BANDCAMP

DEN SIDSTE ROMANTIKER

MARTIN HALL
ROMAN (2 BIND)
AUGUST 2005
PEOPLE’S PRESS (ISBN 87-91693-09-8)

Martin Halls længe ventede dobbeltbindsværk Den sidste romantiker udkom den 25. august 2005 og blev modtaget med en storm af medieinteresse. Ud over masser af gode anmeldelser og et hav af interviews i landets førende aviser og magasiner kunne forlaget People’s Press allerede to uger efter udgivelsen melde om udsolgt førsteoplag – et oplag der i sig selv havde været fire gange så stort som den bedste sælgende Hall-bog indtil da.

Romanen udspiller sig over to bind og er en 25-års dannelsesrejse fortalt af Martin Halls fiktive alter ego, en ung forfatterspire der i 1980 er 18 år gammel (et år ældre end Hall selv). Manuskriptet var oprindeligt oppe at runde de 1.200 sider, men endte efter redigering nede på to bind af henholdsvis 370 og 330 siders omfang.

Bogen, der havde taget Hall fem år at skrive færdig, var uden sammenligning hans på det tidspunkt væsentligste litterære bedrift. Under færdigskrivningen af romanen modtog forfatteren bl.a. arbejdslegater fra både Kunststyrelsens fagudvalg for litteratur samt Statens Kunstfonds litteraturråd.

Genre: Roman
Sideantal: 705
Design: Kenneth Schultz
Foto: Casper Sejersen

”Sommeren 1980. Jeg var 18 år, 1,82 høj og cirka 73 kg tung. Da Ronald Reagan blev valgt som USA’s præsident i november, var jeg nede på omkring 65. Nogle ville nok mene, det skyldtes al den amfetamin, jeg tog, men det var lige så meget en holdningssag.”

“Det store 80’er-testamente: Martin Halls nye mammutværk gør status over 80’er-generationen og ham selv; to fænomener hvis indvikling i hinanden er uendelig … Det er nu engang det storladne, megalomanien og det sindssygt irriterende, der gør Martin Hall til sådan en fantastisk personlighed, en udansk, utidig og altid upassende stjerne i et Danmark af middelmådige hyldester til stegt flæsk med persillesovs. Hans 25-årige karriere som punkprofet, new wave-ikon, avantgarde- og pop-komponist, og lige så konstant tilstedeværende som demonstrativt modvillig mediepersonlighed har aldrig fremtrådt som mindre end original. Det er derfor en begivenhed, når Hall nu udgiver sit manifest over ”80’ernes børn, the sons of no generation” og deres opvækst gennem 80’erne og 90’erne og langt ind i fremtiden.”
Information – Lotte Folke Kaarsholm (4. august 2005)

”En rus af en roman: Et vildt dannelsesridt i jagten på identitet gennem dryppende dekadence og et festfyrværkeri af et obskurt persongalleri. Den Sidste Romantiker er en højtravende fortælling om det unge sind i en tid, der bevæger sig i hvirvelvindsretning. Romanen driver af fortælleiver og syder af sprogligt overskud.”
( * * * * * )
Costume (4. august 2005)

”Sjældent fængslende portræt af 80’erne og 90’erne: Det er en fascinerende og på mange måder enestående roman, fordi Hall litterært set er en af de tunge drenge, men samtidig forstår at levere den gode historie krystalklart og fængslende. Det er en underholdende, men dybt alvorlig roman om den generation, som fortsat har ufattelig svært ved at blive voksen.”
( * * * * )
Femina – Sissel-Jo Gazan (18. august 2005)

”Dobbeltgængermotivet er et klassisk kunstgreb i den romantiske tradition, og multimennesket Martin Hall – Danmarks bedste bud på en opdateret version af Oscar Wilde – benytter det da også i sin på alle måder monumentale generationsroman Den Sidste Romantiker … Bogen er en både sarkastisk, underholdende, højpandet, humoristisk og ofte tankevækkende blanding af nøgleroman, smædeskrift, selvterapi, essay og god, gammeldags medrivende historie. Hall er nået til et punkt, hvor han ikke længere har behov for at holde hverken sig selv eller læseren ud i krukket armslængde. Og derfor rammer han renere end nogensinde … En intellektuel kraftpræstation, hvis nærmeste åndelige slægtninge, om ikke i indhold så i form, er Aksel Sandemoses store romaner.”
( * * * * * )
Ekstra Bladet – Henrik Queitsch (25. august 2005)

”En pragtfuld skælmsk og overskudsbugnende fantasi …
I modsætning til Flauberts Fréderic Moreau, der i slutningen af ’Følelsernes Opdragelse’ sidder tilbage med sit ”et ce fut tout”, ”og det var alt”, en tom skal mellem ungdommens forvildelser og alderdommens imbecilitet, som Flaubert med vanlig satanisk præcision spidder miserere – så er Halls voksne og uforbederlige romantiker flabet og næsten from: ikke resigneret, ikke kynisk, ikke desillusioneret – men ej heller skingert forblindet og kronisk i sine hormoners vold. Voksen, med andre ord. Og besynderligt nok er denne detaljespækkede moppedreng af en selvfikseret generationsroman over store stræk medrivende og morsom, begavet og jeg havde nær sagt: opbyggelig. Måske anviser Halls uefterlignelige, die-hard romantiske eksempel alligevel en slags vej væk fra de 40-åriges på skift forbrugsobskøne og nykonservativt satte vildvej? Om ikke andet stråler Halls dæmpede stjerne ikke helt tosset på sin færd hen over livets midterskel: En moden romantiker.”
Politiken – Mikkel Bruun Zangenberg (25. august 2005)

”Et kapitel for sig selv i historien om 80’er-generationen: Sex, drugs and rock’n’roll blandet op med højtravende eksistensfilosofi og spiddende kulturkritik … Der er i det hele taget mange sjove karikeringer af medie-, litteratur- og musikfolk på den lange vandring fra 80’ernes sortromantiske himmelstorm over de mediehysteriske og pornoficerede 90’ere til i dag. Og detaljer en masse. Klubber, caféer, bøger og plader nævnes i et væk, og romanen tager ind i mellem form af at være en registrant over de sidste 25 års progressive såvel som populære kulturliv.”
Berlingske Tidende – Per Krogh Hansen (25. august 2005)

”Den er en nydelse at læse, præcis og rammende i sine øjebliksbilleder, og det vil ikke overraske, hvis den går hen og bliver en kultroman.”
Fyens Stiftstidende – Anne Sophie Hermansen (25. august 2005)

Den Sidste Romantiker er den bedste bog, jeg har læst om ”the sons of no generation”, som Hall kalder den. Den er hudløst ærlig, den gør op, og den fortæller om en selvudfoldelse, der alligevel ikke var fuld plads til.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende — Jens Henneberg (25. august 2005)

”Bogens selvbiografiske projekt handler i sin kerne om, hvorvidt man som menneske og som kunstner kan slippe en ungdommeligt romantisk hang til skibskatastrofer, hærværk og pludselig død uden at sælge ud og falde til patten i forstæderne eller konvertere længslen til endnu en midaldrende teenager i teenagetøj. Der er en del faser i vor helts modningsprocedure, men ved vejs ende får han dels skrevet den tekst, læseren sidder med – ”genfortællingen af mit eget livs fiktion” – dels tager han tyren ved hornene og bliver hos den, han senest har forelsket sig i. Selvom fortælleren er endog meget håndfast fortolker af fortiden, er der her en sympatisk åbenhed eller uafsluttelighed i hans forsøg på både at blive ved noget og dog bevæge sig videre … Der er gods i hans selvbiografi …”
Jyllands-Posten – Jon Helt Haarder (26. august 2005)

“Storværk: Intens fortælling om det københavnske musik- og litteraturmiljø … spidsfindig og fornøjelig, og der er også et stænk af tungsind og filosofi. Det er et stort epos, der opsummerer kendetegnene for 80’er-generationen.”
( * * * * )
Jydske Vestkysten – Lise Joern (28. august 2005)

”Udsendelsen af Den Sidste Romantiker kunne ikke have været timet bedre. Lip gloss og superstramme jeans er en del af efterårsmoden, flere og flere nye bands lyder som punken og avantgarden gjorde i 1882, og som om det ikke var nok, så er der såmænd også kommet sortklædte punkere i gadebilledet igen … Bogen giver et indblik i en verden, en tid og en subkultur, som hidtil har været lukket land for de fleste. Og selv om der er tale om en roman, kommer man næppe tættere på virkeligheden, end vi gør her. I romanens righoldige persongalleri er det således heller ikke svært at udpege nulevende såvel som afdøde ”berømtheder” bag de fiktive navne. Det gør læsningen ualmindelig underholdende.”
Urban – Michael C.G. Iversen (29. august 2005)

”Martin Hall er en arrogant, skarp og selviscenesættende skiderik af en forfatter. Heldigvis. For den slags dygtige, ophøjede og selvhøjtidelige vækster har vi alt for få af i det pæne litteraturlandskab. Og fra den hævede position har Martin Hall tydeligvis et godt udsyn! … Med en syrligt sarkastisk humor, et sprudlende billedsprog og endda selvironisk distance stiller observante Martin Hall den ene præcise diagnose efter den anden og skaber alt i alt et af de bedste signalementer af det danske kulturliv (eller mangel på samme) i de seneste 25 år … Vi andre kan bare nyde det hele vejen frem til den svimlende og flabede slutning og grinende hikke: Tak for turen!”
( * * * * * )
Citadel – Simon Lund Andersen (september 2005)

“Alt i alt må Den Sidste Romantiker siges at være en temmelig vellykket bog, som ud over at være en yderst troværdig beskrivelse af en “vred ung mands” modning som menneske og den generation, han repræsenterer, og en til tider hylende morsom satire over det ikke altid for begavede danske musik- og kunstnerliv, også er skrevet med en særdeles veldrejet pen. Hall har et større ordforråd end de fleste andre danske forfattere, og man fornemmer, at hver eneste sætning er blevet vendt, indtil den rummer lige præcis den rigtige kombination af tankemæssig tyngde og elegant lethed … Den kan bestemt anbefales – ikke mindst, nu vi snart går de lange efterårsaftener i møde.”
Gaffa – Ole Rosenstand Svidt (september 2005)

“Punkens optagethed af den romantiske figur beskrives og begrundes præcist, netop fordi Hall selv har været der, og bogen giver et så godt billede af 80’ernes undergrundsmiljø, at man næsten kan lugte det. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når han i bind et beskriver tydeligt genkendelige personer som Adam Bruun alias Michael Strunge, Walter Nymann alias Poul Borum og Birger Johannesen, forsanger i kongepunkbandet Black Sun (gæt selv), eller når han i bind to gennemhegler den fordummende reklameverden. Og det er netop det centrale i bogen, at verden ses fra den romantiske flanørs synspunkt, hvor alle, der ikke som ham selv stræber efter den ultimative sandhed, i bedste tilfælde er sell-outs (så har de dog udført noget af værdi på et tidspunkt!). Men at der også er en pris at betale, hvis man ikke ønsker at deltage i den helt almindelige virkelighed, som konstant presser sig på.”
Romeo + Juliet – Else Skjold (september 2005)

“Det er en bidende og medrivende fortælling om en ung forfatters hæsblæsende dannelsesrejse gennem designerdrugs, spirituel søgen og overfladisk underholdningsindustri. En intelligent roman i et originalt sprog …”
( * * * * )
Woman – Lene Kjældgaard (september 2005)

Den Sidste Romantiker er et højpandet, vittigt, bombastisk, satirisk, rørende og sine steder pragtfuldt epos skabt af en søgende sjæl … en kultbog er født – skrevet af en ildsjæl, der stadig blusser. ”
LineOut – Anders Houmøller Thomsen (september 2005)

Den Sidste Romantiker tog mig totalt med storm, jeg læste døgnet rundt i hvert frie øjeblik, jeg havde … Det står lysende klart for mig, at Martin Hall har skrevet den roman, jeg som læser og anmelder har sukket efter i mange år, nemlig 80´er-generationens testamente, deres udråb, deres oplevelser, deres glæde og smerte, det hele er samlet her i små og store oplevelses-metamorfoser, sprogbomber og den ene mere vanvittige og skøre personage end den forrige. Det er guddommeligt og en ren litterær kæmpeæske af chokolade-bogstavs-godbidder! ”
( * * * * * )
Bookworm – Grith Lygum (november 2005)

”705 sider om hvorfor 80’er-generationen styrer for vildt, og så måske alligevel ikke gør det. Martin Hall har skrevet et generationsepos … spændende og underholdende. Selvom Martin Hall selv må tænkes at tilhøre den intellektuelle elite, er han heldigvis ikke bleg for at tage tykt pis på den og få sig selv og andre til at fremstå som rimeligt latterlige. Herligt, da man godt kan komme til at føle sig forholdsvis intellektmæssigt underlegen, når man læser bogen. Bogen er lang. Men det føles den dog ikke, da man sluger store dele af den råt. En rigtig god bog, det eneste minus er, at man kommer til at føle, at man selv har haft et forholdsvis uinteressant liv sammenlignet med Martin Halls.”
Litteratursiden – Allan Thomsen Volhøj (november 2005)

KAPITEL 63: THE MILLENNIUM BUG

Sex var blevet noget med at trykke på knapper og trække i håndtag – en mekanisk glæde, der blev udspillet i fremmede menneskers hjem efter at have mistet så godt som al lyst i samme øjeblik, man tog tøjet af. Jeg følte mig som en slidt halvtredser, der blev ved med at skifte hænder i en endeløs række af bestikkelser, men min elendighed fandt ikke den mindste genklang hos nogen af mine bekendte. Heine Munch havde for eksempel lige fået sig en mindre ansigtsløftning af fornøjelse over erotikkens “merchandise”, som han kaldte det, efter en noget barok oplevelse med en lam pige ude til et af Damhuskroens lørdagsballer.

“Jeg ved ikke, hvad det var, men dér sad hun altså i sin rullestol og så smaddersød ud,” og da det så havde vist sig, at man kunne byde hende op til dans ved at køre lidt rundt med hende til musikken, måtte Heine selvfølgelig over og prøve lykken. Det ene havde ledt til det andet, og efter at de erhvervskunder, han havde været ude med, langt om længe var taget hjem, var parret endt med at sidde og kysse ovre i et hjørne. “Det har jeg sgu aldrig prøvet før” – en efter alt at dømme inciterende omgang, eftersom Heine efterfølgende havde tilbudt at køre hende hjem. Da det var en mild nat i slutningen af april, havde han på pigens opfordring rullet hende en tur rundt om Damhussøen, hvorefter hun til hans store overraskelse var endt med at spørge, om han kunne tænke sig at have sex med hende. “Først vidste jeg ærligt talt ikke, hvordan jeg skulle gribe det an,” men så var han alligevel gået med på idéen. Pigen forklarede ham i praktiske vendinger, hvordan de skulle gøre det. Eftersom det var umuligt at komme til i stolen, måtte han hænge hende op i et træ med de remme, hun ellers brugte til at spænde sig fast i rullestolen med, “og det var altså vildt, det kan jeg godt sige dig.”

Med dansende munter stemme gav Heine sig nu til at forklare mig om alle detaljerne ved denne penible sag og det i så utilslørede vendinger, at jeg var lige ved at få røde ører. Omgivet af søens fløjlsagtige, for ham næsten landlige stilhed, havde de fundet et solidt egetræ, og ved hjælp af pigens instruktioner fik Heine så klynget hende op i en stilling, der var operationel for dem begge. Herefter gik min foretagsomme ven sporenstrengs i gang med at udføre sin del af aftalen, og det havde ifølge kilden selv været en oplevelse for livet: “Har man ikke haft sex med en lam pige, så har man ikke haft sex overhovedet!” Da han bagefter glad og galant havde kørt hende hjem til hendes bopæl på Rødovrevej, bemærkede han dog pludselig en skikkelse, der ventede ude foran hoveddøren. “Det var hendes far, mand, og jeg tænkte bare, åh nej, nu falder der brænde ned, men han var helt cool,” og havde mod forventning udelukkende haft tak til overs til Heine for at have kørt datteren hjem. “De fleste lod hende nemlig bare hænge.”

Så vidt jeg kunne forstå, havde Heine tænkt sig at se hende igen, men som tingene udviklede sig, kom jeg ikke til at have forfærdelig meget mere med ham at gøre. Folk kommer og går i éns liv, dukker op for atter at forsvinde, og enkelte af dem løber man så måske ind i senere … For eksempel Folke Kastrup og et par af de andre resterende Omega-medlemmer, som jeg i efteråret 1999 mødte i færd med at hamstre massive mængder dåsetun i en Netto-forretning. De var lige så febrilske, som sidst jeg havde set dem, denne gang overbeviste om at verden kortsluttede nytårsaften, hvis ikke på grund af computerne – den på det tidspunkt meget omtalte “millennium bug” – så af andre, mere overordnede årsager.

“Det kan jo ikke blive ved på den hér måde,” lød ræsonnementet fra den noget ældre, men stadig storsmilende Folke. Det var helt rart at møde holdet igen. Bag dommedagstvivlen var de stadig de samme hjerteligt skøre individer, jeg engang havde delt så mange drømme og længsler med, og selvom de havde travlt, blev der lige tid til at genopfriske et par af de bedste historier fra dengang, alting virkede så langt mere enkelt end nu. Omkring en fjerdedel af vokabulariet Folke slyngede om sig med, var stadig på engelsk, men hvor det tidligere altid havde slået mig som så påtaget imperialistisk, forekom det mig nu blot at være en naturlig del af tidens tiltagende globalisering. Venter man lang tid nok, kommer alting på mode igen, og alt imens Omega-folkene gav sig til at læsse folkevognsrugbrødet fuld af tun og torskerogn og dåsetomater, tog jeg ind til byen for at købe Tvivl om sporvogne og andre digte af østrigeren Peter Waterhouse.

Sommeren var fløjet af sted med at føre dagbog og notater, vedligeholde min form og i det hele taget bare leve et så regelmæssigt liv som overhovedet muligt. Jeg var ikke blevet nogen munk endnu, men 1999 var og blev året, hvor jeg lagde verden på køl. Det var ikke sådan, at jeg følte, at tiden var ved at løbe fra mig, jeg havde aldrig rigtig haft noget kapløb kørende med den, det var mere det, at jeg hverken var ung eller gammel, hverken romantiker eller atlet, bare en midaldrende mand, med alle de frustrationer den position indebærer. Det var helt underligt at opdage, hvordan det meste af den vestlige verden med ét syntes at være ved at blive det, jeg ellers altid kun havde betragtet mig selv og mine ligesindede som, nemlig romantikere! Tidens grænseoverskridende behov for selvforsikring var ved at skabe en hel religion baseret på netop fortabelsen i den enkelte, et scenarium, hvor alle ville alt, ville være alt og opnå alt, ja, faktisk tegnede det 21. århundrede snarere til at blive en renæssance for romantikken end den begravelse, jeg ville have svoret, vi stod over for. Det at være romantiker var blevet en karriere, en postmoderne tilstand, hvor romantikkens oprindelige åbenhed var degenereret til en komplet ligegyldighed over for alt andet end sig selv, selv og mere selv, og skønt visionerne for længst var blevet hældt ud med badevandet, var grebet i det mindste bevaret – om end med nok så mange omvendte fortegn! Det at være individualist var efterhånden mere et medfødt handicap end et valg. Tidens nye hybridart af romantikere, disse rastløshedens nomader, refererede i al fald ikke længere til nogen tradition, det var en kultur af zappere, shoppere, kneppere og kneppersker, et folkeslag, der mere næredes af følelsen af valgfrihed end af behovet for at gøre op med realiteten af det fangenskab, de var født ind i … en fornemmelse, der blev bekræftet til fulde, da år 2000 eksploderede i et massivt postmodernistisk delirium af en kultur, hvor individets personlige frihed og næsten grænseløse ret til selvrealisering var blevet fuldkommen uantastelige størrelser.

Fra den ene dag til den anden hamrede overoplysningens tidsalder foden ind gennem tidligere tiders “vejledende opførsel”, for “dannelse, var det ikke noget, man døde af?” Mens en god tredjedel af den vestlige verden allerede fyldte sig med designerdrugs som pcp, ketamin, quaalude og ecstacy til tidens inflatorisk udbredte VIP-parties, måtte resten af klodens festdeltagere også snart finde sig i at vågne op til det 20. århundredes tømmermænd, til nødvendigheden af at skulle forholde sig til den bottomlinegeneration, der allerede var godt i gang med at digitalisere virkeligheden, reducere alt til ettaller og nuller for at simplificere og ultimativt udradere alle unødvendige abstraktioner. I en håndevending omskrev man de syv dødssynder, hovmod, gerrighed, vrede, misundelse, utugt, frådseri og ladhed, til epokens kardinaldyder, og vups, så var tidens største helte med ét voldtægtsdømte boksere, seriemordere og udkneppede pornomodeller. Havde 90’erne forsøgt at skabe en mindeværdig exit for et horribelt århundrede, var mærkesagerne ved årtusindskiftet blevet forsimplet til noget med afskaffelsen af hverdagen, evig ungdom og en sms-bonus til alle nyfødte, det var ikke længere et spørgsmål om “hvad”, man kunne blive, men derimod udelukkende “hvem”, og ligesom staten havde fået skabt et nyt adelssystem gennem de mange nye akademiske titler, så fik folket hurtigt skabt sig en ny intelligentsia, nemlig trivial pursuit-mennesket, folk, der vidste en masse uden på nogen måde at være påvirket af det. I et Danmark, der i den ældre generations øjne efterhånden primært bestod af “150-kilo tunge, kronragede bodybuildere og indvandrere” (citat slut), udstillede klubkatedralernes pulekød helst sig selv som kælne slaver i cigaretrøgsfyldte postsexscenerier, og strakte 140-bpm’ets lyriske kvaliteter sig en sjælden gang hinsides lip sync-moduler som “blow my whistle” og ”I wanna fuck you in the ass”, blev der pludselig lidt for højt til loftet ude på dansegulvet … et chok, der åbenbart fik alle unge mænd til at tabe håret på en enkelt nat, for hvor de glatbarberede hoveder i 70’erne var bøsser, i 80’erne fascister og i 90’erne intellektuelle, så var de i år 2000 blot nytatoveret muskelkraft i dopet dildoformat.

I et verdensbillede, hvor fængsler og afvænningsklinikker havde erstattet sommerhusene og herregårdene, og hvor selv pensionerede sømænd snart havde et bedre sprog end den gennemsnitlige radiovært, var tv-reklamerne ikke andet end maskerede cum shots, semierotiske billedverdener, hvor digert proportionerede modeller proppede fedtfunklende mozarellasandwiches ind i lipglossmalede munde. Alt blev seksualiseret, og alle intimsfærer krænket i det liberale fremskridts hellige navn, for hvem havde måske lyst til at stille sig op og virke gammeldags under banneret med de tre nye nuller?, i hvert fald ikke de hjemmegående papmænd og sæsonens kortvarige it-millionærer, det var da helt sikkert, de fik jo endelig serveret kvindelige Chippendales til morgenkaffen og talkshows med strippere, der viste optagelser med sig selv under deres brystoperationer. Det var med Milan Kunderas ord ikke længere en generation af fædre, men derimod blot et hold farmænd uden autoritet, der hér legede vikinger med zipguns og remotecontrols, og havde man nogensinde undret sig over, hvorfor danske mænd havde verdens dårligste sædkvalitet, blev årsagen nu én gang for alle tværet ud i enhver flække af mediebilledets dækkeevne: De havde ingen nosser.

Der var også en god grund til, at den gennemsnitlige levealder i Danmark var den næstlaveste i hele Europa, for hvis folk ikke kedede sig selv ihjel, døde de af skærmstråling eller vægelsind. På samme måde som æsler sulter ihjel, når de bliver stillet over for valget mellem to fyldte foderskåle, så var alle livets muligheder simpelthen bare ved at være for meget for den i forvejen velbjærgede dansker – virkelighedens manglende kommentatorer gjorde det at have med andre mennesker at gøre til noget ubehageligt og usikkert, og på mange måder blev det 21. århundredes manglende fællesskab den perfekte ækvivalent til John Miltons tabte paradis (fællesnævneren værende det totale fravær af vished, sikkerhed og tryghed). I år 2000 anslog WHO, at 340 millioner mennesker på verdensplan led af depression, alene over there blev 19 millioner amerikanere deprimeret hvert år, og hvor der i England i 1991 blev udskrevet ni millioner recepter på lykkepiller, var antallet i år 2000 vokset til 22 millioner. I 1996 spiste 185.950 danskere de samme piller, mens antallet ifølge lægemiddelstyrelsen i 2000 steg til 264.984 … et år, hvor danskerne tilsammen brugte 682 millioner kr. på antidepressiv medicin. Husholdningsbudgetternes spidsbelastning lå ikke længere i forbruget selv, men derimod i alle renterne og afdragene, og mens den fortabte generation skiftede bogreolerne ud med videosamlinger og sendte deres børn til psykolog i stedet for at tage dem med på stranden, var det efterhånden kun den handlekraftige småpsykopati, man kunne tage rigtig alvorligt, når det gjaldt om at finde nye lederskikkelser. Med Det Brune Punktum som absolut højkultur og Ekstra Bladets svimlende lixtal som eneste reference gik Generation Shithead forståeligt nok ikke videre op i fremtiden, de levede deres liv som en dårlig roadmovie, for geografi og historie, det var da det, man fandt i alle de livsstilsmagasiner, der blev redigeret af trendy tøser på tredive, som alligevel ikke havde andet at proppe i dem end orgasmeguider og “hot or not”-lister allerede uddaterede inden deadline. Flavour of the week-folket var desperate og havde konstant brug for nye ansigter til at interviewe deres egen selvforståelse gennem, og mens chicks nu blev stavet tjix, og ordet piercing røg i den nudanske ordbog, så var alt i det mindste endnu ved det gode-for-fem-minutter-siden-gamle i MTV, hvor guldkædesvingende negere stadig bare ville kneppe hinanden i swimmingpools, og skaldede white trailer trash-fyre hamrede æggehoveder og guitarer ind i væggene på gummicellerne i deres lækkert stylede videoer. Til Danish Music Awards var scenen i fuld sympati med al fortrængt virkelighedsfornemmelse proppet med popstjerner, der alle sammen var på socialhjælp, nye navne fremavlet af radiohits uden noget salg, mens syngende bryggerheste og sanglærkemulatter ikke anede, hvad de skulle sige, når de fik statuetten – ikke andet end “hvor’n har I det derude?”, men hvordan fanden skulle publikum snart vide det? Det var jo derfor, de havde købt en billet … for at få svar på netop det spørgsmål. Oppe på de dyre sæder delte geriatriske ægtemænd rundhåndet Dom Pérignon-champagne ud til pigerne fra det lette kavaleri, dem, der med lidt held sagtens kunne udvikle sig til at blive rigtig fine bingoværter en dag, for hey!, gik man efter nobelprisen i disse tider, handlede det om at bruge kroppen, verdenshistorien var jo aldrig blevet ændret af store tænkere, den var udelukkende blevet ændret af ting som opfindelsen af p-pillen og aids og kneppesyge præsidenter.

Det var svært at følge med, men i løbet af et par måneder havde autoerotisk asfyksi (iltmangel under sex) allerede gjort analsex til old news, så yo, motherfucker! , ungdommen tålte stadig alt, alt andet end tid. Det skulle nu ikke holde lille Vadmels-Danmark tilbage fra at triumfere sig gennem resten af året over Brødrene Olsens Melodi Grand Prix-sejr i foråret, for se lige engang hvordan verden for første gang siden Maastricht-nej’et og EM-sejren i 1992 atter fattede interesse for dette reservat fuld af Arne Jacobsen-stole designet i 50’erne, PH-lamper udtænkt i 20’erne og kongeligt porcelæn fra før Første Verdenskrig. På trods af at de fleste af os måske troede, at vi endelig var ved at blive lidt “moderne”, forholdt det sig desværre snarere sådan, at udlandet nok blot så på os med en vis nostalgisk længsel efter at være i stand til at sætte tiden i stå dagen inden JFK-attentatet. Uskylden var stadig vores, og fuck!, der var sågar endnu steder, hvor det rent faktisk virkede, som om ekspedienterne fandt bare en smule fornøjelse i deres arbejde. På et kaffested i Gothersgade blev jeg for eksempel mødt med den helt rigtige forbrugerånd, da bestyrerinden i takt med stereoanlæggets Lisa Stansfield-sang ikke spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig, men derimod med hviskende stemme ønskede at vide, “hvad hun kunne friste mig med?” og dernæst “om jeg ville nyde min caffe latte her?” Vi var næsten oppe i samme klasse af iscenesat forførelse, som da en headset armeret tjener på restaurant Etcetera bød holdet af de før omtalte karrierekørende midttredivertøser velkommen med et friskt “hey piger, jeg hedder Frederik, og det er mig, der skal have fornøjelsen af at servere for jer her i aften” … jeg kan love jer for, at tøjterne fnisede, så det rislede hele vejen ned i trusseindlægget, og der var da heller ikke én af dem, der ikke forsøgte sig med et par slingrende moves over for ham i løbet af aftenen. I hans selskab kunne hverken vuf, villa, barn eller mand snige sig tilbage i kalkulen, for livet, det var og blev en engangsforestilling, et spørgsmål om at få hevet løs i den enarmede tyveknægts frynsegoder, så længe der endnu var mønter i lommen.

Imens stirrede ægtemændene og jeg os så blinde på et sommer-EM i fodbold, hvor Louis Figo fra Portugal i ugevis rendte rundt og lignede en omløbende Old Spice-reklame, og tro det eller ej, inden sommeren var ovre, havde han gudhjælpeme overhalet stadionmessiasen selv, Hans Kongelige Højhed give-the-dog-a-Bono, på listen over tidens bedst betalte superstjerner (også selvom han slet ikke vandt noget). Jeg havde aldrig fulgt med i fodboldkampe før og holdt også allerede op med det igen i løbet af efteråret, da det var mig komplet umuligt at finde ud af, hvem der spillede på hvilke hold, så hurtigt spillerne skiftede klubber. Jeg gav mig i stedet til at læse Octavia Paz, Pentti Saarikoski, Jean Rhys og Giuseppe Ungaretti, fulgte med i radiomontager på P1 om amerikansk kulturhistorie fra Watergate til Lewinsky-sagen og lyttede i lange intervaller udelukkende til Silo. Perecs Livet forblev ulæst, men prydede smukt arbejdsbordet foran mig på grund af dens undertitel (“en brugsanvisning”), alt imens jeg ihærdigt forsøgte at få gjort min nye notatbog færdig … hvilket den så endelig blev i efteråret, en 300-siders gyroskopisk selvreflekterende afhandling med titlen Koncentrat. Med omdrejningspunktet henlagt til enhver papmaché-Mefistofeles’ alter ego-postulat om, “at forskellen på mig og en sindssyg er, at jeg ikke er sindssyg”, var jeg sådan set bare fortsat i samme dur som Titel, det vil sige ved at orientere mig om alle ømme punkter og indre vabler langs den moderne livsførelses kollektive hjernebark og derefter slippe min indre Doktor Faustus løs med sin reductio ad absurdum-skalpel. Jeg havde tydeligvis talent for at irritere, og nu skulle der festes! Ved metodisk at pløje mig gennem tidens meningsorgier og idéhor, avlede jeg i løbet af rekordtid nok tankevækkende pointer og analyser til, at ikke bare Vivian fandt resultatet befordrende at rode rundt i, men sågar også mit forlag, der satte Koncentrat til udgivelse i slutningen af marts 2001.

For første gang nogensinde var jeg nervøs i ugerne op til udgivelsesdagen, og så kunne min redaktør ellers komme med alle de kloge udsagn, han ville, floromvundne sager a la “at den hånd, man rækker andre, skal være éns egen,” for hvad hjælper det, hvis det er Edward Saksehånd, der sidder på lur i kviksandsmosen? Hvad i alverden ved en redaktør måske om, hvordan det føles at blive dissekeret offentligt? Denne gang var det et ”autentisk” jeg, der kastede sig ud i åben kamp med sin omverden, et “konkret” jeg frem for endnu et fradragsberettiget tredjepersonsliv. Alle tror, det er noget, man kan forestille sig, presseautodaféens kombinerede messe og cirkus, men ingen kender for alvor følelsen af at blive inficeret med dagbladsjournalistikkens spot, før man selv har været en tur gennem ilden. Det var den moralske tænknings rene og skære seksualitet, der havde drevet min skriftstrøm denne gang, og af samme grund følte jeg mig betydelig mere udsat, end jeg plejede. Men det var nødvendigt. Den gennemsnitlige forfatters golde, analytisk intellektuelle leg havde altid forekommet mig meningsløs, der skulle være noget på spil, nogen hjemme, ellers var det hele nøjagtigt så rystende ligegyldigt, at man lige så godt kunne give op med det samme. Man blev nødt til at satse sig selv – så længe emnet bare ligger og spjætter mellem én selv og omverdenen, forbliver projektet harmløst, hjerteløst, i bedste fald uvedkommende. Jo mere jeg tænkte over det, des mere overrasket blev jeg: Hvad end jeg ville det eller ej, var jeg ved at vende tilbage til mit udgangspunkt som romantiker, og tanken sendte kuldegysninger ned langs min rygrad.

Forvirringens mange trækninger skyldtes hovedsagelig den aktuelle samtid. Som tiderne var, burde man vel næsten skamme sig lidt over at have propaganderet så kraftigt for den individualisme, der for nylig havde søsat en hel generation af jeg-monstre uden hverken pli, dannelse eller sensibilitet, men hvem i alverden ville have forestillet sig, at nogen kunne finde på at tage et så ædelt kald som romantikerens og realisere det så perspektivløst? I en tidsalder, der stressede folk med ligegyldigheder, men lod alle væsentlige afgørelser vente til efter næste folketingsvalg, var man tvunget til at pakke al strenghed ind i ironiske spøgefuldheder for ikke at skræmme ”folket” væk … tvunget til at acceptere gigapopulismens konversationslignende sarkasmer for overhovedet at være i stand til at føre en almindelig samtale. Sagt på ”nydansk” var det slet ikke sproget, der var det svære at lære, men ironien. Livets understrøm var ved at føre mig ud på åbent hav igen, men var jeg i virkeligheden blevet for gammel til at prioritere romantikerens risikovillighed på den måde, jeg gjorde? Var jeg allerede ved at blive senil? Alene det at stille spørgsmålene understregede, at jeg var ved at være på afveje, så der var kun én ting at gøre, og det var at knuge sig til sit instinkt og blot kaste sig ud i det. Hvad var det nu, man sagde? “Intelligens er det, du bruger, når du ikke ved, hvad du skal gøre”. Det måtte man håbe. Bogen kunne i hvert fald ikke trækkes tilbage.

I pressemeddelelsen fra People’s Press lød beskrivelsen af værket som følger:

”Gennem menneskehedens og kunstens historie løber den romantiske stræben som et stadigt ledemotiv. Med Sartres ord er der tale om en ”nostalgi efter fremtiden”, noget, der forplanter sig i et brændende behov for at realisere sig selv og sine drømme, men også i melankolien over ikke at kunne fuldføre dette projekt i sin yderste konsekvens.

I Martin Halls monumentale roman Den sidste romantiker – et gigantisk epos, der strækker sig over 25 år, fra 1980 til 2005 – følger vi jeg-fortælleren, en ung og senere moden forfatter, på sin dannelsesrejse gennem 80’ernes dekadente undergrundsmiljøer og 90’ernes glitrende medie-overdrev frem til den voksne mands nøgternhed. Hele tiden med spørgsmålet hængende over hovedet: Hvorledes bevarer man idealerne i en verden, der konstant smuldrer omkring én?

Den sidste romantiker er en ekstravagant beretning om 80’ernes børn, ”the sons of no generation”, som forfatteren selv har døbt periodens billeddyrkere. Det er en fortælling om zeitgeist, sjælehøjde og vovemod, smældfede amfetaminmisbrugere og hyperbegavede dandyer, dealere, rock’n’roll-dyr og S/M-fester, alt sammen skrevet med øje for det særlige temperament, der kendetegnede årgangen … en totalroman om hvide nætter, spirituel søgen, gold sex og svimlende forelskelser, lavkomik og filosofi forenet i en generationserfaring, der hidtil har manglet et litterært testamente.

Frem for alt er Den sidste romantiker den store roman om at modnes, til alle tider.”


Den sidste romantiker er blevet oversat til tysk og litauisk. Året efter originaludgaven udkom bogen i en paperbackversion på Gyldendal. Bogen forbliver Martin Hall’s mest læste bog og fortsætter med at skabe kontroverser pga. sin nøgleromanskarakter. 

Du kan læse mere om paperbackudgaven samt finde et endnu et uddrag fra bogen her:

”En intellektuel kraftpræstation.”
( * * * * * )
Ekstra Bladet (Henrik Queitsch)

”En pragtfuld skælmsk og overskudsbugnende fantasi.”
Politiken (Mikkel Bruun Zangenberg)

”Sex, drugs and rock’n’roll blandet op med højtravende eksistensfilosofi og spiddende kulturkritik.”
Berlingske Tidende (Per Krogh Hansen)

”Et af de bedste signalementer af det danske kulturliv – eller mangel på samme – i de seneste 25 år.”
( * * * * * )
Citadel (Simon Lund Andersen)

”Martin Hall har skabt en stor, hudløst ærlig roman om sin generation.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende (Jens Henneberg)

“Det store 80’er-testamente.”
Information (Lotte Folke Kaarsholm)

”Sjældent fængslende portræt af 80’erne og 90’erne.”
( * * * * )
Femina (Sissel-Jo Gazan)

”En nydelse at læse, præcis og rammende i sine øjebliksbilleder.”
Fyns Stiftstidende (Anne Sophie Hermansen)

”Ualmindelig underholdende.”
Urban (Michael C.G. Iversen)

”Hylende morsom satire skrevet med en særdeles veldrejet pen.”
Gaffa (Ole Rosenstand Svidt)

”En bidende og medrivende fortælling.”
( * * * * )
Woman (Lene Kjældgaard)

”En rus af en roman.”
( * * * * * )
Costume