HVAD LYTTER DU TIL I ØJEBLIKKET?

GAFFA, april 2000

 

Sir John Betjeman's BritainHvilken plade har du sidst købt?

Patti Smiths Gung Ho-album. Før det var det vist Wheats Hope And Adams, der af en eller anden grund tog mig flere måneder at skaffe. Eller var det Sir John Betjemans Britain? Næste indkøb bliver sikkert Ute Lempers seneste. Ellers er jeg ved at opspore Mille Plateaux’ samlede katalog. Holder meget af udgivelserne med Gas, Oval og Makesnd.

 

Hvad var den første plade, du købte?

Det må have været ”Fuerte” med Los Diablos, en single jeg købte, da jeg som lille boede i Spanien. Jeg må have været 8-9 år gammel. Da jeg kom tilbage til Danmark nogle år senere, kan jeg huske, at jeg fandt jeg Obscure-pladen The Sinking of the Titanic/Jesus’ Blood Never Failed Me Yet med Gavin Bryars på udsalg til 19.95 i Fona i Rødovre Centrum, en plade, der siden blev en af mine all-time favoritter. Dengang syntes jeg, at den var rimelig spooky; købte den udelukkende pga. omslaget. Instinktet længe leve.

 

My Beauty (Kevin Rowland)Hvad er dit favoritalbum?

Umuligt at nævne et enkelt, men af de plader, der gennem tiden har gjort størst indtryk på mig, ligger The Pop Groups Y helt klart højt på listen. Omvendt lytter jeg stadig med stor fornøjelse til plader som Richard Jobsons The Right Man og Virginia Astleys From Gardens where We Feel Secure. Af plader fra halvfemserne vil jeg nok pege på Eleni Karaindrous Ulysses’ Gaze og Anton La Veys Satan Takes a Holiday. Elskede omvendt også Kevin Rowlands My Beauty, der udkom sidste år. Min favoritplade i øjeblikket er Carlo Butis I Grandi Successi di Carlo Buti.

 

Den første koncertoplevelse?

Hhmmm … Tror jeg blev tvunget ind at se Keld & The Donkeys under mit børnehjemsophold på Bornholm.

 

Den bedste koncert?

A Certain Ratio i Rock Garden i London 1980 var en meget overvældende oplevelse. Hvis vi taler om halvfemserne, må det have været Rage Against The Machine første gang, de spillede i den Grå Hal i 1993. Husker især politiets gasangreb, der kun var med til at løfte stemningen … 1500 mennesker ind og ud af hallen, mens tåregassen fortog sig. Meget imponeret over Strictly Undergrounds (arrangørerne) kontrol over situationen. Men bryder mig ikke så meget om at gå til koncerter længere. Møder for mange mennesker, jeg ikke har lyst til at tale med.