“Album des Monats: Fatalismus mit Seele und grossem, verletzen Gefühl … Dies is vielleicht eines der merkwürdigsten Alben, das in diesem Jahr erschienen ist. Und es wird schwer werden, sein bizarres Flair, seinen morbiden Charme und seine entwaffnende, geradezu beschämende Emotionalität zu toppen.”
(10/10)
Grenzwellen – Ecki Stieg (10. november 2001)

“Indbegrebet af autenticitet … bedst er numre som “Shine the Light on Me” og “Heart of Darkness”, hvor hendes stemme bliver ét blandt mange virkemidler i Martin Halls imponerende lydbilleder. Unikt og originalt …”
Gaffa – Erik Barkmann (10. november 2001)

“Extravaganzaen fortsætter med det hidtil uudgivne nummer “River of Light” – der passende henviser til det lys, man påstås at opleve i dødsøjeblikket – samt en bonus-cd med et dokumentarprogram om sangerinden, hvor dets skaber, Søren E. Jensen, når frem til den konklusion, at den aldrende dame var selve “dødens stemme”. Et faktum, der isnende understreges af en række båndoptagelser, “Expo 1–7”, fra den blodpropramte hovedpersons sidste dage på Holbæk Centralsygehus. Det er lige dér, Memorial løfter sig ud over sin rolle som normal opsamlingsplade og bliver et forstyrrende, vedkommende statement i sig selv. Det er her, joken omsider knækker over i en alvor, der ikke er at tage fejl af … Det er oplagt at tolke Memorial – og Irma Victorias pladeudgivelser i det hele taget – som Halls ædende sarkastiske afsked med den desperado-myte, han opbyggede omkring sig selv i de tidlige 80’ere. Ikke mindst fordi den hysterisk skurrende og skingrende musik, der ofte omsvøbte de ynkvækkende sangforedrag, er det tættest Hall i sin senere karriere er nået den æstetik, han dengang anlagde i bandet Ballet Mécanique. Og set i det lys er den grumt fordrejede poprock og de svimle, nærmest maniske cabaret-arrangementer, der udgjorde den anden side af mønten, meget langt fra at være de finurligheder, de engang blev udlagt som. De fremstår nu – i deres nye kontekst – som direkte væmmelige. Hvilket desværre også er fantastisk og gyseligt underholdende på sin egen syge måde. Og med Irma Victoria selv som det ultimative kunstneriske virkemiddel. Er det så umoralsk? Nej, tværtimod. Man skal faktisk lede længe efter en så lammende moralsk opsang. Må Memorial brænde som skærsild i dine hænder!”
Geiger – Steffen B. Pedersen (december 2001)

“Chokerende: Dokumentaroptagelserne fra Irma Victorias indlæggelse og død på Holbæk Centralsygehus er det stemningsmættede og urovækkende omdrejningspunkt for en mindeplade med den chokerende sangerindes bedste numre. Et vægtigt testamente, der indfanger det på én gang bizarre, urovækkende og rørende ved Irma Victorias sangkarriere. Siden debuten på Martin Halls The Hall of Mirrors har hendes ubehjælpsomme sangstemme fået folk både i Danmark, Frankrig, England og Tyskland til at stoppe op og lytte … Denne her plade giver lytteren en isnen ned ad rygraden. Irma Victoria synger ikke mere, men hendes stemme, der på én gang indkapsler livets sårbarhed og råstyrke, lever videre.”
Venstrebladet – Susan Grønbech Larsen (31. december 2001)

Aud Wilken: Kor
Christian Skeel: Keyboards
Henrik Marstal: Bas
Jens Brygmann: Trommer
Lars Top-Galia: Guitar
Martin Hall: Instrumenter
Ole A. Laursen: Kor
Ole Hansen: Trompet
Peter Westh: Kor
Sharin Foo: Kor
Torben Engberg: Orgel

Design: Kenneth Schultz
Foto: Henrik Möll/Casper Sejersen

IRMA VICTORIA TIL MINDE

P1-mindeprogram v/ Søren E. Jensen (lørdag den 9. december 2000)

“Memorial”; halvfade ad libitum…

Skønt ordet ”undergrund” allerede længe har haft en slidt klang, så kan jeg ikke finde nogen bedre betegnelse, når det gælder Irma Victorias debut, som vi her lytter til.
Nummeret hedder ”Memorial” og findes på udgivelsen ”Hall of Mirrors” fra 1989 – et uhyre eksklusivt kassettebånd, som kun blev trykt i 888 nummererede eksemplarer.
Båndet har Irma Victorias senere komponist, arrangør og orkesterleder Martin Hall som bagmand, og skønt den lille udgivelse også af andre grunde har musikhistorisk interesse – korsangeren på nummeret er således den senere Melodi Grand Prix-vinder, Aud Wilken – så er det dog først og fremmest den dengang 66-årige Irma Victorias vokal, der er skyld i at båndet har blivende værdi; specielt nu, hvor Irma Victoria ikke længere er blandt os…

”Memorial”, fade up…

Jeg var blandt de 888 udvalgte dengang i 1989, og jeg kan huske, at jeg fandt Irma Victorias stemme ”sær”. På en gang dragende og frastødende; humoristisk og uudholdelig, men først og fremmest ”sær”. I hvert havde Irma Victoria en stemme, man lagde mærke til – stemmen var i ordets mere nøgterne betydning bemærkelsesværdig – men jeg må indrømme, at jeg ikke havde øre for det gruopvækkende potentiale, som der siden hen skulle vise sig at være i Irma Victorias vokal.
Faktisk tog jeg Irma Victoria som lidt af en vits fra Martin Hall’s side og regnede ikke med, at jeg skulle komme til at høre mere til hende.
Allerede et halvt år efter – i foråret 1990 – dukkede hun imidlertid påny op på singlen ”Palladium”, men det er efterårets udgivelse ”The Rainbow Theatre” – en CD med hele 20 kompositioner alle sunget af Irma Victoria – ; det er den CD som for alvor er skyld i, at man må finde festtøjet frem…

The Avoi-Dance…

”The Rainbow Theatre” er ikke alene Irma Victorias første CD; det er også hendes mest charmerende overhovedet.
Pladen bærer kælenavnet ”Bedstemor med slag i”, for det er ofte ganske voldsomme tekster, den nu 67-årige Irma Victoria kaster sig ud i: ”Hvem i Helvede tror, du er/ du tror, du er cool/ men du er grotesk og bizar”, hedder det således i nummeret ”Fight It”, og det lyder hårdere, end det er, for meget kan man sige om Irma Victorias stemme, men aggressiv er den ikke, og derved opløser hun på underfundig vis den fordømmende tekst.
I det hele taget er ”The Rainbow Theatre” en af de mest dekonstruktive plader, jeg kender; overalt står terror og sabotage i kø for at smadre den mindste skygge af en opbygning, og det skaber et på mange måder paradoksalt resultat: pladen er på engelsk, men Irma Victoria synger dem som var de skrevet på dansk; på omslaget ser man hende – og Irma Victoria var så smuk som sit navn – ; på omslaget ser man Irma Victoria dansende i dansk dagligstue-halvtredser-idyl med plysbjørn, drejeskivetelefon og stearinlys, men numrene på pladen har nærmest fascistiske titler som ”The Monument”, ”Animal Culture”, ”European Need” og ”The Vision”. Mange af sangene er uhyre melodiske, men de radbrækkes af Irma Victoria, for som sagt kan man sige meget om hendes stemme, men køn er den heller ikke.
Det hele skaber en stemning i intervallet mellem det mystiske og det uvirkelige, hvor Irma Victoria fremstår som en blanding mellem Den nye Messias og en fascistoid deklamator med strikketøj. Vi er med andre ord på groteskens område, og ofte jongleres der med store begreber som verdens undergang subsidiært frelse, men fra tid til anden går det nu også mildere for sig, som i nummeret ”Rock Bottom”, hvor noget så sjældent som tidlig Roxy Music mødes med Irma Victorias pendant til Shubiduas ”Står på en alpetop”:

Rock Bottom; halvfade ad libitum

Da ”The Rainbow Theatre” udkom i 1990 kom der en række sjældent set tøvende anmeldelser; man vidste simpelthen ikke hvad man skulle stille op med pladen. Forståeligt nok, for ikke alene var pladen mærkelig, den blev også lanceret med et ikke så blegt skær af mystik.
”En tidligere cabaretsangerinde,” stod der i pressematerialet, hvor man desuden blev oplyst om Irma Victorias 67-årige alder. Men ellers: Ingen biografi, intet efternavn, ingen interviews, ingenting. På pladeomslaget så man kun Irma Victoria på en række feriefotos og så ellers sangteksterne, og disse minimale oplysninger fik Anders Rou Jensen til i Politiken at spørge, om Irma Victoria overhovedet fandtes; var hendes stemme ikke snarere et samplet kunstprodukt?
Det menes i dag, at det var Anders Rou Jensens spørgsmål, der førte til, at Irma Victoria i 1991 opnåede Grammy-nominering i kategorien ”Årets sangerinde” i konkurrence med Annisette og Hanne Boel. Man ville simpelthen have syn for sagen – fandtes Irma Victoria overhovedet?
Det gjorde hun, skulle det vise sig: Irma Victoria troppede op på den røde løber som en sympatisk og smilende ældre dame og bekendtgjorde, at hun helst lyttede til Vivaldi og Engelbert Humperdinck.
Irma Victoria blev dog ikke kåret til årets sangerinde – hvem der gjorde det, er der vist ikke rigtig nogen som længere husker, ligegyldig som prisuddelingen i bund og grund er. Alligevel kan det godt ærgre mig, at Irma Victoria ikke fik statuetten, alene fordi det ville have været en oplevelse som havde mejslet sig ind i alles erindring, hvis hun var gået på scenen og lige præcis i dette forlorne forum havde bekendtgjort, at vi absolut ikke befandt os i det forjættede land, men derimod lige midt i afgrunden og tomheden…

The Abyss, The Void And The Beyond, halvfade ad lib.

Grammy-nomineringen var naturligt nok gefundenes Fressen for pressen: en ældre og sød dame, der synger om død og ødelæggelse er alt andet lige mere interessant end den øvrige danske rockbranche, hvor alle er ens og besynger kærligheden på den samme hjerteløse måde.
Pludselig forvandlede Irma Victoria sig fra et navn til at optræde på dagbladenes bagsider mellem tegneserier, vittigheder og ferieoplevelser.
En klovn, altså, på linie med den engelske skihopper Eddie The Eagle, og set i bakspejlet er det en skam, at det skulle gå sådan for Irma Victoria, for det gav hende for evigt – i hvert fald her i Danmark – et image af den latterlige, som ikke kunne synge og da slet ikke på engelsk, og det ry fortjener hun efter min mening slet ikke, men det kommer vi til.
Lad os benytte lejligheden til at summere de få ting, vi overhovedet ved om Irma Victoria:
Hun blev født den 2. september 1923 i Kolding som datter af konditor Victor Korngaard. ”Irma Victoria Korngaard” er altså Irma Victorias fulde navn, og mellemnavnet ”Victoria” skyldes et kompromis, da Irma Victoria blev en pige og således ikke kunne komme til at hedde Victor efter faderen. Som barn medvirkede hun i en række skolekomedier, hvad der senere gjorde hende til den omtalte ”tidligere cabaretsangerinde”. Som ganske ung blev hun gift, men ægteskabet må have været ulykkeligt, for snart blev hun skilt igen og flyttede derpå til København, hvor hun i de næste mange år arbejdede for staten; først for forsvaret og siden hen for Arbejdsmarkedsstyrelsen. Dette livslange troskab betød, at Irma Victoria 15. november 1993 kunne modtage Dronning Margrethes Fortjenstmedalje i sølv.
Det er rart at få disse facts på plads, for de skaber et relief til Irma Victorias kunstneriske højdepunkt, der udkommer året efter hendes pension og sølvmedalje; mesterværket ”Phantasmagoira” – drømmeverden betyder det – som stammer fra 1994. Det er en CD som den dag i dag er internationalt anerkendt, og skulle nogen være i tvivl, kan jeg godt betro Dem, at nu er det ikke sjovt længere….

”Everything is an illusion”; halvfade ad libitum….

”Ha, ha – go’e gamle Irma Victoria,” tænkte jeg rutinemæssigt, da jeg en efterårs-eftermiddag i 1994 lagde ”Phantasmagoria” i CD-afspilleren. Det varede dog ikke længe før smilet stivnede. Hvis det her var en joke, var den dårligt udført. Alene pladens længde, en lille time fordelt over hele 32 skæringer, gjorde vittigheden noget langtrukken.
Der var kun et at gøre: at tage projektet alvorligt, og med den indstilling forsøgte jeg mig på ny sent om aftenen, og nu blev jeg klar over, at ”Phantasmagoria” var den mest uhyggelige plade, jeg nogensinde havde hørt, og sådan er det stadig: går man efter lystigheder, må man søge andre steder hen, for som Irma Victoria med vanlig beskedenhed udtalte, da pladen udkom: ”Denne gang havde jeg ligefrem forbud mod at smile.”

Metamorphosis, halvfade ad libitum

”Irma Victorias intet mindre end forfærdelige foredrag og teksternes livtag med de tungeste eksistentielle emner giver tilsammen et obskurt univers, som det ikke er videre behageligt at opholde sig i,” noterede Arne Vollertsen i Århus Stifttidende, da ”Phantasmagoria” udkom, og det skal jeg love for, at han har ret i: ”Phantasmagoria” er en i ordets egentlige betydning rædselsfuld plade. Ingen håb, ingen trøst men kun trøstesløshed, dårlig nok smerte og i hvert fald slet ingen glæde. Selvmordskandidater bør holde sig langt væk fra ”Phantasmagoria” for nogen livsbekræftende plade er der bestemt ikke tale om, og skinner der overhovedet et lille lys i mørket, er det kun fuldmånens skær over Golgata, Treblinka og Jonestown…

Moon Over Golgatha, halvfade ad libitum….

Man kan ikke sige, at Irma Victoria befinder sig på ukendt terræn med ”Phantasmagoria”. Rockmusikken har en rig tradition for at beskæftige sig med tilværelsens mere mørke og dystre tid; tænk blot på navne som Nico i halvfjerdserne; Joy Division i firserne eller de for flittige P1-lyttere kendte The Tiger Lillies i halvfemserne. Forsangeren for The Tiger Lillies, Martyn Jacques, er endda en erklæret Irma Victoria-fan, og i det hele taget er Irma Victoria i dag et stort navn i obskure kredse rundt om i Europa.
Hvad der imidlertid gør ”Phantasmagoria” så enestående er, at den er så konsekvent gennemført, at der ikke findes noget lignende: Nico havde trods alt en stemme, som det var til at holde ud at høre på; Joy Division var på deres måde også temmelig polerede og The Tiger Lillies bruger humoren til at gøre deres groteske univers spiseligt. Men hos Irma Victoria er det bare trist uden de mindste formildende omstændigheder….

Cirkus of Bottomless…

Efter ”Phantasmagoria” trak Irma Victoria sig tilbage og dukkede kun op en enkelt gang senere, nemlig på en hyldestplade til Steppeulvene i 1996, hvor hun gav en særdeles interessant version af ”Itsi Bitsi”; det eneste nummer som findes med Irma Victoria på dansk, og hvor hun fortolker en sang, der ikke er skrevet af hendes huskomponist gennem alle tider, Martin Hall.
Sidstnævnte udtalte i forbindelse med Irma Victorias død den 10. november, at ”Irma Victoria overgår enhver sangerinde i kraft af ren og skær autenticitet,” og det har Martin Hall ret i, men med det dystre aber dabei, at Irma Victorias autenticitet samtidig er dødens autenticitet.
I hvert fald er det påfaldende, at det først er nu – efter Irma Victorias bortgang til det hinsidige – at man fuldt og helt forstår hendes makabre univers; hendes stemme var og er dødens stemme, og det må være Irma Victorias testamente og evige mementum: Heller ikke du og jeg lever evigt, og skulle vi glemme det, hjælper Irma Victoria til at huske os på det gennem hendes lille, men intense produktion….

Shine Your Light, ca. et minut inde, derpå kryds ad libitum til Like Tears In The Rain.