Henrik Marstal: Cello
Iben Teilmann: Bratsch
Martin Hall: Vokal, trommer, bas, guitar, båndmateriale
Ole Hansen: Keyboards, flygel, trompet, flygelhorn
Sara Wallevik: Violin
Signe Kjærsgaard: Bas
Thomas Li: Networks, treatments, logic

Design: Birgitte Wester/Camilla Søfeldt
Foto: Robin Skjoldborg

“Random Hold er Martin Halls smukkeste og mest formfuldendte plade hidtil … Man skulle ved Gud næsten tro, at en dråbe af William Blakes lyssæd var rislet ned gennem tidernes nedløbsrør og havde taget bo i en dansk rockmusiker!”
Det Fri Aktuelt – Kim Skotte (1. februar 1996)

“Uberegnelige og kvalitetsbevidste Martin Hall går nye afdæmpede veje på sin nye udgivelse, Random Hold … Lykkes missionen? Ja …”
Politiken – Anders Rou Jensen (1. februar 1996)

“Forbandet godt udspil fra Martin Hall.”
Information – Mads Brenøe (2. februar 1996)

“Martin Hall har sjældent virket så præcis, afklaret og fokuseret som med sin seneste udgivelse.”
Berlingske Tidende – Lars B. Jørgensen (12. februar 1996)

“Helt jordnært betragtet er det en dygtig Martin Hall, som finder sine udsøgte melodier med en forbavsende behændighed, får sunget dem ind fra distancen og og skrøbeligheden, og har en heldig hånd med de mange æteriske lydblandinger netop på Random Hold.”
Gaffa – Per Reinholdt Nielsen (februar 1996)

“Alt i alt er det et mere end vellykket album, Hall her har leveret.”
( * * * * * )
Aalborg Stiftstidende (3. februar 1996)

“Pop til sex og strygning.”
( * * * * )
B.T. (10. februar 1996)

“Hall. En ener, der er med til at sætte resten af musikscenen i relief.”
( * * * * * )
Vejle Amts Folkeblad (9. februar 1996)

“Okay, Martin Hall kan være selvhøjtidelig, men han er faktisk også én af de mest nyskabende rockkunstnere på den danske scene, og det beviser han overlegent med sit nye udspil Random Hold, der afgjort er ét af hans bedste nogensinde.”
Ringkøbing Amts Dagblad (9. februar 1996)

“Så nutidens pladekøbere vil være alternative? Så køb denne her og bliv skæv af lykke og sansepirrende højttalerluft … Martin Hall. Simply irresistible.”
( * * * * * )
Vendsyssel Tidende (2. februar 1996)

“Random Hold er en fremragende plade.”
Skive Folkeblad (24. februar 1996)

“Set fra denne anmelderstol holder Hall fast i, hvad han er god til – med simple midler at bygge de største musikalske katedraler – samtidig med, at han kommer udenom de Hall’ske faldgruber – som at stivne i prætensiøsitet. Han er jo den vildeste arrangerende og producerende lydarkitekt, men på Random Hold får han med strygere, klaver, elektronik og rumklang sine bygningsværker til at være levende, og på samme tid så store og massive som altid. Men først og fremmest synger han følt … ”
Wild (februar 1996)

“Fremragende plade fra Martin Hall … Den sørgmodige ”Performance” lugter af hit. ”Cradlemoon” er allerede blevet det.”
A-pressens Nyhedsbureau – NET-redaktionen (februar 1996)

“Det er en vidunderlig fortættet følelse af nærvær og afmagt, der slår fuldt igennem. Det er tyst og underspillet og uendelig smukt. Og så er det uden tvivl Martin Halls bedste plade til dato. Et lille vidunder.”
( * * * * * )
Nat & Dag (marts 1996)

“… Martin Halls kunstneriske højdepunkt, det stilrene og unikke Random Hold-album fra tidligere i år.”
ZOO Magazine – Jan Poulsen (august 1996)

“Hertzlich willkommen. Mit Martin Hall’s Random Hold liegt das erste Produkt vor, das Public Propaganda als Label auf den Markt schmeissen… und was für eines! Martin Hall, eine der wichtigsten Persönlichkeiten in Dänemarks Musik- und Kunstscene, verbindet electronisches und klassische Sounds zu einer perfekten Untermalung seiner düsteren Gesange, die einen sofort in ihren Bann ziehen. Das ganze klingt ausserdem extrem ruhig und atmosphärisch, dabei aber nicht immer kuschelweich, sondern oft auch nachdenklich machend. Mal wirken die Songs als solche, mal experimentiert Martin Hall mit Stimme und Klängen. Verdammt entspannende und starke 43 minuten, die uns Public Propaganda da ins Nest legen. Unbedingt reinhören. ”
( 5/5 )
Bodystyler (december 1997)

“Die perfekte Musik …”
Gothic (december 1997)

“Einfach eine grossartige CD!!!”
Dark Mind (november 1997)

“Musik, die einfach schön ist … Denn Kunst kommt von Können. Und das ist Kunst in Reinkultur! Atmosphärische Klänge, wie sie die heutige schnellebige Zeit dringend nötig hat, um einen Ruhepunkt zu finden.”
Orkus (november 1997)

“Random Hold ist ein bewegendes, ein ausgereiftes Kunstwerk. Gut, dass endlich die Musik unserer Nachbarn im Norden mehr und mehr in unser Bewusstsein rückt …”
Notes (november 1997)

“Hall’s Musik so ganz anders ist.”
( 8/10 )
Neurostyle (december 1997)

“Der Däne Martin Hall blickt mit seinen 34 Jahren bereits auf stattliche 31 Veröffentlichungen zurück. Einem breiten Publikum ist er hierzulande allerdings noch nicht bekannt. Random Hold könnte das ändern. Hall schafft ein unspektakuläres, zurückhaltendes Album voller Emotionen. Er versichtet auf klanggewaltige Arrangements, entfaltet sich lieber im Detail. Stilprägend wirkt dabei die Kombination elektronischer Musik und klassischer Instrumentierung, die gleichberechtigt nebeneinander stehen und die gefühlvollen Texte unterstreichen. Zeitlos schön und ubedingt hörenswert.”
T5 (november 1997)

“Da haben wir ja ein richtiges Multitalent.”
( 9/10 )
Feedback (december 1997)

“Musik für den Herbst. Musik für Schwärmer, Romantiker, für die melankolischen Stunden allein, für Stunden zu zweit. Musik wie für mich komponiert.”
Astan (november 1997)

“Dänemarks Vorzeige Multimedia-Künstler vor Durchbruch in Deutschland.”
Zillo (november 1997)

“Bleibt zu hoffen, dass Martin Hall mit diesem atmosphärisches aussergewönlichen Album auch hierzulande auf offene Ohren stösst.”
Entry (december 1997)

“… den lige så grandiose som smukt-støvede popplade Random Hold fra 1996. Det er den hermetiske Halls mest lydefri popværk.”
( * * * * * )
Politiken – Kim Skotte (12. februar 2009)

“I 1996 udgav Hall Random Hold. Her kan man allerede høre, at han begynder at afsøge den klassiske musiks udtryksformer. Måske ikke så tydeligt på selve albummet, men genudgivelsens ekstranumre viser i hvert fald de tendenser. Det todelte nummer “Catching the Dust” udklædes således i flotte strygerarrangementer, og i slutningen af del to lyder en hengemt operastemme i baggrunden. I kammer-versionen af “Cradlemoon” er strygere den eneste instrumentation … Der er en stor lyd på albummet, som var det optaget i et kirkerum, og det giver Halls højstemte vokal masser af plads at udfolde sig på. Det langsomme tempo albummet igennem giver mindelser om slowcore-bands som Codeine og Rex, men pga. den fyldige, elektroniske produktion dypper musikken også tæer i den samtidige triphop. På overfladen lyder albummet poppet og radiovenligt, men det har også et kompromisløst og nøgent udtryk, hvor ensomheden driver i de intime og nærværende leveringer. Et flot eksempel på at less is more.”
( * * * * * )
Undertoner – Kim Elgaard Andersen (28. februar 2009)

Henrik Marstal: Cello
Iben Teilmann: Bratsch
Martin Hall: Vokal, trommer, bas, guitar, båndmateriale
Ole Hansen: Keyboards, flygel, trompet, flygelhorn
Sara Wallevik: Violin
Signe Kjærsgaard: Bas
Thomas Li: Networks, treatments, logic

Design: Birgitte Wester/Camilla Søfeldt
Foto: Robin Skjoldborg

Henrik Marstal: Cello
Iben Teilmann: Bratsch
Martin Hall: Vokal, trommer, bas, guitar, båndmateriale
Ole Hansen: Keyboards, flygel, trompet, flygelhorn
Sara Wallevik: Violin
Signe Kjærsgaard: Bas
Thomas Li: Networks, treatments, logic, percussion

Design: Birgitte Wester/Camilla Søfeldt
Foto: Robin Skjoldborg

“Det er en uhyggespredende plade og en ener i en verden med utallige kopier. Alene derfor hurra for Hall og hans obskure satsninger. Men også fordi der gemmer sig en nerve og en bidende nødvendighed bag det …”
Gaffa – Per Reinholdt Nielsen (oktober 1994)

“Phantasmagoria er et drømmelandskab tæt på De Dødes Rige med 32 kompositioner fordelt på 52 minutter. De haikukorte tekster lukker sig gerne om sig selv i indforstået livsvisdom, men som de foredrages af Irma Victorias aldeles ubehjælpsomme engelsk fra den stråtækte skole i Sdr. Bjert, får projektet alligevel et glimt i øjet og et underfundigt smil i mundvigen fra samtlige medvirkende i The Hatebox Experience. Og så har Martin Hall skruet en musikalsk metamorfose sammen, der flere gange overrasker og åbenbarer en besættende skønhed i mange nuancer; med Gutenberghus reklamefanfarer, dommedagsstemning fra Ødelandet og et spændsigt danse-groove, er åbningsnummeret ”Everything Is An Illusion” en sivende, nærmest trodsigt kropsappellerende stemningsskaber, og over resten af albummet udforsker Hall og Irma Victoria teatralsk ophøjethed, galgenhumoristisk cabaret, forrevne klangtapeter, storslåede lydspor fra højromantiske tåreperserfilm, jazz’et tilbagelænethed og stemningsskilderier af næsten Satie’sk ynde.”
Berlingske Tidende – Lars B. Jørgensen (24. oktober 1994)

“32 sære, fascinerende skæringer på et skræmmende, ulykkeligt og hylende morsomt album placeret så fjernt fra dansk, populærmusikalsk middelmådighed som overhovedet muligt.”
Politiken – Dorte Hygum (1. november 1994)

“Først og fremmest kan man sige, at tingene denne gang er lykkedes for Martin og Victoria … Tilsammen giver det en lyd, der ligger et sted mellem midtfirsernes gotik og soundtracket til et stykke radioteater, der i hvert fald ikke er kedeligt. At der overhovedet er plads til den slags udgivelser i Danmark, der er gennemført anderledes og i hvert fald ikke lefler for nogen eller noget, det er sgu positivt.”
Information – Mads Brenøe (27. oktober 1994)

“Irma Victoria er en ældre dame uden sangstemme, men med en egen tonløs, sårbar power. Det perfekte medium for Martin Hall … Irma Victoria bliver en projektion, og Phantasmagoria et fascinerende glimt af en afgrund, hvor håbløshed og desperation skinner med sin egen sortblodige skønhed.”
Det Fri Aktuelt – Kim Skotte (3. november 1994)

Ligesom så meget andet Martin Hall har været – og er – i berøring med, er det en sær søgende plade, der består af 32 adskilte stumper, der enten synges eller reciteres af Irma Victoria, der for nu at sige det pænt ikke besidder den helt store stemme, men som på ganske forunderlig vis alligevel passer perfekt ind i Martin Halls koncept … Med Phantasmagoria i CD-afspilleren står man overfor et valg: Skal man tage projektet alvorligt eller ej? Jeg vælger at tage det seriøst, og gør man det, så har også Phantasmagoria en vis tyngde.”
( * * * * )
Jyllands-Posten – Uffe Christensen (11. oktober 1994)

“Irma Victoria blev et kendt navn og ansigt i musikverdenen, da hun i 1990 fik sin debut på Martin Halls plade The Rainbow Theatre. Året efter skabte hun musikhistorie, da hun i skarp konkurrence med Hanne Boel og Annisette blev nomineret til en Grammy som årets sangerinde … Irma Victoria har i dag alle ingredienserne til at blive en kultfigur af Kjøllerske dimensioner.”
Ekstra Bladet – Dorte Quist (28. oktober 1994)

“Phantasmagoria er en højst mystisk plade. Halls nedtonede lydmalerier, Irma Victorias intet mindre end forfærdelige foredrag og teksternes livtag med de tungeste eksistentielle emner giver tilsammen et obskurt univers, som det ikke er videre behageligt at opholde sig i. At behage, det er nok heller ikke Halls mål med pladen. Faktisk er den næsten ikke til at holde ud at lytte til, med mindre man har hang til selvpineri.”
Aarhus Stiftstidende – Arne Vollertsen (2. november 1994)

“Først undrede jeg mig, dernæst blev jeg lidt forarget, men for det meste følte jeg mig fascineret over det mod, som den danske multikunstner Martin Hall her har lagt for dagen ved sammen med sin 71-årige Irma Victoria at udgive follow-up albummet til forrige års udgivelse The Rainbow Theatre, nemlig 94-værket Phantasmagoria. Hall har aldrig søgt de nemme løsninger, ved vi, der har fulgt ham gennem de sidste 30 udgivelser, men dette sidste udspil er måske hans mest ekstreme eksempel …”
Kulturavisen Marcaroni (november 1994)

“Alt i alt er det et fascinerende og dragende album, der ligger på den hårfine grænse imellem den totale iscenesættelse og det dybt geniale.”
Ajour (november 1994)

Aud Wilken: Kor
Christian Skeel: Synthesizers
Henrik Marstal: Bas
Irma Victoria: Vokal
Jens Brygmann: Trommer
Lars Top-Galia: Guitar
Martin Hall: Instrumenter
Ole Hansen: Horn
Thomas Li: Keyboards
Torben Engberg: Orgel

Design: Jens Kruse
Foto: Robin Skjoldborg

Aud Wilken: Kor
Flemming Muus: Bas
Hilmar Hassig: Keyboards
Martin Hall: Vokal, trommer, keyboards
Søren Jacobsen: Guitar

Design: Birgitte Wester

Martin Hall: Instrumenter, båndmateriale
Tina Schäfer: Vokal

Design: John L. Christensen