”Hall brillerer i skildringen af halvfjerdsernes ramponerede Olsen Banden-København. Over sidekorte kapitler rapporterer han fra sin barndoms endnu ikke friværdi-gentrificerede hovedstad, hvor pornobiografernes neon lokker, Islands Brygge lugter af sojakager, og Dan Turèlls unavngivne journalistdetektiv sandsynligvis sidder på en af de lokale knejper, før han skal ud og opklare et mord. Vel er det nostalgi, men også et skarpt og observant snapshot af en by, der ikke længere er … Halls ironiske distance til både kunstmiljøet og sig selv parkeres dog af og til. Mest udtalt i beskrivelsen af moderens selvvalgte død, hvor Hall knugende skildrer deres akavede relation og nøgternt udleverer to fejlbarlige mennesker og et sår, der stadig synes at bløde lidt.”
( * * * * )
Berlingske – Mikkel Andersson (17. august 2017)

”Martin Hall har stil, og med den her bog kommer han også tæt på et stof og en smerte i portrættet af forældrene og i fremstillingen af sin unge karrieres kuldslåede bagside med selvmord, stoffer og kronisk rastløshed … vi får en personlig fortælling i en løselig fragmentform – og så får vi også et ganske rørende portræt af forfatterens mor, hendes triste skæbne, som var med til at lukke og besegle årtiet for Martin Hall.”
Weekendavisen – Christian Dorph (18. august 2017)

”Multikunstneren Martin Hall fortæller charmerende om sine unge, vilde år … Et usædvanligt talent med en usædvanlig karriere. Og en historie, der ikke kan fortælles nok.”
Jyllands-Posten – Christian Møgeltoft (23. august 2017)

”Det er ikke første gang, Martin Hall udgiver sine erindringer – eller noget, der minder om det. Den afgørende forskel denne gang er, at den avantgardistiske, sensible og særligt besjælede vidundervoksen, som man vel i dag må kalde dette evige Wunderkind, da han faktisk er blevet 54 år, vitterlig skriver erindringer. Han skriver, hvad han husker: oplevelser, stemninger, situationer, problemstillinger. Men ikke nok med det: Han beskriver dem, sådan som han i dag føler, at han oplevede dem dengang. Den Martin Hall, der skriver 1971-1985, udtrykker sig nærmest lige så enkelt og prunkløst som titlen. Mange steder smukt, ofte klogt, tit befriende morsomt og fuldt af sardoniske invitationer til læseren om at joine forfatteren i indforstået latter over tilværelsens iboende idioti … Størst indtryk gør nu den løbende skildring af bogens to andre gennemgående figurer, forældrene. Eigil og Beth, som de hed, deres aparte samliv og deres på hver sin måde halvskæve og kuldslåede tilværelser. De to mennesker, der er blevet forældre, men selv stadig er børn. De tos, fars og mors individuelle kamp for at bevare integritet og selvrespekt, deres glæder og sorger er skildret med så meget indlevelse, tilgivelse, undren, smerte og kærlighed, at de samtidig mere end noget andet leverer nøglen til mennesket Martin Hall.”
( * * * * )
Politiken – Henrik Vesterberg (26. august 2017)

”Martin Hall har – ud over at være en del af min måde at vokse op og forstå dele af mig selv og verden på – også sørget for at den danske musikverden og litteratur har haft et departement af elegance og nålespidst vid. 1971–1985 er en bog, der fænger. Man bliver rørt, når man træder ind i dens mange rum.”
Radio24Syv – Morten Lindberg (27. august 2017)

”Tag med på tur til de fede 70’ere og fræsende 80’ere. Selvbiografi for læsere med interesse for perioden, dens musik og kultur – og en fortælling om en drengs brogede opvækst i en tid, hvor det meste var tilladt … rigtig godt skrevet med en charmerende, let disharmoni mellem vilde sprogblomster og tør selvironi.”
DBC lektørudtalelse – Annemette Schønberg Johnsen (31. august 2017)

”Selvom Hall oftest henvender sig til et publikum med sans for avantgarden, så er hans nye bog vedkommende for alle. Smukt skrevet, dybt personlig, vildt underholdende og ikke mindst troværdigt reflekterende om de efterhånden sagnomspundne år … 1971-1985 er på flere måder for 80’er generationen, hvad Dan Turélls Vangede Billeder er for 68’erne. Den er mørkere og hårdere i sit portræt af tidsånden, men mindst ligeså humoristisk og meget rørende. Det er længe siden, at jeg er fløjet så hurtigt gennem en bog med et ængsteligt blik på de alt for få resterende sider.”
Bogbobler – Isabel Fluxá Rosado (1. september 2017)

”Refleksioner over de første kunstneriske aktiviteter – koncerter, plader, bøger – sættes ind i en rørende beretning om de svære teenageår i en aparte, dysfunktionel, men samtidig også ganske genkendelig familie. Og oven i det hele naturligvis et fint tidsbillede. Alt sammen med ligefrem oprigtighed, humor og sågar selvironi … Under læsningen af den sympatisk åbenhjertige og uhøjtidelige bog følte jeg mig for første gang nogensinde i sync med Martin Hall. Anbefales!”
Inde og ude af sync – Lars Movin (9. september 2017)

”Indsigtsfuld og morsom … spændende at høre om en person som den falske marquis Marcel de Sade, som rumsterede i en herskabslejlighed på Frederiksberg i en anden tid og gjorde et stort indtryk på forfatteren. Sproget er godt, flydende.”
Fyens Stiftstidende – Martin Kloster (2. oktober 2017)

”Man skal købe bogen, hvis man interesserer sig for litteratur, sprog og tidsånd. Martin Halls litterære åre er nemlig bemærkelsesværdigt dragende. Og hans blik for tidens temaer afsindigt skarp. At han i sin unge år – frem til bare det 22. leveår – skabte (eller tog del i skabelsen af) så mange orkestre som R.A.F., Identity, Ballet Mécanique, Before, Dialogue, Under For, Pesteg Dred, SS-Say og Front and Fantasy og i øvrigt påbegyndte en solokarriere; at han med forskellige orkestre fik mulighed for at blive support for Sods og New Order i Saltlageret, for Nico i Montmartre, for Psycic TV i Ungdomshuset og i øvrigt fik mulighed for at optræde på Roskilde Festival og møde Nick Cave, Iggy Pop og Genesis P-Orridge; alt det nævnes kun som biting i selvbiografien. Forholdet til blandt andre Poul Borum og Michael Strunge foldes mere ud. Og dét – som et led i skildringen af tiden, tidsånden og subkulturerne. Men – mest af alt foldes fortællingen om den unge Martin Halls forhold til sin alkoholiserede mor, Beth, ud. Og dén del af fortællingen er altså i sig selv det hele værd, for portrætteringen er eminent, sproget sublimt og alle de skildrede tildragelser og udvekslinger helt nøgne – uden (vil jeg mene) at være blufærdighedskrænkende. Martin Halls evne til at reflektere og formidle sin forståelse er beundringsværdig.”
( * * * * )
GAFFA – Ivan Rod (18. oktober 2017)

”Et klart must read: Martin Hall er udstyret med en refleksionsevne, der svinger fængende mellem nøgtern observation og eftertænksom refleksion. Det kan konstateres meget hurtigt i løbet af bogen, at vi her har at gøre med en mand, der ikke prøver at sætte sig på en piedestal, men heller ikke underkender sin anderledes tilværelse. Livet, som skildres, er ikke nødvendigvis et liv ved bevidsthed, grundet stofindtaget og tidens hektiske kreativitet, som beskrives indgående, men det er et liv med bevidsthed. Sondringen mellem livets trivialiteter og rollen i noget nyt kulturelt udefinerbart skaber et glimrende momentum i Martin Halls erindringer … Det at bogen giver et større indtryk af hvad Martin Hall gjorde, end hvem han er som position, er med til at gøre bogen mere kulturelt relevant, end hvis det var en ren identitetsskildring. Det er de ydre detaljer, der optager ham, ikke de indre. Sproget er godt og rummer både nøgtern skildring, ordblomster og en god mængde selvironi. Bogen er god læsning, der klart bør nydes af flere end bare fans af Martin Hall. Som kulturhistorisk beretning gør den sig nemlig glimrende, og jeg vil uhyre gerne bede om en efterfølger, som åbner op for mere af Martin Halls kreative virke.”
Modspor – Martin Minka Jensen (29. oktober 2017)

“Årets bedste selvbiografi: For mig er Martin Hall en af 80’ernes ‘royale’ og én af de mest indflydelsesrige i min 80’er-historie. Han bevæger sig frit i alle former for udtryk. Og har man som mig en fod i 80’erne, så er han stadig et interessant bekendtskab … 1971–1985 er ikke bare en medrivende fortælling om en teenager i en voldsom tid. Den er også et klart og tydeligt tidsbillede af en grænsesøgende subkultur. En kultur, der, blandt mange andre gav os Michael Strunge og Martin Hall. Man skal læse bogen, fordi Martin Hall er en vigtig person fra en vigtig og voldsom tid.”
DR – Flemming Møldrup (10. november 2017)

OPTAKT

Jeg forestiller mig tit fortællingen bag det hele: To mennesker indrammet i kegler af lys. Deres møde. Detonationen af lyse sommernætter og hviskende stemmer – hvordan de tænker, at det hele nok skal gå.

Senere fortæller hun ham om, hvad der er på vej; betragter opmærksomt ansigtet foran sig, glad og nervøs på samme tid.

Han siger, at det er alle tiders.

Så græder hun lidt, mere af lettelse end af glæde. I bund og grund er hun ligeglad – så stor er den kærlighed, hun føler for det nye liv i sin krop.

Jeg forestiller mig blodets kobberagtige lugt ved fødslen, den hensynsløse krafts forløsende enevælde. Hvordan hendes berøring falder med et snefalds blødhed over den fremmede, men alligevel velkendte hud. Hviskede ord, luftstrømme af formløs ånde.

Så spædbarnet i en vugge, sovende, med benene spredt ud, som en supermarkedskylling. Mennesker, der påpasselige betragter det lille nye liv, fremmede lungesæt i færd med at fortære rummets luft. En fjern spøgen af stemmer.

Dage, der begynder med strålende solskin, men langsomt diser til. Drømmenes grynede, hvide væske. Dåb, serpentiner og lagkage.

En dreng i et skab. Indviklede talemåder, pauser og tomme blikke. Alles kamp for at få luft.