Ballet Mécanique udgav deres første single Avenues of Oblivion i maj 1980 og albumdebuterede i september 1981 med The Icecold Waters of the Egocentric Calculation. Gruppens anden og sidste lp For udkom i efteråret 1982, hvorefter Martin Hall sammen med trommeslageren Michael Karshøj forsatte det musikalske projekt under navnet Under For.

Ballet Mécanique blandede rock, avantgarde og lyrik på en for samtiden ganske uhørt måde og benyttede bl.a. dansere, dias og film under deres shows. Gruppens gennemslagskraft og blivende resonans er bemærkelsesværdig.

The Icecold Waters of the Egocentric Calculation blev allerede ved sin udgivelse udråbt til et værk af rockhistoriske proportioner og figurerer stadig på bl.a. Politikens Rockleksikons liste over dansk rocks 50 vigtigste plader.

Du kan læse mere om gruppen og dens historie her:

Ballet Mécanique, Fortropper 24-25-26/4/1981
Foto: Torben Voigt

Ballet Mécanique, Odd Fellow Palæet 11/6/1981
Foto: Gorm Valentin

Martin Hall, Roskilde Festival 27/6/1981
Foto: Søren Svendsen

Morten Versner, Roskilde Festival 27/6/1981
Foto: Søren Svendsen

Michael Karshøj, Roskilde Festival 27/6/1981
Foto: Søren Svendsen

Album-artwork 1981
Design: Martin Hall

Album-artwork 1981
Skulptur: Morten Versner

Ballet Mécanique, Nosferatu Festival 7/3/1982
Foto: Ole Dreyer

The Icecold Waters of the Egocentric Calculation 2006
Design: Martin Hall



Under For var Martin Halls musikalske fortsættelse af Ballet Mécanique-projektet, efter denne gruppe blev opløst i 1982. Hall og trommeslager Michael Karshøj begyndte herefter at arbejde sammen med støj- og avantgarde-guitaristen Per Hendrichsen, en musiker som Hall tidligere havde samarbejdet med i Pesteg Dred.

Under for udgav kun en enkelt studiealbum, pladen Apparently All the Same (1984), en titel der dog står som en af Halls væsentligste udgivelser i 80’erne. Under Fors legendariske koncert ved den klassiske festival ISCM World Music Days den 30. oktober 1983 er inkluderet på den digitale 2009-udgave af albummet.

Apparently All the Same var en af de få skandinaviske plader fra perioden, der ved sin udgivelse modtog god omtale i britiske musikaviser som New Musical Express og Sounds. I oktober 1984 udgav gruppen ligeledes 12”-singlen Free-Force Structure, en single der ligeledes fik en fin anmeldelse i NME. Yderligere medvirkede Under For i Claus Bohms film Totem fra samme år.

Apparently All the Same 1984
Design: Martin Hal

Free-Force Structure 12″-single 1984
Design: Martin Hal

Michael Karshøj og Martin Hall 1984
Foto: Henrik Möll

Lena Walsh og Per Hendrichsen 1983
Foto: Martin Hall

Martin Hall 1983
Foto: Lena Walsh

Martin Hall 1983 og Michael Karshøj 1984
Fotos: Jacob Thuesen/Henrik Möll


Liner notes fra Catalyst-opsamlingen

1. Intellectual Self-Mutilation (1982)

Recorded as a final statement of independence before splitting up Ballet Mécanique and leaving multinational label CBS. The single wasn’t released at the time, the group having no means to do so, but 24 years later Nat Inc. Productions made the planned limited edition 7” single available in 500 numbered copies. Very surprisingly the single entered the official Danish single chart at #26 in week 41, 2006.
2. Free-Force Structure (1984)

This 12” single was MH’s first full-blown “hi-tech” production although all sequencers were recorded manually at slowed down speed to establish the “feel”. Well received by NME at the time. In the following years the track became a classic in several European goth and electro clubs.
3. Warfare (1985)

One of MH’s personal favourites although his worst selling 12” ever. The song reflects his dissatisfaction with the general state of affairs back then, particularly the vanity and self-destruction of the artistic milieu he was part of: “You go to sleep one evening and the next day everything seems changed. As the French philosopher Jean Baudrillard puts it: What do you do after the orgy?"
4. Treatment (1985)

Written and recorded with Martin Krogh who committed suicide a few years later. The duo project Front & Fantasy only ever recorded this one song. Another frequently played club track.
5. Showdown (1986)

The fanfare of the Cutting Through album (title inspired by Chögyam Trungpa’s book Cutting Through Spiritual Materialism). This is a promo cut from the German release campaign. Samples and zeitgeist – the spirit of an age seems encapsulated in its sounds.
6. Crush (1986)

Taken from the same album. More Sturm und Drang disguised as pop music. Released as a single in Germany and three years later as a 12” in Denmark featuring this edited version.
7. Beat Of The Drum (1988)

The first single from the Presence album, big commercial break. The song ended up as the most played Danish single on the radio station The Voice that year, all in all a fairly traumatic experience for the artist. In retrospect the line “the way to solve a problem is to get a bigger one” seems like an almost prophetic statement as far as MH’s career is concerned.
8. Surreal Thing (1989)

A 12” remix of the “Real Thing” track, the second single from Presence. Reflecting on the strange events of the success of the album, MH wanted to add a “sur” to the title but at the time the record company didn’t. These days, we’re back on line.
9. Prime Material (1990)

Released as a 7” promo single by Virgin Records in relation to the Imperfect album. Recorded at his apartment. Who the girls are? We haven’t got a clue. A lot of people got lost in clubs during these years.
10. Cradlemoon (1996)

The album Random Hold represented a turning point for MH: For the first time in years he felt artistically satisfied with a record and the effort was met by overwhelming reviews. “Cradlemoon” was the opening track as well as the first single from the album. An archetypical Hall song.
11. Another Heart Laid Bare (1996)

Featured as the a-track on the Extended Play ep, a sentence from Charles Baudelaire’s Intimate Journals (My Heart Laid Bare) stroke the theme of the song: “Nations only produce great men in spite of themselves”. Up against the wall or pleasantly surprised? Well, let’s put it slightly different, yet another song about paranoia, hypocrisy and emotional prostitution.
12. Love In Vein (1998)

After the German release of Random Hold in 1997 MH recorded this track with Hamburg-based techno act Trauma for their forthcoming album Phase III. The song was featured as a promo cd-single and the Danish dandy was back in the machine parks of Frankfurt, Dortmund and Berlin. Some things never change.
13. Just A Feeling (1999)
This is a Thomas Li mix of an early version of the song recorded at The Dog House, a very small and claustrophobic studio (and a fair indication of the mental state of affairs at the time). Originally the track was called “Premonition”, later it became known as “Just a Feeling”, the second single from the Adapter album.
14. Burning Sugar (1999)

MH’s first top 5 hit in years as well as “the inescapable song of the week” on DR (a song of the week term used by The Danish National Radio). Not much to say. Pop music should be simple.
15. My Argentine Rose (2001)

Collaborating with visual artist Christian Skeel, this was MH’s follow-up single after the success with the gold-selling album Boel & Hall from 2000. Kind of gets the message across, don’t you think? Mesdames et messieurs, unzipping the abstract!

16. Minor Frame (2005)

Featured as the remix “Crowded Saturdays” on the Catalogue box, this a Johnny Stage remake of the original track – a digital “b-side” on the Introducing Roseland ep. Another of his personal favourites
17. Roseland (2005)
And here’s the a-side. A lot of airplay while announcing MH’s first concert in more than six years at the Danish castle Hindsgavl. Bombastic, yeah, sure, but isn’t that his middle name? Suggestions that this song was all about drug-taking didn’t really apply, rather it seemed like the short story version of a censored autobiography.
18. Damage Control (2006)

This is remix unit Winterhill’s version of the song, a bonus track on the cd-single entitled “Swimming Pool Eyes”. Whereas the original version was a classic disco cut, in retrospect this version actually comes closer to being the real thing. And yes, the vocals are supposed to sound like that.
19. Tout Le Monde (2008)

The grand finale on the Catalogue box was a soirée recording of “Tout Le Monde” on which MH was accompanied by legendary pianist and connoisseur Marquis Marcel de Sade. Re-recording the track in 2008 and adding a Hawaiian-like guitar played by Johnny Stage, renowned Danish artist Claus Beck-Nielsen Memorial perfected the new version with his harmony vocals. Download b-side of “Delirious”.
20. Delirious (2008)

Only using MH’s vocals and his original string arrangement, Marybell Katastrophy produced the new single “Delirious” in about one week’s time during the summer of 2008. The result? A classic pop tune caught in some kind of electroclash-like environment. Well, that’s really all up to you to decide ... no further comments. Thank you very much for your attention so far.





Inkubation er et spoken word-samarbejde mellem Martin Hall og Thomas Li, et værk der forener lyrik og installationsmusik. Titlen er udgivet som et bokssæt bestående af en bog, en dobbelt-lp og en cd i et særligt begrænset oplag på 250 nummererede eksemplarer.

Manuskriptet og lydsiden er yderligere udsendt som både e- og lydbog af Metropolitan Art.

Genre: Prosa
Sideantal: 48
Design: Kenneth Schultz
Fotos: Maiken Kildegaard

"Det sker uden nogen større dramatisk bevågenhed. Man konstaterer bare, at der ikke længere er forfærdelig megen kærlighed tilbage i én."

“Tilbage i september sidste år kom der nyt fra multikunstneren Martin Hall. Et bokssæt bestående af to lp’er, en bog og en cd. Dette bokssæt er skabt med en partner, som Hall tidligere har arbejdet sammen med, nemlig Thomas Li, der tidligere har været med til at producere de to Hall-albums Random Hold (1996) og Adapter (1999). Samarbejdet er derfor ikke noget nyt, men det er det, der er kommet ud af det til gengæld. Sfærisk og moden spoken word, der kombinerer prosaens potentiale for at beskrive menneskelig udvikling, med den elektroniske musiks meditative potentiale … Gennem seks tekster, der skaber rammen for seks ”numre” på pladen, får lytteren og læseren en Martin Hall i topform. Selvom teksterne på Inkubation er langt fra hans første aggressive prosa i bogdebuten Genopbyggelsen er større end selve skabelsen fra 1983, så rummer de noget af den samme kompromisløshed som i debuten.”
Modspor – Martin Minka Jensen (16. marts 2022)

”Cool Hotel Hall: Mareridtsagtigt, som hos poeten Dylan Thomas – en rejse gennem hotelvestibuler og korridorer, der leder hen til lejede værelser, en mors klynken og luftige spøgelser. Martin Halls stemme kanter sig skyggeagtigt gennem Thomas Lis elektroniske lydflader, der passer som en bange fod i hotelslippers til udsagn om mørk materie, vilde hunde, voyeurer, et mystisk afdansningsbal og erindringsforskydelser. Altid mange ord hos Hall. Inkubation betyder ”ruge over”, og her er intet instant. Temperaturen er på minus, tiden lang. Typisk Hall. På hans hotel kigges indad, havkig findes ikke … Tiden med denne samling af tilstande i electronica/spoken word-form, som kun kan høres på dette smukke bokssæt, er givet godt ud.”
( * * * * )
Kristeligt Dagblad – Andreo Michaelo Mielczarek (19. oktober 2021)

”Musik og ord kryber så småt op under huden og levner en nærmest ubehagelig følelse af noget uundgåeligt. Alder og udviskelse. Håbet der sander til. Ironien der dør. De stærke linjer intensiveres af musikken og Halls fløjlsbløde stemme, der i et følsomt leje, men med skarpslebet klinge, fortæller smertende sandheder om livet og forgængeligheden. Kærligheden. Og tabet af den. Erfaringens komik, selvbedraget og erindringens misledning. Splittelsen mellem persona og personlighed … Hver sætning er gennemtænkt, dyster, smuk og rammende … Inkubation er et meditativt værk af høj kaliber – et værk der skal opleves og ikke overses.”
( * * * * * )
Bogbobler – Isabel Fluxá Rosado (19. september 2021)

”Et utroligt flot og gennembearbejdet bokssæt: Inkubation består af seks Martin Hall-tekster, som han næsten messende læser op med vanlig sans for underspillet drama og de ufortalte lag i de mange karakter- og kontrastfulde historier. Hele vejen præsenteret i en lavmælt – næsten hypnotiserende – kulisse af lyd som baggrund … ”I falder i snak, og det viser sig hurtigt, at hun ud over sin fine fysiske form har et formidabelt kendskab til den moderne kulturs kollektive ordforråd, denne frådende, bidende organisme, der konstant indoptager nye udtryk, mens den udskiller andre” lyder et par linjer fra “Terræn”, der ganske godt illustrerer hvad det er Martin Hall kan med ord. Han når helt ind – aldrig kun halvt!”
Side 33 – Mads Kornum (17. september 2021)

”Imponerende spoken word-boks: Når engang Designmuseum Danmark skal lave en udstilling om moderne, danske musikudgivelser, må Inkubation være selvskrevet til en hædersplads. Boksen fra Martin Halls og Thomas Lis side er ganske enkelt så imponerende smuk … Samarbejdet mellem Martin Hall og Thomas Li er ikke nyt. De to har tidligere produceret Random Hold (1996) og Adapter (1999) sammen. Men Inkubation slår altså alt, hvad de hidtil har skabt. Halls messende oplæsning er hypnotiserende, og den industrielle og på mange måder ildevarslende ”musikledsagelse” perfekt afstemt. Jeg bliver som lytter suget ind i materialet, ind i Martin Halls univers, ind i kærligheden – den vildfarne og den opbyggende, ind i hans næsten klaustrofobiske verden. Og på intet tidspunkt er jeg i tvivl om ægtheden. Det her er alvorligt, seriøst, nødvendigt. Næsten rystende uafviseligt. Et poetisk/musikalsk værk, der, hvad indholdsmæssig kvalitet angår, matcher indpakningen. Inkubation er et spoken word-værk, der på enhver måde vil stå distancen.”
( * * * * * )
Gaffa – Ivan Rod (14. september 2021)

”Endelig nyt fra dansk eksperimentalmusiks selvudnævnte sidste romantiker, Martin Hall: De seks numre, der udgør installationen, er noget af det mest nådesløst eksperimenterende fra Halls hånd i mange år, og de poetiske linjer indeholder stærkt eksistentialistiske tanker … Det er en fornøjelse at høre den aldrende Hall recitere sin filosofiske lyrik til lyden af Lis skrattende, diskrete elektronik. Inkubation er ikke fuldstændig nyskabende, men et bemærkelsesværdigt stykke klangkunst og god poesi fra den garvede hamskifter.”
Seismograf – Simon Heggum (9. september 2021)

”Martin Hall har med sit nye bokssæt udgivet et lyrisk modigt og sonisk vigtigt værk i samarbejde med Thomas Li. De klæder hinanden, og syntesen af Lis tætte lydlandskaber og Martin Halls ældre, men sårbare stemme er en fryd at blive trukket ind i. Teksterne (læst på dansk) er intense og opleves meget personlige … Martin Hall bør stadig være alles yndlingsromantiker/eksistentialist – en sjælden og skønt bitter combo.”
Bongorama – Peter Solak (25. august 2021)

”Indrømmet, der er lidt længere mellem hans udgivelser i dag, end der har været i perioder i hans efterhånden mere end 40 vinylære år, men mindst som man forventer det, slår Martin Hall til med en flot boks, der ville kunne få musikkens og litteraturens æstetiske pris(er), hvis der fandtes en sådan. Inkubation er en spoken word combo: En dobbelt-lp, en cd og en bog med en tekst i seks dele, der ifølge forfatteren selv er en “fortløbende undersøgelse af karaktermutationer”. Teksten er både poetisk og voldsom, og Martin Halls svært opgivende, ja, nærmest livstrætte oplæsning gør ikke oplevelsen mindre uhyggelig. Musikken, der er produceret af Thomas Li, som Hall har arbejdet sammen med ved flere lejligheder tidligere, blandt andet omkring hovedværket Random Hold (1996), klæder ordene forbilledligt, og stemningen bliver om muligt endnu tungere. Og det er positivt ment. Bogen indeholder tillige en serie vidunderlige fotos af Maiken Kildegaard, som fremkalder Hammershøis døde rum i en serie motiver fra en gudsforladt herskabslejlighed. Tekst, musik og fotos står enestående smukt til hinanden, ja, de supplerer og optimerer ligefrem hinanden som sjældent set før.”
Blog – Jan Poulsen (10. august 2021)


Det sker uden nogen større dramatisk bevågenhed. Man konstaterer bare, at der ikke længere er forfærdelig megen kærlighed tilbage i én. Man lægger hånden på brystkassen og mærker, hvordan hjertet stadig slår, føler en behersket forbløffelse over, at der kan klemmes så meget mørk materie ind på så lidt plads. Man vænner sig til tilstanden – til den spildaccentuerende og tabsfremkaldende levemåde. Det gør de fleste af os. Alt andet er uoverskueligt.

Imens tænker tankerne sig selv og lader deres ophavsmand agter. Erfaringer installeres som programmer, og selvom man af gode grunde ikke er i stand til at huske det hele, glemmer man omvendt ingenting. Tingene arbejder videre i én, helt af sig selv; erindringen bliver et selvstændigt vævsmateriale, der hele tiden forsøger at støde verden fra sig. Det begynder i det små, men til sidst æder afstandene sig ind på selv det allernæreste.

Man føler sig som en person med hukommelsestab, et individ for hvem efterladte fotografier pludselig betyder alt. Ikke fordi billederne har noget som helst at gøre med nogen egentlig fortid – de er snarere et udtryk for en hukommelse, man er i færd med at skabe. En fortælling. Man får tankeserierne til at formere sig og mangfoldighederne til at vokse. Man stoler ikke på noget af det bevismateriale, man ligger inde med, men insisterer på at skabe et rum, hvor overtalelsen er vigtigere end spørgsmålet om, hvad der er resumé, og hvad der er konklusion.


I sit forsøg på at afdække spor og ledetråde går man bagud. Man begynder med misforståelserne. Knudepunkterne. Man lader sine tanker løbe ned langs interaktionsfelternes konstant bevægelige grænse for at korrigere det, man endnu måtte have adgang til. Det er et spørgsmål om ordenssans. Om forfængelighed.

Jeg overså det i årevis – hvordan alt det, der i virkeligheden forandrer én, er de marginale ændringer. Bagatellernes vold. Den timelige forældelse, som ingen bemærker undervejs. Langsomt skubbes man ud af sit eget omrids; éns tanker reduceres til citater fra andre menneskers liv. Man oplever en overraskende følelse af tab og samtidig frihed og begynder af samme grund at tage olympiske risici – som en tegnefilm i fjernsynet, hvor personerne går fuldkommen amok, eller som et begravelsesoptog, der gradvist forandrer sig til et karneval. Man begynder at leve et liv, som man kun kan holde ud at deltage i som tilskuer, og ser nu pludselig sig selv stå og juble over sin egen facon sammen med alle de andre, fuldkommen overlæsset og outreret.

Som en teatergæst, der råber ”bravo” de mest upassende steder, er man ikke længere bleg for at give sine meninger til kende – udsagnene er jo alligevel så indlysende mangelfulde, at man skal være idiot for at tage dem alvorligt. Omvendt er der heller ingen grund til at iscenesætte sig selv som beskeden … der er allerede mere end nok lidenskabelig kulde i verden. Man bliver i stedet en varm fortaler for det sande, det gode og det skønne, selvom man ikke har det fjerneste begreb om noget af det. Éns opførsel er som taget ud af en roman; man er blevet en af den slags karakterer, der altid dukker op på de mest overraskende tidspunkter i handlingen, udelukkende for at komme det middelmådige manuskript til undsætning.

For at have sit på det rene foregiver man at være et menneske, der svælger i et melankolsk forfald, til tider romantisk, men oftest blot deprimerende. Man genopstår i nye forklædninger, men omgiver sig stadig med samme gamle rakkerpak af tøselatterkarle og tyveknægte, kvinder med grotesk smukt svungne skikkelser og diabetikere med særligt dårlige tånegle.

Hvorfor? Fordi man er blevet så forførende, som tilfældet vitterligt er – så sød, at det nærmest hviner i tænderne, når man tager en bid.


De misvisende billeder, der klæber til éns person, klæder dog én langt bedre end den fjerpragt, man reelt er udstyret med. Der er uendeligt mange fordele ved at leve et sådant liv – tager man først forklædningen til sig, undslipper man samtidig den tunge byrde, det er at skulle være sig selv hele tiden. Man hvirvler frem som et upersonligt kraftcentrum, malerisk indhyllet i billeder af hav, tåge og fjerne, mørke højdedrag, fri af tilværelsens flagrende fluepapir, denne ensfarvede jungle af strimler og fangarme der konstant forsøger at gribe én, begribe hvad sådan en skikkelse laver her midt i andre menneskers håb og drømme. Man lader naturkræfterne råde. Man kultiverer billedet af den unge fløs med det trætte ansigt, fyren med de umådeligt tungsindige tanker, for så til sidst alligevel at slippe sit måneskinsfarvede kobbel af vilde hunde løs.

Som et ungt menneske, der keder sig, genfinder man menneskelivets primitivitet i et ælte af konkurrerende psykopatier. Pludselig er alt lige dele thriller, evangelium og cirkus, og man hylder begejstret hele paletten: retorikkens poserende selvbedrag i brydekamp med al logiks ophør, den grå tristesses evige, uforanderlige og afskyvækkende natur som undertippet udfordrer af en opblæst impotent nutid, en voluminøst kropsliggjort appetit der stormer frem mod sit ædetrug. Hvorfor i alverden skulle man nøjes med mindre?


Man forbliver en hjertets talsmand, en nærtagenhedens aristokrat … en mand der taler med en mere end almindeligt rundhåndet brug af adverbier og adjektiver. Et menneske der ubesværet lever videre på trods af sin manglende erkendelsesteoretiske orienteringssans. Kort fortalt et menneske som folk er flest – den slags person, man altid gerne har villet være.

Inkubation består af seks tekster og er en fortløbende undersøgelse af karaktermutationer – historien er lige dele personskildring og kærlighedshistorie. Musikken på udgivelsen er produceret af Thomas Li, hvis primære fokus i årene op til udgivelsen havde været samarbejder og co-produktioner med en række af Tokyos nye elektroniske kunstnere. På Inkubation gæsteoptræder således også den japanske musiker Kazutaka Kuroki.

Martin Hall og Thomas Li har tidligere produceret de to Hall-album Random Hold (1996) og Adapter (1999) sammen.

Inkubation er udgivet med støtte fra Augustinus Fonden, Koda Kultur, MPO og Statens Kunstfond.

”Imponerende spoken word-boks: På intet tidspunkt er jeg i tvivl om ægtheden. Det her er alvorligt, seriøst, nødvendigt. Næsten rystende uafviseligt … Inkubation er et spoken word-værk, der på enhver måde vil stå distancen.”
( * * * * * )

”De seks numre, der udgør installationen, er noget af det mest nådesløst eksperimenterende fra Halls hånd i mange år … et bemærkelsesværdigt stykke klangkunst og god poesi fra den garvede hamskifter.”

“Hver sætning er gennemtænkt, dyster, smuk og rammende … Inkubation er et meditativt værk af høj kaliber – et værk der skal opleves og ikke overses.”
( * * * * * )

”Cool Hotel Hall: Tiden med denne samling af tilstande i electronica/spoken word-form, som kun kan høres på dette smukke bokssæt, er givet godt ud.”
( * * * * )
Kristeligt Dagblad

”Et lyrisk modigt og sonisk vigtigt værk i samarbejde med Thomas Li … en sjælden og skønt bitter combo.”

”Martin Hall i topform.”



SS-Say’s internationalt kendte nummer ”Care” er valgt som temasang i den amerikanske instruktør Kerry Mondragons nye film Tyger Tyger, der bl.a. har Dylan Sprouse og Sam Quartin på rollelisten. Filmen har amerikansk premiere den 26. februar 2021.

Indie-bandet SS-Say bestod under indspilningen af ”Care” af Inge Shannon, Martin Hall og Henrik Möll. Gruppen debuterede ved Williams S. Burroughs’ besøg i København i oktober 1983.

Du kan se traileren til filmen og derved også høre nummeret ved at klikke på det følgende link.



Interview med Martin Hall omkring den amerikanske Pesteg Dred-udgivelse, oktober 2010, ved Josh Cheon

Pesteg Dred-albummet Years of Struggle Against The Lies, The Stupidity and The Cowardice blev oprindeligt indspillet I 1981, men udkom først i 1985 som et kassettebånd I forbindelse med udgivelsen af det første nummer af det danske kunsttidskrift Atlas. I 2010 udgav det amerikanske coldwave-label Dark Entries værket som vinyl-lp, en genudgivelse der modtog megen ros fra internationale tidsskrifter som bl.a. det engelske The Wire.

Det efterfølgende interview er lavet I forbindelse med denne genudgivelse.

Can you tell us a little bit about growing up in Denmark and your earliest musical memories?

– I moved around a lot. Changed school five times before 4th grade, lived in Spain with my family for a year. Aged 10 I finally settled at Frederiksberg, Copenhagen, with my mother after her divorce. By then I’d fallen completely in love with the whole glam rock thing. My first Bowie record was a cassette version of Hunky Dory. When Diamond Dogs hit the stores, I bought it during the first week of its release. Then came Sex Pistols and my life was changed forever. However, I remember listening quite a lot to Stravinsky’s Sacre du Printemps at this time as well, thinking that this was the music of a genius. Soon after that it was all Philip Glass’ Einstein on the Beach, Pere Ubu, Half Japanese and an abundance of new English music. I’m a devoted Anglophile, God bless!

How did you form the band and choose the name, Pesteg Dred?

– Well, at the time I was writing these twisted tales, long stories with a certain surreal touch. I was very inspired by writings such as Comte de Lautréamont’s Les Chants de Maldoror and Boris Vian’s books. I was in my mid-teens, my formative years. Everything needed to be reinvented, redefined, so I’d started writing. My first (unreleased) novel was called Wound landscapes and the second something even more ghastly. Pesteg Dred was, as far as I remember, a character in one of these books. Or a place. Or some entity. I actually can’t remember. The Danish word “pest” means “plague” and “eg” means “oak” which should give you a fair sense of the imagery associated with the name. The band as such was a project, a possibility myself and co-founder Per Hendrichsen had spoken about for a while. We’d been working together as an electronic unit in two different bands called Dialogue and Uté-Va. The idea with Pesteg Dred was to make music that was less electronic – the key concept being that I was going to play all the acoustic instruments and that he was going to handle the electric stuff. It didn’t really work out that way, but that was the basic concept.

How did you come up with the album title ‘Years of Struggle Against The Lies, The Stupidity and The Cowardice’?

– It was a rejected original title for a completely paranoid and misanthropic autobiography I once came across. I liked the ring of this title – the sense of utter claustrophobia and paranoia. I remember thinking that the British group New Order must had heard about the Pesteg Dred album when they released their Power, Corruption and Lies a few years later. Just joking. But both titles signify a certain zeitgeist, the “malade” of the era so to speak. The beginning of the 80’s was characterized by a radical seriousness, a Sturm und Drang attitude towards all and everything. Peel off the theatrical manners in a title like Years Of Struggle Against The Lies, The Stupidity And The Cowardice and you’re left with a guerrilla-flavoured state of paranoid defiance. Yes, the title is completely over the top, but at the same time we meant every syllable of it. The early 80’s were a very black-and-white period.

Do you remember the set-up and equipment for recording the songs from this LP?

– It was a sonic raid. My band at the time was Ballet Mécanique, we had just released our debut album, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, but as I’ve already said, I’d been working with Per Hendrichsen in various electronic constellations. Whereas Ballet Mécanique featured instruments such as violin and cellos, Per was entirely into electronic gear. I always wondered how he got all the stuff, the Roland synhesizers and the echo boxes, ‘cause no one had ever any money at that time, least of all him. Anyway, suddenly one day Per had booked this little studio called Karma Studio for a weekend, so off we all went. I was quite surprised, since I had no idea of how he intended to finance the project. I prepared a lot of musical sketches and lyrics for the session, but once we got there it was pretty much all “shooting from the hip” – from the time of our arrival on a Friday afternoon to the final mix Sunday night. There was so little time, so most of the material on the record is first-takes. I’ve had some classical training as a guitarist, but the great thing about Per was that he actually couldn’t play an instrument – at all! What he did instead was to plug a guitar into all these wonderful electronic devices and modular systems, so whatever he played via this equipment didn’t really matter, ‘cause in the end everything was turned into this incredibly weird sounding noise. He was really good at that. However, the week after we’d been in the studio, he was due to pay the bill for the recording sessions, which he obviously couldn’t, so then the master tapes were confiscated. It was all very depressing. It took a lot of negotiation on my behalf to gain control of the material.

In 1981 you recorded two solo tapes, Ballet Mécanique’s debut album, this Pesteg Dred album, and you were only 18 years old. How did you do it?

– It’s like being in love: You don’t sit around waiting for a cue, you react to the circumstances! I loved music and I hated the claustrophobic feeling of living in Copenhagen, so spending time in various artistic environments was my way out of the misery. Already by then people were killing themselves – I mean, in the years to come my acquaintances would be reduced by something like 50% – but at the same time there was this incredible sense of possibility in everything. The punk legacy was a DIY-culture and that was how everything got achieved – you just went out and did things. It was an attitude towards life: You don’t stand a chance, so make use of it. I remember hearing this phrase and thinking, yes, that’s right, head on! Having your back against the wall both financially and existentially strengthens your determination, at least that’s how I reacted. “Perfect paranoia is perfect awareness” etc. Society as such seemed quite hostile to me at the given time, and yes, amphetamine made a lot of people paranoid, but at least it made them react. I was always straight when I was playing or recording music, the process of making it was more than enough in itself, but still it was “deconstruction time” all over the line: You had to break structures down to attain something new. Taking risks was part of the journey. The most important energy wasn’t dependent on stimulants, it came from the artistic processes. Art is a perpetual motion device, always has been, always will be.

What were the inspirations for your lyrics at this period? Why did you choose to sing in English rather than Danish?

– As I’ve already stated, I’m an Anglophile. There were about 200 people involved in the scene at the time, at max, so obviously the inspiration was coming from everywhere else but Denmark. I loved English ensembles like Throbbing Gristle, Cabaret Voltaire and A Certain Ratio and the whole Disques du Crépuscule thing going on in the Benelux countries. This was the kind of environment you wanted to connect to and communicate with, not some patronizing old guy ruling a local newspaper in Copenhagen. We wanted to communicate with like-minded individuals. I remember receiving a written letter from Larry Cassidy, the singer and bass-player in Section 25, in response to a line of questions I’d sent him after hearing the group’s first single “Girls Don’t Count” in 1980. He’d even sent me a cassette tape with the demos for their upcoming album Always Now. I was so thrilled. The world felt so close at hand!

The Pesteg Dred LP was recorded in 1981, but remained unreleased until 1985 when it was issued as a bonus cassette along with the magazine Atlas. Why the long stretch of time and limited tape format?

– As I said, we had some problems with getting the master tape released from the studio due to the missing payments. Inge (Shannon, the singer in Pesteg Dred) suffered a nervous breakdown shortly after recording the album and we were all going through some difficult times. In October 1983 my next band, SS-Say, made its debut at the legendary William S. Burroughs visit in Copenhagen. We used another singer at the time, Inge being quite retreated in that period, but at some point the people arranging the Burroughs-visit began talking about including the Pesteg Dred album with a new art magazine they were planning to make. It seemed like a perfectly good idea. Before they came around to do so, Inge had joined SS-Say and things were on the move again. Everything came together in 1985: SS-Say released ‘Fusion’ and Atlas, the art magazine, made the Pesteg Dred material available as a cassette. One of the people behind Atlas was Danish painter and musician Christian Skeel, so obviously it had be his artwork on the cover of the Pesteg Dred re-release. There’s a certain sense of symmetry in it all – both in the design processes as in the inter-development of the two bands.

I first heard the song “Care” by SS-Say in a goth club in New York City and to me the vocals captured such intense emotion. I found the song trapped in my head for weeks. The vocalist, Inge Shannon, she displays her vocal range quite proficiently. How did you meet her?

– Inge was one of the first punks in Denmark. It was even her graffiti shown on the back cover of the first real Danish punk-lp, the Minutes To Go album with The Sods. She sprayed the band’s name and logo on a train station somewhere in the suburbs to Copenhagen and the group used this motive as the back cover illustration on the lp-release. Per Hendrichsen and Inge had known each other for some time by then. I met her when I began going to punk concerts in 1978. She’s a very gentle individual, a very pleasant person to be with. To me it was quite obvious that she should be a singer in a band – she just had that kind of thing to her. I love Inge’s voice, but she never really considered herself a singer. She didn’t particularly like the sound of her own voice, she actually found it quite embarrassing. She had recorded a few tracks with Per Hendrichsen for a tape he’d once made, that was it as far as her singing was concerned, so the Pesteg Dred recordings represented a big step to her. Shortly after the sessions she had this breakdown I mentioned and was pretty much out of circulation for a few years, but when she joined SS-Say in 1984, she had become such a great singer.

For many people this will be their first time hearing Pesteg Dred. Do you have any listening instructions for them?

– No. Music shouldn’t be defined as such, it either has an impact on you or it doesn’t.

Did Pesteg Dred ever play live or tour? Can you describe your most memorable/favourite live gig with this band?

– We never played live with Inge. Later on me and Per made a version of the band with two bassists – one of the being the Danish painter Peter Bonde, a later professor at the Royal Danish Academy of Fine Arts actually ¬– but it was all instrumental, basically me banging away on the drums and Per making all this god-awful noise with his guitar amplifiers and modulations.

How do you feel about the renewed interest in your earlier music?

– It seems like a logical consequence in many ways. Not that I consider it particularly divine or anything, it just has its own sense of a natural vigour. And then it seems to be a kind of unwritten law, that if something is enough out of sync with everything else at the time of its conception, it’s probably going to stand the test of time.

What music are you currently listening to these days?

– Quiet stuff. I like Goldmund’s records – his music seems to capture the essence of my current needs. Recently deceased French composer Hector Zazou’s ‘In the House of Mirrors’ has been another one of my favourite records lately.

I know you remain active in the worlds of art, music and writing. What are your current musical projects and plans for the future?

– I’ve just released a new novel, a book called Kinoplex, and the whole prospect of writing is getting more and more serious to me. I’ve also written a line of new music with Christian Skeel for the audiobook version and I’m going to perform Kinoplex as a stage play as well – with a narrator and a small ensemble – during October and November this year. So there’s a lot of activities going on as far as this material is concerned. Furthermore I’ve been playing with internationally renowned classical accordionist Bjarke Mogensen and string-bassist Ida Bach Jensen in relation to a series of spoken word-concerts recently. I basically find myself involved in a lot of stimulating projects at the moment. Last week my St. Paul’s live-performance was released on DVD and a few hours ago I delivered a contribution to the next Second Language soundtrack. I’m also planning to record a new album during 2011, but as with all things, you can only plan so much ahead – the rest seems to happen to you all by itself.



Parade var en multimedieforestilling med The Body Art Ensemble of Copenhagen, videreførelsen af Martin Halls eksperimenterende 1982-teatertrup The Art Ensemble of Copenhagen. Halls samarbejdspartner i The Body Art Ensemble of Copenhagen var Henrik Möll.

Parade var skrevet og iscenesat af Hall og blev opført hen over to aftener i Saltlageret i december 1984. Det var bl.a. under denne forestilling, at Hall og Möll skar sig selv til blods på scenen, imens der blev projiceret film af de to hovedpersoner i færd med at udføre oralsex på hinanden. Recitationer blev for de to frontfigurers vedkommende udelukkende foretaget via i forvejen indspillede passager, der blev afviklet over håndholdte walkman-båndoptagere – al anden fortællevirksomhed blev afspillet som enten playback-speak eller foretaget live af de andre skuespillere via megafoner.

Andre medvirkende i forestillingen var Jan Munkvad, Asger Gottlieb, Janine Neble og Jens Kruse. Sidst, men ikke mindst medvirkede Martin Halls far, Eigil Hall, også – han spillede flere roller, dels invalideret sprechstallmeister, dels – i forestillingens sidste scene – en afklædt Jesus Kristus. Eigil Hall havde overtaget rollen fra Elsebeth Hall, Martin Halls mor, der havde begået selvmord nogle måneder inden forestillingen. Hun skulle bl.a. have spillet rollen som kvindelig Kristus-figur.

Hvor The Art Ensemble of Copenhagen’s 1982-forestilling Giv Folket Brød, Vi Spiser Kage var præget af en stor portion humor, var Parade kendetegnet af en total mangel på samme element. Manuskriptet til Parade er desværre gået tabt, men du kan læse noterne til 1982-forestillingen her.

Fotos: Kurt Rodahl



Da Martin Hall lørdag den 20. oktober 2018 spillede på Bremen Teater, skete det efter fem års live-pause. Med sig på scenen havde han et 6-m/k-band bestående af både elektriske og klassiske musikere, og materialet strakte sig fra helt nye numre til adskillige overraskelser fra bagkataloget.

Især nummeret ”Free-Force Structure” kom bag på mange, eftersom Hall ikke havde spillet sangen live siden 1985. Blandt aftenens andre sange fandt man også “Muted Cries”, “Poem”, “Dead Horses on a Beach”, “Another Heart Laid Bare” og “Images in Water”.

En anden af aftenens store overraskelser var, da den tidligere SS-Say-sangerinde Inge Shannon trådte ind på scenen for at synge gruppens gamle coldwave-klassiker ”Care” sammen med Hall.

Musikerne til koncerterne var:

Christine Raft (flygel og violin)
Johnny Stage (guitar og sitar)
Una Skott (guitar og keyboards)
Andreas Bennetzen (kontrabas med bue)
Sisse Selina Larsen (trommer og percussion)

Koncerten modtog en række fremragende anmeldelser, hvor nok især Simon Heggums GAFFA-anmeldelse satte ord på den oplevelse, mange i salen havde haft. I artiklen Den overmedicinerede søn vendte hjem tildelte han ikke alene aftenen 6 ud af 6 stjerner, men indledte eksempelvis med at skrive følgende:

”At tale om, at et land kan være for lille til en kunstner, kan lyde som lidt af en overdrivelse. Men i tilfældet Martin Hall er det ikke desto mindre rigtigt.”

I sin opsummering af koncerten konkluderer han:

”En betagende koncertoplevelse – en af de stærkeste danske koncerter, jeg har været til i de senere år.”

Du kan læse hele anmeldelsen her:

Da GAFFA i et interview kort inden havde spurgt Hall, hvad man kunne forvente af efterårets koncerter, lød hans svar som følger:

”Der kommer et par overraskelser, der givetvis vil glæde dem, der har fulgt mig siden de tidlige dage. Men publikum må også være indstillet på, at det handler om 2018, dvs. om hvilke numre, der føles aktuelle at spille nu og her. Det er ikke mit bord at servicere nostalgikere. En Martin Hall-koncert skal ikke tilbyde for megen pædagogisk vaseline, det skal være en hyldest til voldsom, klassisk skønhed, til utilpassede sjæles febervildelser og til Weimar-republikkens outrerede cabaretscene. Der spilles ikke op til fest i denne her klub, det handler om at kommunikere århundredetunge følelser videre, om at trænge igennem tidens absurde facadeidentitetsdyrkelse og prangende ligegyldighed. Leben und Kunst, verdammt!

Læs hele interviewet her.

Alle livefotos i højre kolonne: Maiken Kildegaard

De følgende billeder er taget ved nogle af de andre koncerter, Hall spillede i løbet af oktober 2018. Fotograferne her er Bjarne Christensen og David Faurskov Jensen.



I begyndelsen af november 2014 udsendte Gyldendal foto- og debatbogen Mænd, en udgivelse der er spækket med portrætter taget af den danske fotograf Robin Skjoldborg i perioden 1984–2014.

Det gennemgående tema i Mænd er mandlig identitet – seksualitet, kønnet som markør, værdier og mandevenskaber. I den henseende har journalisten Roberto Zacharias interviewet en række af de portrætterede kunstnere, heriblandt Hall.

Andre indlæg tæller uddrag af samtaler med bl.a. Jørgen Leth, Bjarne Reuter, Bent Fabricius Bjerre og Jan Sonnergaard.

Martin Hall i bogen:

“Min mandlige identitet er nok formet af skuespillere som Peter O’Toole og Richard Burton. Glamrockens kønskabale i start-70’erne. Liberace. Allerede som niårig var jeg meget begejstret for Cabaret-filmen, hvor den mandlige helt først er aseksuel, så biseksuel og til sidst triseksuel. Da jeg nåede den kønsmodne alder, var mit maskuline ideal Donald Sutherlands hovedrollefigur i Fellinis Casanova-film: Grim som arvesynden, sminket som en bordelmutter, men strunk som en hingst, når det kom til at udføre sine pligter.

Den klassiske mands tre grundtilstande kan i bund og grund reduceres til stoisk, vred og liderlig, så jeg har altid haft det lidt med at være mand, som jeg havde det, dengang jeg i erhvervspraktik skulle vælge mellem bager, murer og fængselsbetjent – var der ikke andre muligheder? Det tog mig lidt tid at finde en personlig variant af temaet.

Selvom 70’ernes manderoller gav én lyst til at rive håret af hovedet og piske sig selv med det, kan de til tider være at foretrække frem for tidens påpasselige mand, der intet dårligt har at sige om nogen – ikke engang Adolf Hitler eller Josef Stalin, eftersom de jo var de bedste på deres felt. Hvis man ridser i overfladen og blot finder mere overflade, så er kønnet gået tabt.”



Ingvar Cronhammar-udstilling med musik af Martin Hall i Cisternerne. Åben fra tirsdag den 3. marts til og med søndag den 29. november 2015.

33 år efter at Cisternerne blev drænet, kom vandet i begyndelsen af 2015 tilbage i det 4.320 kvadratmeter store vandreservoir under Søndermarken i København. I marts åbnede udstillingen “H” af  Ingvar Cronhammar, en ambitiøs og omfattende installation skabt ud fra den oprindelige arkitekturs særlige udfordringer og stedets klima. Projektets musikalske udformning er skabt af Martin Hall.

Udstillingen modtog ved sin åbning en række sublime anmeldelser. En enig presse skrev bl.a. følgende:

Politiken: “Overvældende … den perfekte kombination af noget industrielt og noget helligt.” (6 ud af 6 hjerter)
Berlingske: “Mageløs installation i Frederiksbergs underverden.” (6 ud af 6 stjerner).
Information: ”En underjordisk katedral af lys og vand … særdeles vellykket.”
Kristeligt Dagblad: ”Underjordisk dåb til overjordiske toner … rygradsrislende sublim udstilling.” (5 ud af 6 stjerner)
Weekendavisen: ”Eminent”
Fyens Stiftstidende: ”Overjordisk magi.” (6 ud af 6 stjerner)

Ligeledes skrev kunstmagasinet Kunsten Nu bl.a. følgende: “En sansning ud over det sædvanlige … det nye værk genfortryller Cisternerne.”

Udstillingen blev i løbet af 2015 besøgt af mere end 90.000 gæster.

Både Information og Politiken beskrev i de respektive avisers omfattende anmeldelser af udstillingen, hvordan man som besøgende i Cisternerne ikke bare er omgivet af vand – bl.a. i form af et stort vandspejl, der dækker gulvet, samt af søjler af lysende, faldende vand samt vandstøv, der lægger sig som dis i rummene – men også af lys, lyd, mørke og et rum, der på én og samme tid åbner og lukker sig for besøgeren.

I Politiken skrev Torben Sangild fredag den 6. marts bl.a. følgende:

”Der er ingen tvivl. Det er nåden, der strømmer ned i de mørke, fugtige underjordiske rum under Søndermarken. Nåden skildret i et dobbeltgreb, idet søjler af på en gang lys og vand åbenbarer sig ovenfra og ned, så selv en forbenet ateist som mig mærker impulsen til at knæle og råbe tak! … Det er et fremragende bud på en stedsspecifik installation, der handler om det rum, den er i, og som med enkle og slående greb spiller på rummets dobbelthed af kældermenneskefugtigt mørke og kirkelig hvælvingerumklang.”

Om musikkens betydning for værket som helhed skrev Sangild yderligere:

“Rummene fyldes ikke kun af lys og vand, men også af lyd, idet Martin Hall har skabt et musikalsk spor, der veksler mellem en messende drengesang over en simpel skala og nogle mere eksperimenterende ambiente lyde. Lyden afspilles i forrummet, og den komplekse akustik i den hvælvede arkitektur bidrager med to ting: For det første er rumklangen så voldsom, at musikken mudres til og blander sig med vandets brusen, så man ikke får et klart indtryk af detaljerne. For det andet kastes lyden rundt på uigennemskuelige måder, spredes og samler sig, bliver fjern og pludselig nær. Begge dele giver en oplevelse af, at musikken bare er til stede i rummet; at det er rummet selv, der synger sin rungende bøn.“

I Information tirsdag den 3. marts 2015 afsluttede Rune Gade anmeldelsen En flimrende katedral af vand med følgende ord:

H er et særdeles vellykket livtag med en umulig arkitektonisk ramme, der med Cronhammars indsats for alvor viser sine potentialer. Det er en højt udviklet billedhuggerkunst, som formgiver med uhåndgribelige og flygtige størrelser som lys og vand. Og som med lyd omdanner Cisternerne til en underjordisk, oversvømmet katedral, en søjlehal omstrålet af himmelhullernes hvide luminans, et fossende lysvælde. Og helt uden didaktiske anvisninger på, hvad man skal med det. Man er overladt til sig selv i denne imponerende og imposante iscenesættelse af gudløshedens arkitektur.”

I forbindelse med indspilningerne af den musikalske del af værket benyttede Martin Hall sig bl.a. af Daniel Ostersen (den bærende drengestemme), det klassiske ensemble Lydenskab samt Maiken Kildegaard.

Martin Hall og Ingvar Cronhammar har tidligere samarbejdet ved flere lejligheder, først i forbindelse med Elia i 2001 og siden hen i forbindelse med Racing Cars på ARoS i 2006.

I slutningen af 2014 anbefalede The New York Times i øvrigt Cisternerne som et ud af blot tolv steder, man skal se, hvis man besøger København. I foråret 2015 besøgte Dronning Margrethe stedet for at se “H”-udstillingen.

Ingvar Cronhammar er født den 17. december 1947 og uddannet på Århus Kunstakademi 1968–1971. Var fra 1990-1995 leder af billedhuggerskolen ved Det fynske Kunstakademi. Har siddet som medlem af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum i perioden 2002-2004. Cronhammar har modtaget Eckersberg Medaillen og Thorvaldsen Medaillen og blev i 2007 udnævnt til Ridder af Dannebrog. Hans kunst er repræsenteret på de fleste danske kunstmuseer og i det offentlige rum. I 1995 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.