“Det er en uhyggespredende plade og en ener i en verden med utallige kopier. Alene derfor hurra for Hall og hans obskure satsninger. Men også fordi der gemmer sig en nerve og en bidende nødvendighed bag det …”
Gaffa – Per Reinholdt Nielsen (oktober 1994)

“Phantasmagoria er et drømmelandskab tæt på De Dødes Rige med 32 kompositioner fordelt på 52 minutter. De haikukorte tekster lukker sig gerne om sig selv i indforstået livsvisdom, men som de foredrages af Irma Victorias aldeles ubehjælpsomme engelsk fra den stråtækte skole i Sdr. Bjert, får projektet alligevel et glimt i øjet og et underfundigt smil i mundvigen fra samtlige medvirkende i The Hatebox Experience. Og så har Martin Hall skruet en musikalsk metamorfose sammen, der flere gange overrasker og åbenbarer en besættende skønhed i mange nuancer; med Gutenberghus reklamefanfarer, dommedagsstemning fra Ødelandet og et spændsigt danse-groove, er åbningsnummeret ”Everything Is An Illusion” en sivende, nærmest trodsigt kropsappellerende stemningsskaber, og over resten af albummet udforsker Hall og Irma Victoria teatralsk ophøjethed, galgenhumoristisk cabaret, forrevne klangtapeter, storslåede lydspor fra højromantiske tåreperserfilm, jazz’et tilbagelænethed og stemningsskilderier af næsten Satie’sk ynde.”
Berlingske Tidende – Lars B. Jørgensen (24. oktober 1994)

“32 sære, fascinerende skæringer på et skræmmende, ulykkeligt og hylende morsomt album placeret så fjernt fra dansk, populærmusikalsk middelmådighed som overhovedet muligt.”
Politiken – Dorte Hygum (1. november 1994)

“Først og fremmest kan man sige, at tingene denne gang er lykkedes for Martin og Victoria … Tilsammen giver det en lyd, der ligger et sted mellem midtfirsernes gotik og soundtracket til et stykke radioteater, der i hvert fald ikke er kedeligt. At der overhovedet er plads til den slags udgivelser i Danmark, der er gennemført anderledes og i hvert fald ikke lefler for nogen eller noget, det er sgu positivt.”
Information – Mads Brenøe (27. oktober 1994)

“Irma Victoria er en ældre dame uden sangstemme, men med en egen tonløs, sårbar power. Det perfekte medium for Martin Hall … Irma Victoria bliver en projektion, og Phantasmagoria et fascinerende glimt af en afgrund, hvor håbløshed og desperation skinner med sin egen sortblodige skønhed.”
Det Fri Aktuelt – Kim Skotte (3. november 1994)

Ligesom så meget andet Martin Hall har været – og er – i berøring med, er det en sær søgende plade, der består af 32 adskilte stumper, der enten synges eller reciteres af Irma Victoria, der for nu at sige det pænt ikke besidder den helt store stemme, men som på ganske forunderlig vis alligevel passer perfekt ind i Martin Halls koncept … Med Phantasmagoria i CD-afspilleren står man overfor et valg: Skal man tage projektet alvorligt eller ej? Jeg vælger at tage det seriøst, og gør man det, så har også Phantasmagoria en vis tyngde.”
( * * * * )
Jyllands-Posten – Uffe Christensen (11. oktober 1994)

“Irma Victoria blev et kendt navn og ansigt i musikverdenen, da hun i 1990 fik sin debut på Martin Halls plade The Rainbow Theatre. Året efter skabte hun musikhistorie, da hun i skarp konkurrence med Hanne Boel og Annisette blev nomineret til en Grammy som årets sangerinde … Irma Victoria har i dag alle ingredienserne til at blive en kultfigur af Kjøllerske dimensioner.”
Ekstra Bladet – Dorte Quist (28. oktober 1994)

“Phantasmagoria er en højst mystisk plade. Halls nedtonede lydmalerier, Irma Victorias intet mindre end forfærdelige foredrag og teksternes livtag med de tungeste eksistentielle emner giver tilsammen et obskurt univers, som det ikke er videre behageligt at opholde sig i. At behage, det er nok heller ikke Halls mål med pladen. Faktisk er den næsten ikke til at holde ud at lytte til, med mindre man har hang til selvpineri.”
Aarhus Stiftstidende – Arne Vollertsen (2. november 1994)

“Først undrede jeg mig, dernæst blev jeg lidt forarget, men for det meste følte jeg mig fascineret over det mod, som den danske multikunstner Martin Hall her har lagt for dagen ved sammen med sin 71-årige Irma Victoria at udgive follow-up albummet til forrige års udgivelse The Rainbow Theatre, nemlig 94-værket Phantasmagoria. Hall har aldrig søgt de nemme løsninger, ved vi, der har fulgt ham gennem de sidste 30 udgivelser, men dette sidste udspil er måske hans mest ekstreme eksempel …”
Kulturavisen Marcaroni (november 1994)

“Alt i alt er det et fascinerende og dragende album, der ligger på den hårfine grænse imellem den totale iscenesættelse og det dybt geniale.”
Ajour (november 1994)

Aud Wilken: Kor
Christian Skeel: Synthesizers
Henrik Marstal: Bas
Irma Victoria: Vokal
Jens Brygmann: Trommer
Lars Top-Galia: Guitar
Martin Hall: Instrumenter
Ole Hansen: Horn
Thomas Li: Keyboards
Torben Engberg: Orgel

Design: Jens Kruse
Foto: Robin Skjoldborg