NOSTALGI EFTER FREMTIDEN

Af Kristen Bjørnkjær, Information, 3. maj 2005

Martin Hall optræder i en ny rolle i denne uge. Han skal være konferencier ved et dansk, ministerielt arrangement i Landstingssalen på Christiansborg, sat i gang for et par år siden af daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs. Dannelseskaravanen hedder projektet, som skoler over hele landet har kunnet deltage i. Dannelse og værdier er temaerne, og nu skal resultatet fremlægges for ledende skolefolk. Man skal diskutere, om dannelse er relevant i dag – i givet fald hvilken dannelse, og hvordan man får den implementeret på skolerne.

Vi er med andre ord langt fra 80’er-scenens undergrund og det kaotiske verdensbillede, hvori Michael Strunge var poesiens ikon, Martin Hall musikkens. En scene, han dog på ingen måde har forladt, men måske nok ajourført. Han har netop sammen med guitaristen og produceren Johnny Stage udgivet en ny ep, Introducing Roseland, ligesom 800-siders-romanen, Den sidste romantiker, er planlagt til udgivelse i august på People’s Press. En roman, der fortæller om en ung mands udvikling fra 1980 til i dag.

Den romantiske stræben er af Sartre blevet kaldt ”nostalgi efter fremtiden,” og her og nu har vi sat Martin Hall stævne for at høre om hans syn på begrebet utopi. Men hvad mener han, der på samfundsplan er det vigtigste, der er sket siden 1980’erne?

– Dengang var der én tv-station, intet Internet, ingen lokalstationer. Mediet er eksploderet. Mediet som monster og engel er blevet realitet. Diskretionens dyd er blevet fuldstændig udraderet, nu tæller kun råbet. Hvis kodeordet i 80’erne var koder – kendte du dem ikke, røg du udenfor – da blev mantraet i 90’erne ”whatever”. Alt var pludselig tilladt, altså lige det modsatte.

Døde utopierne med 1970’erne?

– Jeg tror ikke, noget dør eller forsvinder. Det går i dvale, vinterhi, og dukker op igen, men det er klart, at der kom en stærk reaktion på den overpolitisering, man havde oplevet i 70’erne. Titlen på mit første album The Icecold Waters of the Egocentric Calculation var faktisk et citat fra Det kommunistiske Manifest af Marx og Engels, det var et forsøg på at overføre en meget abstrakt form for politisk bevidsthed i en ellers ren kunstnerisk sammenhæng. Politik havde været befængt med én generations fingeraftryk på en måde, der var meget svær for den næste at tage til sig. Men omkring årtusindskiftet begyndte det politiske budskab at vende meget klart tilbage i forhold til moderne rockmusik. Radiohead f.eks. var en klar eksponent for en række meget konkrete politiske budskaber.

Hvilke?

– De adviserede som nogle af de første britiske rockmusikere kraftigt imod Bush og gav støttekoncerter til fordel for Amnesty International og Greenpeace. Der er kommet et stærkt fokus på miljøpolitik hos det unge musikpublikum. Det er nok det punkt, alle klarest kan relatere til. Jeg læste et interview i Information med Pernille Rosenkrantz-Theill, der snakkede om, at en hel generation var blevet væk politisk, dem, der i dag er 35-45 år. Jeg må desværre give hende ret langt hen ad vejen, men indsatsen blev lagt nogle andre steder, og jeg mener bestemt ikke, utopierne døde som sådan, overhovedet ikke.

Steffen Brandt sang om ”dette åbenlyse selvbedrag, som intet håb kan bære”… var det sådan, man oplevede politik?

– Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for en generation. Det blev engang sagt om mig, at hvis Barsebäck eksploderede, ville jeg overleve, så meget jeg levede i min egen boble. Jeg har orienteret mig gennem en række forskellige politiske organisationer, trosretninger, osv., men har aldrig helt kunnet finde mit eget ståsted blandt disse. Størstedelen af mit voksenliv har jeg koncentreret mig om det, jeg arbejdede med.

Er du træt af at blive opfattet som repræsentant for en generation?

– Ja, i høj grad. Jeg blev udnævnt til det, allerede da jeg var 17-18 år. I 80’erne brugte jeg to et halvt år i et buddhistisk eksil i et forsøg på at udradere den foregående periode. Senere i ens liv opstår der så igen et naturligt behov for at kommunikere. Jeg er for første gang i mange år atter begyndt at lægge arm med en eller anden form for social virkelighed – både i den bog, der er på vej, og især i mange foredrag på gymnasier, hvor jeg både oplever en stor afmagt, men også et stort håb, når jeg møder de nye generationer.

Hvordan vil du beskrive håbet?

– På ethvert gymnasium er en stor gruppe elever, der har nøjagtig samme grad af idealisme, den samme grad af utopisk længsel, som vi andre havde … både i 68- og 80’er-generationerne, der ellers altid blevet sat op som hinandens modsætninger. I virkeligheden er det måske netop de to generationer af alle, der har mest tilfælles.

Hvordan?

– I den forstand at de begge overskred grænser, begge havde det borgerlige samfund som opponent. Gymnasiasterne siger: ”Det må have været fantastisk for jer, men vi har ikke noget oprør, ikke nogen revolte”. I vores superliberale whatever-samfund er alle grænser for længst overskredet. Der er ikke nogen modstand, man løber op imod, så man savner den identitet, det er at stå i opposition, og det er en kendetegnende mangel for mange af de søgende unge, jeg møder, de utopiske sjæle.”

Hvad vil du sige på Christiansborg?

– Jeg skal introducere deltagerne, knytte dagen sammen, og vil kæde indslagene sammen med diverse anekdoter og kommentarer til vores meget individuelle tidsånd. ”Man kan ikke bare sidde og være dannet for sig selv,” som Villy Sørensen sagde, det er noget, man bliver i samspillet med andre. For mange, især unge mennesker, er dannelse et diktat, for andre noget rent ornamentalt. ”Dannelse, er det ikke noget, man dør af?”, som den vittige udtrykker det. Men det burde jo være en indre struktur. Noget, der repræsenterer den viden, man har, noget, der beskytter én mod tidens informationsbombardement”. Vi lever jo i en verden, der bombarderer os med sanseindtryk. Politiken lavede for nylig en undersøgelse, der viste, at vi hver især er ofre for 3000 reklamer om dagen.

Hvordan ser du verden de næste 25 år?

– Jeg kan simpelthen ikke bære at se mig selv svare på, hvor verden er på vej hen, i en avisartikel. Det bliver så frygteligt prætentiøst. Lederen af Greenpeace deklarerede allerede i starten af 90’erne, at det var for sent at gøre noget. Information havde forleden et billede, der har ætset sig ind på min nethinde, et offer for giftstoffet Agent Orange. Det er nok et af de værste billeder, jeg nogensinde har set. Men hvad kan man gøre? For mig har det ikke betydet, at jeg kan gå ud og gøre noget konkret anderledes, end det, jeg allerede gør. Jeg synes, det er relevant at bringe billedet, men det kræver en efterfølgende refleksion, hvilket helt personligt fik mig til at tænke på, hvor langt jeg selv ville gå i mit kunstneriske udtryk.

Betyder det, at man passer sine egne sager, ikke blot, at vi lader nogle andre gøre det hele?

– Folk gør, hvad de gør, af naturlig indignation og al respekt for det. Vi ryster bægeret, terningerne falder. Samfundet har altid fordelt sig meget fint i fantaster, aktivister, politikere, osv. Vi indfinder os hver især meget naturligt i tingenes orden, lidt på samme måde som en flok fugle samler sig og bryder op på himlen. Det er et bevægende mønster. Man reagerer på omstændighederne. Det er en af ungdommens store styrker, at den prompte reagerer på det, den står over for. Det behøver vi ikke at sidde og lave systemer for, som alligevel ikke holder.

Og de store utopier?

– Der er aldrig nogen utopi, hvor du kan sammenligne dets konkrete, sociale resultat med den idé, der affødte det. Kommunismens idé og produkt var to meget forskellige ting. Et degenereret produkt. En mildest talt dårlig filmversion af en ellers glimrende bog. Jeg mener ikke, at der lige så mange svar, som der er spørgsmål. Ingenting er endeligt defineret. Du kan være retningsbestemt i dit liv. Det har jeg været som kunstner, intuitivt retningsbestemt. I den kommende bog har jeg taget udgangspunkt i den romantiske tradition, da postmodernismen jo på mange måder er en slags fuldbyrdet romantik i kraft af sin uhæmmede insisteren på at gøre jeg’et til verdens centrum. I vores kultur vil man f.eks. gerne have en magistergrad. Romantikeren vil derimod have 360 grader. Han gør sig selv åben for alt i håb om at integrere det, og det er en smuk utopi.