Køb på BANDCAMP

INSKRIPTION

MARTIN HALL
CD
SEPTEMBER 2003
PANOPTIKON (OPTIK 01)

Mandag den 5. september 1983 afviklede en 20-årig Martin Hall performance-kompositionen Inskription i Danmarks Radio, en uropførelse der blev sendt direkte på den klassiske kanal P2. Aftenen voldte en del bestyrtelse, og det skandaløse værk betragtes stadig som et af 80’ernes voldsomste danske eksperimentalværker.

I 2003 – 20 år efter opførelsen – blev koncerten udgivet i denne remastered cd-version.

1. Introduktion ved Ingolf Gabold (3:25)
2. Inskription (A) (4:55)
3. Inskription (B) (4:48)
4. Inskription (C) (2:44)
5. Inskription (D) (4:06)
6. Inskription (E) (6:33)
7. Inskription (F) (1:20)
8. Inskription (G) (2:56)
9. Inskription (H) (7:35)
10. Inskription (I) (4:31)
11. Applaus (0:40)

“Wow. Efter at have lyttet til 20-årsjubilæumsudgivelsen af Inskriptionopflammes kroppen af en vaskeægte “gid jeg dog havde været der selv”-følelse. For den, der – som jeg selv – førhen har undret sig lidt over, hvad det er, der siden punkdagene har skabt Martin Hall en helt særegen position som überkultiveret, næsten ærefrygtigt afholdt outsider i dansk musikliv, er Inskription en fabelagtig øjenåbner. Halls optræden i Studie 2 den 5. september var og er et overvældende trip og et enestående stykke dansk kulturhistorie … Mindblowing.”
( * * * * * )
Politiken – Janus Køster Rasmussen (29. august 2003)

Inskription er en bemærkelsesværdig optagelse fra Martin Halls tidlige virke. Det er en sagnomspunden solooptræden fra den dengang kun 20-årige Martin Hall i Radiohuset … genialt.”
( * * * * * )
Gaffa – Jan Opstrup Poulsen (29. august 2003)

“Halls hårde nyser: Optagelsen stammer fra en herostratisk berømmet koncert i Radiohuset 5. september 1983, hvor Hall opførte sin solokomposition for violin, vokal, båndoptagere, ekkomaskiner og lydmodulatorer. Information svarede dengang igen ved at anmelde koncerten under overskriften “Lydspanking”. Inskription har dog siden opnået kultstatus, og har man mod til at dukke ned i støjinfernoet, viser det sig også at rumme en egen form for skønhed og imponerende konsekvens. Præcis som Halls værk som helhed.”
( * * * * )
Ekstra Bladet – Henrik Queitsch (31. august 2003)

“Et brag af en liveoptagelse fra Radiohusets koncertsal den 5. september 1983. Den da 20-årige Hall uropfører værket i anledning af sit netop indkasserede legat fra Statens Kunstfond. Godt nok fastholder Hall hårdnakket, at Inskription ikke skal opfattes som kunst. Men hvorfor så søge Kunstfonden, som en hørbart fascineret Ingolf Gabold spørger i en kort monolog, inden kæmpetalentet tager over. I dag står Inskription som en påmindelse om kunstneren Martin Halls usædvanlige vilje og retning i en meget ung alder … Jo, man ville gerne have været der og oplevet nødvendigheden, der drev den postpubertære Martin Hall til den særstatus, han fortsat nyder i dansk musikliv.”
Information – Rune Skyum-Nielsen (5. september 2003)

“Her er der så sandelig tale om et firser-klenodie; en meget præcis – men også ekstrem – musikalsk gengivelse af de tanker og følelser, der gjorde sig gældende dengang. Hvad Martin Hall for øvrigt må have været bevidst om, da han lavede stykket. I programteksten skrev han nemlig, at værket er en “transcendental musik, der i sin collageform mere er et billede på tid og kultur end såkaldt kunst … Hall har for længst bevist sin kunstneriske berettigelse ”
Weekendavisen – Søren E. Jensen (5. september 2003)

“På mange måder et monumentalt, desperat og sine steder enerverende værk … dokumentation for en bestemt og vigtig eksperimenterende tidsperiode.”
Berlingske Tidende – Per Reinholdt Nielsen (8. september 2003)

“I 1983 modtog Martin Hall Statens Kunstfonds legat inden for elektroakustisk musik og kvitterede med en koncert i Radiohusets Koncertsal, der vil gå over i historien. Til lejligheden havde han nemlig skabt et 40 minutters langt elektronisk værk med en lydstyrke og en insisteren, der kunne få det værste op i selv den bedste avantgardist … Med en Inskription var Martin Hall trådt i fodsporene af elektronmusikkomponister som Else Marie Pade og Jørgen Plaetner, men samtidig har Inskription fået kultstatus blandt de helt unge.”
Opus – Steen Chr. Steensen (1. oktober 2003)

Martin Hall: Vokal, violin, modulatorer, ekkomaskiner, båndmateriale

Design: Kenneth Schultz
Foto: Casper Sejersen

Det 40-minutter lange værk blev opført i forbindelse med Statens Kunstfonds præsentation af årets legatmodtagere inden for den klassiske og elektroakustiske musik i 1983. I den sammenhæng var Martin Hall blevet inviteret til at deltage som en ud af i alt fire optrædende kunstnere, der ellers alle var klassisk uddannede musikere og komponister. Hverken de tilstedeværende anmeldere, medlemmerne af Kunstfondens Tonekunstudvalg eller det intetanende publikum havde nogen anelse om, hvad de dermed havde indvilget i at lægge øre til.

Efter en stilfærdig første halvdel af aftenen, hvor de tre andre legatmodtagere – komponisterne Erik Højsgaard, Andy Pape og Sten Pade – havde opført en række små guitar- og klaverstykker, chokerede Martin Hall salen ved at præsentere publikum for et så radikalt og kompromisløst støjhelvede, at de fleste ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig, hverken til værket eller dets komponist, der iklædt tredelt jakkesæt og tilbagestrøget, afbleget hår henholdsvis skreg og spillede sig gennem sin komposition ved hjælp af elektrisk violin, en række båndoptagere, elektroniske modulatorer og ekkomaskiner.

Bifaldet var mildest talt moderat, hovedsageligt ukvemsytringer, og da dagbladet Information fire dage senere bragte en anmeldelse af koncerten, lød overskriften i al enkelhed: “Lydspanking”. Du kan læse anmeldelsen her:

I forbindelse med værkets 20-årsjubilæum udsendte Panoptikon i samarbejde med Danmarks Radio Inskription i en remastered cd-udgave i september 2003. Ud over musikken indeholder udgivelsen flere artikler om værket skrevet af bl.a. Henrik Marstal (forfatteren bag den første danske bog om elektronisk musik, Filtreringer, fra 2001) og Steffen B. Pedersen fra musikbladet Geiger. Hvor førstnævnte skriver om Inskription i forhold til dets klassiske relationer, handler Geiger-essayet om værkets placering i forhold til samtidens industrial- og rockgenrer. Du kan læse alle indlæggene her:

Pladeudgivelsen blev støttet af ROSA, Statens Kunstfond og DMF.