Month: april 2013
LANDETS MEST ELEGANTE ENFANT TERRIBLE – POLITIKEN FEATURE 2013
LANDETS MEST ELEGANTE ENFANT TERRIBLE
Politiken-omtale af Martin Hall i forbindelse med hans 50-årsfødselsag fredag den 26. april 2013. Skrevet af Dorte Hygum Sørensen.
SELFMADE: Martin Hall ligner absolut ikke nogen anden dansk kunstner. Han er gennem mange år forblevet helt sin egen.
Céline, Wittgenstein, Else Marie Pade, Throbbing Gristle og velsagtens tusind andre meget forskellige filosoffer og kunstnere kunne komponisten, musikeren og forfatteren Martin Hall formentlig citere, hvis man fik mulighed for brat at vække ham af dyb søvn. En stor og delvist selvlært viden er imidlertid blot en flig af multikunstneren og mennesket Martin Hall, der siden debuten med avantgardeensemblet Ballet Mécanique som 17-årig har været en af de mest produktive, ambitiøse og modige forfattere og musikere herhjemme.
En betydelig del af hans talrige litterære og musikalske værker er kun blevet undersøgt og nydt af ganske få, og folkelig er ikke det første ord, man kommer i tanke om, når man tænker på Hall. Med jævne mellemrum har han dog vakt bred genklang. Han gjorde det med stilren følsomhed på det popmusikalske hovedværk Random Hold i 1996, han har gjort det på sine bidrag til flere af Hanne Boels plader, han blev landskendt et øjeblik som dommer i Danmarks Radios show ’Talent’ i 2008, og han fik en bred læserskare med sit tobinds generations- og dannelses- værk, Den sidste romantiker i 2005. Senest har tv-seere kunnet opleve ham som ”dommer” i ’Smagsdommerne’ på DR 2.
Før og efter har man så yderligere kunnet møde kunstneren Martin Hall i imponerende mange andre sammenhænge, hvor dette vidunderbarn, der kun 10 år gammel begyndte på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium, altid konsekvent har fremstået som landets mest elegante enfant terrible. Ud over debuten The Icecold Waters of the Egocentric Calculation med Ballet Mécanique og Random Hold betragter han selv Camille (2002), Das Mechanische Klavier (2004), Hospital Cafeterias (2009) og If Power Asks Why (2012) som musikalske højdepunkter.
Nogle af de litterære fikspunkter fra hans lange karriere er Uden titel (1998), Kommunikaze (2001), Kinoplex (2010) og artikelsamlingen Nostatic! (2012) foruden Den sidste romantiker. Dertil kan føjes adskillige bidrag til teater- og kunstscenen – herunder musik til indvielsen af Ingvar Cronhammers værk Elia i Herning i 2001 og lydsporet til udstilling Racing Cars på ARoS i 2006.
I år er Martin Hall foreløbig aktuel med albummet Phasewide, Exit Signs, der er indspillet i forskellige storbyer som en muligvis naturlig konsekvens af, at Martin Hall mere er en europæisk kunstner og tænker end en national figur.
I øvrigt hører det med til billedet af den offentlige Martin Hall, at godt nok ved han virkelig meget og tør bruge sin kunnen elitært. Men højrøvet er han altså ikke. For nu at sige det på dansk. Nej, det her æstetisk bevidste københavnermenneske med forbløffende få synlige alderstegn er virkelig høfligt, venligt og rart selskab. Med glimt i øjnene.
HALL I HOFTEATRET – GAFFA ANMELDELSE 2013
MARTIN HALL I HOFTEATRET
GAFFA 26. april 2013
Af Ras Bolding
6 ud af 6 stjerner
Det lignede unægteligt på forhånd en absolut hjemmebane; Martin Hall på det fornemme Hofteatret i hjertet af København, ja, et par dage inden havde man sågar kunnet melde udsolgt. Den ventede brogede flok var dukket op – de intellektuelle og kunstnerne, goth- og punktyperne, nuværende såvel som dem i datid, og så alle de andre – med andre ord den skare, der kan forventes når Cirkus Hall er i byen.
Den russiske vinter
Inden aftenens hovedperson kunne indtage scenen var der dog opvarmning ved Bjarke Mogensen på accordion – og med speciale i russisk-klingende nocturner. Virker det en smule specielt? Hall-kendere vil naturligvis vide, at det er den slags påfund man kan forvente, men – nok så væsentligt – den sande Hall-kender vil også vide, at hvor sådanne påfund i andre sammenhænge mest af alt kunne være at betragte som ironisk stilgreb, så er det ikke tilfældet her. Og tak for det. Mogensen er ikke just nogen novice på sit instrument, og det fremstod tydeligt. Repertoiret var klassisk – kendteste navn Tchaikovskij – og i de tyve minutters tid Mogensen var på, kunne man føle sig fristet til, ikke mindst teatrets udsmykning taget i betragtning, at drømme sig til 1800-tallets russiske adelsslotte af den slags, hvor man finder de der grever fra Dostojevskij-romanerne, som altid sælger deres uægte døtre til prostitution. Og efter således at være blevet muntret op (!), virkede publikum klar til Martin Hall.
Hall med førsteholdet
Ud over naturligvis Martin Hall selv på vokal, stod en håndfuld kompetente musikere på scenen – alle folk, der kendes fra flere forskellige Hall-sammenhænge, nemlig Johnny Stage på elguitarer, Ida Bach Jensen på kontrabas, Henriette Groth på klaver, synthesizer og bratsch samt Sisse Selina Larsen på trommer.
Helt overordnet set kredsede koncerten mest om materiale fra de to seneste Hall-album, “If Power Asks Why” og “Phasewide, Exit Signs”, men også et par gange undervejs med nedslag i bagkataloget. Og hov, vil den opmærksomme læser så måske udbryde omtrent på dette tidspunkt, for var “If Power Asks Why” ikke med vokal af Andrea Pellegrini og med Tanja Zapolski på klaver, og betyder det så, at de var med ved koncerten?
Jo og nej. “If Power Asks Why” var i høj grad Pellegrini og Zapolski, men de var ikke med på scenen, hvilket betød, at Hall og hans musikere stod over for lidt af en udfordring, men en udfordring, jeg synes, man tacklede på fornem vis. Meget kan man sige om Halls vokaltalenter, men mezzosopran er han ikke, og i erkendelse heraf havde man valgt at gå til yderligheder med arrangementer af numre fra netop “If Power Asks Why”, ikke således at de ikke længere var til at kende, for det var de, men jeg skal love for, at indpakningen var en anden. Jeg er personligt meget glad for den dekadente cabaretstemning på de oprindelige “If Power Asks Why”-numre, men så større var min glæde ved at konstatere, at Hall og band rent faktisk slap særdeles godt fra rearrangementerne også. “Milfs, Cum And Schopenhauer” fremstod således som en særdeles hårdtslående sag med minder helt tilbage til Ballet Mecanique-tiden, mens titelnummeret, “If Power Asks Why”, tog kegler på sin afsluttende patos.
De helt nye numre fra “Phasewide, Exit Signs” fungerede også godt live, måske ikke mindst den let Philip Glass-klingende “Emblematic” samt den indadvendte “Muted Cries”.
Et par klassikere
Helt som ventet trak de ældre numre gode stik hjem hos det fremmødte publikum – en overraskelse var det f. eks. at høre det gamle Ballet Mecanique-nummer “An Attempt Of Interruption”, med gæste-accordion ved Bjarke Mogensen. “Images In Water” gav naturligvis prøve på Halls vokal i dens noget nær mest lidende gestalt omkring det afsluttende crescendo, mens ekstranummeret, den knugende smukke “Synthesis”, oprindeligt fra midtfirserne, bevægede sig fra spindelvævstangenter til melodramatisk kadence.
Særklasse
Hall undskyldte sig lidt med en smule hæshed, og enkelte steder kunne man måske godt fornemme det, men ikke meget. Det resulterede blot i lidt ekstra vrid i stemmen på de rette steder, og nogen syg Hall var det bestemt ikke, tværtimod. Det er en kendt sag, at det ikke altid er helt let at få lokket manden på scenen – de seneste mange års noget sporadiske koncertaktivitet vidner herom – men når han så endelig er fundet derop, på scenen, så er han som fisken i vandet, og man kunne egentlig godt ønske, at han ville gøre det noget oftere – opfordring hermed sendt videre! Og mens vi er ved det med opfordringerne, så kunne man også sagtens, af et fromt og ærligt hjerte, håbe på en live-udgivelse, måske en dvd i stil med den fra Sct. Pauls-koncerten i 2009, for det er virkelig fremragende sager, det her, hvad publikums afsluttende stående ovation da også vidnede om.
Martin Hall er sin helt egen på den danske scene, plejer man at sige. Og jeg er lige ved at tro, at man gør ham uret. I hvert fald har jeg ikke stødt på mange i det store udland, der sådan for alvor minder om ham heller. Når han er i sit es, så mener jeg, at han hører til i den internationale topliga. Og så er det naturligvis meget charmerende, at det i virkeligheden er en forholdsvis begrænset skare, der for alvor har taget manden til sig herhjemme – sandt er det jo i hvert fald, at Martin Hall aldrig helt er blevet verdensberømt i det brede Danmark. Det er nok mest synd for det brede Danmark.
Martin Hall (vokal)
Johnny Stage (guitar og keyboards)
Ida Bach Jensen (kontrabas og elektronik)
Henriette Groth (flygel, keyboards, klarinet og bratsch)
Sisse Selina Larsen (trommer og percussion)
Fotos: Jacob Dinesen
Teatermuseet i Hofteatret er et stykke levende danmarkshistorie, der ligger på Slotsholmen lige bag Christiansborg, i hjertet af København. Bygningen er en del af det første Christiansborg-anlæg, der blev opført under enevælden fra og med 1730’erne som erstatning for det gamle Københavns Slot. I 1766 blev Hofteatret ombygget til et nyklassicistisk rum i perlegråt og guld, typisk for tiden og i stil med andre europæiske hofteatre. Spor af det nyklassicistiske teater finder man stadig i Hofteatrets entréparti og foyer. Hofteatret afspejlede fra begyndelsen af den politiske, kulturelle og sociale betydning, huset skulle have, med balkoner og loger og et publikumsgulv, der kunne hejses op i niveau med scenegulvet, når der skulle afholdes maskerader. I starten af 1840’erne lod den sidste enevældige konge, Christian den 8., Hofteatret renovere og omskabte det til et biedermeiersk rødt fløjls- og logeteater, sådan som man ser det i teatersalen den dag i dag.
SEX PISTOLS OG STRAVINSKY – JYLLANDS-POSTEN FEATURE 2013
Jyllands-Postens omtale af Martin Halls 50-årsfødselsag fredag den 26. april 2013. Skrevet af Kasper Schütt-Jensen.
Musikeren og forfatteren Martin Hall har mere end 50 pladeudgivelser på samvittigheden.
Musik, digte, romaner, film, teater og videokunst. Martin Hall er leverandør af det hele. Han favner bredt og har sågar været dommer i tv-programmet ’Talent’, ligesom han har medvirket i ’Smagsdommerne’. Han havde en rolle i Ole Christian Madsens storfilm Flammen & Citronen og skrev lydsporet til den omdiskuterede ARoS-udstilling Racing Cars – The Art Dimension.
Oversat til mange sprog
Manden, som ifølge eget udsagn voksede op med lige dele Sex Pistols og Stravinsky, har udgivet en lang række bøger og har mere end 50 pladeudgivelser på samvittigheden. De fleste pladetitler er – foruden udgivelse i Skandinavien – landet i plade- butikker i Tyskland, Holland, Frankrig, England, Italien og USA, ligesom hans bøger er oversat til flere forskellige sprog.
15-årig punkmusiker
Martin Hall begyndte som 10-årig på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium. Som 15-årig spillede han punkmusik i bandet R.A.F., og som 17-årig pladedebuterede han i avantgardegruppen Ballet Mécanique, som to år senere udsendte mesterværket The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, som har opnået klassiskerstatus blandt musikelskere med hang til dyster rockmusik og – ligesom soloalbummet Random Hold (1996) – figurerer på Politikens Rockleksikons liste over de 50 vigtigste danske plader i dansk rockhistorie.
Martin Hall er ikke kun optaget af sin egen musik. Hans viden er enorm, og hans features til musikbladet Gaffa om bands som Sex Pistols, Joy Division og Throbbing Gristle udkom sidste år i bogform under titlen Nostatic!.
Dommer i bedste sendetid
Martin Hall blev i 1983 optaget ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Æstetikken spiller en stor rolle for kunstneren, og mange var forundrede, da han – sammen med blandt andre filmproducenten Peter Aalbæk Jensen – optrådte som dommer i tv-programmet ’Talent 2008’.
Da kunstneren året efter besøgte Aarhus for at give en eksklusiv koncert i Sct. Pauls Kirke, forklarede han beslutningen.
”Jeg fortryder aldrig noget,” sagde han til Jyllands-Posten.
En pletfri karriere
”Jeg beslutter mig for noget, og så gør jeg det. Jeg havde på det tidspunkt en pletfri karriere med stor anmelderros, alting var så pænt og nydeligt. Men tingene stod også lidt i stampe, og fra begyndelsen så jeg mulig- heden for at skrive en dag- bog om oplevelsen som dommer i talent-showet og dermed belyse fænomenet indefra. At jeg så checkede ud med langt større forståelse for projektet og meget mindre straf end først antaget er noget andet.”
Senere samme år beskrev han oplevelsen i bogen Vægtløs mand under truende sky og kastede siden flere bøger og plader af sig. Sidste år blev det til to pladeudgivelser, og for nylig udkom Phasewide, Exit Signs, som vanen tro blev mødt af flotte anmeldelser.
HALL-KONCERTEN I HOFTEATRET FÅR 6 UD AF 6 STJERNER
Martin Halls udsolgte koncert på Hofteatret i København torsdag den 25. april har netop modtaget en fænomenal 6 ud af 6-stjerners anmeldelse i GAFFA. Der skrives bl.a. følgende:
“Martin Hall er sin helt egen på den danske scene, plejer man at sige. Og jeg er lige ved at tro, at man gør ham uret. I hvert fald har jeg ikke stødt på mange i det store udland, der sådan for alvor minder om ham heller. Når han er i sit es, så mener jeg, at han hører til i den internationale topliga. Og så er det naturligvis meget charmerende, at det i virkeligheden er en forholdsvis begrænset skare, der for alvor har taget manden til sig herhjemme.”
Du kan læse hele anmeldelsen på GAFFA, hvor du også kan se billeder fra koncerten.
Live-fotos taget af Jacob Dinesen (GAFFA).
DEN SIDSTE ROMANTIKER – BERLINGSKE FEATURE 2013
DEN SIDSTE ROMANTIKER
Berlingskes ”Dagens Navn”-omtale i forbindelse med Martin Halls 50-årsfødselsag (bragt torsdag den 25. april 2013). Skrevet af Lars Rix.
50 i morgen: Martin Hall har omkring 100 pladeudgivelser på sit cv samt en lang række bøger, blade, teaterforestillinger og udstillinger. Og den produktive fødselar har masser af tid til mere.
Der findes ikke mange af Martin Halls slags herhjemme.
Eller ude i verden for den sags skyld. Et individ, der det ene øjeblik skaber sand kunstnerisk originalitet og det næste sidder som dommer i et underholdningsshow på TV for folk med et talent, for fra at blæse sæbebobler til at køre ethjulet cykel. Alene det skiller vandene, for hvad er Hall? Er han kunstner eller kustode? Klart det første, hvis man spørger folk der kender ham. Og på sit eget imposante CV er det også sådan, han ser sig selv. Som forfatter, komponist, sanger og multiinstrumentalist og med en produktion, der strækker sig over godt 100 pladeudgivelser samt en række bøger, blade, teaterforestillinger og udstillinger. Ja, Hall har sågar titlen som skuespiller på sit CV for sin rolle i den danske storfilm Flammen & Citronen, men det hele begynder og slutter ved musikken.
Martin Hall begyndte allerede som tiårig på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium og som 17-årig debuterede han på plade som en del af avantgarde-ensemblet Ballet Mécanique, hvis The Icecold Waters of the Egocentric Calculation fra 1981 af mange betegnes som en hjørnesten i nyere dansk musikhistorie. På det tidspunkt var det Hall her og der og alle vegne. Rygtet ville vide, at han om natten sov i en opredt kiste, flirtede med det okkulte og læste tarotkort. Som solokunstner og en del af hele postpunk-bevægelsen var han en del af bands som Before og No Knox og producerede samtidig musikken til filmen Nattens Engel med digteren Michael Strunge.
Sideløbende med sit omfangsrige musikalske virke er forfatterskabet løbende blevet opdateret siden debuten med Genopbyggelsen er større end selve skabelsen i 1983. Hovedværket kom i 2005 med den monumentale og mere en 700 sider lange Den sidste romantiker, der ganske betegnende handlede om en ung mands dannelsesrejse fra 1980 til 2005. Det er måske Halls evige evne til at tage sig selv seriøst, hans evindelige perfektionisme og lyst til at bryde det retningsbestemte, der gør at nogle har opfattet ham som arrogant og selvcentreret. Faktum er måske bare, at Hall ikke bryder sig om tilstræbte lixtal og forsøg på intellektualisering, men dybest set bare nyder viden og dedikation uden omsvøb. Og at Hall nu bliver 50 bekymrer ham nok ikke synderligt.
Nutiden interesserer ham mere end fortid og fremtid som man i øvrigt kan læse i et af de bedste interviews, der er lavet med ham. Interviewet, der er fra 1999, hedder Voila! Årtusindkunstneren taler og måske meget sigende er det Martin Hall, der interviewer sig selv. Et af de spørgsmål han vælger at stille er hvad han godt kunne tænke sig, der til sin tid skal stå på hans gravsten. Svaret er: ”Nej, nej, nej, nu gik det lige så godt.”
Det er da en positiv livsindstilling, der vil noget.
