FEATURES
MÆND
MÆND
I begyndelsen af november 2014 udsendte Gyldendal foto- og debatbogen Mænd, en udgivelse der er spækket med portrætter taget af den danske fotograf Robin Skjoldborg i perioden 1984–2014.
Det gennemgående tema i Mænd er mandlig identitet – seksualitet, kønnet som markør, værdier og mandevenskaber. I den henseende har journalisten Roberto Zacharias interviewet en række af de portrætterede kunstnere, heriblandt Hall.
Andre indlæg tæller uddrag af samtaler med bl.a. Jørgen Leth, Bjarne Reuter, Bent Fabricius Bjerre og Jan Sonnergaard.
Martin Hall i bogen:
“Min mandlige identitet er nok formet af skuespillere som Peter O’Toole og Richard Burton. Glamrockens kønskabale i start-70’erne. Liberace. Allerede som niårig var jeg meget begejstret for Cabaret-filmen, hvor den mandlige helt først er aseksuel, så biseksuel og til sidst triseksuel. Da jeg nåede den kønsmodne alder, var mit maskuline ideal Donald Sutherlands hovedrollefigur i Fellinis Casanova-film: Grim som arvesynden, sminket som en bordelmutter, men strunk som en hingst, når det kom til at udføre sine pligter.
Den klassiske mands tre grundtilstande kan i bund og grund reduceres til stoisk, vred og liderlig, så jeg har altid haft det lidt med at være mand, som jeg havde det, dengang jeg i erhvervspraktik skulle vælge mellem bager, murer og fængselsbetjent – var der ikke andre muligheder? Det tog mig lidt tid at finde en personlig variant af temaet.
Selvom 70’ernes manderoller gav én lyst til at rive håret af hovedet og piske sig selv med det, kan de til tider være at foretrække frem for tidens påpasselige mand, der intet dårligt har at sige om nogen – ikke engang Adolf Hitler eller Josef Stalin, eftersom de jo var de bedste på deres felt. Hvis man ridser i overfladen og blot finder mere overflade, så er kønnet gået tabt.”
CISTERNERNE
“H” I CISTERNERNE
Ingvar Cronhammar-udstilling med musik af Martin Hall i Cisternerne. Åben fra tirsdag den 3. marts til og med søndag den 29. november 2015.
33 år efter at Cisternerne blev drænet, kom vandet i begyndelsen af 2015 tilbage i det 4.320 kvadratmeter store vandreservoir under Søndermarken i København. I marts åbnede udstillingen “H” af Ingvar Cronhammar, en ambitiøs og omfattende installation skabt ud fra den oprindelige arkitekturs særlige udfordringer og stedets klima. Projektets musikalske udformning er skabt af Martin Hall.
Udstillingen modtog ved sin åbning en række sublime anmeldelser. En enig presse skrev bl.a. følgende:
Politiken: “Overvældende … den perfekte kombination af noget industrielt og noget helligt.” (6 ud af 6 hjerter)
Berlingske: “Mageløs installation i Frederiksbergs underverden.” (6 ud af 6 stjerner).
Information: ”En underjordisk katedral af lys og vand … særdeles vellykket.”
Kristeligt Dagblad: ”Underjordisk dåb til overjordiske toner … rygradsrislende sublim udstilling.” (5 ud af 6 stjerner)
Weekendavisen: ”Eminent”
Fyens Stiftstidende: ”Overjordisk magi.” (6 ud af 6 stjerner)
Ligeledes skrev kunstmagasinet Kunsten Nu bl.a. følgende: “En sansning ud over det sædvanlige … det nye værk genfortryller Cisternerne.”
Udstillingen blev i løbet af 2015 besøgt af mere end 90.000 gæster.
Både Information og Politiken beskrev i de respektive avisers omfattende anmeldelser af udstillingen, hvordan man som besøgende i Cisternerne ikke bare er omgivet af vand – bl.a. i form af et stort vandspejl, der dækker gulvet, samt af søjler af lysende, faldende vand samt vandstøv, der lægger sig som dis i rummene – men også af lys, lyd, mørke og et rum, der på én og samme tid åbner og lukker sig for besøgeren.
I Politiken skrev Torben Sangild fredag den 6. marts bl.a. følgende:
”Der er ingen tvivl. Det er nåden, der strømmer ned i de mørke, fugtige underjordiske rum under Søndermarken. Nåden skildret i et dobbeltgreb, idet søjler af på en gang lys og vand åbenbarer sig ovenfra og ned, så selv en forbenet ateist som mig mærker impulsen til at knæle og råbe tak! … Det er et fremragende bud på en stedsspecifik installation, der handler om det rum, den er i, og som med enkle og slående greb spiller på rummets dobbelthed af kældermenneskefugtigt mørke og kirkelig hvælvingerumklang.”
Om musikkens betydning for værket som helhed skrev Sangild yderligere:
“Rummene fyldes ikke kun af lys og vand, men også af lyd, idet Martin Hall har skabt et musikalsk spor, der veksler mellem en messende drengesang over en simpel skala og nogle mere eksperimenterende ambiente lyde. Lyden afspilles i forrummet, og den komplekse akustik i den hvælvede arkitektur bidrager med to ting: For det første er rumklangen så voldsom, at musikken mudres til og blander sig med vandets brusen, så man ikke får et klart indtryk af detaljerne. For det andet kastes lyden rundt på uigennemskuelige måder, spredes og samler sig, bliver fjern og pludselig nær. Begge dele giver en oplevelse af, at musikken bare er til stede i rummet; at det er rummet selv, der synger sin rungende bøn.“
I Information tirsdag den 3. marts 2015 afsluttede Rune Gade anmeldelsen En flimrende katedral af vand med følgende ord:
”H er et særdeles vellykket livtag med en umulig arkitektonisk ramme, der med Cronhammars indsats for alvor viser sine potentialer. Det er en højt udviklet billedhuggerkunst, som formgiver med uhåndgribelige og flygtige størrelser som lys og vand. Og som med lyd omdanner Cisternerne til en underjordisk, oversvømmet katedral, en søjlehal omstrålet af himmelhullernes hvide luminans, et fossende lysvælde. Og helt uden didaktiske anvisninger på, hvad man skal med det. Man er overladt til sig selv i denne imponerende og imposante iscenesættelse af gudløshedens arkitektur.”
I forbindelse med indspilningerne af den musikalske del af værket benyttede Martin Hall sig bl.a. af Daniel Ostersen (den bærende drengestemme), det klassiske ensemble Lydenskab samt Maiken Kildegaard.
Martin Hall og Ingvar Cronhammar har tidligere samarbejdet ved flere lejligheder, først i forbindelse med Elia i 2001 og siden hen i forbindelse med Racing Cars på ARoS i 2006.
I slutningen af 2014 anbefalede The New York Times i øvrigt Cisternerne som et ud af blot tolv steder, man skal se, hvis man besøger København. I foråret 2015 besøgte Dronning Margrethe stedet for at se “H”-udstillingen.
Ingvar Cronhammar er født den 17. december 1947 og uddannet på Århus Kunstakademi 1968–1971. Var fra 1990-1995 leder af billedhuggerskolen ved Det fynske Kunstakademi. Har siddet som medlem af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum i perioden 2002-2004. Cronhammar har modtaget Eckersberg Medaillen og Thorvaldsen Medaillen og blev i 2007 udnævnt til Ridder af Dannebrog. Hans kunst er repræsenteret på de fleste danske kunstmuseer og i det offentlige rum. I 1995 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
MARTIN HALL KLAR MED FØRSTE NYE SANG I FEM ÅR – GAFFA INTERVIEW 2018
TURNÉAKTUELLE MARTIN HALL KLAR MED FØRSTE NYE SANG I FEM ÅR
GAFFA, 21. september 2018
Af Ole Rosenstand Svidt
Sangeren, sangskriveren og forfatteren Martin Hall drager i næste måned ud på sin første turné i fem år, og han indvarsler touren med sin første nye sang i ligeledes fem år, den indfølte klaverballade “Services Rendered”.
Hall udgav i maj opsamlingsalbummet A Brief Summary, der var en retrospektiv udgivelse med flere remakes, men ingen deciderede nye sange. Albummet markerede Halls 40 års jubilæum som udøvende musiker – ganske imponerende, da han på udgivelsestidspunktet kun lige var fyldt 55 år. Han pladedebuterede dog “først” i 1980, som 17-årig.
Vi har stillet Hall en stribe spørgsmål om den nye single og den kommende turné.
Du udgav i maj “A Brief Summary”, en opsamling uden regulære nye sange, og nu kommer der så en ny single. Passede den ikke ind på “A Brief Summary”, eller har du først skrevet den senere?
– Det nye nummer, ”Services Rendered”, skulle stå alene. Jeg har indspillet sangen i forskellige udgaver, siden jeg skrev den, men nummeret faldt først rigtigt på plads i løbet af foråret, da jeg indspillede det sammen med pianisten Eskild Winding og en strygekvintet. Jeg har været forsigtig med ikke at skubbe for hårdt på bare for at få den færdig. Jeg ville gerne have, at arrangementet blev både enkelt og tungt, på én og samme tid gennemsigtigt og tvetydigt. Nogle følelser er svære at indfange, især i en indspilningsproces.
Hvordan vil du selv beskrive “Services Rendered”, og hvad har været inspiration til den?
– Det er et længselsfuldt nummer, dramatisk og følelsesladet. Et musikalsk vidneudsagn nedfældet i en svær periode. Jeg holder meget af lyden på nummeret, klangen af dets besynderligt autoimmune nærvær – der er noget lige dele sjusket, tragisk og smukt over indspilningen. I modsætning til det hi-fi-smukke strygearrangement er vokalsporet eksempelvis indspillet på en simpel diktafon. Det tilfører nummeret et skitseagtigt præg, jeg sætter stor pris på. Som et brev, der er blevet nedfældet i forbifarten.
– Jeg har skrevet rigtig mange sange i årenes løb, alligevel tog det mig flere år at skrive dette ene nummer. Jeg gik gennem en lang periode, hvor det var umuligt for mig at sætte mig ned og skrive sang, uden at det føltes kunstigt og fremprovokeret. Alting forekom mig at være vante formler og gentagelser af, hvad jeg havde lavet før. Jeg er af den nervesyge, romantiske skole, så for mig tæller det kun, hvis en sang føles uundgåelig, presserende – som en tilstedeværelse der er umulig at komme udenom. Det var af samme grund meget forløsende pludselig at føle sig ”forfulgt” igen, da ansatsen til nummeret begyndte at trængte sig på.
Har du mere ny musik på vej?
– Jeg har nogle numre liggende, men jeg ved ikke, om jeg kommer til at indspille dem. Det lyder måske en anelse manisk, men jeg er forfulgt af en lettere tvangstankeagtig indstilling, der lyder ”tænk nu, hvis dette er det sidste nummer, du nogensinde kommer til at indspille?!” Det er et lidt hæmmende koncept at have hængende over hovedet. Til tider kunne jeg godt tænke mig at være et mere overfladisk menneske. Det ville gøre mange ting meget lettere.
Hvad kan man forvente af dine koncerter i næste måned? Du afslørede lidt tilbage i maj, men nu er vi jo kommet tættere på.
– Der kommer et par overraskelser, der givetvis vil glæde dem, der har fulgt mig siden de tidlige dage. Men publikum må også være indstillet på, at det handler om 2018, dvs. om hvilke numre, der føles aktuelle at spille nu og her. Det er ikke mit bord at servicere nostalgikere. En Martin Hall-koncert skal ikke tilbyde for megen pædagogisk vaseline, det skal være en hyldest til voldsom, klassisk skønhed, til utilpassede sjæles febervildelser, til Weimar-republikkens outrerede cabaretscene og coldwave-minimalismens kliniske kønskabinetter. Der spilles ikke op til fest i denne her klub, det handler om at kommunikere århundredetunge følelser videre, om at trænge igennem tidens absurde facadeidentitetsdyrkelse og prangende ligegyldighed. Leben und Kunst, verdammt!
– Når det så alt sammen er sagt, så ser jeg helt personligt frem til den gæsteoptræden, der vil finde sted ved den første koncert på Fuglsø. Det burde blive et mindeværdigt øjeblik. Men nu må vi se. Lige meget hvad, så er det med kunsten, som det er med livet – man kan ikke få sine penge tilbage.
MARTIN HALL FEJRER 40 ÅRS JUBILÆUM SOM MUSIKER – GAFFA INTERVIEW 2018
I 1978 VILLE TANKEN OM AT VÆRE I LIVE 40 ÅR SENERE HAVE VÆRET BAROK
GAFFA, 4. maj 2018
Af Ole Rosenstand Svidt
Multimusikeren fejrer 40 års jubilæum som 55-årig og kigger tilbage – og frem.
Sangeren, sangskriveren og forfatteren Martin Hall er aktuel med det retrospektive album A Brief Summary, der også rummer et par nye indspilninger. Ud over disse byder albummet blandt andet på remakes og alternative udgaver af Halls eget foretrukne materiale fra de senere år, det vil sige efter årtusindskiftet. Albummet markerer Halls 40 års jubilæum som udøvende musiker – ganske imponerende, da han kun lige er fyldt 55 år. Han pladedebuterede dog “først” i 1980, som 17-årig.
Titlen udgives som et dobbelt-vinylalbum, digipack-cd samt noget så retro-orienteret som musikkassette – alle formater i begrænsede oplag.
Blandt gæsteoptrædenerne på albummet finder man blandt andet den musikalske pioner Else Marie Pade (1924-2016), der var en af de første danske elektroniske musikere, gruppen Efterklang, den britiske pianist Othon samt den danske jazzlegende, bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen (1946-2005). Sidstnævnte medvirker på den jazzede ballade ”Lesser Gods”, som er en genindspilning baseret på sangen “Seemingly Endless” fra albummet A Touch of Excellence fra 1993.
Vi har stillet Hall fem spørgsmål om den nye udgivelse.
Du markerer dit 40 års jubilæum som musiker ved at udgive en retrospektiv udgivelse, der fokuserer på dine udgivelser efter årtusindskiftet. Hvorfor et album, der ”kun” spænder over halvdelen af din karriere?
– Jeg ville gerne samle det materiale, der i mine ører er et relevant bud på en sammenhængende Martin Hall-plade, både for gamle og nye lyttere. Jeg har i årenes løb lavet mange meget forskelligartede projekter, og jeg synes, at A Brief Summary med sine to-tre nyindspilninger og remixes er en god introduktion til den kunstner, jeg er i dag. Udgivelsen er i nogle henseender så også et samlerobjekt, da de tre forskellige formater (dobbeltvinyl-lp, digipack-cd og gammeldags musikkassette, red.) har fået hver deres forside og kun udgives i begrænset oplag.
– Det med 40-årsjubilæet var faktisk noget, jeg blev gjort opmærksom på af en yngre fyr, der i efteråret havde læst min selvbiografi 1971-1985. Jeg stiftede mit første punkband som 15-årig allerede i 1978, so no way around it. Vi morede os lidt over jubilæumstallet, da den slags normalt har en klang af forsamlingshuse og pension, men tiden går jo og længe leve geriatrien. Tilbage i 1978 ville tanken om overhovedet at være i live så mange år senere givetvis have slået mig som endnu mere barok.
Dine retrospektive udgivelser er sædvanligvis forsynet med meget detaljerede oplysninger om, fra hvilket årstal og eventuelt album de respektive numre stammer fra, men det er ikke tilfældet med A Brief Summary, hvorfor ikke? Og sangene ligger heller ikke i kronologisk rækkefølge denne gang, som de gjorde på de retrospektive udgivelser ”Catalogue” (bokssæt, 2007) og ”Catalyst” (enkelt-cd, 2008), hvorfor dette valg?
– Jeg er nok blevet lidt informationsallergisk siden sidst. Man kan alligevel finde alle de specifikke detaljer på nettet, og den bærende intention med A Brief Summary er som sagt at præsentere et album, der kan høres som et nutidigt, samlet værk. Hvis man hellere vil høre mine 80’er club-tracks eller den mere voluminøse ende af min produktion, så kan man lytte til netop de to opsamlinger, du nævner, men hvis man sætter pris på en mere ”salonagtig” tilgang til tingene, som jeg selv gør, så er den nye udgivelse et bedre bud.
Du er kendt for din høje produktivitet, og du har også udgivet flere album og en selvbiografi i de senere år, men det er fem år siden, du har udsendt et sangbaseret album. Hvornår kan vi forvente nye sange fra din hånd?
– Det må tiden vise. Jeg har nogle nye numre liggende, som jeg er glad for, men idéen om at indspille et helt album forekommer mig lidt uoverskuelig lige nu og her. Det kan dog hurtigt ændre sig. Jeg formoder, det er et spørgsmål om at finde en ny tilgang til tingene – min pendulfart mellem behovet for spontanitet og perfektionisme kan i al fald være ret opslidende. Måske jeg skulle tage ved lære af den slovenske superstar Slavoj Žižek (aktuel på Heartland-festivalen 2018, red.)? Han omgår sit eget anstrengte forhold til det at ”sætte sig ned for at skrive” ved at inddele arbejdet med en ny bog i to forløb, den første fase, hvor han tager noter, og den anden, hvor han redigerer. På den måde slipper han for selve skriveprocessen. Logikken burde vel også være gyldig i forhold til musik.
Hvad kan vi forvente af dine koncerter til efteråret?
– Et lige dele tempereret og varmblodigt, til tider tilbageholdt og andre steder buldrende teatralsk møde mellem fortid og nutid? Jeg ved det ikke – jeg er nok den værste til at beskrive min egen musik. Men helt faktuelt vil der være nogle overraskelser i sangvalget. Der skulle ifølge planen også gerne skulle dukke en særlig gæst op. Bandet er blevet lidt større end sidst, bl.a. er der nu to guitarister, hvilket er noget nyt for mig. Der er også planer om at spille et enkelt nyt nummer, men nu må vi se. Der er heldigvis et stykke tid til endnu.
– Jeg har gennem årene aldrig spillet forfærdeligt meget live. Jeg forlanger måske for meget af både mig selv og situationen, men perioden op til koncerterne kan godt være slem – når jeg omvendt først står på scenen, er det ikke noget problem, tværtimod. Mine sidste koncerter i 2013 forløb fint, så det vil jeg sætte min lid til, at de kommende også gør. Jeg kan forstå på den foreløbige respons, at der er flere mennesker, der skal til enten deres første Hall-koncert nogensinde eller deres første siden start-80’erne. Begge vinkler forekommer mig ret forfriskende.
Hvad bliver dit næste kunstneriske projekt?
– Der må jeg være dig svar skyldig. Der er nogle ideer oppe at vende, men jeg må lige se sommeren an, hvorvidt de er realistiske eller ej.
ET UMAGE PAR? – ESSAY OM INGVAR CRONHAMMAR OG MARTIN HALL 2017
ET UMAGE PAR?
Essay om Ingvar Cronhammar og Martin Hall skrevet af Jan Poulsen i forbindelse med udgivelsen af bokssættet ‘Hall Cronhammar Index’ udgivet af Nordsø Records den 30. september 2017.
Ved et første kig ser parret måske lidt umage ud. Ingvar Cronhammar og Martin Hall er på flere måder hinandens modsætninger. Billedhuggeren og installationskunstneren med det sølvgrå hår og lange vildmandsskæg står som trådt ud af det danske rigsvåben over for den altid nybarberede, sarte og lidt verdensfjerne forfatter og komponist med de fine, lange og slanke fingre, der danser yndefuldt hen over taster såvel som tangenter.
Men det er selvfølgelig ikke hele historien. Langt fra. ‘There’s more to the picture than meets the eye’, som Neil Young engang sang. Ingvar Cronhammar og Martin Hall minder på flere måder om hinanden. På et ydre, objektivt plan er de begge flittige og arbejdsomme, til tider grænsende til det maniske, og de er perfektionister. De er egenrådige, men ikke skråsikre, og lytter derfor gerne til et godt argument, men det skal også være godt. På samme måde har kompromiset ikke de bedste vækstbetingelser i deres sfære og indgås som regel kun med pistolen for tindingen. Det handler om værket og altid kun om værket. De har respekt for værket og er ydmyge over for værket – det skabte som det in spe.
På de indre anliggender er der også samklang. Ingvar Cronhammar og Martin Hall kan næsten kommunikere sammen uden ord, for de kender hinandens personlighed indefra. Kan lune sig ved hinandens lys og fare vild i mørket. De ved begge to præcis, hvordan den anden har det. På godt og ondt.
“Martin og jeg har visse lighedspunkter og ser ens på mange ting, og det giver en vis form for tryghed, når vi arbejder sammen. Vi har også begge to nogle mørke dage i ny og næ, og jeg kender den tyngde, han bærer med sig,” fortæller Ingvar Cronhammar om sin godt 15 år yngre samarbejdspartner. Selv runder han næste gang 70.
Ingvar Cronhammar blev født i 1947 og voksede op i den sydsvenske by Kristianstad, men flyttede som teenager i midten af 1960’erne til Danmark, hvor han studerede på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus fra 1967-71. Han forlod akademiet som billedhugger, og senere i sit liv var han i øvrigt i en årrække leder af Billedhuggerskolen ved Det Fynske Kunstakademi i Odense. Men som ung var han en del af kunstmiljøet i Aarhus, hvor han var tilknyttet sammenslutningerne Zygo og Sonde, og med afsæt i både amerikansk environment art og modkulturens provokationer skabte han op igennem 1970’erne flere værker, der kunne ses som enten skarpe eller satiriske kommentarer til samfundet.
Det var netop et af de værker, der blev Martin Halls første møde med Ingvar Cronhammars kunst.
“Jeg hørte om hans installation Så vidt nåede vi da, der blev udstillet på Aarhus Kunstmuseum. Installationen bestod af et campingbord omgivet af fire plastikstole overtrukket med svinehud og en rød parasol med hvidt midterfelt og sort hagekors. Jeg syntes rigtig godt om værkets både skarpe og humoristiske radikalitet. Siden hen erfarede jeg, at hans generelle virke var noget anderledes, men som introduktion fungerede det fint,” fortæller Martin Hall.
Ingvar Cronhammars Så vidt nåede vi da blev udstillet første gang i 1979, som var det år, Martin Hall skød sin karriere i gang. 16 år gammel debuterede han som sanger og guitarist med sit band ved det legendariske punkarrangement Concert Of The Moment i Saltlageret i København. 20 unge bands fra Danmark og Sverige spillede ved maratonkoncerten, og Martin Halls var et af dem, der blev lagt mest mærke til, for selv om der var tale om deres første koncert, var bandet stilsikker i både musik og optræden. Blot et par måneder efter fik han med sit band Ballet Mécanique kontrakt med det internationale pladeselskab CBS og lp-debuterede i 1981 med The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation, som i dag nyder klassikerstatus i dansk rock.
Siden har Martin Hall udsendt mere end 40 album i mange forskellige genrer og med mange forskellige musikere og bands. Han er ikke for fastholdere, og selv om han har haft hits på de danske radiostationer, har mange af hans musikalske aktiviteter fundet sted et stykke fra pop- og rockmusikkens brede midterrabat.
Ingvar Cronhammar vidste ikke meget om Martin Halls gøren og laden. Faktisk tæt på ingenting, og det lægger han ikke skjul på, ligesom han også står ved sine forbehold over for dansk musik. “Jeg er ikke begejstret for ret meget på den danske musikscene, ja, faktisk har jeg det svært med det meste,” som han siger.
Elia
Alligevel var Ingvar Cronhammar lydhør, da programmedarbejder Søren E. Jensen på Danmarks Radio foreslog ham at lade Martin Hall komponere underlægningsmusikken til et timelangt P1-program om Elia, hans monumentale skulptur, som efter mere end tolv års arbejde endelig blev indviet den 27. september 2001 på en tidligere kornmark i Birk lidt uden for Herning.
“Cronhammar hørte musikken undervejs og var meget begejstret,” fortæller Martin Hall. “Han ville gerne have den opført ved indvielsen samt inkluderet som cd i bogen om værket, og jeg mødte ham første gang in the flesh ved indvielsesceremonien i Herning. Jeg er selv 1,90 høj, ikke ligefrem en dværg, men man forsvinder jo i hans omfavnelse – manden er gigantisk. ’Martin, kom her, du skal have en krammer!’, var hans første ord til mig, og så stod vi der, et sted ude på den jyske hede, og krammede.”
Indvielsen af Elia den septemberdag i 2001 var et tilløbsstykke. Med rette. For hvor ofte bliver et 32 meter højt og mere end 600 ton tungt kunstværk indviet i Danmark? Eller noget sted i verden? Ud over kunstnerens og komponistens krammer blev begivenheden også markeret af en række taler, og Folketingets formand, Ivar Hansen (V), kunne blandt andet konstatere, at “Elia er nøjagtig det, vi gør den til.”
Mere prosaisk er den enorme skulptur en fascinerende konstruktion, der består af en stålkuppel med en diameter på 60 meter, der rejser sig godt elleve meter over jordens overflade. Fire store, brede trapper – én mod hvert verdenshjørne – fører op til kuplens overflade, hvorfra fire 20 meter høje stålsøjler med kuppelformede rødt lys på toppen rejser sig mod himlen.
Skulpturen er opkaldt efter profeten Elias, som under en storm farede til himmels i en ildvogn, og helt i pagt med den bibelske tekst er der midt i værket placeret en stor computerstyret gasbrænder, som med ujævne mellemrum – én gang inden for en 19 døgns periode – spyr en godt otte meter høj og én meter bred ildsøjle op i luften mellem søjlerne i et lille halvt minut. Elia er samtidig udformet således, at den qua sin konstruktion og beliggenhed på det ellers flade terræn er i stand til at modtage lynnedslag, og når det sker, svarer den igen med et højt, langt ekko, for som digteren Peter Laugesen skrev i den lille bog om Ingvar Cronhammar, der udkom som bind 16 i serien Dansk Nutidskunst i 1992:
“Elia er en gigantisk telefon til universets kræfter. Hun forbinder jorden med himlen, vejret og skyerne. Tiden og rummet. Hun er hellig og krigerisk, en natlig Stonehenge, pulserende ildspytter. Lokomotiv og alter. En mægtig kage i stål og beton.”
Den enorme skulptur er ikke bare et hovedværk i Ingvar Cronhammars oeuvre, men i nyere dansk kunst i det hele taget.
Da Martin Hall komponerede musikken til Elia, havde han kun set et modelfoto af skulpturen. Han havde hverken fået ønsker eller dessiner fra kunstneren.
“Vi havde ikke mødt hinanden på det tidspunkt og havde heller ikke talt sammen,” fortæller Ingvar Cronhammar. “Alt var ligesom givet på forhånd; det skulle være en transformation til et lydværk, og jeg stoler på min fornemmelse. Man bør have respekt for hinanden på hvert sit felt, og hvis det ellers hænger sammen, skal jeg ikke blande mig. Martins musik til Elia er meget smuk,” uddyber kunstneren, som blev glad for at hilse på komponisten ved indvielsen:
“Jeg mødte en person, som på mange måder overraskede mig, for han var næsten transparent, en ghostlignende skrøbelighed, men meget faldt i hak den dag. Jeg har arbejdet med kunst i mere end 50 år og har mødt min portion af opblæste kunstnere, og derfor holder jeg meget af, når person og værk går op i en særlig enhed. Martin Hall som kunstner og person er den samme, og det er sjældent, man oplever det, men sådan er det med ham,” mener Ingvar Cronhammar.
Ikke overraskende fremhæver Martin Hall nogle af de samme træk hos Cronhammar:
”En af de ting, jeg sætter allermest pris på ved Ingvar, er hans ligefremhed. Hans totale mangel på forstillelse. Fundamentalt set er de fleste mennesker ligeglade med, om arkitekten banker sin kone eller ej, hvis bare huset er smukt, men jeg har altid haft det omvendt – at en kunstners livsførelse er uadskillelig i forhold til personens værk. Det kan virke som en lidt gammeldags, romantisk holdning, men sådan har jeg det nu. Af samme grund tilføjer det i mine øjne en overordentlig væsentlig dimension til Cronhammars imponerende oeuvre, at der bag alle krematorierne og stålsøerne gemmer sig dette elskelige væsen. Ingvar er i bund og grund et meget lydhørt og ydmygt menneske.”
Indvielsen af Elia i september 2001 blev starten på et langt venskab og samarbejde mellem Martin Hall og Ingvar Cronhammar. Faktisk et af de længste, komponisten har haft med nogen.
Racing Cars
Næste gang deres veje krydsedes professionelt var i 2006, hvor Aarhus Kunstmuseum, som nu hed ARoS og var flyttet ind i en helt ny bygning ved siden af Musikhuset, lagde hus til den usædvanlige udstilling Racing Cars – The Art Dimension. En totalinstallation efter idé af museumsdirektør Jens Erik Sørensen og skabt af Ingvar Cronhammar, som satte alle fartglade hjerter i brand, da den var et unikt møde – eller måske snarere sammenstød – mellem kunsten på den ene side og et stort udvalg af fuldblodsracerbiler fra Formel 1- og Le Mans-løbene på den anden.
Museets store lokaler var ombygget til et unikt univers af metal, styrke og hestekræfter. Fart og tempo. Væggene var malet sorte, søjlerne var omdannet til røde, metalliske stempler, og alle lyskilder var formet som gigantiske stempelringe. På stålpodier over alt i udstillingsområdet kunne man se alle de legendariske racerbiler, der var fragtet til Aarhus fra over alt i verden.
Ingvar Cronhammar ønskede også lyd til udstillingen og indviede derfor Martin Hall i sine tanker og planer.
“Racing Cars er et helt andet værk end Elia. Martin var med til flere møder, hvor jeg kunne komme med nogle ønsker til musikken. Jeg bad ham for eksempel om at lave en duet mellem en Formel 1-motor med 16.000 omdrejninger i minuttet og en kontratenor. Jeg pejlede mig frem til det, jeg ønskede, og så kunne Martin arbejde ud fra det,” fortæller Ingvar Cronhammar.
I modsætning til Elia, som var et orkesterværk af stor skønhed med et hovedtema – smukt spillet på flygel – var Martin Halls musik til Racing Cars mere elektronisk funderet og tilsat mange reallyde fra Formel 1-racerløb … som ønsket af Ingvar Cronhammar.
“På trods af sine klare forestillinger og idéer arbejder Ingvar meget intuitivt,” fortæller Martin Hall og fortsætter: “Han bryder sig ikke om at sætte for mange ord på ting – han vil helst skabe rum og føre andre ind i dem, hvor de så kan have deres egen oplevelse. Som selvstændig kunstner er dette for så vidt også mit ønske, men jeg refererer langt mere, forklarer og analyserer. Det er blevet en slags rollefordeling mellem os. Ved flere lejligheder har Ingvar eksempelvis bedt en journalist om at sende spørgsmålet videre til mig, hvis det blev for abstrakt. Mest pudsigt var det engang i en live P1-udsendelse, hvor Ingvar blev spurgt, hvad bogstavet ’H’ stod for i forbindelse med vores 2015-udstilling i Cisternerne. Så kom det, fuldkommen uskyldigt, fra ham: ’Det har jeg sgu glemt, men jeg er sikker på, at Martin kan huske det’.”
Martin Hall har gode minder fra samarbejdet om Racing Cars-udstillingen, og han vil aldrig glemme nogle af de møder, som ansatte fra ARoS og forskellige tilknyttede eksperter også deltog i.
“Som konsulent på udstillingen havde man hyret den tidligere racerkører Thorkild Thyrring. Han var – ikke overraskende – en testosteronsprudlende herre, som altid dukkede op iført charmeklud og fineste halvfjerdsermode. Han kunne tale hvem som helst et øre af, men han ville ikke kramme, for det lå ligesom ikke til hans machostil. Hver gang Ingvar og han mødtes, stod de derfor altid og rokkede lidt frem og tilbage, for Ingvar ville ikke bare lade ham slippe, når først han havde fået fat om ham. Det var et kosteligt syn,” husker Martin Hall.
Racing Cars var en noget atypisk udstilling, og oven på åbningen på ARoS den 13. oktober 2006 var der helt som forventet en del polemik i medierne om, hvad racerbiler havde at gøre på et kunstmuseum. Det fik dog ikke museets direktør Jens Erik Sørensen til at ligge søvnløs om natten, for med mere end 10.000 gæster i åbningsweekenden og i alt 137.000 besøgende i udstillingsperioden kunne han i stedet glæde sig over, at Ingvar Cronhammar havde skabt den mest sete udstilling på museet nogensinde.
H
Sandt var det, at ARoS med Racing Cars fik et nyt og anderledes publikum ind igennem dørene, men museets sædvanlige publikum, hvis man ellers kan tale om et sådan, blev naturligvis ikke afskrækket. De vidste, at kunst oftest er bedst, når den udfordrer, og med Ingvar Cronhammar ved man aldrig helt, hvad man får. Ud over at værket – eller udstillingen – er unik, gennemtænkt og kompromisløs.
“Cronhammars kunst kan have en lidt fremmedgørende effekt på nogen mennesker,” har Martin Hall observeret. “Den slår dem som en meget maskulin, kold front, statisk og umedgørlig, men sådan har jeg aldrig oplevet den. Jeg ser mere hans værker som energibanker – som batterier og drev. Kraftcentraler. Kuplerne og offeraltrene er lige dele hårde guitarriffs og kølig forførelse. I overført betydning trækker hans værker lige så meget på den tyske forfatter og filosof Walter Benjamins analytiske materialefordybelse som på den engelske magiker Aleister Crowleys ekspressive besværgelser. Der er ikke tale om et enten-eller, men om et både-og. Om noget lige dele storslået og klaustrofobisk. Tag for eksempel hans Cabaret-installation fra 2007; en række små sterile, cellelignende rum der er opdelt som lagkagesnitter, hvor loftet over dem drejer rundt som en karrusel. Det er en kuldegysende kommentar til den moderne myte om det private rum, til debatten om individualitet kontra reservat.”
Der var næppe mange af de besøgende, der havde forbehold over for Cronhammars spektakulære, underjordiske installation H, der kunne ses i 2015 i Cisternerne under Søndermarken på Frederiksberg. Nej, blandt publikum var en udbredt enighed om, at det var en fantastisk smuk oplevelse. Cisternerne blev drænet tilbage i 1982, og nu – 33 år senere – kom vandet altså tilbage i det store reservoir, der efterhånden havde været udstillingssted i en årrække.
Den store installation bestod af 28 søjler af lysende, faldende vand, som man som tilskuer bevægede sig rundt iblandt på nogle gangbroer, der var lagt i et sindrigt system oven på det kolossale vandspejl, der dækkede hele gulvet. Vandet både spejlede og reflekterede sig selv i det ellers mørke rum og var derved med til at forstærke oplevelsen af at være gæst i Ingvar Cronhammars underjordiske rige. Med til at gøre oplevelsen til noget ganske særligt var Martin Halls komposition, der vekslede mellem en messende drengesang og nogle sært uhyggelige, men underligt vedkommende ambiente lyde, der blev kraftigt forstærket og forvrænget af klangen og resonansen i det store rum under jordens overflade.
Udstillingen åbnede den 3. marts 2015, og mere end 90.000 gæster vovede sig ned i dybet for at opleve den fantastiske – og fantastisk ambitiøse – installation, som kritikere var sjældent enige om at give topkarakterer over hele linien. Selv vores regent blev lokket af huse og forlod Amalienborgs tykke mure for en stund for at se H, men som gammel arkæologistuderende havde hun måske også en faglig interesse i at bevæge sig ned i undergrunden? Flere af de tilstedeværende ved majestætens besøg syntes ikke at være i tvivl om, at Dronning Margrethe virkede begejstret for det, hun så og hørte – ledsaget af Ingvar Cronhammar og Martin Hall – nede i Cisternerne under Søndermarken.
“Da vi havde været rundt og se udstillingen,” erindrer Cronhammar, “sagde jeg til majestæten: ‘Jamen, det var så det’, hvorpå hun efter en lille pause svarede: ‘Ved De hvad? Vi tager en tur mere’.”
H var da også en usædvanlig bedrift, hvor installation og musik arbejdede sammen i en sådan grad, at de matematiske regler blev udfordret, og 2 + 2 = 5. Værket blev en kæmpesucces i udstillingsperioden, som endda blev udvidet ved, at man tillige holdt aftenåbent nogle udvalgte dage.
Ingvar Cronhammar og Martin Hall havde som en del af arbejdet med H haft flere møder om musikken, ikke mindst om den tekst, drengen synger, husker Cronhammar, og derved mindede processen lidt om arbejdet med Racing Cars. På spørgsmålet om han opfatter Martin Halls musik som supplement til sine værker eller som selvstændige værker, falder svaret prompte fra Ingvar Cronhammar:
“Det er begge dele. Musikken er et selvstændigt værk, men den er også et supplement til mit værk, for den udvider det domæne, som mit værk er, hvad enten der er tale om Elia eller H. Når der bliver tilført begavede ting i form af enten musik eller skrift, bliver der lagt til, og det kan jeg ikke sige nej til. Værket er det samme, men ringene breder sig; dét er udsagnet, som jeg ikke kan udtrykke på nogen anden måde. Det giver derfor god mening at udvide værket, men det skal også kunne stå alene.”
Design
Mindre end to år efter Ingvar Cronhammar og Martin Halls underjordiske succes med den overjordiske installation H, trak de i det fælles arbejdstøj igen. Opgavefordelingen mindede mere om Elia end om Racing Cars og H, for til udstillingen Design på HEART, som de fleste sindige mennesker stadig kalder Herning Kunstmuseum, blev Martin Hall bedt om at skabe en ny komposition. Ingen ønsker, ingen krav, ingen dessiner, men Cronhammar er tilfreds:
“Det er smukt. Jeg blev meget, meget glad, da jeg hørte det.”
Design-udstillingen har fokus på feltet mellem kunst, arkitektur og netop design, og man vil blandt andet kunne se flere af Ingvar Cronhammars nytænkninger af brugsgenstande som bestik og lamper, men også en række installationer og arkitekturmodeller. Blot et lille tværsnit af mange af de elementer, objekter og materialer, den snart 70-årige kunstner har arbejdet med igennem sin lange karriere, men måske kan Design anspore nogle af de besøgende til bagefter at dykke ned i det mangfoldige og dybt fascinerende værk, som den store kunstner har skabt, siden han kom til Danmark i 1965. Og måske derved blive lige så stimuleret som Martin Hall:
“Overordnet set er der en wagnersk skygge ved Ingvars arbejder, som jeg befinder mig utroligt godt i,” afslører komponisten. “Noget tungt og sakralt. Som tilskuer og vidne står man over for noget på én og samme tid betydningsmættet og udefineret. Jeg holder meget af Ingvars mod til at tænke stort og åbent. Jeg tror, at vi som kunstnere inden for hver vores arbejdsfelt begge lider en anelse under det danske sindelags pixiebogformat. Det betyder ikke, at alt absolut bare skal være enormt, men det hjælper da, hvis det er.”
Hall Cronhammar Index er ikke en pixiebog, og den er heller ikke enorm, men det er i det mindste stort, at vi nu får Martin Halls fire kompositioner til Ingvar Cronhammar samlet ét sted. På vinyl. I et smukt design. To af dem har sågar ikke tidligere være udsendt i nogen form.
Større bliver det næppe.
Jan Poulsen (august 2017)
HVAD MENER DU MED AT ...? – POLITIKEN INTERVIEW 2017
HVAD MENER DU MED, AT DØD OG SEX VAR DEMOKRATIETS BANNERFØRERE, MARTIN HALL?
Politiken, 21. august 2017
Af Mikkel Thulstrup Nielsen
I Halls nye bog, 1971-1985, er 1980’erne snarere en følelse, en attitude, end en streng periodeinddeling. Forfatteren genkender stemninger fra vores egen tid.
Man kunne få den tanke, at det er tiden snarere end dig, der er bogens protagonist. Vejer tidsportrættet tungere end personportrættet?
– Bogen er jo et langt stykke hen ad vejen en teenagekrønike, en højhastighedsskildring af den periode, jeg voksede op i. Ingen kan sige fri for samtidens indflydelse – man reagerer på den, dannes af den og udvikler allergier i forhold til den, så ja, set i det lys er tiden vel ”den herskende klasse” i bogen.
Hvad kan 70’ernes gryende krisebevidsthed og 80’ernes fuldendte nihilisme sige os i dag?
– Terror, øget politisk og miljømæssig bevidsthed, individualiseringens magt og afmagt, det rimer alt sammen fint på perioden, jeg beskriver i bogen. En af ungdommens store dyder er og bliver jo dens overbevisning om egen betydning, og det er kun et sundhedstegn, at enhver ny generation føler sig som særligt udvalgte sensitive ynglinge, der åbenlyst ligger inde med en langt mere autentisk verdensoplevelse end alle tidligere generationer. Når det er sagt, så er fortiden altid svanger med relevans.
”Død og sex var demokratiets bannerførere”, skriver du. Hvad mener du med det?
– Som den danske pornokonge Willy Strauss, manden bag Blue Movie-butikken på Vesterbrogade – i 70’erne den største pornoforhandler i verden – udtrykte det: ”Høj eller lav, rig eller fattig – alle har kløe.” Hverken kunst eller kærlighed er videre demokratisk anlagte størrelser, hvorimod brunst og død altid har forenet klasserne. Selv den tarvelige 70’er-porno kunne en af mine barndomsvenners socialistiske far se fordelene ved: ”Kapitalister tænker sgu kun på andre mennesker, når de onanerer.”
Bogen har 1971-1985 som ramme. 80’erne slutter i 1985 og alting så på daværende tidspunkt ud til at gå i en forkert retning, skriver du. Er det blevet bedre?
– Det er nok en holdningssag. Bogen er jo en personlig fortælling, men det kan med en vis ret hævdes, at de kreative 80’ere er et tiår, der bør tælles fra 1975 til 1985 – det fælles fokus, som både musikere, digtere og billedmagere navigerede via gennem perioden, syntes at forstøve herefter. Tidsrammen i bogen skyldes dog primært det faktum, at jeg som 8-årig, ad skæbnens omveje, i 1971 pludselig står på en mark et sted i General Francos Spanien, og at jeg i 1985 befinder mig i en særligt kuldslået periode i kølvandet på min mors selvmord. Jeg var alt andet end naturens muntre søn på det tidspunkt.
Musikken beskrives tidligt som en særlig intimitetsform, som et ”magisk, fælles åndedræt”. Har du det stadig sådan?
– Nej. Det fælles åndedræt var for mig en særlig gave, jeg oplevede i min tidlige ungdom. Der er muligvis en række seniorer, der for nylig har genoplevet fænomenet til Black Sabbaths afskedskoncerter, men den slags er desværre ikke mennesker som mig forundt.
Du sammenligner – i positiv henseende – kunstnere med svindlere?
– Ud over at være kriminel er det at være kunstner vel den mest individuelle livsstil, man kan føre i et samfund. I bund og grund handler kunst om forførelse, og det samme gør sig gældende for svindlere. Der er ingen copyright på karisma, sidstnævnte drejer sig udelukkende om evnen til at overbevise uden brugen af logik. Det kræver snilde og elegance at begå sig i skyggen af giganter, og det er her, sande kunstnere udmærker sig: De stjæler med finesse.
NOGLE DØGN PÅ AMFETAMIN – DR NYHEDER INTERVIEW 2017
DET VAR GANSKE ALMINDELIGT AT SPRINGE NOGLE DØGN OVER PÅ AMFETAMIN
DR Nyheder/Kultur, 16. august 2017
Af Annelise Hartmann Eskesen
Den ellers meget private musiker og forfatter Martin Hall har skrevet en meget personlig bog om den mest umulige af alle kunstarter – det at blive sig selv.
Da han ved afslutningen af 9. klasse gik til mundtlig eksamen i latin, var det iført hundehalsbånd, gammel slidt herrejakke, cowboybukser med huller på knæene og håret farvet blåt og gult.
Han fik 13.
Hundehalsbåndet havde han købt på sin mors kontokort i Magasin, og ved kassen havde ekspedienten med stor foragt spurgt, om han ville have det med i en pose eller have det på med det samme.
Han bar det også ved middagsbordet.
– Man må gøre op med sig selv, om punk er noget, man er, eller noget, man klæder sig ud som, siger den danske forfatter, komponist og kunstner Martin Hall en torsdag i august på en café på Gammel Kongevej.
Martin Hall, der er kendt for sin eksperimenterende kunst, sine generationsportrætter på skrift og som dommer på DR-showet ‘Talent 2008’, er den første, der møder op til interviewet.
Ude fra vejen ligner han en voksfigur, som han sidder ubevægelig med ryggen til på en lyseblå polstret stol med guldkant og kigger skråt op til siden – ikke ned i en mobiltelefon. Hans hud er lys, hans brune hår er strøget nænsomt tilbage, skjorten er mørkeblå og med pressefolder, og over stolen ved siden af ham hænger en nålestribet jakke, der matcher de mørkeblå, nålestribede bukser.
– Jeg er faktisk ikke så kontrollerende, som nogen tror, siger han, da vi taler om muligheden for at få lov at se sine citater igennem, inden artiklen udkommer.
– Jeg taler bare mere frit, hvis jeg får mulighed for lige at se, hvad jeg har sagt, siger Martin Hall og smiler, så smilerynkerne omkring øjnene trækker venlige furer hen over ansigtet.
Vi mødes i anledning af hans nye bog ’1971-1985’, der udkommer i morgen.
De to årstal i bogens titel danner ramme om nogle meget formative år i Martin Halls liv. Fra han som otteårig boede med sine forældre i Spanien under general Francos sene diktatur, hvor han ikke kunne sproget og blev stenet i skolegården og indså, at livet ikke var ’sikker grund’, til han fylder 22 år.
Der er sket meget i de 14 mellemliggende år, hvilket Martin Hall beredvilligt fortæller om denne eftermiddag på Frederiksberg. Selvom han ikke bryder sig forfærdelig meget om at blive interviewet.
Martin Hall er introvert, siger han selv.
– Jeg er, som du måske også fornemmer, en lidt undvigende person på nogle punkter. Jeg kan sagtens sætte mig ned og skrive en bog på 250 sider, der er ekstremt personlig, men jeg kan godt være meget undvigende, når man spørger mig konkret, siger Martin Hall og smiler undskyldende.
– Jeg har virkelig svært ved at koncentrere mig under live-samtaler.
Han forekommer dog meget velformuleret og bruger ord som salonfæhig (om hvordan punk lyder i dag) og eksuberant (om hvordan han som punk ønskede at udstille sig selv). Han taler frit om dengang, han blev fascineret af amfetamin og kokain. Men stofferne er bare en del af fortællingen om, hvordan Martin Hall er blevet den, han er.
Og det er netop det, bogen handler om.
Den er fortællingen om den mest umulige af alle kunstarter – det at blive sig selv.
PUNK: EN LIVSSTIL, IKKE EN UNIFORM
På vej mod at blive sig selv blev Martin Hall punk.
Det skete, efter han som 14-årig havde stiftet bekendtskab med Sex Pistols’ ’God Save The Queen’ fra 1977. For ham repræsenterede singlen alt det, han som ungt, utilpasset individ endnu ikke selv var i stand til at formulere; en kritik af det omkringværende samfund tilsat en på det tidspunkt uhørt aggressiv patos. Et musikalsk år 0, kalder han det.
Men det var ikke bare en lyd.
Punken var en livsstil, der passede godt til den unge mand i hans tilblivelse. Glamrocken havde allerede hjulpet på hans forståelse af, at ikke alle mænd behøver at være ’behårede wife beaters’. David Bowie viste, at man som dreng kunne gå i kjole og se glimrende ud, så det gjorde Martin Hall også i en periode.
Men det var punken, der blev hans ungdomsoprør.
– Punken opstod jo ud fra en idé om, at vi tager samfundets skrald, der ligger på gaden, og iklæder os det. Vi tager hundekæder og plastik på som symbol på den afmagt, vi føler over for samfundet, siger forfatteren.
Halsbåndet kom fra bondage-kulturen og var ifølge Martin Hall et symbol på, at samfundet holdt én fanget som hunde i et socialt greb med arbejdsløshed og dårlige lønninger.
– Det var ikke bare en uniform, man tog på. Man prøvede sig frem i det her eksperimentarium og skabte et kunstværk, der var sig selv. Det var det kreative og opfindsomme, der fascinerede mig. Men lynhurtigt blev det jo en kliché at gå rundt og se sådan ud, siger Martin Hall, der kun var ’synligt punk’ i cirka et år.
Udover at få 13 til latineksamen fik Martin Hall også bank i den mundering.
Som splejset teenager blev han jagtet af to rockere i en bus, gennembanket og efterladt. Buschaufføren kørte bare videre.
– Jeg var lille, introvert og genert, men så ekstrem ud. Jeg gjorde ikke noget, jeg så bare ud. Men der var ikke særlig mange, der brød sig om punks dengang, fortæller Martin Hall.
Efter punken kom stofferne.
TOG STOFFER FOR AT SLIPPE KONTROLLEN
Martin Hall havde aldrig betragtet stoffer som noget farligt. Da han til skræk og advarsel som skoleelev så, hvordan en omgang kokain kunne transformere en hjerne til et afbrændt månelandskab, virkede skræmmebilledet omvendt på Martin Hall. Det måtte han prøve.
– Jeg tror altid, at jeg har været meget draget af at overskride grænser. Jeg er et udpræget kontrolmenneske, så jeg elskede ideen om kontroltab.
Så i en periode i 80’erne, hvor han samtidig blev etableret som musiker og digter, kastede han sig gladeligt og hovedkulds ind i dette horisontudvidende eksperimentarium.
– Der var nogle år, hvor det var ganske almindeligt at springe nogle døgn over på amfetamin, siger Martin Hall, der aldrig har haft det, han selv vil kalde et misbrugergen.
– For mig var det et projekt, der handlede om at udvide horisonten. For andre blev det meget katastrofalt, siger han.
Og stopper op.
– Jeg kan mærke lige nu, at den her interviewform er lidt svær. Formen vil jo gerne have, at det bliver kortet ned til et refræn, og det er forståeligt. Men det er også på bekostning af en sammenhæng, når man siger, at ja, vi tog en masse amfetamin, og ja, det var vildt. Men det er jo en del af et større billede.
SHOWET, DER CHOKEREDE ALLE
Det var også i 80’erne, at Martin Hall stod bag et af tidens mest grænseoverskridende shows, som han selv kalder det. Forestillingen hed ’Parade’ og blev opført over nogle aftener i Saltlageret. Og det chokerede virkeligt folk, husker Martin Hall.
– Ud over at jeg og den anden hovedrolle skar os til blods og gav hinanden blowjobs på scenen, mens vi – indsmurte i svineolie og sminkede som lig – rodede rundt, så optrådte min far i rollen som nøgen Jesus, siger han.
Publikum blev ret oprørte, og flere af Martin Halls bekendte ville ikke have kontakt med ham efter showet. Hvilket dog ikke gav anledning til anger hos kunstneren.
– Man skal ikke begynde at kompromittere sit udtryk, fordi nogle få mennesker vender én ryggen, siger han.
Og bogen er fuld af den slags anekdoter. For læsere, der ikke har været ung i de nøjagtigt samme år som Martin Hall, håber han, at bogen alligevel kan være relevant, da det også bare er ’en teenagekrønike om at være ung til hver en tid’.
Han er nervøs for, hvordan anmelderne skal tage imod den nye bog, der er langt mere personlig end noget, han før har lavet. Som ung var han med egne ord udstyret med et glat lag af teflon, så anmeldelserne prellede af på ham. Men med årene er han blevet ’mere nærtagende’, og en dårlig anmeldelse tager længere tid at ryste af sig.
– Når man er et sensibelt individ, så fylder den slags jo en del, siger han.
IKKE NOGET KENDSKAB TIL LYKKEN
Hvordan har du det, helt generelt, i dag?
– Ja, hvordan har jeg det? Jeg lever et liv, der er langt mere balanceret end i gamle dage. Som ung har man en idé om, at man en dag kommer hjem. Men det finder man ud af, at det gør man aldrig. Jeg finder aldrig et fikspunkt i tilværelsen, hvor jeg kan sige: Her hører jeg til. Dette er, hvad jeg er.
– Man bliver nødt til at indgå en aftale med skæbnen. Min aftale har været, at hvis jeg kan leve med en vis portion smerte konstant, får jeg mulighed for at mærke en bjergtinde glimtvis. Jeg tror, at man må vælge mellem et liv, der består af store dybder og store højder, eller om man er minded for og i stand til at leve et liv, der er mere stabilt og kontinuerligt.
Hvornår har du været mest lykkelig?
– Lykke er, for mig, nok et af de sværeste emner at indfange.
Lang pause.
– Altså. Jeg har ikke noget kendskab til lykken som sådan. Det er mig et meget abstrakt begreb. Jeg har altid befundet mig ekstremt godt i kaos. Men det tætteste, jeg kommer på, er nok, når jeg ikke har anet, hvad der foregik. Den følelse af, at man er i gang med at blive til noget, man ikke selv ved, hvad er. Det må helt klart være en følelse, der nærmer sig lykke i sit eget katastrofale skær. Jeg er ikke typen, der har sådan nogle blændende øjeblikke, hvor jeg følte, at dér var jeg virkelig beriget.
– Det er muligt, at jeg kommer på det. Må jeg være dig svar skyldig?
Martin Halls bog ‘1971-1985’ udkommer hos forlaget Tiderne Skifter 17. august.
PROTOTYPE/PROTOKOL – PERFORMANCE FORESTILLING 2014
PROTOTYPE/PROTOKOL
I november 2014 skrev og instruerede Martin Hall den musikalsk iscenesatte performanceforestilling Prototype/Protokol, et tværæstetisk møde mellem ham selv, avantgardeensemblet Lydenskab og Staal Film.
Prototype/Protokol er en fortælling om den brudte sammenhængskæde mellem tre generationer – en fragmenteret, stærkt personligt erindringsprotokol udgjort af breve, realoptagelser og fiktive erindringer.
Gennem videoklip, reciterede tekststykker og musik tegnes et billede af de konsekvenser, et menneskes tab af håb kan have på kommende generationer. Forestillingens tekster er på en og samme tid abstrakte og virkelighedstro – en lyrisk biopsi af et individs psykologiske forfaldshistorie.
I forbindelse med premieren i november 2014 blev forestillingen opført på hhv. KØS (Museum for kunst i det offentlige rum) i Køge (14/11), Gran Teater i Aarhus (16/11), Københavns Musikteater (21/11) og Den Kongelige Danske Ambassade i Berlin (25/11).
I august 2015 blev stykket opført endnu en gang ved Odense Spoken Word Festival (21/8).
Martin Hall: Stemme
Maiken Kildegaard: Medvirkende
Eskild Winding: Klaver m.m. (Lydenskab)
Thea Vesti: Guitar (Lydenskab)
Sofia Olsson: Cello (Lydenskab)
Michael Dinesen/Staal Film: Video
Design: Kenneth Schultz
Programfoto: Maiken Kildegaard
““I forsøget på at afdække spor og ledetråde går man bagud. Man begynder med misforståelserne. Knudepunkterne. Man lader sine tanker løbe ned langs interaktionsfelternes konstant bevægelige grænse i forsøget på at korrigere det, man endnu måtte have adgang til. Det er et spørgsmål om ordenssans – om simpel forfængelighed.”
MARTIN HALL OG DE TRE EPOKER – BERLINGSKE INTERVIEW 2014
MARTIN HALL OG DE TRE EPOKER
Berlingske, 11. november 2014
Af Anders Højberg Kamp
Han startede med punken og blev undergrundsstjerne i 80erne. Senere vågnede han op som popstjerne, mere spillet end Thomas Helmig. I det nye årtusind blev han landskendt som intellektuel dommer i Talent, forfatter og komponist med stort K. MS har mødt multikunstneren Martin Hall – og talt med ham om tre skelsættende faser i hans liv.
I dag er det 9. november. 25-årsdagen for Berlinmurens fald 1989. En symbolsk dag for hele Europa. Også for punkerne, som søgte mod forfaldet i Vesttysklands hovedstad. Dagen er også Martin Halls. For datoen er den præcise 35-årsdag for hans koncertdebut ved det efterhånden sagnomspundne arrangement Concert of the Moment i Saltlageret, hvor tidens hotteste punkbands som Sods, No Knox og Prübelknaben var samlet. Arrangementet er blevet en milepæl inden for dansk punk- og rockhistorie og enhver pensioneret punker med respekt for sig selv kan henvise til koncerterne, som blev udgivet på vinyl.
Her slog den blot 16-årige Martin Hall sin første tone an og var snart en anerkendt kraft i dansk kulturliv. Det er han stadig.
I denne måned optræder han i performanceforestillingen Prototype/Protokol, som blandt andet når til Berlin. Forestillingen, som er en blanding mellem teater, musik, lyrik og film, handler om den tabte samhørighed mellem generationerne.
Vi satte Martin Hall stævne for at portrættere ham gennem tre livsfaser. Det passede perfekt, svarede han, for det var netop, hvad han havde gennemlevet. Og hvem er så denne multimand? En selvdestruktiv punker, en androgyn provocateur, en intellektuel popsnedker?
Martin Halls mangefacetterede image gør ham til en af de mere tvetydige skikkelser på den danske kulturscene. Alene af den grund var det svært at finde et mødested. Som han skrev til mig, da jeg foreslog at mødes på et af de gamle steder:
»Jeg har så sent som i går tjekket gamle industrihaller ud på Amager, men alt »sandt faldefærdigt« er væk nu om stunder – fortiden udraderet af byfornyelsen. Mine teenageårs vigtigste steder er gone – Rockmaskinen, Madame Arthur, Saltlageret, Tannhäuser, Ungdomshuset på Jagtvej, B&W-hallerne… Anyway, det bliver næsten også for bagstræberisk at stå i en eller anden industribygning.«
I stedet mødes vi foran Statens Museum for Kunst og går på Rambla i nærheden, hvor vi spiser et stykke kage og drikker en kop kaffe. De mindre rå omgivelser er ganske sigende for Martin Hall, som er gået vejen fra undergrund over mainstream til etableret finkultur.
Det slår mig, hvordan han det ene år kan ligge på et koldt betongulv høj på amfetamen og dyrke snobbet avantgardepunk og det næste årti være den mest spillede popstjerne på The Voice.
»Som person er jeg kendetegnet ved store personlige udsving. Stor usikkerhed, et mærkeligt skizofrent forhold mellem et patologisk selvhad og ditto periodisk storhedsvanvid,« forklarer han med sin tykke københavneraccent. Tag med Martin Hall på rejse gennem tre epoker.
PUNK OG POST-PUNK
1970-80erne
I slut-1970ernes fjernsyn buldrede det med sammenstød i det klasseopdelte England. London kaldte, punks fra fjerntliggende byer gik amok i hovedstadens gader, og Sex Pistols skreg på floderne, nærmere bestemt Themsen, foran det engelske kongehus.
»God save the queen, she ain’t no human being, it’s a fascist’s regime, we mean it maaan«, lød det fra båden, nummeret blev bandlyst i radioen, bandmedlemmerne arresteret, og næste dag sås de på forsiden af alle aviser. No Future-generationen var født, også kaldet generation x og nå-generationen.
Herhjemme truede tiden med oliekrise og arbejsløshed. Martin Hall spændte sine ører i pladebutikken Superlove, og snart var han punk, en oprører, der udfordrede samfundet, »for hvorfor skulle man vente på at blive okay’et blandt de etablerede? Det fungerede jo tydeligvis ikke, det, der var gået forud. Det kunne ikke blive værre, så man måtte prøve med det, man havde,« fortæller en hurtigttalende Martin Hall.
Helt uproblematisk var det ikke at være rebel. Martin Hall ser specielt tilbage på dagen, han købte en hundekæde, som var en typisk pyntegenstand for punkere. Med kæden ville de vise omverdenen, at borgerne i det kapitalistiske samfund var undertrykte og ufrie.
»Det var den dag, det gik op for mig, at tolerancen i hvert fald ikke var implementeret i det danske samfund. Det var dagen, hvor jeg farvede mit hår tofarvet ved egen hjælp. Den lokale hundekennel ovre på Værnedamsvej var ikke sagen, så jeg tog ind i Magasin med min mors kort, de havde en kæledyrsafdeling på 4. sal. Jeg ønskede en særlig glamourøs kæde, som jeg gik over og gav ekspedienten. Han lod den dingle mellem vores to ansigter, kiggede på mig med et blik, der kunne dræbe, mens han holdt masken: »Skal jeg pakke den ind, eller skal De have den på med det samme?« spurgte han hånligt.« Det skulle han selvfølgelig. Og det havde konsekvenser.
»På vejen hjem over Rådhuspladsen satte to enorme, oksehudsklædte motorcykelentusiaster efter mig. Jeg flygtede op i bussen, men lige i det øjeblik, dørene lukkede, nåede en af rockernes hænder mellem dørene. Han gennembankede mig, og ingen gjorde noget, hverken de ti pensionister eller buschaufføren, som med fuldstændig neutral stemme sagde: »Næste stop: Hovedbanegården«.
Rockerne var typisk brede og tunge fyre, som var permanent ude efter punkere. De kom i sjak på 30 og ventede på at banke 1,5 meter høje 14-årige punkere. Men rockerprygl og hadet fra det omkringliggende samfund skabte et broderlignende forhold blandt de sortklædte, fortæller Martin Hall.
Snart mødte han Steen Jørgensen fra Sort Sol, Fritz Fatal fra Before, koncertarrangøren Eddie Haircut. Han gik fra skolens afgangseksamen i fuld punkpåklædning med et 13-tal i både latin og matematik. Snart var han en del af fem bands, primært som frontfigur i avantgardegruppen Ballet Mecanique, hvor leg med køn, seksualitet og stimulerende medikamenter var en selvfølgelig del af festen.
»Med punk kunne man skabe alt af ingenting med tre akkorder, man kunne ændre verden. Det var en obskøn spejling af køn og samfund. Jeg var meget imponeret over, hvor alsidigt miljøet var. Evighedsstudenter og sociale tabere gik side om side med akademikere og forfattere: Søren Ulrik Thomsen, Poul Borum og Michael Strunge. Selv speedjunkierne havde en idé om, at dannelse havde en plads. Det kan godt være, de ikke døde med Baudelaires ord på deres læber under det sidste skud heroin, men jeg så en nedbrydning af sociale grænser, der var meget positiv.«
Hurtigt skulle punken dog dø ud. Reduceres til en uniform med hanekam, læderjakker, Dr. Martens-støvler, bondageimitationer og hundeklokker.
»Da det blev en uniform, var punken overstået. I det øjeblik, man kan gengive en formel, mister fænomenet sin kraft. Men på trods af al modstanden fra det etablerede samfund var det, der skete i England i 1976-77, meget af det man fandt på de franske catwalks i 1980-81. Modeverdenen introducerede den androgyne, transseksuelle punk light.«
Det var på sin vis en lille sejr. Men den havde sin pris. Mens Martin Hall nød stor anerkendelse for sin musik og som debuterende forfatter, indtraf en sort død, hvor mange i hans omgangskreds gik ned på stoffer, adskillige fik HIV, og nogle begik selvmord som følge af eksistentielle kriser.
»Rigtig mange fra dengang er døde. Tager vi Søren Svendsens fotobog fra dengang, Lort Nok, er det slående at slå op og se en masse glade sunde, hvalpeagtige teenageansigter i start-80erne og opdage, at over halvdelen af de folk er døde nu. Jeg havde et vinterhalvår, hvor fem mennesker omkring mig døde, tre selvmord og to overdoser, blandt de døde var min egen mor og en tidligere kæreste.«
Martin Hall var selv i farezonen, da han eksperimenterede med stoffer for at finde inspiration.
»Jeg levede et hedonistisk, meget grænseoverskridende liv. Mit held var, at jeg som arbejdsmenneske kunne stå op mandag morgen. Men jeg løb tæt på grænsen i flere perioder. Jeg var tæt på at … der var en fase i mit liv omkring 1984-85, hvor heller ikke de nærmeste omkring mig troede, at jeg havde mange år tilbage.«
I sommeren 85 besluttede han sig for at færdiggøre sin sidste indspilning og trække sig tilbage i isolation. Han opsøgte teosofiske samfund, sendte breve til okkulte selskaber i USA, dyrkede yoga, sang meditationssange med sikherne nytårsaften, mens de spiste kiks og ingefær. Han troede selvfølgelig, det var slut med musikken.
POPSTJERNENS STORHED OG FALD
1990erne
Det var det så ikke. Genopstandelsen fandt sted. Omtrent da Muren brast, brød Martin Hall gennem murstenene til poppens hitlister. Singlen »Beat of the Drum« blev årets mest spillede danske single på radiostationen The Voice, og lige så ironisk var det, at læserne af MM havde stemt undergrundsikonet over Thomas Helmig i en afstemning om bedste sange.
»Overgangen til at blive popstjerne skete med et smil, for det var ligesom det mest provokerende, jeg kunne gøre over for mit gamle publikum. Pludselig stod man på et diskotek og hørte sig selv. Fuldstændig barokt, ikke? Jeg nød hvert et øjeblik, selv om mit nye publikum ikke havde en tilnærmelsesvis forståelse for det perspektiv, jeg arbejdede med. Så det første, jeg gjorde, var selvfølgelig at indspille en plade med Irma Victoria, en 67-årig kvinde, som ikke kunne synge, det blev en total skandale. Hun endte med at blive grammynomineret, stemt ind af en specialjury. Hvorefter jeg igen lagde mig ud med hele det publikum, jeg lige havde fået. Det var i sig selv meget tilfredsstillende.«
Værre var det ikke. I 1996 udkom Random Hold, som blev en stor kunstnerisk succes. Pladen blev i pressen entydigt udråbt til en af Halls vigtigste nogensinde. Samtidig fik han et Tysklandscomeback, hvor han havde haft elektroplader ude i 80erne. Snart begyndte han at skrive sange til blandt andre Caroline Henderson og Hanne Boel, vandt priser og tjente med egne ord urimeligt mange penge.
»Det, jeg elsker ved popmusik, er, at mandag skriver du en sang om et tabu, tirsdag indspiller du det, onsdag udgiver du det, torsdag er det i butikkerne, og fredag har det solgt en million. Siden Andy Warhol har popmusik ændret vores syn på køn og seksualitet ved at gøre tabu til mainstream, Madonna introducerede S&M, Pet Shop Boys gjorde gay sexual freedom tilgængeligt for en masse mennesker, og Lady Gaga har også rykket seksuelle grænser.«
Martin Hall faldt godt ind i 1990ernes poppede bølger, men til trods for succesen spillede han ikke meget live. Presset op til koncerterne var for stort. Samtidig tog arbejdet overhånd, der var lidt for meget glamour, krævende sangerinder og et stadigt pres på fra pladeselskaber i forhold til optrædener og singler. Martin Halls i forvejen semi-skrøbelige psyke legede med ham.
»I 1999 havde jeg et totalt sammenbrud. Det i 1985 var eksistentielt, 1999 var et totalt kollaps på alle punkter. Jeg var svimmel, kunne ikke arbejde. Jeg blev sendt til undersøgelser overalt, man troede, jeg havde fået en hjernesvulst. Jeg havde kørt mig selv for hårdt, spiste de forkerte ting, led af søvnløshed. I perioder kunne jeg svinge mig op til at komme ud af døren, men jeg kunne ikke holde mig oppe særligt lang tid ad gangen. Efter et stykke tid kiggede min læge på mig og sagde: »Martin, jeg tror, du har haft et nervesammenbrud.« Og så blev jeg nødt til at genopbygge mig selv og starte fra 0. Det var en stor lektion i ydmyghed,« fortæller Martin Hall, der ikke mødte den store medfølelse fra pladeselskaberne.
»Til det sidste møde på EMI var jeg syg og havde fået at vide af en læge, at jeg muligvis havde en hjertefejl. Det var et møde med syv mennesker, men ingen kommenterede min tilstand, det var business as usual, jeg fik min første og eneste guldplade i hånden og gik hjem med den i en Føtexpose. Det var temmelig Down and Out in Paris and London-George Orwell-agtigt. Mere elendigt blev det bare ikke. Det tog et halvt års tid at blive genopbygget, men i sommeren 2000 kom det igen, hvor jeg lå i sengen det meste af tiden. Det tog mig flere år at få en normal hverdag igen. Det har betydet, at jeg aldrig arbejder om aftenen mere, for det kaster mig direkte tilbage til symptomerne. Mit sociale liv stoppede mere eller mindre. Altså, jeg havde stadig venner, men jeg skar radikalt ned på at gå til koncerter, gå i byen og så videre.«
FRA POPSTJERNE TIL TV-ANSIGT
Det ny årtusind
00erne kom om muligt endnu længere væk fra punkens æra og salonlivets dekadence. Omfattende byrenoveringer havde ført til stigende velstand i København, folk fra forstæderne rykkede ind, og Indre By var snart overfyldt med »spritstive forstadsrødder uden kulturelle eller kunstneriske sindelag«. Det engang alternative kvarter Pisserenden blev overtaget af discountbarer. Kun de få rå blev tilbage på punkbulen Floss, der endnu står som et bevis på fortidens råhed og anarki.
Martin Hall fik sit store gennembrud som forfatter med tobindsmastodonten Den Sidste Romantiker, en dannelsesrejse fra 1980 til 2005.
Vi så Martin Hall sidde som dommer i Talent 2008 på DR1, hvor han grinede ad de optrædende iført kostumer af halvnøgne damer, vi så, hvordan han forsøgte at introducere en glemt dannelseskultur til publikum, blandt andet med referencer til en vis marquis Marcel de Sade og dennes fantastiske eventyr, og vi så, at publikum lo, når han afslørede sine mest beskidte og hede drømme om menneskerobotter.
»Hvordan er det at være inde i Martin Halls hoved?« spurgte en af værterne.
»Jeg ved det ikke. Der er vist ikke så meget plads,« svarede den anden.
Multikunstnerens hoved var i hvert fald godt fyldt op. Og hans ansigt blev atter kendt i byen.
»Det var meget sært at blive genkendt. I en kort periode var jeg den mest populære dommer, ifølge statistikker. Børnefamilier og pensionister løb over til mig for at få autografer. Vi taler altså om en mand, der dyrkede sex med andre mænd på scenen i 80erne, og som står for en af de mest larmende produktioner i dansk rockhistorie. Du skal tænke på, at alle kender Martin Hall, men jeg har ikke noget stort publikum. Jeg er blevet en persona, men ingen ved, hvad jeg laver.«
Missionen med Talent lykkedes
»En dag, da jeg gik på gaden, kom en 10-12 årig pige over til mig og sagde, at hun så programmet hver fredag, og at hun i øvrigt lige var gået i gang med at læse Karen Blixen, fordi jeg havde citeret hende. Det er nok den bedste kompliment, man kan få for sit forsøg.«
Senere blev han smagsdommer på DR2 og var aldrig bange for at sige sin mening, som da han kaldte den højt roste forestilling Tribadernes Nat med Paprika Steen og Flemming Enevold for »en 2,5 times lang pinsel«.
Med pengene fra Talent 2008 finansierede han flere albums, blandt andet det anmelderroste Hospital Cafeterias fra 2009. Udlandet er det også blevet til med optræden, albumsalg og bogoversættelser i Europa. Det bliver sandsynligvis ikke til mere populær-TV som Talent, til gengæld går han nu 100 procent ind i sine hjerteprojekter som komponisk og kunstner. Der ser alt sammen lovende ud – men hvad tænker Martin Hall selv om sin karriere lige nu?
»Til tider føler jeg mig nok lidt som et fyrtårn i en kloak – som noget strålende, men i bund og grund ubrugeligt. Heldigvis synes tiden at arbejde for mig. Jeg har i hvert fald mulighed for at lave rigtig mange af de ting, jeg tidligere drømte om, nu. Det er en stor glæde.«
Fotos: Thomas Lekfeldt
HVAD LÆSER DU? – INFORMATION INTERVIEW 2014
HVAD LÆSER DU?
Information-interview med Martin Hall v/ Emil Eggert Scherrebeck (11. oktober 2014)
Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?
– Lige meget hvilken ende af det politiske spektrum, man sympatiserer med, bør enhver litteraturinteresseret læse Célines Rejse til nattens ende. Især her i 100-året for Første Verdenskrigs udbrud. Det er portrætkunst og civilisationskritik i smukkeste forening. Mit dilemma er dog, at jeg samtidig ikke kan sidde Flannery O’Connors Voldsmænd river det til sig overhørig, en sydstatsroman fra 1960, som jeg først fik læst, da den udkom på dansk i 2011. Den er så blændende skrevet, at jeg groft sagt ikke selv var i stand skrive prosa i tre år efter at have læst den.
Hvilken bog har haft størst betydning for dig?
– Jeg var 21 år, da min mor tog sit eget liv, og en af de bøger, hun efterlod sig, var Sylvia Plaths Glasklokken. Grundet omstændighederne gik der lidt tid, inden jeg fik læst romanen, men da det skete, var jeg forbløffet over, hvor opløftende og direkte kommunikerende den forekom mig. Den rette bog på det rette tidspunkt. For nogle år siden læste jeg omvendt Sándor Márais Dagbøger 1984-1989, og her var jeg lige dele overvældet og dybt rørt. Forskellige bøger taler til én i forskellige perioder. Ved sin udgivelse i midt-90’erne gav Albert Camus’ posthumt udgivne Det første menneske mig f.eks. kærligheden til romanformen tilbage.
Hvad er den værste bog, du har læst?
Jeg er udmærket klar over, at rollen som hånlig, arrogant og kynisk klæder mig, jeg kan bare ikke holde rutinen ud længere, så lad os hurtigt springe spørgsmålet over, inden fristelsen til at gå amok i en litterær blodrus bliver for stor.
Hvilken type læser er du?
– Den langsommelige. Intet bedre end at læse de første par sider af en ny 800-siders klods og mærke en frydefuld forventning gribe én. Herfra handler det bare om at få fordelt siderne over så lang tid som overhovedet muligt.
Hvornår læser du?
– Hvis jeg ikke er fagligt forpligtet til at skulle læse noget pga. en deadline, så er det typisk aften og nat. At lide af søvnløshed har kun én fordel – ekstra læsetid.
