde.

Tanker her er ikke mere, ikke mindre, end ekkoer i tomrummet.

FROSTGLØD

Denne rejse er alene. Disse dage er ét. Som det begyndes, må det ændre sig. Alt ændrer sig i rytmen af modstand, dør eller bliver stærkere.

Metal mod metal, ton mod ton, i en hast hvor kun det der ligger på afstand kan ses. Sol blænder, brænder frost hvidglødende, mens mure af lyd resonerer i mig. Øjne omkring mig stirrer dødt ud i togkupeen, i håbet om næring.

Bevæges ind i landet, mens landskaber efterlades som en skygge kastet. I flader af tid fornemmes jordens grænser, såvel som mine egne. Mørket sænker sig udenfor, stilheden indeni; skovene står som silhouetter mod eftergløden af dagens lys, mens billedet ændrer sig fra syn til en fornemmelse af dybde.

Fragmenter af tid og sted danner verdensbilleder uden sammenligning, en mosaik af nerve, hvor enhver fornemmelse bliver en prisme for alt uset. Som frostglød i vinternats krystal overskrides punktet for tilbagevenden, i en ændring næsten for svag til at bemærke.

Mens mørket fortætter sig til nat, omskrives et tyngdepunkt. Af mørket formes modstanden, der ingen trussel kender.

Signal brænder stigma i sin transformation af spild.

ARENA

I verdensarenaen er overlevelse den stærkestes privilegium. Men at forblive intakt kræver mere end styrke.

Som styrke er det fastes kvalitet, er skønhed det bevægeliges – rummet den overordnede tilladelse. I dette jorden, vandet og luften – og som flamme tærer stof, falder skygger anderledes.

Modermærket, men ukendt i oprindelse, det er silhouetten enhver skinner, i nat mod dag.

KONTINUUM

Det siges, at det stille vand har den dybe grund. Hvor overfladen reflekterer, er dybden af en anden dimension.

Når vandet bevæges, og der opstår en bølge, taler vi om ”en bølge”. Men i sig selv findes den ikke. Der er ikke ”et stykke bølge” at gribe ud efter – der er en bevægelse i vandet, der forårsager dette fænomen, som for os præsenterer sig som ”en bølge”.

Hændelser opleves som genstande, og som stoffet hvoraf drømme skabes, bevæges vi i disse foranderligste verdener. Som et bevægende diagram udspiller verdensteatret sig i bølge på bølge – som en symfoni hvori kaskader af forskellige toner, instrumenter, rytmer og intensiteter alle sammen forbindes af pulsslagets røde tråd, hvis farve er mange.

I netværket af i hinanden indgribende processer er et menneske sin egen mediumistiske kontakt med alt, det må blive. Pulsslaget er som en rejse, retningsbestemt, men aldrig endeligt defineret, og at overgive sig til denne ”den største historie nogensinde fortalt” er bevægende, i alle ordets betydninger – ikke længere at være, men at blive, og ikke længere at lede, men at blive ledt.

Alt forgår, mens øjeblikket forbliver, i dette ”virkelighedens kontinuum”.

LIGEVÆGT

Universet er i ligevægt. Derfor kan enhver sætte sit over styr, ved at adskille sig fra det.

EUROPA

Fra guldskæret til metalstøvet. I rytmen af byernes timeløse døgn, hvileløshedens forbandelse; et ekko af Europa.

I dette skiftende lys af brændende horisonter, i disse syntetiske landskaber af det 20nde århundredes degeneration ligger jorden gold og død under mine fødder. Jordens salt føles forgiftet i denne de levende dødes civilisation, den eneste afgrøde er en hede tæt som metal, og asken af sceneriet udgør en platform af livløshed, et alter af verdens støv.

I pulsslaget af dette panorama er der en undertone, undergravende som det natteløse mørke, der forgifter både sjæl og krop i sin altætsende indadvendthed – koldt som bly, hedt som cancer; børnene af det sofistikerede mareridt balancerer mangel med den inderste vold.

En hvisken i vildnisset rejser i ekkoerne af natten, mens regnen falder som en hinde. Af mørket brydes lys, af stilheden lyd.

EFTERSKRIFT

Blødt som blod, der spredes i vand – en hvisken brydes i tusind stykker, regner gennem mig som en støv af ånd. Ethvert brudstykke af dig indeholder alt af dig.

Skarp som knivens æg; slangens æg – en flygtning krydser sit spor. Urets visere bevæger sig i cirkler, til de samme punkter i forskellige døgn. Alt der bevæges, vender tilbage; fra ét til nul i en cirkel af alle tal.

I et rum mellem himmel og jord, under kuplen af det mørke lys; billedet stilnes, mens åndedrag finder rytmen af natten. Det eneste, der er vigtigt, du ved, er at jeg ikke ønsker at være noget andet sted.