Month: september 2003

HALL OF FAME

Af Søren E. Jensen, Weekendavisen (5. september 2003)

Multikunstneren Martin Hall fejrer sit kunstneriske 25-års jubilæum med to cd-udgivelser. Han er rundet af 1980’ernes ”blå rum”, og åbner det ny århundrede med tilkæmpet modenhed.

Når man runder de 40, er man vel definitivt voksen. Og når man samtidig kan fejre sit kunstneriske 25-års jubilæum, bliver man almindeligvis betragtet som etableret, navnlig når værklisten for længst har passeret de 100. Ja, man kunne endda formode, at kunstneren så var i besiddelse af en vis erfaring.

Ingen af delene synes imidlertid at gøre sig gældende i den offentlige bedømmelse af Martin Hall. Til trods for at han i disse måneder er i stand til at præsentere et så sjældent CV, betragtes han stadig som opkomlingen fra sidelinien; en lovende begynder, der bestemt ikke er uden talent, men stadig mangler roens overblik. Kort sagt: en undergrundsfigur, som måske vil finde sin egen plads i den danske kunsthistorie, når og hvis han engang bliver voksen.

At bedømmelsen er uretfærdig vender vi tilbage til; at den er forståelig er der derimod flere grunde til. Først og fremmest skyldes det utvivlsomt Halls voldsomme og vidt forgrenede udgivelsesfrekvens, der har betydet, at pensum længe har været uoverskueligt for menigmand. De runde dage fejres således helt i den hallske tradition med to cd’er, der umiddelbart ikke har meget med hinanden at gøre, og selv for den trofaste skare kan det være svært at følge med: Man har dårligt nok sat sin første fedtfinger på den seneste Hall-cd, før en ny er undervejs, og så ser vi endda helt bort fra det forfatterskab og de kassettebånd og performances, der hele tiden har været en vigtig del af Halls produktion.

Men Martin Halls permanente undergrundsstatus skyldes også, at han har sin rod i de tidlige firsere (som ret beset er lig med de sene halvfjerdsere), og det er han som bekendt ikke ene om. En anden med debut i den tid – Søren Ulrik Thomsen – har sagt, at det ganske vist gav god presse at dukke op dengang; til gengæld har firseridentiteten på sigt betydet, at man til sin dødsdag er dømt til at bære konfirmationstøjet.

Det vil i Martin Halls tilfælde sige spejderuniformen, da han – født som han er i 1963 – ret beset var for ung til at være en del af firserscenen, i hvert fald når man var med lige fra begyndelsen.

Og det var Martin Hall, eller rettere sagt: han havde viljen til at være det, når og hvis vi stadfæster firsernes begyndelse til den 13. og 14. juli 1977. Her gav The Sex Pistols to koncerter i Daddy’s Dance Hall, og ligesom det er blevet sagt, at de få der købte The Velvet Undergrounds bananplade, da den udkom i 1967, alle siden dannede et rockband, således hedder det sig i dansk regi, at alle der overværede Sex Pistols-koncerterne hermed lagde grundstenen til en senere kunstnerisk karriere.

Helt løgn er det ikke: Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen var der, ligesom hele kvartetten af det dengang endnu ikke dannede punkband, The Sods (nu Sort Sol), mødte op i fuld krigsmaling. Det gjorde Martin Hall også, men han kom ikke ind, fordi en dørmand mente, at Hall med sine 14 år var for lille.

Alligevel kom han hurtigt til bogstavelig talt at stå helt fremme på firserscenen: Året efter danner Hall sit første punkband, R.A.F. – et navn der blandt andet blev valgt som en reaktion mod en Sods-sang, der var kritisk overfor den tyske terrorgruppe! Det sker i 1978 og er altså grunden til årets kunstneriske 25-års jubilæum, men ret beset må vi frem til november 1979, hvor Martin Hall medvirker ved en af de tidligste firsermanifestationer: maratonpunkgallaen, Concert of the Moment, som eftertiden stadig har mulighed for at høre uddrag fra, da den siden bliver udgivet på en tredobbelt-lp.

Men lad det være sagt straks: Pladen koster i dag en formue og er ikke pengene værd. Langt det meste er primitiv punk af en så ubehjælpsom karakter, at det ikke engang er charmerende. Kun Martin Halls bidrag skiller sig ud: ”Circus of Decay”, en lille eskatologisk sag på tre-fire tekstlinier, men det er det musikalske line-up, man lægger mærke til: bas, violin og tromme i modsætning til koncertens øvrige guitardominans, og skønt den unge trio endnu ikke helt behersker deres instrumenter – ”Man kunne åbne en burgerrestaurant, så mange bøffer lavede vi!” som Hall siden har udtrykt det – så mærker man dog en vilje hen imod noget andet og større end datidens tre-akkorders punk. Halls musikalske ambition var nemlig allerede her at forene rockmusikken med den nyere klassiske musik, som han også var opvokset med, altså groft sagt at kombinere Sex Pistols med Stravinskij. Den slags blev betragtet som et okay og helt naturligt projekt i punkens kølvand….

Trioen hedder ”Identity” men skifter hurtigt til Ballet Mécanique, og dette navn bliver et af den tidlige firserscenes helt centrale sammen med Sods. Det skyldes knap så meget trioens plader. Debut-lp’en fra 1981 – ”The Icecold Waters of the Egocentric Calculations” (et citat fra Det Kommunistiske Manifest, hvad datidens store og belæste venstrefløj ikke opfanger) – får ganske vist topkarakter af såvel Poul Borum i Ekstra Bladet som af Michael Strunge i tidsskriftet Sidegaden – sidstnævnte for resten i en helt exceptionel tidstypisk jargon: ”Ballet Mécanique er fri for hykleri, de skjuler ikke den eksistentielle følelsesmæssige isolation i dette senkapitalistiske samfund bag overfladeklynkeri om velfærdets luksusproblemer.”

Men det uhykleriske til trods sælger Ballet Mécaniques LP ikke i særlig store mængder, heller ikke ”hos deres egne”, som består af en mærkværdig blanding af alt fra udisciplinerede hardcore punks på Gammel Torv i København til de unge vilde fra Hein Heinsens skulpturskole på Frederiksholms Kanal. Foruden filmfolk, digtere og andet godtfolk in spe, altså hele firserscenens virvar som kun havde det tilfælles, at de enten var på SU eller sultecirkulære.

Det betød også, at budgettet under ingen omstændigheder var stort nok til at investere i noget så provinsielt som en dansk plade, der i bedste fald ikke var andet end epigoneri af det, der kom fra Berlin eller London, hvad der for øvrigt ikke kun var en fordom: Langt det meste af den danske nyrock var af en forbløffende ringe kvalitet, hvor de udenlandske forbilleder selv dengang kunne høres alt for tydeligt. I dag – hvor det kan være hårdt nok at høre på datidens forbilleder fra udlandet i sig selv – i dag er det direkte ynkværdigt at lytte til de flæbende danske efterlignere.

Lidt, meget lidt, tåler et genhør: de tidlige Sods-plader, århusianske Kliché og så en overraskende stor mængde af Martin Halls første produktioner, deriblandt omtalte debut-lp med Ballet Mécanique, som i og for sig klinger bedre nu, end da jeg som 16-årig en fredag eftermiddag i efteråret 1981 gik ned i Gry og købte den af nu afdøde Freddy Frank personligt formedelst 49:50.

Ikke at der ikke også her bliver hugget med hænder og fødder, men de musikalske forbilleder er så talrige, at den enkelte inspiration drukner i mængden, så det hele munder ud i en meget original helhed, hvor Martin Halls vokal sine steder rigtignok kan lyde som David Bowie eller Bryan Ferry, men andre steder snarere har karakter af operadiva, når han da ikke direkte – 17 år gammel – forsøger sig som gammelcrooner i den gustav wincklerske tradition. Læg dertil en instrumentering, der ikke skyer noget virkemiddel: flygel, cello, balalajka og violin foruden bas, guitar og tromme. Og endelig har Martin Hall allerede her godt fat i det, han har talent for som ingen andre: ”Båndmaterialet”, hvilket vil sige reallyde, som er manipuleret til et som regel meget ubehageligt resultat med genklang fra klodens mere dystre egne. På Ballet Mécaniques første plade gælder det – såvidt jeg kan høre – et godstog, der passerer Nørreport en sen søndag aften tilsat en førerløs lastbil i tomgang på en rasteplads tæt ved en forstadsbebyggelse, hvor en barneseng til moderens begrundede fortvivlelse står tom. Plus en del andet, der heller ikke er så rart.

Sådan en musik er ikke hitliste-egnet, og da selv stampublikum som sagt holdt sig tilbage, fik pladen ikke umiddelbart den store betydning i den brede offentlighed. Først senere er ”The Icecold Waters …” blevet fremhævet som et af firserscenens vigtigste værker, og den mytologiske status forstærkes naturligvis af at pladen i dag er umulig at få fat i.

Når det gjaldt koncerterne med Ballet Mécanique var der imidlertid tale om store begivenheder, også i samtiden. Det skyldes ikke kun, at deres koncerter bestod af andet og mere end en musikalsk optræden, men også indbefattede film, dansere og lysbilleder; det skyldes nok så meget, at koncerterne rent faktisk var billige at gå til, da bandet på bedste undergrundsmaner stod for det hele selv – plakattrykning- og opsætning, leje af Saltlageret for en billig penge og minimal annoncering for slet ikke at tale om ikke-eksisterende profit. Det betød at billetpriserne kunne holdes nede på et minimum, ofte kunne man få sig en totaloplevelse for en krøllet tyver.

Undergrundsideologien var i det hele taget kendetegnende for den unge Hall. Det kan man høre på den ene af de to aktuelle cd’er, støjcollagen ”Inskription”, som oprindeligt blev opført 5. september 1983 i Radiohusets lille studie 2 ved en koncert arrangeret af Udvalget for Tonekunsten. Her er der så sandelig tale om et firserklenodie; en meget præcis – men også ekstrem – musikalsk gengivelse af de tanker og følelser, der gjorde sig gældende dengang. Hvad Martin Hall for øvrigt må have været bevidst om, da han lavede stykket. I programteksten skrev han nemlig, at værket er ”en transcendental musik, der i sin collageform mere er et billede på tid og kultur end såkaldt kunst.”

Tiden er altså de tidlige firsere, men hvad var kulturen? Her er det interessant, at Hall hele to gange i den korte tekst bruger ordet ”industriel”, som i dag vel nærmest er ved at få en betydning som noget mekanisk, men dengang skulle forstås helt konkret: København var ligesom de større provinsbyer præget af industrialismens sidste krampetrækninger. Tæt på Havfruen sejlede en lille færge til og fra B & W med værftsarbejdere, på Vesterbro var Carlsberg-kedeldragterne endnu synlige og få kilometer fra Rådhuspladsen lå Soyakagefabrikken og lugtede. Men det var som sagt sidste kapitel, for mange steder i byen lå hele kvarterer øde hen med forladte fabriksbygninger: i Sydhavnen, på grænsen mellem Nørre- og Østerbro, pakhusene ved det yderste Langlinie, og det enorme område ude på Amager ved Helgoland Badeanstalt.

I dag er det meste enten forsvundet eller omdannet til dyre sommercafeer med loungemusik, så den magiske terrain vague-karakter helt elimineres, men dengang lå områderne særdeles synlige hen og kaldte på en fascinationskraft uden lige, som da også koldblodigt blev udnyttet af firserkunstnerne. Den fin de siecle-stemning som ruinerne fremkaldte er siden blevet forvekslet med angst for den kolde krig, men det er en efterrationalisering der ikke har noget på sig, for man må igen og igen huske på, at firserne var et æstetisk oprør og ikke andet; koldkrigen var for eksempel forbeholdt de venstreorienteredes fakkeloptog, hvor man hverken mødte poet eller punker, og helt typisk var firserkunstens under-gangsstemning da også båret af, at man nærmede sig et årstal, hvis symbolske betydning dag helt er glemt, nemlig George Orwells ”1984”.

Et andet aspekt var kropsfikseringen, som ikke (kun) var seksuel, men blev brugt som næsten politisk argument for et krav om hensynsløs vitalisme. ”Bodies” hed en sang med The Sex Pistols, ”I’m alive” vrængede nestoren Iggy Pop på live-lp’en ”TV Eye” fra 1977, så det på en gang lød som en bøn og en trussel, og på samme måde taler Martin Hall i programteksten til ”Inskription” om ”den tribale råhed, som denne kultur har vendt ryggen”, da ”stammeelementets fysiske bevidsthed er fornægtet fuldstændigt”, så det hele er endt ”i en slags kulturel krops-fornægtelse”. Værket er Martin Halls krav om at bringe ”legeme tilbage til tanke”.

Hvordan lyder denne blanding af hensygnende industri og tribal råhed, som gør sig gældende i ”Inskription”? Ja, ”orkestret” bestod af Martin Hall selv på vokal og violin plus hele tre båndoptagere med præ-indspillede men manipulerede reallyde, og så fik det hele ellers hele armen ved hjælp af en ekkomaskine, der kom til at stå sin prøve. ”Lydspanking” lød Informations anmelder Bo Rasmussens dom, og selvom man som cd-lytter heldigvis har muligheden for at skrue ned, fornemmer man alligevel publikums pinsel ved koncerten, hvor alle pedaler og volumenknapper var oppe i det røde felt: specielt den sidste fjerdedel af det ca. 40 minutters lange komposition er en barsk affære – hver gang man tænker, at nu kan det da ikke blive værre, så viser det sig, at det kan det sagtens, og så fremdeles, indtil man tigger og beder om, at det må holde inde. Det geniale (men også grusomme) er nemlig, at det ikke bare er ren larm, der stiger gradvis. Så ville man hurtigt kunne lukke af, men som den kølige terrorist den unge Martin Hall er, har han beregnet effekterne på en så udspekuleret måde, at man hele tiden på ny bliver tvunget til at forholde sig til værket, og derved opstår faktisk ”en tribal råhed”, der bringer legeme tilbage til tanke. Efter at have tvunget mig selv til at høre hele kompositionen fra ende til anden, kom jeg i hvert fald til at tænke på, at ”Inskription” kan stå som en ekstrem musikalsk pendant til det måske allermest berømte firserdokument, Søren Ulrik Thomsens digt ”Levende” (fra debutsamlingen City Slang, 1981), som munder ud i konstateringen: ”Jeg er levende/Græder/Levende”.

”Inskription” er ikke enestående i Martin Halls produktion, Ballet Mécaniques anden lp ”For” fra 1982 er ude i samme grænseegne, men skønt man her kan høre Halls egen autentiske gråd, så er vi alligevel med Inskription vidne til et værk, der er så ekstremt og kompromisløst, at der ikke er noget at sige til, at han snart søgte nye græsgange. Det blev så til lp’en ”Apparently All the Same” med gruppen Under For fra 1984, et fantastisk godt album – et af Halls allerbedste overhovedet – hvor melankoli og melodiøsitet mødes på bedste sørgmodige vis.

”As it was = as it is” hedder det i åbningsnummeret ”Imagine Focus”, og det er igen et ganske typisk statement på tiden: i en årrække havde man skældt alt og alle hæder og ære fra; Orwells år var indtruffet, og alligevel havde intet sådan set ændret sig. Sagt anderledes: selvransagelsens tid var inde, ikke kun for Martin Hall, men for hele firsergenerationen, der efterhånden næsten ikke var nogen generation længere.

Men først skulle der ryddes op, og det skete så i 1985, hvor der fandt en lang række afskedsreceptioner sted: Søren Ulrik Thomsen udgav poetikken ”Mit Lys Brænder” og gav dermed efter for reflektionen stik imod punk- og firserdogmet at kun praksis havde gyldighed; Kliché havde allerede smidt uniformerne men tog dem dog på en sidste gang ved den store Afrika-koncert i Idrætsparken, hvor også punkveteranerne Sort Sol blandede sig med den danske mainstream og få måneder senere udgav en plade med ”fire forsøg i den store popgenre”, og mest dramatisk kom firsernes ophør til udtryk, da Michael Strunge kastede sig ud af et vindue den 9. marts 1986, få måneder efter at det hele definitivt og uigenkaldeligt var forbi.

På det tidspunkt havde Martin Hall allerede foretaget sin egen exit. ”Martin-stop-en-Hall” hed en graffiti det år, og det gjorde han så: i efteråret 1985 indspillede han dobbelt-lp’en ”Cutting Through” med undertitlen ”The Final Recordings”, hvorpå han forærede alle sine instrumenter væk og trak sig tilbage. Skønt det dengang blev lanceret som en art vidunderbarnet-siger-farvel a la Rim-baud, så erkender Hall i dag, at retræten ganske enkelt havde sin simple årsag i kunstnerisk udbrændthed. Forståeligt nok: i løbet af fire år havde han udgivet fem lp’er, to bøger og et utal af maxi-singler og kassettebånd foruden alle koncerterne og teaterforestillingerne.

Søren Ulrik Thomsen har i sit tilbageskuende essay, ”Det blå rum”, skrevet om sammenbruddet i 1985, hvor han anfører, at det fra da af handlede om, ”at blive en mand på gaden som alle andre, og påny tage livtag med eksistentialerne, men nu løftet ud af den tidsånd, der både nødvendiggjorde og legitimerede de første faser af den kunstneriske udvikling.”

Denne erkendelse skulle det vise sig, at Martin Hall ville få det ekstremt svært med, for naturligvis kunne en mand med et så voldsomt output ikke holde sig i ro ret længe. Allerede i 1988 er han tilbage med ”the final comeback” i form af poppladen ”Presence”, der bliver en relativ stor kommerciel succes med hitliste-placering og det hele, men noget værk kan man ikke tale om, noget mesterværk slet ikke; dertil er produktionen alt for blank, og som Adorno har sagt: ”Hvor alt er hvidt, er det fækalierne, der hersker.”

Snart fortsætter Hall da også sin gamle praksis med obskure kassettebånd og halv- og hel-eksperimenterende plader, altså helt i de tidlige firseres ånd, for som T.S. Høeg siger i Martin Kongstad og Henrik Vesterbergs antologi, ”Dengang i 80’erne”: ”Man måtte ikke blive taget i at gøre det samme.”

Det kan man bestemt heller ikke anklage Martin Hall for i årene omkring 1990, men hvor man i firsernes første halvdel groft sagt kunne bevæge sig i hvilken som helst retning, fordi hele balladen i sidste ende blev legitimeret af tidsån-den, så er det sværere nu, hvor der ikke er nogen opposition at spille op imod, og værket derfor bliver bedømt på dets egne præmisser – om det ganske enkelt er godt eller dårligt.

Og det er det hele altså ikke i disse år, hvor der ganske vist sker spændende ting – Hall er således ved at få fat på den cabaret-tradition, som han i de senere år har fået rigtig godt styr på – men desværre drukner tiltagene i en masse ligegyldig popmusik med det resultat, at det hele bliver ”Imperfect”, som en plade fra 1990 hedder, og som typisk nok kun er halvgod.

Der er næppe tvivl om, at den kunstneriske famlen bunder i Martin Halls unge alder, som nu indhenter ham. Husk på at de fleste af firserkunstnerne er født i halvtredsernes sidste halvdel, mens Hall er en årgang ’63, så i modsætning til sine kollegaer mangler han ganske enkelt at blive modnet.

Men det er bad timing, for den offentlige bevågenhed er i disse år rettet mod, om de glade firserdrenge mon også kan klare sig selv, nu hvor de ikke har nogen generationsidentitet at gemme sig bag. Og så hjælper det forresten ikke, at Martin Halls udgivelsesfrekvens efterhånden bevæger sig op i det helt maniske, så selv den mest velvillige ikke har en chance for at følge med. Alene i 1990 bliver det til tre vidt forskellige lp’er plus det løse.

Alt det bevirker, at der faktisk er forbløffende få som opdager, at Martin Hall lige så stille finder sine egne ben i midten af halvfemserne. Det begynder med koncerten ”A Ceremony of Purification” i Helligkorskirken på Nørrebro i december 1994 med numre fra hele karrieren i nye og blide arrangementer, men det bliver alvor et lille halvt år efter, helt præcis i april 1995 i Radiohusets Koncertsal, da Martin Hall siddende på en taburet foran Den Danske Kvartet fremfører en række sine kompositioner, som Hans-Erik Philip nænsomt har bearbejdet og i bogstaveligste forstand gjort klassiske. Uddrag fra koncerten bliver senere udgivet på cd’en ”Performance” og glem alt om tidsånd – nu er vi uden for tid og sted.

Dén lørdag eftermiddag bliver Martin Hall voksen; omsider når han frem til den erkendelse, at man sagtens kan skabe kunstnerisk fornyelse samtidig med at man vedgår sig sin arv; man behøver ikke vende det forgangne ryggen så såre det er skabt, sådan som det ellers har været Halls hidtidige praksis, præcis ligesom man aldrig er mere avantgarde, end at man er det foreløbige sidste led i en lang tradition.

Martin Hall har ganske vist aldrig offentligt formuleret det sådan, men man hø-rer det overalt på de senere års produktioner: ”Random Hold” fra 1996, et værk som stort set har samme instrumentering som Ballet Mécanique, men tonen er unægtelig mere moden og melodiøs; den førnævnte ”Performance” med Den Danske Kvartet som udkommer i 1997; ”Adapter” fra 1999, der indeholder nogle af Halls mest storslående kompositioner og ”Metropolitan Suite” fra 2001, Halls seneste regu-lære soloplade, som både peger på den cabarettradition, der set i bakspejlet he-le tiden har haft indflydelse på hans musik, og samtidig understreger, at Martin Hall frem for alt må betegnes som en europæisk kunstner i ordets gammeldags ste-fan-zweigske betydning. Fællesnævneren må være, at det er galant musik, vi nu har med at gøre.

Sideløbende har Hall så lavet såvel teatermusik til Gladsaxe Teater, rendyrket pop med Hanne Boel som obskur ”undergrunds”-dødsstemninger med rædselssangerinden Irma Victoria, men til forskel fra tidligere er de enkelte stilarter nu kon-sekvent gennemført; forvirringen synes at være forduftet i takt med modningen. Hvis den havde fundet sted en fem-seks år tidligere, havde Martin Hall været en del af parnasset, nu må han i stedet nøjes med at være ”bohemen på kvisten”, som Hall udtrykker det i dagbogsoptegnelserne ”Kommunikaze” fra 2001.

Det synes dog ikke at have indflydelse på hans kunstneriske virke, tværtimod fejrer han, at også dåbsattesten nu beviser at han er voksen med cd’en ”Music Hall”, som indeholder ”Martin Hall songs performed by starlets, divas, chanteuses and comediennes”, hvilket vil sige et bredt spekter af dansker sangerinder lige fra diverse rocksangere til operadivaen Andrea Pellegrini, kun afbrudt af en række dekonstruktive ”documentaries” med realoptagelser.

Resultatet er blevet en popplade til det midaldrende segment, der er blevet for gammel til radikale eksperimenter, men for nysgerrig til gentagelser og stil-stand. For at sortere de umodne væk allerede ved indgangen åbnes der da også med en operaudgave af ”Another Her Laid Bare” – et af de store Martin Hall-numre, som også findes på både ”Random Hold” og ”Performance” – hvorefter mainstream’en kan slippes løs. Men vel at mærke ”mainstream” i en større forstand med lån fra hele den populære musiktradition. Et af højdepunkterne er således Europa-nummeret ”Doing the Continental” med cabaretsangerinden Isa Holm, som er ren ”Det-ville-glæde-mig-at-høre” anno 2003.

Nok så vigtigt er det imidlertid, at også denne Martin Hall-cd har krævet mange medvirkende: otte sangerinder plus orkester og producere, hvad der bringer beskæftigelsessedlen langt op over de 20. Og rent bortset fra, at Hall for længst har bevist sin kunstneriske berettigelse, så man ikke glemme, at der i mere end en forstand er arbejde i manden. Derfor ville det måske også være på tide, at give ham den livsvarige ydelse – det ville simpelthen være en billig måde at finansiere et permanent, kunstnerisk beskæftigelsesprojekt på.

At Martin Hall så har fortjent ydelsen er en anden sag …

EN FLYGTNING KRYDSER SIT SPOR

Politiken-interview af Ralf Christensen, 1. september 2003

Åndelig sult. Dannelse. Disciplin. Venlighed. Rationalitet. Kampgejst. Og en vis flamboyance. Det er de centrale indtryk efter tre timer i selskab med Martin Hall. Sanger, komponist, instrumentalist, forfatter. Han ringer på døren klokken 15.00 dut. Har fine kager med. Kommer aldrig tomhændet. Og fylder lejligheden med ordet, som han tror så inderligt på. ”For mig er ordet helligt. Hvis jeg siger noget, er det det samme som, at jeg gør det.” Ord som stråler af indædt refleksion, rige, mangefarvede erfaringer, indædt kamp for at forstå verden, sig selv, fortiden. Og der er allerede masser af fortid. .

R.A.F. hedder begyndelsen på Halls musikalske virke i 1978. Han er 15 år. De fire knægte har tre egne numre og fire coverversioner af David Bowie og Sex Pistols. Året efter følger eksperimentalrockgruppen Identity, der i 1980 muterer til navnkundige Ballet Mécanique – rammen om den første storm om hans person.

Opløsning for åbent tæppe (1982)

”Jeg var bestemt ikke nogen munk, og det er klart at hedonismen i den verden også er en del af dannelsesrejsen og selvudviklingen. Men alle eksperimenter kræver også at du hele tiden nulstiller og holder regnskab”. Hall tror ikke længere på Ballet Mécanique og er træt af sine bandmedlemmers formålsløse misbrug. Som afslutning på trioens koncert i Saltlageret i København 15. oktober bliver en pressemeddelelse projiceret op på bagvæggen. Blandt andet: ”Da vores egen renhed begyndte at blive infiltreret af tvivl og angst for kommende uhelbredeligt svineri, blev vi tvunget til at skære helt ned til benet og fjerne det forrådnende kød”. Bandet erklæres opløst, der måbes, og repræsentanterne for multinationale CBS, der har udgivet deres to albums, forlader koncerten i raseri. De har aldrig været ude for noget lignende. ”Jeg så det som noget helt hygiejnisk, at afslutte det klart og tydeligt. Andre havde en anden oplevelse af det”.

Årene – 40 af dem den 26. april – har været nænsomme. I dag lever han et renfærdigt liv, undgår mange officielle arrangementer – ”røg og larm” – og har fundet nogle sundere kostvaner. Årene synes først og fremmest at have koncentreret sig om en uddybning af hans smilemuskulatur. Han er høj, tynd, stadig med trademark-tilbagestrøget hår. Sort T-shirt og bukser. Man kan stadig se den konfrontationslystne idealistiske teenager, der af mange blev gjort til talsmand for 80’er-undergrunden. Kæbepartiet er bare blevet lidt bredere. Spidsede bakkenbarter er kommet til. Og blikket er klart, meget klart.

Onani på en søndag (1983)

”Martin! Jeg skulle hilse dig fra Dan Turéll og sige, du er velkommen i vores klub!”, lyder en grødet stemme. Det er litterær søndag i marts måned på Café Victor, København, og stemmen tilhører F.P. Jac, der kort efter danser på bordene. Inden har publikum overværet Halls spoken work/lydkunstværk ’Karriere & Onani’, en båndcollage med pornografi, cutup-litteratur, messen og voldsomme udbrud fra Hall, rød i hovedet af anstrengelse – og ved øresønderrivende lydstyrke. Udvandringen er massiv.

”Min skytsengel har været vrede – forstået som en indignation over at se muligheder degraderet. Misbrug og pamperi har jeg altid reageret meget stærkt imod, og det vil jo altid bare bevæge sig rundt. Og i den meget politiserede 70’er-situation vi kom ud af, i 1980, hvor betonmarxismen var på sit højeste, der mente jeg ikke at alle var lige. Tværtimod. Alle er unikke: Der er en obskøn forskelligartethed i mennesker, og når jeg ser den blive kværnet over, så føler jeg stor indignation. Og det er den form for individualisme, jeg har været på barrikaderne for at fremme og for at forsvare i mig selv. Jeg mener det er en menneskeret, og det kan man også sige nu 20 år senere. Desværre er den holdning næsten blevet en kliche”.

Den direkte anledning til denne artikel er hele to nye albums. Det på én gang tilgængelige og excentriske popalbum Music Hall, og den historiske udgivelse af DR-koncerten Inskription, som blev opført den 5. september for 20 år siden. Endnu et eksempel på Halls individualistiske kamp.

VM i verdensanskuelse (1983)

”En gang til! Vi kunne næsten ikke høre det hernede!”, lyder det sarkastisk fra en mandlig tilskuer. En kvindelig har demonstrativt løst kryds og tværs, og en kleppert fra en behåret fagforening har hadefuldt nedstirret den unge komponist under hele opførelsen af Inskription. Middelalderen er 50+, og som den eneste af aftenens fire komponister – alle arbejdslegatmodtagere fra Udvalget for Tonekunsten – slæber Martin Hall elektrisk forstærkning ind i Radiohusets ærværdige Studie 2. Og hans bombarderer publikum med et værk, der i dag virker både frisk i sine loopede båndmønstre, men også voldsomt under den storstøjende finale. ”Jeg næres i dén grad af den type konfrontationer. Enten knækker det en, eller også næres man af det. Og jeg har altid betragtet det at være kunstner som et medie for at få eksponeret et verdenssyn, et medie for – groft sagt – at ændre folks måde at se tilværelsen på. Og der var Inskription-opførelsen virkelig VM i verdensanskuelse. Det var jo et krav om at tage et antistof alvorligt. Og jeg fik ikke støtte i mange år efter. Danmark har jo en stolt tradition for at tie ting ihjel”.

”En opposition gør ens identitetsfølelse ekstremt tydelig, og det tror jeg har været en dåbsgave for den generation, jeg kommer fra. Man kom fra de åbenhjertige 60’ere og 70’ere, der var en åbning af tingene og så til et totalt kollaps. Ingen økonomiske ressourcer tilgængelige og mediemæssigt fuldstændig lukket land. Når jeg er ude at holde foredrag på gymnasier i dag, så virker det som om eleverne nærmest misunder en den generationskamp – som om 80’ernes generationskamp er blevet mytisk i sit had – hvor 90’er-generationen og især den aktuelle gymnasiegeneration typisk intet oprør har. De har ingen revolution, de føler sig fuldstændig kastrerede. Det positive er så at alle bliver nødt til at definere sig selv ud fra en slags hængen i rummet”.

”Hvis 80’erne var de grænseoverskridende kunsters æra, så vil de her år i den grad blive præget af fokus på de tabte værdier. Det er genopbygning af grænser, det handler om nu, snarere end overskridelserne af dem. Enhver der kan se tre skridt længere frem, kan jo se at tiden kalder på fuldstændig andre dyder”.

Verden bydes ret farvel (1986)

Med vanligt store armbevægelser byder Hall musikverdenen ret farvel. I februar udkommer ’Cutting Through – The Final Recordings’ og i april giver han sine to ”sidste” koncerter – the Final Concerts. ”Der var en del af scenen der virkelig følte jeg svigtede den ved at forsvinde. Men sagen er at det ikke var noget valg, det ville vitterlig – meget dramatisk sagt – have slået mig ihjel at være blevet der. Tiden var bare løbet ud for mange ting: Min mor tog sit eget liv, da jeg var 21. Og i vinterhalvåret 84-85 mistede jeg udover hende fem nære venner ved selvmord eller overdosis”. De næste to år fordyber han sig i kundaliniyoga og meditation. ”Den indre buddhist slap ud. Og jeg skilte mig af med alting”.

”Ingen ønsker at være alene, når det kommer til stykket. Men jeg næres af en vis dosis ensomhed. Jeg har en stor tørst efter periodevist at være alene. Jeg har meget nære relationer til mennesker, men i løbet af en dag har jeg brug for temmelig store mængder ensomhed. Få samlet tankerne. Det er et ernæringsmiddel, det er væsentligt for mig, tror jeg, for at kunne registrere mine indre balancer. Men jeg er også meget nærtagende”.

Forræderiet mod undergrunden (1988)

Han vender tilbage til musikscenen med albummet ’Presence’ efteråret ’88. Men ak og ve, det er jo en popplade. Sell-out! Forræder! ”Hvad kunne en avantgardekunstner gøre, der var mere avantgarde, end at lave pop på det tidspunkt? Ved at udfordre undergrundsscenens moral ville jeg få en reaktion, jeg havde brug for. Jeg har aldrig oplevet en mere konservativ institution end undergrundsscenen. Det er indre mission ud over alle grænser. Det var et kolossalt chok for mange, og der er tilsyneladende folk, der stadig ikke har tilgivet mig”.

”For mig er livet en sportsgren. Det er noget, der hver dag skal øves til, det er et full contact battle. Du skal gøre noget for at få det maksimale ud af dit liv, og det er en fair deal. Hvordan kan du forvente noget fabelagtigt, hvis ikke du gør noget fabelagtigt? På et tidspunkt blev jeg stillet million $-spørgsmålet ”bliver det aldrig godt nok?”, og mit fuldstændig logiske svar var: ”nej, selvfølgelig gør det ikke det.” På et tidspunkt giver man op, men der er da aldrig noget, der bliver godt nok. Og hvis du tager det som et olympisk ideal, så er det jo en måde konstant at kræve mere af sig selv på. Fuldstændig biologisk når du går en tur: Horisonten flytter sig i samme hastighed, som man går. Der er indbygget i vort system et krav om fornyelse og selvrefleksion og nulstilling og opgradering. Det er noget der især i Danmark, i velfærdstilstanden er meget upopulært. Fordi man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Men sult er ikke en ting der forsvinder fra menneskelegemet. Kærlighed er til dels, altså den kan blive slidt op, den kan blive hærget. Sult forsvinder aldrig helt”.

Sidste dans med kapitalen (2000)

Martin Hall skriver i ’96 og ’98 tekster til Hanne Boel, og i 2000 fødes duoalbummet ’Boel & Hall’. ”Det var enormt tilfredsstillende at sige ja til Boel og mærke den totale overflod i branchen i de år. Hvad jeg tjente på den plade, svarer til hvad jeg måske sammenlagt har tjent på de plader, jeg har lavet selv. Til masteringen blev jeg hentet i en hvid limousine, sad og drak champagne, hvilket tiltalte den Liberace-side, som jeg i høj grad har. Gestikulationernes mester! Det morer mig at træde ind på en scene og føle mig lige så meget et med dét, som jeg gør med (forbilledet og filosoffen -red) Ludwig Wittgensteins ’Tractatus Logico-Philosophicus’”. Men han får alligevel nok af brudte løfter og tiltagende kommercialisme i selskabet og smækker hårdt med døren. ”Det påvirkede mig ekstremt meget at omgive mig med det syn på kultur, som de fleste af de mennesker, jeg sad til møder med i ni måneder, lå inde med. Jeg husker et af møderne, hvor en af de tilstedeværende læner sig frem og siger ”arh, for helvede, Martin, du skal glæde dig til den nye TV-2.” Hehe. Hvorefter mit ansigt går i blank. Så kigger han på mig fuld af et oprigtigt ønske om at forklare mig situationen: ”Martin, for helvede, Steffen er meget ligesom dig. Han læser sgu også bøger””.

”Der er desværre enormt meget profiteren på visionen. Folk elsker at komme ind og præsentere en vision, modtage klapsalverne og så overlade jobbet til nogle andre. Og sådan fungerer virkeligheden ikke. Det er det samme med nødhjælp i ulandene. Det er en total illusion at man bare kan samle penge ind og give dem væk. Nej, man skal samle penge ind, og så skal man sende dem ned med folk, der gør noget på stedet. Du skal følge ting til dørs. Alt andet er utopi.

”Der er en utilpassethed, der er kendetegnende ved den måde, jeg arbejder på. Der er et reaktionsbehov, en reaktionsnødvendighed, som måske på afstand kan virker som rene gestikulationer. Men jeg er risikovillig. Villig til, når broerne brænder, at smide alle værdierne over bord og starte forfra. Pengene? Nej tak. Væk”.

Martin Hall holder trods ordrige omveje godt fast i de røde tråde gennem de tre timer. Men på et tidspunkt klipper han en over: ”Hvis jeg skulle sige sådan noget helt fuldkommen absurd, så skulle jeg rejse mig op nu og stirre udad vinduet og sige: ”Eftertiden! Eftertiden er mit sande vidne!”” Den generelle lette affektion i hans tale er blevet tung ved det sidste udråbstegn. Og så bryder han grinende sammen.

SKRIV SELV

En forbrugerguide til Inskription skrevet af Steffen Baunbæk Pedersen, Geiger, i forbindelse med værkets genudgivelse 20 år senere i 2003

Den eksperimenterende postpunk-scene, der her i landet specielt manifesterede sig i de tidlige 80’eres København, fremstår på mange måder som én af de mest produktive og alsidige perioder i den danske rockhistorie. Da først den oprindelige punks radikaliserede three chords and the truth-æstetik havde udtømt sig selv, syntes der ingen grænser at være for de udtryksformer, der efterfølgende kunne – og skulle – afprøves. Og så alligevel: Selvom der rent formelt blev åbnet op for en musikalsk anarkisme af dimensioner, havde den nihilisme, der rent ideologisk gennemsyrede scenen, ofte den effekt på scenens orkestre, at de blev låst fast i et påtaget gotisk udtryk. Af samme årsag er det i dag relativt få af scenens frembringelser, der både virker så tidløse, originale og ærlige, at man kan gennemlytte dem uden at le på ophavsmændenes bekostning – og kun tre af tidens navne formåede på dette tidspunkt for alvor at oparbejde udgivelsesrækker, man stadig kan udforske med et lige så stort udbytte nu som dengang: Sort Sol, Kliché og Martin Hall.

Hvor Sort Sols og Klichés produktioner i denne periode imidlertid er blevet genudgivet i flere omgange, er mange af Martin Halls udgivelser mellem det tidspunkt, hvor han gjorde sin entré på scenen med den rudimentære punkgruppe R.A.F., og det punkt, hvor han sagde farvel til den med dobbeltalbummet Cutting Through – The Final Recordings (1986), blevet til obskure samlerobjekter, der skifter hænder for pæne summer. Hvorfor? Fordi Hall ikke er den type kunstner, der dvæler ved fortiden. Den tilstedeværelse i nuet, der giver hans værker deres styrke, præger også hans udgivelsesstrategi. Gjort er gjort – what´s next? Netop derfor er hans mange projekter i årene 1978 – 1986 – fra de monumentale Ballet Mécanique og Under For-udgivelser over bidragene til SS Say, Pesteg Dred, Front and Fantasy og Before til solo-udgivelserne Ritual (1983), Relief (1985) og det omtalte afsluttende dobbeltalbum – kun blevet genudgivet i ringe eller ingen grad. Det samme har indtil nu været tilfældet med værket Inskription – en solo-koncert for violin, stemme og præfabrikerede bånd, der blev opført d. 5/9 1983 i Radiohuset, foreviget af Danmarks Radio og udsendt på kassettebånd i 1984 som et tillæg til tidsskriftet Kong. Hvilket både har været synd og skam: Netop dette værk rager nemlig ikke blot op som ét af højdepunkterne i denne fase af Halls produktion – det er også en hidtil ret overset periode-klassiker.

Rent formmæssigt er Inskription dels en kulmination på en række tendenser, der gennemstrømmede det eksperimenterende postpunk-miljø som helhed, dels en række interne udviklinger i Halls produktion indtil dette tidspunkt. På mange måder er værket et stykke regulært industrial, eftersom det bygger videre på den støjende, ekstreme collageæstetik, britiske grupper som Throbbing Gristle og Cabaret Voltaire – med henvisning til cut-up mesteren William S. Burroughs – skabte i denne genres barndom. Ikke mindst de mange præfabrikerede bånd, der indgår i Inskription, peger i denne retning. Ligesom disse to grupper opererede Hall med en slags tidlig samplerteknologi – båndsløjfer, fundne lydbidder etc. – der rent metodisk foregreb sen-80’ernes house-eksplosion. Men han gjorde det med en chok-æstetisk tilgang, der mere viste tilbage til industrial-genrens barndom end dette senere boom – hvilket bl.a. demonstreres af de optagelser af seksuelle akter og skrigende dyr, der indgår i værket. Også manifestets fremhævelse af det tribale, kropslige og absolut subjektive peger dels tilbage på Throbbing Gristles ny-primitivistiske filosofi, dels Burroughs’ tese om, at man ved at nedbryde de tegnsystemer, som præger den gængse bevidsthed – de tegnsystemer, der hos ham anses for at være udefra kommende kontrolredskaber, som fastlåser den menneskelige bevidsthed i en dualistisk nedtælling til dommedag – gennem strategiske cut-ups kan trænge ind til en oprindelig humanitet. Også selvom Hall, der i denne sammenhæng er mindre radikal, taler om at skabe en ”eksistens-syntese af given industrialitet og latent stammeidentitet” gennem sit collage-arbejde frem for at forkaste – eller nedbryde – den aktuelle virkelighed fuldstændigt.

En anden oplagt musikhistorisk kilde til Inskription er den minimal-musik fra 60’erne, der også i høj grad fandt et nyt publikum på postpunk-scenen. De mange repetitive passager i værket kunne – næppe helt tilfældigt – få lytteren til at tænke på amerikanske komponister som Philip Glass og i særdeleshed Steve Reich, der bevidst arbejdede med gentagelsen som et middel til at trænge ind til en rå, primal væren af en nærmest transcendental art. Specielt Reich arbejdede – efter nøje at have studeret den balinesiske gamelan-musiks tranceskabende praksis – bevidst med at skabe en partiturmusik, der kunne forene tilværelsens repetitive og generative planer i én form. Dette gjorde han bl.a. ved at lade en musiker spille det samme motiv i en mindre evighed, samtidig med at hver eneste runde blev nedfældet på bånd. Efterhånden ophobede hver eneste ”bøf” sig så i lydbilledet på en måde, der signalerede udvikling via fejl i monotonien. En fundamentalistisk tilgang, der ganske vist ikke gentog sig på Inskription – men som alligevel afspejlede sig i den balance mellem gentagelsen og metamorfosen, der præger dette værk.

Endelig markerede Inskription et foreløbigt højdepunkt på det bevidste arbejde med at forene rockens dynamik og den klassiske traditions rum, der har været ét af de centrale musikalske temaer i Martin Halls arbejde til dato. En intention, der allerede viste sig, da Morten Versner begyndte at spille violin hen over Identitys tunge punk sidst i 70’erne – hør f.eks. nummeret ”Circus of Decay” fra den tredobbelte live-lp Concert of the Moment (1980), der er det tidligste dokumenterede eksempel på denne udvikling – men som nåede nye højdepunkter i starten af 80’erne. Såvel Ballet Mécaniques to lp’er, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation (1981) og For (1982), som Halls solobånd fra denne periode – det uudgivne Et år som nygifte i Paris’ kloaker (1979) samt 1st – 18th (1980), Den triumferende Amor (1981) og Uden Titel (1981) – var i høj grad små eksperimentarier, der udforskede denne grundintention fra skiftende vinkler. Endda ofte – som det sker på Inskription – i forbindelse med eksplorationer af cut-up metoden og minimalmusikken. Hvor mange af disse tidlige eksperimenter dog hovedsageligt fungerede på rockens præmisser, lykkedes det for Hall at opløse barrieren mellem de to musikformer i det på én gang voldsomt dynamiske og uhyre omfangsrige rum, man møder på Inskription. Af paralleller i hans samtidige produktion finder man kun maxien Ritual, der endda – af kunstneriske og filosofiske grunde – var mere opsplittet. Faktisk skal man helt frem til de seneste år for at finde udgivelser, der i helt samme omfang opløser grænserne mellem partitur- og rockmusikken – som det f.eks. sker på Metropolitan Suite (2001) og Camille (2002).

Man hvad er det så, Martin Hall vil med Inskription, når man trænger om bag det akademiske, teoretiske ”pis”, program-tillægget – efter ophavsmandens egen mening – byder på? Tja – egentlig er svaret på spørgsmålet vel temmelig enkelt, når det kommer til stykket: Han vil alt og intet på samme tid. Gennem sine optagelser og sin musiceren, der meget passende kun er dokumenteret i real time uden efterfølgende overdubs, indfanger han et udstrakt øjeblik i de tidlige 80’eres virkelighed, der – efter en række på forhånd fastlagte spilleregler – både bredt indfanger nuets essens og sætter det i forbindelse med evigheden. Man skal og kan ikke se bort fra, at værket – i dets på én gang repetitive og dynamiske grundstruktur – er en tilværelsesmodel, der til alle tider har været gyldig. Man skal heller ikke se bort fra, at Hall – med både trancen, chokket og collageformens bratte overgange som virkemidler – maner værkets modtager til et både kropsligt og mentalt nærvær. Endelig understreger værket – ved at arbejde med støjen, bruddet og en strategisk forskruet tonalitet – både industrisamfundets og komponistens egen understrøm af smerte og frustration. Men nærmere kan man heller ikke komme værkets intention: Dets fortolkning – og det er det fine ved Inskription – er ellers lagt ud til modtagerens fysiske og mentale subjektivitetet. Føler du smerte eller ekstase ved at høre værket? Det står for din regning. Hører du et billede af paradis eller helvede? Det står sådan set også for din regning – selvom de fleste nok kan blive enige om, at værkets blotte fremtoning mere er infernalsk end himmelsk. Blot du er til – og både har kroppen og tanken med inde i dine associationer – har Inskription fuldført sin opgave: At ridse både dit og Halls navn ind i nuet – og dermed også evigheden.

Da værket oprindelig blev indspillet – og senere udsendt – blev det i høj grad sat i forbindelse med postpunk-scenens udprægede nihilisme. Set i bakspejlet var Inskription dog nærmere et forsøg på at undslippe denne selvdestruktive situation og sætte et oprindeligt humant selv, der ikke var omfattet af tidens mentale dårligdomme, ind i stedet. Gennem denne søgen syntes værket at foregribe de metafysiske studier, Hall helligede sig sidst i 80’erne. Det er dog en helt anden historie – og i virkeligheden er ethvert ord, der bliver skrevet om den musikalske, sociologiske, filosofiske og biografiske baggrund for Inskription, ét ord for meget. Værket skal opleves som det er – og som man er. Derfor ikke mere akademisk, teoretisk pis herfra. Kun min egen inskription:

Steffen Baunbæk Pedersen, Geiger (2003)