DET VAR GANSKE ALMINDELIGT AT SPRINGE NOGLE DØGN OVER PÅ AMFETAMIN
DR Nyheder/Kultur, 16. august 2017
Af Annelise Hartmann Eskesen
Den ellers meget private musiker og forfatter Martin Hall har skrevet en meget personlig bog om den mest umulige af alle kunstarter – det at blive sig selv.
Da han ved afslutningen af 9. klasse gik til mundtlig eksamen i latin, var det iført hundehalsbånd, gammel slidt herrejakke, cowboybukser med huller på knæene og håret farvet blåt og gult.
Han fik 13.
Hundehalsbåndet havde han købt på sin mors kontokort i Magasin, og ved kassen havde ekspedienten med stor foragt spurgt, om han ville have det med i en pose eller have det på med det samme.
Han bar det også ved middagsbordet.
– Man må gøre op med sig selv, om punk er noget, man er, eller noget, man klæder sig ud som, siger den danske forfatter, komponist og kunstner Martin Hall en torsdag i august på en café på Gammel Kongevej.
Martin Hall, der er kendt for sin eksperimenterende kunst, sine generationsportrætter på skrift og som dommer på DR-showet ‘Talent 2008’, er den første, der møder op til interviewet.
Ude fra vejen ligner han en voksfigur, som han sidder ubevægelig med ryggen til på en lyseblå polstret stol med guldkant og kigger skråt op til siden – ikke ned i en mobiltelefon. Hans hud er lys, hans brune hår er strøget nænsomt tilbage, skjorten er mørkeblå og med pressefolder, og over stolen ved siden af ham hænger en nålestribet jakke, der matcher de mørkeblå, nålestribede bukser.
– Jeg er faktisk ikke så kontrollerende, som nogen tror, siger han, da vi taler om muligheden for at få lov at se sine citater igennem, inden artiklen udkommer.
– Jeg taler bare mere frit, hvis jeg får mulighed for lige at se, hvad jeg har sagt, siger Martin Hall og smiler, så smilerynkerne omkring øjnene trækker venlige furer hen over ansigtet.
Vi mødes i anledning af hans nye bog ’1971-1985’, der udkommer i morgen.
De to årstal i bogens titel danner ramme om nogle meget formative år i Martin Halls liv. Fra han som otteårig boede med sine forældre i Spanien under general Francos sene diktatur, hvor han ikke kunne sproget og blev stenet i skolegården og indså, at livet ikke var ’sikker grund’, til han fylder 22 år.
Der er sket meget i de 14 mellemliggende år, hvilket Martin Hall beredvilligt fortæller om denne eftermiddag på Frederiksberg. Selvom han ikke bryder sig forfærdelig meget om at blive interviewet.
Martin Hall er introvert, siger han selv.
– Jeg er, som du måske også fornemmer, en lidt undvigende person på nogle punkter. Jeg kan sagtens sætte mig ned og skrive en bog på 250 sider, der er ekstremt personlig, men jeg kan godt være meget undvigende, når man spørger mig konkret, siger Martin Hall og smiler undskyldende.
– Jeg har virkelig svært ved at koncentrere mig under live-samtaler.
Han forekommer dog meget velformuleret og bruger ord som salonfæhig (om hvordan punk lyder i dag) og eksuberant (om hvordan han som punk ønskede at udstille sig selv). Han taler frit om dengang, han blev fascineret af amfetamin og kokain. Men stofferne er bare en del af fortællingen om, hvordan Martin Hall er blevet den, han er.
Og det er netop det, bogen handler om.
Den er fortællingen om den mest umulige af alle kunstarter – det at blive sig selv.
PUNK: EN LIVSSTIL, IKKE EN UNIFORM
På vej mod at blive sig selv blev Martin Hall punk.
Det skete, efter han som 14-årig havde stiftet bekendtskab med Sex Pistols’ ’God Save The Queen’ fra 1977. For ham repræsenterede singlen alt det, han som ungt, utilpasset individ endnu ikke selv var i stand til at formulere; en kritik af det omkringværende samfund tilsat en på det tidspunkt uhørt aggressiv patos. Et musikalsk år 0, kalder han det.
Men det var ikke bare en lyd.
Punken var en livsstil, der passede godt til den unge mand i hans tilblivelse. Glamrocken havde allerede hjulpet på hans forståelse af, at ikke alle mænd behøver at være ’behårede wife beaters’. David Bowie viste, at man som dreng kunne gå i kjole og se glimrende ud, så det gjorde Martin Hall også i en periode.
Men det var punken, der blev hans ungdomsoprør.
– Punken opstod jo ud fra en idé om, at vi tager samfundets skrald, der ligger på gaden, og iklæder os det. Vi tager hundekæder og plastik på som symbol på den afmagt, vi føler over for samfundet, siger forfatteren.
Halsbåndet kom fra bondage-kulturen og var ifølge Martin Hall et symbol på, at samfundet holdt én fanget som hunde i et socialt greb med arbejdsløshed og dårlige lønninger.
– Det var ikke bare en uniform, man tog på. Man prøvede sig frem i det her eksperimentarium og skabte et kunstværk, der var sig selv. Det var det kreative og opfindsomme, der fascinerede mig. Men lynhurtigt blev det jo en kliché at gå rundt og se sådan ud, siger Martin Hall, der kun var ’synligt punk’ i cirka et år.
Udover at få 13 til latineksamen fik Martin Hall også bank i den mundering.
Som splejset teenager blev han jagtet af to rockere i en bus, gennembanket og efterladt. Buschaufføren kørte bare videre.
– Jeg var lille, introvert og genert, men så ekstrem ud. Jeg gjorde ikke noget, jeg så bare ud. Men der var ikke særlig mange, der brød sig om punks dengang, fortæller Martin Hall.
Efter punken kom stofferne.
TOG STOFFER FOR AT SLIPPE KONTROLLEN
Martin Hall havde aldrig betragtet stoffer som noget farligt. Da han til skræk og advarsel som skoleelev så, hvordan en omgang kokain kunne transformere en hjerne til et afbrændt månelandskab, virkede skræmmebilledet omvendt på Martin Hall. Det måtte han prøve.
– Jeg tror altid, at jeg har været meget draget af at overskride grænser. Jeg er et udpræget kontrolmenneske, så jeg elskede ideen om kontroltab.
Så i en periode i 80’erne, hvor han samtidig blev etableret som musiker og digter, kastede han sig gladeligt og hovedkulds ind i dette horisontudvidende eksperimentarium.
– Der var nogle år, hvor det var ganske almindeligt at springe nogle døgn over på amfetamin, siger Martin Hall, der aldrig har haft det, han selv vil kalde et misbrugergen.
– For mig var det et projekt, der handlede om at udvide horisonten. For andre blev det meget katastrofalt, siger han.
Og stopper op.
– Jeg kan mærke lige nu, at den her interviewform er lidt svær. Formen vil jo gerne have, at det bliver kortet ned til et refræn, og det er forståeligt. Men det er også på bekostning af en sammenhæng, når man siger, at ja, vi tog en masse amfetamin, og ja, det var vildt. Men det er jo en del af et større billede.
SHOWET, DER CHOKEREDE ALLE
Det var også i 80’erne, at Martin Hall stod bag et af tidens mest grænseoverskridende shows, som han selv kalder det. Forestillingen hed ’Parade’ og blev opført over nogle aftener i Saltlageret. Og det chokerede virkeligt folk, husker Martin Hall.
– Ud over at jeg og den anden hovedrolle skar os til blods og gav hinanden blowjobs på scenen, mens vi – indsmurte i svineolie og sminkede som lig – rodede rundt, så optrådte min far i rollen som nøgen Jesus, siger han.
Publikum blev ret oprørte, og flere af Martin Halls bekendte ville ikke have kontakt med ham efter showet. Hvilket dog ikke gav anledning til anger hos kunstneren.
– Man skal ikke begynde at kompromittere sit udtryk, fordi nogle få mennesker vender én ryggen, siger han.
Og bogen er fuld af den slags anekdoter. For læsere, der ikke har været ung i de nøjagtigt samme år som Martin Hall, håber han, at bogen alligevel kan være relevant, da det også bare er ’en teenagekrønike om at være ung til hver en tid’.
Han er nervøs for, hvordan anmelderne skal tage imod den nye bog, der er langt mere personlig end noget, han før har lavet. Som ung var han med egne ord udstyret med et glat lag af teflon, så anmeldelserne prellede af på ham. Men med årene er han blevet ’mere nærtagende’, og en dårlig anmeldelse tager længere tid at ryste af sig.
– Når man er et sensibelt individ, så fylder den slags jo en del, siger han.
IKKE NOGET KENDSKAB TIL LYKKEN
Hvordan har du det, helt generelt, i dag?
– Ja, hvordan har jeg det? Jeg lever et liv, der er langt mere balanceret end i gamle dage. Som ung har man en idé om, at man en dag kommer hjem. Men det finder man ud af, at det gør man aldrig. Jeg finder aldrig et fikspunkt i tilværelsen, hvor jeg kan sige: Her hører jeg til. Dette er, hvad jeg er.
– Man bliver nødt til at indgå en aftale med skæbnen. Min aftale har været, at hvis jeg kan leve med en vis portion smerte konstant, får jeg mulighed for at mærke en bjergtinde glimtvis. Jeg tror, at man må vælge mellem et liv, der består af store dybder og store højder, eller om man er minded for og i stand til at leve et liv, der er mere stabilt og kontinuerligt.
Hvornår har du været mest lykkelig?
– Lykke er, for mig, nok et af de sværeste emner at indfange.
Lang pause.
– Altså. Jeg har ikke noget kendskab til lykken som sådan. Det er mig et meget abstrakt begreb. Jeg har altid befundet mig ekstremt godt i kaos. Men det tætteste, jeg kommer på, er nok, når jeg ikke har anet, hvad der foregik. Den følelse af, at man er i gang med at blive til noget, man ikke selv ved, hvad er. Det må helt klart være en følelse, der nærmer sig lykke i sit eget katastrofale skær. Jeg er ikke typen, der har sådan nogle blændende øjeblikke, hvor jeg følte, at dér var jeg virkelig beriget.
– Det er muligt, at jeg kommer på det. Må jeg være dig svar skyldig?
Martin Halls bog ‘1971-1985’ udkommer hos forlaget Tiderne Skifter 17. august.