BANDCAMP

RACING CARS

MARTIN HALL
CD
OKTOBER 2006
PANOPTIKON (OPTIK 08)

Fra fredag den 13. oktober til lørdag den 30. december 2006 husede Aros (Aarhus Kunstmuseum) udstillingen Racing Cars – The Art Dimension, museets store efterårssatsning det år.

Udstillingen var et unikt møde mellem kunsten og fuldblodsracerbiler, en præsentation af Formel 1- og Le Mans-racerbiler i en stort anlagt totalinstallation skabt af en af Danmarks væsentligste installationskunstnere, Ingvar Cronhammar.

1. Racing Cars – The Art Dimension (77:18)

“En biludstilling i særklasse pakket effektfuldt ind i meget dekorative og kunstneriske rammer ledsaget af nykomponeret musik af komponisten Martin Hall.”
Jyllands-Posten – Kay Rasmussen (12. oktober 2006)

“I cirkulære indklip kører filmklip fra racerkørselens historie – både Formel 1 og Le Mans – i sort-hvid og næsten helt afblegede farvefilm. Det hele med underlægning af Martin Halls fabelagtige lydspor, en medley over motorbrølene, rytmer, romantisk, salonagtig musik fra århundredets begyndelse: drømmeland til drømmebiler.”
Kristeligt Dagblad – Carsten Bach-Nielsen (14. oktober 2006)

“Forrygende show: Det er en blændende oplevelse at træde ind i udstillingssalene, hvor tyve Formel 1 og Le Mans racerbiler fra 1936 til i dag – i en sær kontrast til deres væsen – står bomstille på ophøjede podier. Cronhammars scenografi kobler rite med teknologisk hårdhed. Med de oliesorte vægge, cool aluminiumsgulve, kolossale søjler og kæmpemæssige stempelringe, der som glorier kaster lys ned over racerbilerne, føler man sig hensat til det indre af en velsmurt motor. Luften er tyk af Martin Halls stemningsfulde lydtapet, der i et mix af fræsende reallyd og overjordiske vokaler understøtter den totale fetichering af udstillingens objekter … Det er kompromisløst på den politisk ukorrekte måde. Selve den æstetiske iscenesættelse er til gengæld i top.”
Information – Merete Sanderhoff (14. oktober 2006)

“En smuk, poetisk, til tider højstemt, svulstig-romantisk korledsaget stemningsmusik … vi har med kunst at gøre.”
Weekendavisen – Mette Sandbye (3. november 2006)

“Avantgarde, die es dem Hörer leicht macht. Man muss sich nur fallen lassen.”
( 8/10 )
Grenzwellen – Ecki Stieg (15. november 2006)

Katja Andersson: Vokal
Konsort: Kor
Martin Hall: Vokal, keyboards, flygel, båndmateriale, balalajka, elektronik
Michael Morelli: Kontratenor
The Vista Dome Ensemble: Orkester

Design: Helle Marietta Pedersen

Udstillingen bredte sig over i alt 1400 kvadratmeter i museets særudstillingsgalleri- og foyer. Væggene var malet sorte, galleriets søjler omdannet til røde, metalliske stempler, og lyskilderne var blevet formet som gigantiske stempelringe. Racerbilerne blev præsenteret på stålpodier i en installation af lys, levende billeder og lyd, eftersom de mange visuelle indtryk var underbygget af et nykomponeret, 77-minutter langt musikværk skrevet af Martin Hall.

Musikværket Racing Cars – The Art Dimension består i sin helhed af i alt 45 kompositoriske underinddelinger, alt sammen skrevet specielt til udstillingen (et enkelt tema fra Halls 2006-album Facsimile åbner værket i en genindspillet udgave, men ud over dette fragment er der tale om helt nyt materiale). Martin Hall arbejdede ved denne lejlighed endnu en gang sammen med orkesteret The Vista Dome Ensemble samt koret Konsort og sangerinden Katja Andersson. Som et nyt navn i Hall-sammenhænge sang kontratenoren Michael Morelli på i alt fire af værkets sekvenser. Cd-forløbet er dog bevaret som ét, langt nummer af hensyn til den helhedsoplevelse, der lå til grund for udstillingen.

Racing Cars – The Art Dimension-udstillingen blev ARoS’ til dato mest besøgte udstilling. Alene i dagene omkring åbningen så mere end 10.000 mennesker den (alt i alt blev den set af 137.000).

“We know that cars of this type are driven with the body and that you feel and steer the car with your entire body. Against the background of the organic unity of driver and car that we experience in Formula 1 in action, the absence of the driver in the exhibition becomes yet more striking. In ordinary cars you sit behind the steering wheel, but in present-day Formula 1 cars the driver is fitted into the speed machine like a larva in its cocoon. When, on stopping, the driver pulls himself out of the car or is pulled out by a team hurrying to help, the effect is one of an amputation or a culinary act that could be carried out with a lobster fork.

The car is left like an empty shell. This has an effect all the more powerful as a result of the erotic connotations that have always been associated with the most powerful racing cars. Suspended during the race, the drivers fling their cars from side to side in staccato, writhing, zigzag movements. The purpose is to keep the tires warm. But sitting in the tightly enclosing car, with only his head sticking up, it appears as if the driver turns himself and the car into a dildo. The driver’s motor function and the car’s reactions are coordinated; the organ extension lives and obeys.

In contrast to the raised driving position formerly occupied by drivers, a position in which they seemed both heroic and individually recognisable, drivers today are not only anonymous, but packed inside the entire organism of the car. The most powerful expression of triumph in the winning driver, which is only caught by the close-up camera in the car, consists of a thumbs up sign or a clenched fist.The absence of the driver in the exhibition imposes a limit to the public, but is also acts as a spooky deficiency, an anatomical void.”

Uddrag fra udstillingskataloget skrevet af professor ved Kunstakademiets Arkitektskole Carsten Thau i efteråret 2006.