”Ambitiøs fortælling om punk i Danmark.”
( * * * * )
Jyllands-Posten – Peter Schollert (11. september 2010)

“Fremragende værk om punkmiljøet i Danmark: Formen med at krydsklippe de mange – ofte modstridende – stemmer fungerer fremragende, både fordi det gør stoffet levende og nærværende og samtidig giver plads til de mange forskellige opfattelser af, hvad det egentlig var for nogle sære fugle, som for en stund satte røre i andedammen. Det som Hall ganske rammende kalder ”sammenbruddets æstetik” … Something Rotten! er ganske enkelt det definitive værk om fænomenet. Intet mindre.”
( * * * * * )
Ekstra Bladet – Henrik Queitsch (16. september 2010)

”For pokker, hvor havde de unge punkere stor gennemslagskaft, da de først fik formuleret deres anarkistiske ikke-mål og etableret et miljø. Ja, braget var så voldsomt, at ekkoet inden for litteratur, malerkunst og musik stadig kan høres og mærkes – tænk bare på Søren Ulrik Thomsen, Martin Hall, Søren Fauli, Steen Jørgensen, Claus Carstensen, Bo hr. Hansen, Lars H.U.G., T.S. Høeg og Knud Odde. Det er dog ikke kun de overvintrede punkere, der fortsætter med at gøre sig gældende, men også deres do it yourself-ideologi, som har præget kulturens vækstlag lige siden punkens ”belle epoque”. Hvis du vil spille, skrive eller male, så gør det og udgiv det selv, mente de, og demokratiserede dermed kunsten for altid. Det kolossalt positive Do It Yourself-budskab blomstrede imidlertid – som mediedyret, musikeren og forfatteren Martin Hall præcist pointerer det – op af en grund af underskud og depression: ”Enhver, der voksede op i 1970erne, erindrer ganske givet følelsen af socialt kollaps. Oliekrise, bilfrie søndage, arbejdsløshed og usoignerede marxist-sexister, der røg fede til tyve minutter lange guitarsoloer”.”
( * * * * )
Berlingske Tidende – Jeppe Krogsgaard Christensen (17. september, 2010)

”Det er en fornøjelse at læse Something Rotten! … som sad vi lige der i rummet med de pågældende, som husker godt og fortæller levende og begavet og tager os hele vejen rundt og forbi begivenheder, navne og scener.“
( * * * * )
Gaffa – Torben Holleufer (19. september 2010)

“Et fabelagtigt værk om den danske punkscene 1977–1985.”
Aarhus Stiftstidende – Thomas Nygaard (21. september 2010)

”Det definitive vidnesbyrd om en tid fuld af positionskamp, konflikt og rå kreativitet: Med valget af oral history som fortælleform kommer alle til orde. I stedet for en strømlinet fortælling med personlige korrektioner og overvejelser om noget så tumultarisk som punk, tier Jan Poulsen stille og orkestrerer eminent de mange modstridende stemmer. Dermed kommer Poulsen ikke bare grundigt rundt i hjørnerne af de steder, mennesker og hændelser, der definerede dansk punk, han giver genfortællingen nærvær og fremstiller med al tydelighed den motor, identitetskampen udgjorde. Fritz Bonfils og Martin Hall er to af stemmerne i bogen.”
( * * * * )
Politiken – Simon Lund (25. september 2010)

”Den til dato bedste bog om det æstetiske oprør, der fandt sted i årene 1977-1985, et essentielt skrift der overskrider grænserne for sit tema, og som stort set vil kunne læses af enhver med blot den mindste smule interesse for såvel tidsperioden som kunsthistorie (og rock) i øvrigt … det er både underholdende og oplysende, og der er tryk på det sproglige, de fleste af bogens stemmer har noget at sige og et sprog at have det i.”
Information – Klaus Lynggaard (8. november 2012)

Martin Hall udtaler bl.a. følgende i bogen:

Enhver der voksede op i 70’erne, erindrer ganske givet følelsen af socialt kollaps. Oliekrise, bilfri søndage, arbejdsløshed og usoignerede marxist-sexister, der røg fede til tyve minutter lange guitarsoloer. En ganske grusom tid. Punken vendte utopierne ryggen, anerkendte mere nøgternt tingenes tilstand og begyndte at benytte samfundets affaldsstoffer som en del af sit eget æstetiske udtryk. Man var omgivet af sammenbruddets æstetik i de år, og hvad der ikke allerede var gået i stykker, det sørgede man eventuelt selv for at smadre. Logikken? Her er en ting, og her er den samme ting gået i stykker! Hvilken udgave kan du bedst lide? Den bundne form holder på energien, den ødelagte sender den videre. Deraf punkens umiddelbare destruktionsfascination: Løslad energien!

Der var noget befriende ved grupper som Cinema Noir. Pludselig stod de der, klynger af stift stirrende mænd i lange overjakker og kvindelige sangerinder, for hvem en solistkarriere og et nervøst sammenbrud tangerede nogenlunde samme eksercits. Jeg oplevede dem nok lidt som en slags ”anden” bølge: Hvis Ballet Mécanique var en første bølge af gammeltestamentligt raseri, så var næste bølge af grupper som Cinema Noir og Corpse d’Esprit et forfriskende bud på, hvordan man garnerer samme slags psykotiske indstilling til tilværelsen med både dada og Derrida.

Hvornår er noget et galleri? Når der udstilles. Der begyndte at opstå flere små ”impromptu”-gallerier, momentvist, i gamle butikslokaler eller kælderlokaler. Hen ad vejen blev det så til Galleri Deroute nede i Blågårdsgade eller Kong i Store Kongensgade, men i begyndelsen var det mere disse passerende tilstande. En aften var man til en fernisering i et rømmet hus, og næste gang man kom forbi samme sted, var bygningen jævnet med jorden.

Selv da alting begyndte at falde fra hinanden, var det, som om der var en fin sammenhæng i tingene. Meget ofte faldt ting i hvert fald utroligt godt fra hinanden … skabte et helt nyt lille koordinatsystem af andre grupper og udgivelser.

I forbindelse med bogudgivelsen inviterede DR1’s Aftenshowet Martin Hall i studiet for at fortælle om perioden og bragte i den forbindelse følgende billede.

Fotoet er taget i slut-70’erne og viser fra venstre mod højre maleren og musikeren M.T., Gitte Z (Gitte Zacho, død 1980), musikeren og koncertarrangøren Eddie Haircut (død 1992), Angie Dee, digteren Michael Strunge (død 1986), Martin Hall og Morten Versner fra Ballet Mécanique.