ET UMAGE PAR?

Essay om Ingvar Cronhammar og Martin Hall skrevet af Jan Poulsen i forbindelse med udgivelsen af bokssættet ‘Hall Cronhammar Index’ udgivet af Nordsø Records den 30. september 2017.

Ved et første kig ser parret måske lidt umage ud. Ingvar Cronhammar og Martin Hall er på flere måder hinandens modsætninger. Billedhuggeren og installationskunstneren med det sølvgrå hår og lange vildmandsskæg står som trådt ud af det danske rigsvåben over for den altid nybarberede, sarte og lidt verdensfjerne forfatter og komponist med de fine, lange og slanke fingre, der danser yndefuldt hen over taster såvel som tangenter.

Men det er selvfølgelig ikke hele historien. Langt fra. ‘There’s more to the picture than meets the eye’, som Neil Young engang sang. Ingvar Cronhammar og Martin Hall minder på flere måder om hinanden. På et ydre, objektivt plan er de begge flittige og arbejdsomme, til tider grænsende til det maniske, og de er perfektionister. De er egenrådige, men ikke skråsikre, og lytter derfor gerne til et godt argument, men det skal også være godt. På samme måde har kompromiset ikke de bedste vækstbetingelser i deres sfære og indgås som regel kun med pistolen for tindingen. Det handler om værket og altid kun om værket. De har respekt for værket og er ydmyge over for værket – det skabte som det in spe.

På de indre anliggender er der også samklang. Ingvar Cronhammar og Martin Hall kan næsten kommunikere sammen uden ord, for de kender hinandens personlighed indefra. Kan lune sig ved hinandens lys og fare vild i mørket. De ved begge to præcis, hvordan den anden har det. På godt og ondt.

“Martin og jeg har visse lighedspunkter og ser ens på mange ting, og det giver en vis form for tryghed, når vi arbejder sammen. Vi har også begge to nogle mørke dage i ny og næ, og jeg kender den tyngde, han bærer med sig,” fortæller Ingvar Cronhammar om sin godt 15 år yngre samarbejdspartner. Selv runder han næste gang 70.

Ingvar Cronhammar blev født i 1947 og voksede op i den sydsvenske by Kristianstad, men flyttede som teenager i midten af 1960’erne til Danmark, hvor han studerede på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus fra 1967-71. Han forlod akademiet som billedhugger, og senere i sit liv var han i øvrigt i en årrække leder af Billedhuggerskolen ved Det Fynske Kunstakademi i Odense. Men som ung var han en del af kunstmiljøet i Aarhus, hvor han var tilknyttet sammenslutningerne Zygo og Sonde, og med afsæt i både amerikansk environment art og modkulturens provokationer skabte han op igennem 1970’erne flere værker, der kunne ses som enten skarpe eller satiriske kommentarer til samfundet.

Det var netop et af de værker, der blev Martin Halls første møde med Ingvar Cronhammars kunst.

“Jeg hørte om hans installation Så vidt nåede vi da, der blev udstillet på Aarhus Kunstmuseum. Installationen bestod af et campingbord omgivet af fire plastikstole overtrukket med svinehud og en rød parasol med hvidt midterfelt og sort hagekors. Jeg syntes rigtig godt om værkets både skarpe og humoristiske radikalitet. Siden hen erfarede jeg, at hans generelle virke var noget anderledes, men som introduktion fungerede det fint,” fortæller Martin Hall.

Ingvar Cronhammars Så vidt nåede vi da blev udstillet første gang i 1979, som var det år, Martin Hall skød sin karriere i gang. 16 år gammel debuterede han som sanger og guitarist med sit band ved det legendariske punkarrangement Concert Of The Moment i Saltlageret i København. 20 unge bands fra Danmark og Sverige spillede ved maratonkoncerten, og Martin Halls var et af dem, der blev lagt mest mærke til, for selv om der var tale om deres første koncert, var bandet stilsikker i både musik og optræden. Blot et par måneder efter fik han med sit band Ballet Mécanique kontrakt med det internationale pladeselskab CBS og lp-debuterede i 1981 med The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation, som i dag nyder klassikerstatus i dansk rock.

Siden har Martin Hall udsendt mere end 40 album i mange forskellige genrer og med mange forskellige musikere og bands. Han er ikke for fastholdere, og selv om han har haft hits på de danske radiostationer, har mange af hans musikalske aktiviteter fundet sted et stykke fra pop- og rockmusikkens brede midterrabat.

Ingvar Cronhammar vidste ikke meget om Martin Halls gøren og laden. Faktisk tæt på ingenting, og det lægger han ikke skjul på, ligesom han også står ved sine forbehold over for dansk musik. “Jeg er ikke begejstret for ret meget på den danske musikscene, ja, faktisk har jeg det svært med det meste,” som han siger.

Elia

Alligevel var Ingvar Cronhammar lydhør, da programmedarbejder Søren E. Jensen på Danmarks Radio foreslog ham at lade Martin Hall komponere underlægningsmusikken til et timelangt P1-program om Elia, hans monumentale skulptur, som efter mere end tolv års arbejde endelig blev indviet den 27. september 2001 på en tidligere kornmark i Birk lidt uden for Herning.

“Cronhammar hørte musikken undervejs og var meget begejstret,” fortæller Martin Hall. “Han ville gerne have den opført ved indvielsen samt inkluderet som cd i bogen om værket, og jeg mødte ham første gang in the flesh ved indvielsesceremonien i Herning. Jeg er selv 1,90 høj, ikke ligefrem en dværg, men man forsvinder jo i hans omfavnelse – manden er gigantisk. ’Martin, kom her, du skal have en krammer!’, var hans første ord til mig, og så stod vi der, et sted ude på den jyske hede, og krammede.”

Indvielsen af Elia den septemberdag i 2001 var et tilløbsstykke. Med rette. For hvor ofte bliver et 32 meter højt og mere end 600 ton tungt kunstværk indviet i Danmark? Eller noget sted i verden? Ud over kunstnerens og komponistens krammer blev begivenheden også markeret af en række taler, og Folketingets formand, Ivar Hansen (V), kunne blandt andet konstatere, at “Elia er nøjagtig det, vi gør den til.”

Mere prosaisk er den enorme skulptur en fascinerende konstruktion, der består af en stålkuppel med en diameter på 60 meter, der rejser sig godt elleve meter over jordens overflade. Fire store, brede trapper – én mod hvert verdenshjørne – fører op til kuplens overflade, hvorfra fire 20 meter høje stålsøjler med kuppelformede rødt lys på toppen rejser sig mod himlen.

Skulpturen er opkaldt efter profeten Elias, som under en storm farede til himmels i en ildvogn, og helt i pagt med den bibelske tekst er der midt i værket placeret en stor computerstyret gasbrænder, som med ujævne mellemrum – én gang inden for en 19 døgns periode – spyr en godt otte meter høj og én meter bred ildsøjle op i luften mellem søjlerne i et lille halvt minut. Elia er samtidig udformet således, at den qua sin konstruktion og beliggenhed på det ellers flade terræn er i stand til at modtage lynnedslag, og når det sker, svarer den igen med et højt, langt ekko, for som digteren Peter Laugesen skrev i den lille bog om Ingvar Cronhammar, der udkom som bind 16 i serien Dansk Nutidskunst i 1992:

“Elia er en gigantisk telefon til universets kræfter. Hun forbinder jorden med himlen, vejret og skyerne. Tiden og rummet. Hun er hellig og krigerisk, en natlig Stonehenge, pulserende ildspytter. Lokomotiv og alter. En mægtig kage i stål og beton.”

Den enorme skulptur er ikke bare et hovedværk i Ingvar Cronhammars oeuvre, men i nyere dansk kunst i det hele taget.

Da Martin Hall komponerede musikken til Elia, havde han kun set et modelfoto af skulpturen. Han havde hverken fået ønsker eller dessiner fra kunstneren.

“Vi havde ikke mødt hinanden på det tidspunkt og havde heller ikke talt sammen,” fortæller Ingvar Cronhammar. “Alt var ligesom givet på forhånd; det skulle være en transformation til et lydværk, og jeg stoler på min fornemmelse. Man bør have respekt for hinanden på hvert sit felt, og hvis det ellers hænger sammen, skal jeg ikke blande mig. Martins musik til Elia er meget smuk,” uddyber kunstneren, som blev glad for at hilse på komponisten ved indvielsen:

“Jeg mødte en person, som på mange måder overraskede mig, for han var næsten transparent, en ghostlignende skrøbelighed, men meget faldt i hak den dag. Jeg har arbejdet med kunst i mere end 50 år og har mødt min portion af opblæste kunstnere, og derfor holder jeg meget af, når person og værk går op i en særlig enhed. Martin Hall som kunstner og person er den samme, og det er sjældent, man oplever det, men sådan er det med ham,” mener Ingvar Cronhammar.

Ikke overraskende fremhæver Martin Hall nogle af de samme træk hos Cronhammar:

”En af de ting, jeg sætter allermest pris på ved Ingvar, er hans ligefremhed. Hans totale mangel på forstillelse. Fundamentalt set er de fleste mennesker ligeglade med, om arkitekten banker sin kone eller ej, hvis bare huset er smukt, men jeg har altid haft det omvendt – at en kunstners livsførelse er uadskillelig i forhold til personens værk. Det kan virke som en lidt gammeldags, romantisk holdning, men sådan har jeg det nu. Af samme grund tilføjer det i mine øjne en overordentlig væsentlig dimension til Cronhammars imponerende oeuvre, at der bag alle krematorierne og stålsøerne gemmer sig dette elskelige væsen. Ingvar er i bund og grund et meget lydhørt og ydmygt menneske.”

Indvielsen af Elia i september 2001 blev starten på et langt venskab og samarbejde mellem Martin Hall og Ingvar Cronhammar. Faktisk et af de længste, komponisten har haft med nogen.

Racing Cars

Næste gang deres veje krydsedes professionelt var i 2006, hvor Aarhus Kunstmuseum, som nu hed ARoS og var flyttet ind i en helt ny bygning ved siden af Musikhuset, lagde hus til den usædvanlige udstilling Racing Cars – The Art Dimension. En totalinstallation efter idé af museumsdirektør Jens Erik Sørensen og skabt af Ingvar Cronhammar, som satte alle fartglade hjerter i brand, da den var et unikt møde – eller måske snarere sammenstød – mellem kunsten på den ene side og et stort udvalg af fuldblodsracerbiler fra Formel 1- og Le Mans-løbene på den anden.

Museets store lokaler var ombygget til et unikt univers af metal, styrke og hestekræfter. Fart og tempo. Væggene var malet sorte, søjlerne var omdannet til røde, metalliske stempler, og alle lyskilder var formet som gigantiske stempelringe. På stålpodier over alt i udstillingsområdet kunne man se alle de legendariske racerbiler, der var fragtet til Aarhus fra over alt i verden.

Ingvar Cronhammar ønskede også lyd til udstillingen og indviede derfor Martin Hall i sine tanker og planer.

“Racing Cars er et helt andet værk end Elia. Martin var med til flere møder, hvor jeg kunne komme med nogle ønsker til musikken. Jeg bad ham for eksempel om at lave en duet mellem en Formel 1-motor med 16.000 omdrejninger i minuttet og en kontratenor. Jeg pejlede mig frem til det, jeg ønskede, og så kunne Martin arbejde ud fra det,” fortæller Ingvar Cronhammar.

I modsætning til Elia, som var et orkesterværk af stor skønhed med et hovedtema – smukt spillet på flygel – var Martin Halls musik til Racing Cars mere elektronisk funderet og tilsat mange reallyde fra Formel 1-racerløb … som ønsket af Ingvar Cronhammar.

“På trods af sine klare forestillinger og idéer arbejder Ingvar meget intuitivt,” fortæller Martin Hall og fortsætter: “Han bryder sig ikke om at sætte for mange ord på ting – han vil helst skabe rum og føre andre ind i dem, hvor de så kan have deres egen oplevelse. Som selvstændig kunstner er dette for så vidt også mit ønske, men jeg refererer langt mere, forklarer og analyserer. Det er blevet en slags rollefordeling mellem os. Ved flere lejligheder har Ingvar eksempelvis bedt en journalist om at sende spørgsmålet videre til mig, hvis det blev for abstrakt. Mest pudsigt var det engang i en live P1-udsendelse, hvor Ingvar blev spurgt, hvad bogstavet ’H’ stod for i forbindelse med vores 2015-udstilling i Cisternerne. Så kom det, fuldkommen uskyldigt, fra ham: ’Det har jeg sgu glemt, men jeg er sikker på, at Martin kan huske det’.”

Martin Hall har gode minder fra samarbejdet om Racing Cars-udstillingen, og han vil aldrig glemme nogle af de møder, som ansatte fra ARoS og forskellige tilknyttede eksperter også deltog i.

“Som konsulent på udstillingen havde man hyret den tidligere racerkører Thorkild Thyrring. Han var – ikke overraskende – en testosteronsprudlende herre, som altid dukkede op iført charmeklud og fineste halvfjerdsermode. Han kunne tale hvem som helst et øre af, men han ville ikke kramme, for det lå ligesom ikke til hans machostil. Hver gang Ingvar og han mødtes, stod de derfor altid og rokkede lidt frem og tilbage, for Ingvar ville ikke bare lade ham slippe, når først han havde fået fat om ham. Det var et kosteligt syn,” husker Martin Hall.

Racing Cars var en noget atypisk udstilling, og oven på åbningen på ARoS den 13. oktober 2006 var der helt som forventet en del polemik i medierne om, hvad racerbiler havde at gøre på et kunstmuseum. Det fik dog ikke museets direktør Jens Erik Sørensen til at ligge søvnløs om natten, for med mere end 10.000 gæster i åbningsweekenden og i alt 137.000 besøgende i udstillingsperioden kunne han i stedet glæde sig over, at Ingvar Cronhammar havde skabt den mest sete udstilling på museet nogensinde.

H

Sandt var det, at ARoS med Racing Cars fik et nyt og anderledes publikum ind igennem dørene, men museets sædvanlige publikum, hvis man ellers kan tale om et sådan, blev naturligvis ikke afskrækket. De vidste, at kunst oftest er bedst, når den udfordrer, og med Ingvar Cronhammar ved man aldrig helt, hvad man får. Ud over at værket – eller udstillingen – er unik, gennemtænkt og kompromisløs.

“Cronhammars kunst kan have en lidt fremmedgørende effekt på nogen mennesker,” har Martin Hall observeret. “Den slår dem som en meget maskulin, kold front, statisk og umedgørlig, men sådan har jeg aldrig oplevet den. Jeg ser mere hans værker som energibanker – som batterier og drev. Kraftcentraler. Kuplerne og offeraltrene er lige dele hårde guitarriffs og kølig forførelse. I overført betydning trækker hans værker lige så meget på den tyske forfatter og filosof Walter Benjamins analytiske materialefordybelse som på den engelske magiker Aleister Crowleys ekspressive besværgelser. Der er ikke tale om et enten-eller, men om et både-og. Om noget lige dele storslået og klaustrofobisk. Tag for eksempel hans Cabaret-installation fra 2007; en række små sterile, cellelignende rum der er opdelt som lagkagesnitter, hvor loftet over dem drejer rundt som en karrusel. Det er en kuldegysende kommentar til den moderne myte om det private rum, til debatten om individualitet kontra reservat.”

Der var næppe mange af de besøgende, der havde forbehold over for Cronhammars spektakulære, underjordiske installation H, der kunne ses i 2015 i Cisternerne under Søndermarken på Frederiksberg. Nej, blandt publikum var en udbredt enighed om, at det var en fantastisk smuk oplevelse. Cisternerne blev drænet tilbage i 1982, og nu – 33 år senere – kom vandet altså tilbage i det store reservoir, der efterhånden havde været udstillingssted i en årrække.

Den store installation bestod af 28 søjler af lysende, faldende vand, som man som tilskuer bevægede sig rundt iblandt på nogle gangbroer, der var lagt i et sindrigt system oven på det kolossale vandspejl, der dækkede hele gulvet. Vandet både spejlede og reflekterede sig selv i det ellers mørke rum og var derved med til at forstærke oplevelsen af at være gæst i Ingvar Cronhammars underjordiske rige. Med til at gøre oplevelsen til noget ganske særligt var Martin Halls komposition, der vekslede mellem en messende drengesang og nogle sært uhyggelige, men underligt vedkommende ambiente lyde, der blev kraftigt forstærket og forvrænget af klangen og resonansen i det store rum under jordens overflade.

Udstillingen åbnede den 3. marts 2015, og mere end 90.000 gæster vovede sig ned i dybet for at opleve den fantastiske – og fantastisk ambitiøse – installation, som kritikere var sjældent enige om at give topkarakterer over hele linien. Selv vores regent blev lokket af huse og forlod Amalienborgs tykke mure for en stund for at se H, men som gammel arkæologistuderende havde hun måske også en faglig interesse i at bevæge sig ned i undergrunden? Flere af de tilstedeværende ved majestætens besøg syntes ikke at være i tvivl om, at Dronning Margrethe virkede begejstret for det, hun så og hørte – ledsaget af Ingvar Cronhammar og Martin Hall – nede i Cisternerne under Søndermarken.

“Da vi havde været rundt og se udstillingen,” erindrer Cronhammar, “sagde jeg til majestæten: ‘Jamen, det var så det’, hvorpå hun efter en lille pause svarede: ‘Ved De hvad? Vi tager en tur mere’.”

H var da også en usædvanlig bedrift, hvor installation og musik arbejdede sammen i en sådan grad, at de matematiske regler blev udfordret, og 2 + 2 = 5. Værket blev en kæmpesucces i udstillingsperioden, som endda blev udvidet ved, at man tillige holdt aftenåbent nogle udvalgte dage.

Ingvar Cronhammar og Martin Hall havde som en del af arbejdet med H haft flere møder om musikken, ikke mindst om den tekst, drengen synger, husker Cronhammar, og derved mindede processen lidt om arbejdet med Racing Cars. På spørgsmålet om han opfatter Martin Halls musik som supplement til sine værker eller som selvstændige værker, falder svaret prompte fra Ingvar Cronhammar:

“Det er begge dele. Musikken er et selvstændigt værk, men den er også et supplement til mit værk, for den udvider det domæne, som mit værk er, hvad enten der er tale om Elia eller H. Når der bliver tilført begavede ting i form af enten musik eller skrift, bliver der lagt til, og det kan jeg ikke sige nej til. Værket er det samme, men ringene breder sig; dét er udsagnet, som jeg ikke kan udtrykke på nogen anden måde. Det giver derfor god mening at udvide værket, men det skal også kunne stå alene.”

Design

Mindre end to år efter Ingvar Cronhammar og Martin Halls underjordiske succes med den overjordiske installation H, trak de i det fælles arbejdstøj igen. Opgavefordelingen mindede mere om Elia end om Racing Cars og H, for til udstillingen Design på HEART, som de fleste sindige mennesker stadig kalder Herning Kunstmuseum, blev Martin Hall bedt om at skabe en ny komposition. Ingen ønsker, ingen krav, ingen dessiner, men Cronhammar er tilfreds:

“Det er smukt. Jeg blev meget, meget glad, da jeg hørte det.”

Design-udstillingen har fokus på feltet mellem kunst, arkitektur og netop design, og man vil blandt andet kunne se flere af Ingvar Cronhammars nytænkninger af brugsgenstande som bestik og lamper, men også en række installationer og arkitekturmodeller. Blot et lille tværsnit af mange af de elementer, objekter og materialer, den snart 70-årige kunstner har arbejdet med igennem sin lange karriere, men måske kan Design anspore nogle af de besøgende til bagefter at dykke ned i det mangfoldige og dybt fascinerende værk, som den store kunstner har skabt, siden han kom til Danmark i 1965. Og måske derved blive lige så stimuleret som Martin Hall:

“Overordnet set er der en wagnersk skygge ved Ingvars arbejder, som jeg befinder mig utroligt godt i,” afslører komponisten. “Noget tungt og sakralt. Som tilskuer og vidne står man over for noget på én og samme tid betydningsmættet og udefineret. Jeg holder meget af Ingvars mod til at tænke stort og åbent. Jeg tror, at vi som kunstnere inden for hver vores arbejdsfelt begge lider en anelse under det danske sindelags pixiebogformat. Det betyder ikke, at alt absolut bare skal være enormt, men det hjælper da, hvis det er.”

Hall Cronhammar Index er ikke en pixiebog, og den er heller ikke enorm, men det er i det mindste stort, at vi nu får Martin Halls fire kompositioner til Ingvar Cronhammar samlet ét sted. På vinyl. I et smukt design. To af dem har sågar ikke tidligere være udsendt i nogen form.

Større bliver det næppe.

Jan Poulsen (august 2017)