Teksten “Memo” lyder i sin fulde ordlyd som følger:

”Hun talte, smilede langsomt. Hun var indrammet i en kegle af hvidt lys. Hun bøjede sig en smule frem, så mig dybt i øjnene; det var en facon, hun havde. Måske gik der ti sekunder. Så gjorde hendes krop atter opmærksom på sig selv med et sæt rastløse bevægelser.

Hun spurgte, hvordan jeg havde det.

Rummet lukkede sig om os. Langt væk kunne jeg høre stemmer, der førte en samtale – lyse, lette, næsten uden definition. Jeg følte mig træt og glemsom.

Hun smilede endnu en gang, forbi alting, og fortsatte dernæst med at tale. Hun havde et smukt, regelmæssigt ansigt. Hendes stemme var blød, men ordenes rytme var monoton – som et urs uinteresserede gang.

Jeg lyttede ikke længere efter, hvad hun sagde. Jeg tænkte på rum fulde af samtaler, der aldrig var blevet ført. På betydninger så spinkle, at man slet ikke ænsede dem undervejs. På håbet om noget, jeg forhåbentlig endnu ikke kendte til.”