Buy at BANDCAMP

30 MINUTES

BEFORE
CD
MAJ 2011
REPLIKA (REP 01)

Tirsdag den 17. maj 2011 udkom Before’s legendariske support-koncert for engelske New Order langt om længe som cd og download. Indspilningerne stammer fra den 17. maj 1981 og blev dermed udgivet på 30-årsdagen for begivenheden.

Koncerten, der foregik i Saltlageret, var samtidig Martin Halls sidste optræden med Before, inden han forlod bandet for at hellige sig Ballet Mécanique.

1. Intro (0:59)
2. Metal Dreams (3:21)
3. Alle Fangerne (3:27)
4. Special Surprise (2:29)
5. Surrender (3:53)
6. Beautiful Crisis (2:31)
7. Unexpected Emotions (3:13)
8. Wasteful Hours (6:30)
9. Whip on My Shoulder (3:59)
10. Wasteful Hours (Demo) (3:19)
11. Alle Fangerne (Demo) (2:37)
12. Surrender (Demo) (3:46)
13. Beautiful Crisis (Demo) (2:18)

”Fritz Fatal, Martin Hall, Lars Bo Tolstoy og Michael Rasmussen spiller helt tydeligt med alle følelser uden på tøjet og stor intensitet. Det er måske nok vredt og aggressivt, men det er først og fremmest desperat; lyden af en generation, der forblev grimme ællinger, og for hvem punkens udtryk handlede om andet og mere end påtagede attituder og beskidt tøj.“
( * * * * )
Gaffa – Ras Bolding (15. maj 2011)

”Nærværet og gennemslagskraften optimal. Musikken er et inferno og Fritz Fatal brænder igennem … 30 Minutes er en sand gave til vi, som kan huske tiden og årene der fulgte. Og for nye lyttere vil optagelsen være en skræmmende oplevelse, som man bør give sig selv fornøjelsen af! Og skal der bindes en sløjfe til selve hovednavnet denne aften, New Order, så agerede gruppens bassist Peter Hook assistent for lydmanden under Befores koncert. Dette er i sandhed historie foldet ud i fuldt flor 30 år efter – men tiden har ikke gjort Before mindre medrivende.”
( * * * * * )
Lydtapet – Peter Krogh (16. maj 2011)

” Frenetisk live-optagelse af gruppens opvarmningstjans for New Order i ’81. Det er stærkt … et band, der spiller, som gjaldt det livet. ”
( * * * * )
B.T. – Mathias Nielsen (16. maj 2011)

“Det er ubeskriveligt mærkeligt at sidde og høre koncerten med Before, som den nu foreligger i form af cd’en 30 Minutes, udgivet præcis 30 år efter eventen, lo-fi så det batter og absolut kun for liebhavere. Dette er en pæn måde at sige, at lydkvaliteten er dubiøs, det er intensiteten til gengæld ikke, her tages ikke fanger, kun chancer, og hvordan det end vendes og drejes, føles det helt rigtigt, at dette afgørende øjeblik nu findes frit tilgængeligt for dem, der måtte føle behov derfor. Dette er antitesen til mainstream og passende adfærd, dette er den ægte vare, med hud, hår, vorter og sår, take it or leave it, but take it!!“
Information – Klaus Lynggaard (18. maj 2011)

”Punkscenens shangri-la. En ceremoniel begivenhed. En brændende tornebusk. Få danske rockkoncerter er blevet tildelt samme prædikater som post-punkgruppen Befores optræden på Saltlageret i 1981. Nu, på 30 årsdagen for koncerten, kan den halve times desperate energi genhøres eller opleves for første gang i remastered udgave.”
Weekendavisen – David Turner Jacobsen (19. maj 2011)

“Som et tidsdokument er 30 Minutes en forrygende halv time om et kompromisløst ungt band, der fostrede egensindige kunstnere som Martin Hall og Fritz Bonfils og som velsagtens kan indtage podiet som et af Danmarks helt store postpunk-bands, der sagtens kunne bide skeer med de store populære udenlandske åndsfæller. “
Diskant – Thomas Steen Jensen (7. juni 2011)

30 Minutes er en kærkommen udgivelse, der viser et af dansk musiks mest legendariske bands på toppen af deres formåen. Autenticitets-faktoren er helt i top, og bandet spiller fremragende og dejligt råt … en rigtig god udgivelse, der rent faktisk står stærkere end Befores klassiske album A Wish of Life.“
( * * * * )
Transmission – Tobias Bendixen (20. juni 2011)

”De i alt ni numre fra koncerten trækker store veksler på punkens utæmmede energiudladninger, dens raseri, dens vrængende attitude og dens støj. Især Martin Halls vilde, støjende guitar, som ligger langt fremme i lydbilledet, genkalder den støjæstetik, punken dyrkede … 30 Minutes er en fin lille udgivelse. Coveret, der er holdt i sort/hvide farver, kan foldes ud og viser stemningsfulde fotos fra koncerten – en fin minderune over et af dansk (post)punks markante band, der for en kort bemærkning (1979-1982) brændte med en skæv flamme.”
Geiger – Capac (27. august 2011)

Fritz “Fatal” Bonfils: Vokal
Lars Bo “Tolle” Tolstoy Jacobsen: Bas
Martin Hall: Guitar
Michael Rasmussen: Trommer

Design: Kenneth Schultz
Coverfoto: Territorium
Livefotos: Søren Svendsen

Before blev dannet i september 1980 af sanger og altoverskyggende frontfigur Fritz ”Fatal” Bonfils og den dengang 17-årige Hall på guitar. Sammen med trommeslageren Michael Rasmussen (senere The Sandmen) og bassist Flemming Andersen (Art in Disorder) spillede gruppen sin første koncert i Rockmaskinen på Christiania i november samme år, hvorefter Lars Bo “Tolle” Tolstoy Jacobsen overtog rollen som bassist.

Efter Halls exit udgav Before året efter debutalbummet A Wish of Life (sommeren 1982), der siden hen er blevet en del af arvesølvet i dansk rockhistorie.

Befores support-koncert for New Order repræsenterer på mange måder en milepæl i dansk postpunk-sammenhæng. Én ting er bandets besætning på det tidspunkt, men hvad der er langt mere væsentligt, så gav gruppen denne aften sin måske bedste koncert nogensinde.

Indspilningerne fra begivenheden præsenterer lytteren for et langt mere brutalt band end det, man finder på gruppens senere albumdebut, og giver et fint indblik i bandets oprindelige form og første fase med Hall som guitarist. Der er tale om rene mixerpult-outtakes fra aftenen, dvs. om så gode indspilningsforhold som situationen dengang tilbød.

I den mere kuriøse ende af skalaen kan det nævnes, at New Orders Peter Hook assisterede Befores lydmand med live-mixet undervejs.


Af yderligere materiale på pladen finder man fire aldrig tidligere udgivne demoer, sange der alle blev indspillet måneden inden koncerten – bl.a. ”Surrender” og ”Wasteful Hours”, numre der begge bærer en klar Hall-signatur på komponistsiden. Ud over det indeholder albummet også en række ikke før publicerede live-fotos fra koncerten.

Du kan læse mere om Before i de følgende artikler: